Grønlandsposten - 16.10.1946, Page 10

220
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9 — 1946
om det samme emne, men jeg ved ikke, om det hjæl-
per noget. I vinter engang kom jeg til Kitorsak. Man
led nød paa stedet. Fangernes sælgarn laa langs land,
og man fik ikke noget. Saa snakkede jeg med dem
og bad dem prøve paa at sætte nogle af deres sæl-
garn ud til isfjeldene og forklarede dem, hvorledes
de skal sætte dem. Jeg rejste derefter videre op til
Djævelens Tommelfinger. Da jeg kom tilbage igen
til Kraulshavn, mødte jeg samme fanger, som jeg
nys havde talt med. Han kom kørende paa slæde
for at sælge spæk. Jeg blev helt overrasket; thi da
jeg sidst forlod ham, havde han intet spæk, men nu
fortalte han, at han havde fulgt mit raad og sat tre
garn ud til et isfjeld og deri fanget tre sæler.
Mit blad »Kaumaliak« udkommer slet ikke i denne
tid. Skrivemaskinen er gaaet i stykker og er hjem-
sendt til reparation med 1. Disko, og vi haaber nu,
den kommer op med 3. Disko. Vi har ikke raad til at
købe en ny endnu. Jeg tænker paa at trække mig til-
bage som redaktør, naar bladet er kommet igang
igen ved maskinens tilbagekomst. De unge har ogsaa
godt af at røre tankerne lidt.
Min kone er blevet opereret i foraaret, men er ikke
rask endnu. Vor læge har ikke været, som han burde.
Han rejste til Thule lidt over midten af marts lige
efter operationen, som han foretog sammen med
Umanak-lægen. I begyndelsen af maj maaned kom
han hjem igen og undersøgte hende først i begyn-
delsen af juli efter den anden læges opfordring. Jeg
synes, det er forkert. Styrelsen bør ikke sende saa-
danne folk op. Vi er glade for, at han er rejst igen
og haaber, at den nye læge bedre forstaar sit kald
og sine pligter.
Da »Kaumaliak« foreløbigt maatte standse, lavede
jeg et stort udhængsskab her ved kolonien. Hver uge
opsætter jeg her nogle billeder, som jeg klipper ud
af danske blade og forsyner med grønlandsk tekst.
Man er meget glad for dette, og mange mennesker
gaar til ophængningsskabene for at se paa billederne.
Forleden holdt vi en lille auktion for at skaffe de
unge penge til musikinstrumenter. Der indkom ca.
500 kr. Jeg har pu telegraferet hjem efter en god
klaviatur harmonika. Vi har nemlig ogsaa lidt penge
i kassen.
At dette brev er blevet saa langt skyldes god lid
paa grund af daarligt vejr. Endnu et brev vil følge
til efteraaret —.
En grønlænders førsteindtryk fra Danmark.
En ung grønlænder, kateket Ignatius Kristoffersen
fra Egedesminde, sender Grønlandsposten et par ord
om sine første indtryk fra et kort ophold i Danmark
nu i sommer.
— Naar vi grønlændere første gang nærmer os
Danmark, bliver utaalmodigheden større og større.
Det skyldes, at vi har læst i skolen og mange gange
hørt om Danmarks natur, der er helt anderledes end
Grønlands: Danmark har ingen bjerge, og landet lig-
ner en pandekage, mærkelig nok. Danmark er meget
varm, frugtbar og har mange skove. Ja, det er et for-
underligt land!
Saa en dag kommer vi til hovedstaden. Sikke mange
skibe, der sejler forbi eller ligger ved kajen. Sikke
mange mennesker i de lange vandrette gader, mange
høje og store huse med mange butikker nedenunder.
Det underligste er sporvognene med de mange pas-
sagerer, de mange biler og de mange cyklister. Man
bliver tilsidst træt i øjnene og i hovedet af at se saa
meget paa een gang. Naar man første gang ser li-
vet her i Danmark, tænker man: Naa saadan er livet
altsaa ude i den vide verden!
Grønlænderen begynder nu sit liv som borger i et
helt fremmed land. Den første følelse er mismod over
at erfare danskernes totale uvidenhed om Grønland
og grønlænderne. Grønland er Danmarks eneste ko-
loni, men alligevel er der mange tusinde danske, som
intet kender til Grønland eller grønlænderne. Grøn-
lænderen bliver skuffet over at høre folk hviske i
sporvognene og paa gaderne: det er en siameser, ki-
neser eller maaske japaner.
Vi maa lære hinanden bedre at kende, men hvor-
ledes?
Der trykkes hver dag mange dagblade i Danmark,
og der bør da være en mand, som selv har været i
Grønland og kender grønlandske forhold, som kan