Grønlandsposten - 16.10.1946, Síða 9

16. Oktober
GRØNLANDSPOSTEN
219
Brev fra Upernavik.
Fra medhjælper Hendrik Olsen i Upernavik har
redaktøren igen modtaget et interessant brev, der
baade direkte og mellem linierne fortæller adskilligt
om livet paa disse nordlige breddegrader: Vi gen-
giver brevet i uddrag, da dets indhold absolut har
almindelig interesse:
Upernavik, den 22. juli 19i6.
— Vejret ved Upernavik har ikke været godt hele
foraaret, og nu i sommer er det kun blevet værre. I
dag sner det ikke saa lidt. Forhaabentligt bliver vej-
ret snart bedre, for jeg skal til at bygge mit hus om,
da det er blevet for lille til os. Jeg kan ikke begynde
at rive det ned, før jeg er sikker paa vejret.
Ellers gaar livet sin vante Upernavik-gang. Jeg ar-
bejder om dagen paa kontoret og gaar paa jagt om
aftenen, hvis vejret tillader det.
En af vore dygtigste fangere her, Aron Geisler,
faar nu sin egen motorbaad. Det er udstedsbestyrer
Jens Nielsen fra Kraulshavn, der vil sælge sin baad,
og nu har vi hjulpet Aron til at købe den ved hjælp
af et laan fra Styrelsen. Jeg tror, han vil faa noget
ud af den baad. Han har allerede betalt, hvad han
skulde betale, og han kører meget for lægevæsenet
og præstegældet og fisker hajer, naar der ikke er
noget at fange. Han er absolut en af de driftigste
fangere her ved stedet og vil sikkert fange masser af
hvalrosser til efteraaret. Jeg hjælper ham med at
føre regnskabet, for at han kan faa rigtigt begyndt.
Til kivf akkerne har vi bygget en mindre motor-
baad i løbet af foraaret. Den er beregnet til jagt og
smaafiskeri. Den har en lille kahyt fortil og kan
vist tage ca. U/2 tons, men maskinen er desværre ikke
saa god. Niels Olsen har heller ikke været hjemme
i lang tid, men nu skal han ordne den en af dagene.
Saa skal vi rigtigt til at fange hvidfisk til efteraaret.
Kaptajn Vestmar har set baaden, og han er rigtig
godt tilfreds med bygningen. Han siger: Jeg tager
min hat af for de driftige kivfakker, bare de kan enes
om det! Enes om det kan vi nu sagtens. Vi har alle-
rede lavet en slags bestemmelser, som vi alle skriver
under paa. Saa skal det nok gaa.
Jeg var i Umanak i foraaret sammen med besty-
reren og nod rejsen. Jeg har ogsaa været i nord-
distriktet forleden for at ordne noget paa sysselman-
dens vegne. De fanger ualmindelig godt i norddistrik-
tet, men som sædvanligt tænker de vist ikke paa at
gemme noget til vinteren. Det er især folkene ved
Tasiussak, der fanger sæler for tiden. Til efteraaret
bliver udstedsbestyrer Hans Nielsen afløst af Peter
Svendsen fra Augpilagtok, som vi haaber vil kunne
være til gavn for befolkningen og gøre den interesse-
ret i fiskeri, især hajfiskeri. Der er nemlig mange
hajer deroppe, men befolkningen tager sig ikke af
fiskeriet, før den ser andre tage sig deraf.
Kraulshavns befolkning har det lidt bedre i aar,
men den er stadig langt nede. De fleste gode fangere
har faaet fattighjælp til op over ørerne paa grund
af, at den gode kateket, der har været kommune-
raadsformand, har været lidt for gavmild. Men nu
er han blevet forflyttet, og vi haaber, at udstedsbe-
styrer Jens Nielsen bliver kommuneraadsformand
igen til efteraaret.
Vi mangler svært nogle unge driftige kateketer der-
oppe, som kan tage fat paa noget og er interesserede
i at gøre noget for befolkningen og i skolerne. De
fleste, der kommer herop, tænker næsten ikke paa
andet end at præke i kirken og drikke øl. Præste-
væsenet plejer jo at sende kateketer herop, der gaar
med høje flipper og handsker. Men den slags har vi
ikke brug for, de regner sig gerne selv som over-
mennesker.
Der er endnu tilstrækkeligt med fangstdyr i nord-
distriktet, især har hajfiskeriet mulighed for at
kunne drives med stort udbytte, men befolkningen
ofrer ikke erhvervsredskaberne synderlig interesse,
og derfor kan den ikke klare sig gennem hele aaret.
Først mangler de gode baade, som de kan sejle med
til bedre fangststeder eller bedre fiskesteder. Man har
kun kajakkerne og holder stædigt paa, at en fanger,
der giver sig til at fiske, ikke mere er fanger og
bliver set ned paa. Her nytter ingen forklaringer,
det er en opfattelse, der er overleveret fra fædrene,
og den holder man i hævd.
Jeg vilde ønske, jeg kunde rejse til norddistriktet
bare et aar som privat fanger og kun leve af fang-
sten, saa skal jeg nok vise dem, hvorledes man skal
bære sig ad med at klare sig. Jeg skriver og skriver