Grønlandsposten - 01.01.1945, Blaðsíða 2
2
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 1 — 1945
Ved sjette Aarsskifte.
For sjette Gang staar vi overfor et Aarsskif-
te, siden vi sidst havde rigtig Forbindelse med
vort Hjemland. For sjette Gang skal vi gøre et
forgangent Aars Status op og samtidig gøre os
selv klar til at modtage et nyt Aar ved at danne
os vore Forsætter for det og vore Haab til det.
Naar vi da først ser tilbage paa det forgang-
ne Aar, tror jeg, det kan siges, at det maaske
har været det af alle Krigsaarene, som har været
det sværeste at komme igennem. De Reserver
af Livsmod og Kræfter, som vi havde for fem
Aar siden, begynder at blive slidte, vanskeligere
og vanskeligere bliver det at holde Humøret og
Tilliden vedlige. Og samtidig er vore materielle
Kaar blevet haardere belastet end før, her i Grøn-
land som overalt i Verden. Men tillige har det
forløbne Aar bragt os store Løfteiser. De Begi-
venheder, som dette Aar har været præget af, har
medført den største Glæde, vi kan tænke os: Bevidst-
heden om, at dette er vor sidste Nytaarsaften før
vor Genforening med vort befriede Fædreland.
Og dermed er da ogsaa det vigtigste i det
kommende Aar for os givet: Genforeningen, Hjem-
komsten. Vi ved, at ogsaa hermed vil der være
store Problemer forbundet, Problemer som vil kræve
haardt Arbejde og Resignation af alle. Det Dan-
mark, vi kommer hjem til, er ikke det samme,
som det vi blev revet bort fra i 1940. Det er et Dan-
mark, som har gennemgaaet Farer og Prøvelser,
mod hvilke vore heroppe kun har været for ringe
at regne. Men alle er vi opfyldt af Stolthed og
Glæde over den Maade, hvorpaa vort Fædreland har
gennemgaaet disse Aar, over den Holdning, det har
vedligeholdt under det uhyre Pres, der har været
lagt paa det. Vi har derved faaet Vished for, at
komme hvad der vil, vi vil kunne løse de Pro-
blemer, som Fremtiden har for os.
Vi heroppe har ogsaa haft vort Pund at for-
valte i disse Aar, vor Opgave, for hvilken vi nu
snart skal staa til Regnskab hjemme. Lad mig da
ved dette vort sidste Nytaar før Regnskabets Tid
takke alle for det Arbejde, som i det forløbne
Aar som i dets fire Forgængere er blevet saa tro-
fast og pligtopfyldende fortsat, det Arbejde, hvis
Resultat først og fremmest er, at vi med god
Samvittighed kan fortælle hjemme, at Ulykken
blev undgaaet, den Ulykke, at disse Aar skulde
medføre, at vort Fædrelands Arbejde heroppe blev
forspildt. Og med denne Tak vil jeg ønske alle
et glædeligt Nytaar. Eske Brun.
Ungt er endnu
haabet!
Kære læsere!
Igen har vi ladt et aar fyldt med længsel og
bristede forhaabninger bag os, og 1945’s første
blad er vendt. Aaret, der svandt, bragte os ikke
freden, som vi alle saa stærkt havde haabet og
ventet ved dets begyndelse — men det har givet os
tillid til aaret, der kommer. Trods aar ef-
ter aar i uopfyldt forventning har vi endnu
troen paa fremtiden tilbage. Det er jo netop
ungdommens vidunderlige gave, haabets stadige
fornyelse — og saa længe haab, tro, tillid og kær-
lighed kan fødes i et menneske, er dette ungt
endnu, trods højt til aars.
De svundne aars mørke minder lad dem ligge,
— livet leves fremefter, og kun de lyse minder
og de tanker, hvis maal ligger forude, bærer livs-
kraften i sig, og det er tegnet paa ungdom og
styrke endnu at kunne ryste fortidens tilskikkel-
ser af sig og ikke tabe modet i nuets haabløshed,
men stadig føre tanken fremefter i tillid til tiden
foran.
Maaske er det, som vi hver især har at se
frem til, blevet mindre aar efter aar; maaske har
vi aar efter aar været idealer tro, paa hvis værdi
vi nu maa begynde at tvivle, fordi de blev til i
en tid, hvor forudsætningerne var andre, — og vort
daglige suk efter fornyelse er stadig kun suk.
Som fjeldets smaa blomster vrister næring fra
den karrige jord, saaledes maa ogsaa vi gøre det, for
heller ikke de gode tanker, den gode vilje, de store
idealer kan i længden trives og leve uden næ-
ring. Drømme at drømme, maal et at øjne er ikke nok.
Lykken er heller ikke et maal at naa, men er den
maade, maalet naas paa — lykken er selve livets
daglige udfoldelse, lykken er dette at finde livs-
næring, finde noget smukt, godt og værdifuldt
hver dag paa Ens vej, enten livet leves i Grøn-
land eller Danmark, Godthaab eller Thule.
Husker De hin foraarsmorgen, hvor stæren
igen sad paa sin pind og fløjtede vaaren ind
over Danmark? — Hvor det sukkede af grøde og
grokraft i grøfter og kær, og hvor hele landet
beiedte sig til foraarets komme?
Husker De, hvorledes kræfterne værkede i
arme og ben, mens tusinde planer vaagnede af
deres slummer — og De længtes vildt efter at
tage fat — hellere i dag end i morgen?