Grønlandsposten - 01.09.1944, Qupperneq 10

202
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17
holde paa, at de elendige samkvemsmidler herop-
pe er en slem klods om ens aandelige ben; derfor er
jeg ogsaa meget glad for det lille aandehul,
»Grønlandsposten« har givet os, selvom vi jo sta-
dig har mere behov, end vi kan faa gennem ar-
tiklerne og diskussionerne der; men paa grund af
dem hænder det dog, at man begynder at tænke
igen«.
Det kæmpende Danmark.
(Af »Danmarks Frihedsraad«s Gesandt i Moskva
Thomas Døssing.)
(Efter »Frit Danmark«.)
Naar man efter 4 Aars tysk Besættelse kom-
mer udenfor Danmarks Grænser, er noget af det
første, der gaar op for En, at man kan sige,
hvad man vil, at man ikke om Aftenen behøver
at tænke paa, at der midt om Natten muligvis
kører en Bil op foran Huset, og at der dundres
paa Døren-
Vi havde i den Grad vænnet os til, at der er
noget, som hedder Gestapo og Schalburg-Folk, at
det er helt underligt igen at være fri. Dernæst
opdager man en Ting til: at gamle Venner i et
Land, som ikke har været besat, i hvert Fald
mange af dem, tilsyneladende med Forbavselse
konstaterer, at Ens Humør synes uberørt af de fi-
re tyske Aar.
Personlig har jeg nu haft let ved ikke at mi-
ste Humøret. Vi, der var saa heldige at komme
i Konflikt med Tyskerne paa et tidligt Tidspunkt
af Besættelsen og i hvert Fald foreløbig har faaet
vort Mellemværende afgjort, har ingen Grund til
at gaa rundt og betragte os som Helte. Jeg ved
godt, at der er mange Undtagelser —^Landsmænd,
der allerede i denne første Fase er kommet ud for
overordentlig ubehagelige Oplevelser — men for
de fleste af os har der ikke været Tale om noget
Martyrium. Hermed er ikke sagt, at vi ikke se-
nere har haft Oplevelser, egne Oplevelser eller i
vor nærmeste Kreds, som har været af en saa-
dan Art, at der altid vil blive ulægelige Saar til-
bage.
De af vore Landsmænd, der af en eller anden
Grund — af en tilfældig Grund eller paa Grund
af manglende Kampvilje — ikke har været ude
for saadanne Oplevelser, skal huske, at der er
utallige danske Familier, hvoraf et eller flere Med-
lemmer i den nuværende overordentlig haarde Si-
tuation sidder i tyske Fængsler, i Koncentrations-
lejre, har maattet flygte med Døden i Hælene til
Udlandet, eller har maattet bøde med Livet, for-
di de har følt det som deres Pligt at optræde som
Danske.
Vi kender allesammen mange, der paa denne
Maade er blevet ramt, og det har været en af
mine uhyggeligste Oplevelser, at jeg meget ofte
har truffet Folk hjemme, som har den Opfattelse
at det dog alligevel havde været bedre at forhol-
de sig passiv med sin indre Danskhed i Behold,
og undgaa den aabne Konflikt.
De, der har direkte opereret med Tysker-
ne kan ikke have deres Danskhed i Behold, hvis
de ikke ved en eller anden Lejlighed er kommet
i aaben Konflikt med de Fremmede.
Det er som bekendt et gammelt Stridsspørgs-
maal i Danmark, hvorhvidt et Land af vor Stør-
relse — eller Lidenhed — skulde have et Forsvar.
Jeg maa bekende, at jeg i hele min Ungdom har
hørt til dem, der mente, at vi godt kunde være
bekendt at konstatere vor Lindenhed, hvis vi af
saglige Grunde kom til det Resultat, at Forsvar
alligevel vilde være utilstrækkeligt. Dette gamle
Spørgsmaal behøver vi ikke at diskutere nu. Det
kommer af sig selv frem igen, naar Krigen er
forbi og paa en helt ny Basis. Men det staar in-
gen Steder skrevet, at et militært forsvarsløst
Land ikke kan forsvare sig. Det har været en-
hver dansk Demokrats Pligt siden Begyndelsen
af Trediverne uden Tøven at protestere imod en-
hver Afskygning af Nazismen, fordi Nazismen er
en Fornægtelse af enhver Form for politisk og
kulturelt Demokrati. Det har ogsaa været De-
mokratiets Pligt at gøre sig klart, at denne Mod-
stand skulde føres til Bunds, selv om det kom til
at koste Tab af personlig Sikkerhed, ja, selv om
Indsatsen vilde blive Livet.
Efter den 9. April 1940 blev enhver Dansk
tvunget til at tage personligt Standpunkt. Fra
Maaned til Maaned blev det mere og mere klart,
at dansk Væsen i Tilfælde af Tysklands Sejr vil-
de være uhjælpelig fortabt, hvis ikke hver eneste
af os ubrødeligt lovede sig selv at sætte sig op
mod Nazismen og al dens Væsen og alle dens
Gerninger. Hvis Tyskerne ikke sejrede, sagde
mange (og tænkte flere), saa behøvede vi jo kun
at dukke os for Uvejret, men en Tro, der ikke
giver sig Udslag i Ord og Handling i de kritiske
Øjeblikke, vil aldrig mere kunne have nogensom-
helst Slagkraft.