Grønlandsposten - 14.02.1950, Blaðsíða 9

Nr. 4
GRØNLANDSPOSTEN
53
er haleløse! De trænger ogsaa ind i forraadskamrene og
stjæler alt, hvad der er spiseligt, og naar man gaar paa
fuglejagt, er rævene ogsaa til stede og slæber de nedskudte
fugle bort.
Rævene angreb Berings mænd.
Rævenes antal paa Kommandørøerne kunne forholdsvis
let tælles. I de aar, jeg arbejdede paa øerne, var der ef-
ter jagtsæsonens afslutning ca. 1000 ræve tilbage paa Be-
ringsøen og ca. 600 paa Kobberøen. Til det kommende efter-
aar og den ny jagtsæson forøgedes antallet til omtrent 2.000
paa Beringsøen og 1.000 paa Kobberøen, med andre ord antallet
fordobledes. Det er ikke nogen stor tilvækst i betragtning
af, at polarrævenes kuld bestaar af fra 4 til 12 unger. 1
løbet af aarene havde man prøvet forskellige foranstaltnin-
ger for at faa rævebestanden forøget. For eksempel und-
lod man i enkelte aar helt at gøre jagt paa rævene, eller
man fodrede dem om vinteren med fisk. Det hjalp dog ikke
meget, antallet forblev temmelig konstant det samme, saa-
ledes at man højst kunne tage et bytte paa ca. 1000 ræve
paa begge øerne.
Imidlertid vidste man fra gamle beretninger, at der tid-
ligere levede langt flere ræve paa øerne. For 200 aar siden
da kommandør Berings skib strandede ved Beringsøens østside
fandtes der her polarræve i saadanne mængder, at besæt-
ningen ligefrem maatte forsvare sig over for dem. Paa een
dag blev der alene med økseslag dræbt 70 ræve. Men og-
saa senere, i det 19’ aarhundrede, var rævebestanden mindst
2—3 gange større end i vore dage.
I 1928 begyndte jeg at undersøge de faktorer, der kunne
have indflydelse paa rævenes hyppighed. Det mest nærlig-
gende var naturligvis at søge aarsagerne i rævenes forme-
ringsbiologi. Den er vel omtrent den samme som paa andre
steder, hvor polarrævene findes, saa jeg kan fatte mig i kort-
hed. Rævene parrer sig paa Kommandørøerne i februar-
marts maaned. Drægtighedsperioden varer 64—56 dage,
saaledes fødes ungerne i maj-juni maaned. Ungernes antal
er meget forskelligt; jeg selv har fundet kuld paa fra 2 til
10 unger, og det siges, at der kan være op til 12. Oftest
er der dog 5 6 unger i kuldet, og dette kan vel ogsaa reg-
nes for gennemsnittet. Teoretisk set skulle saaledes tilvæks-
ten af de 1600 ræve (fordelt paa 800 par) være ca. 4 —6000
unge ræve, og ved jagttidens begyndelse skulle der tilsam-
men med de gamle ræve være ca. 6000 stykker. Faktisk saa
vi imidlertid, at der kun fandtes ca. 3000 — altsaa halvdelen.
Det var ikke mangelen paa yngleomraader, der var
skyld i den lave tilværkstprocent.
Rævenes dødelighed — og fjender.
Jeg gik videre med mine undersøgelser og det næste nær-
liggende skridt var at undersøge dødeligheden, thi det var
jo indlysende, at hvis der fødtes ca. 4000- 5000 unger hvert
aar, men der til jagtsæsonen kun fandtes halvdelen af dem,
saa maatte den anden halvdel være omkommet. Faktisk
fandt man ogsaa en del døde ræve paa øerne, især om efter-
aaret.
Det første spørgsmaal blev da: hvilke naturlige fjender
har polarrævene paa Kommandørøerne? Af større landpatte-
dyr, der kunne tage en ræv, fandtes der ingen paa øerne
undtagen hundene. Det var ogsaa ganske øjensynligt, at
hundene ikke kunne lide rævene, forholdet var endnu værre
end mellem hund og kat. Saasnart hundene fik en ræv i
sigte, styrtede de i fuld fart efter den, og det kunne i det
ujævne terræn let blive farligt for den rejsende paa hunde-
slæde.
Af større fugle, der kunne gøre rævene fortræd, fand-
tes to arter: sneuglen og ravnen. Begge fuglene var ret
almindelige paa øerne, og de tog en del ræveunger, naar
disse vovede sig ud af hulen; dog kunne det ikke dreje sig
om store mængder, da man holdt fuglene nede ved at
betale præmier for de nedskudte. Jeg iagttog ogsaa, at
det oftest var svage og syge ræve, der faldt som bytte for
fuglene, især gjaldt dette ravnen, men i hvert fald kunne
disse fugle ikke decimere rævebestanden i den grad, at det
kunne være forklaringen paa den ringe tilvækst.
Der fandtes værre fjender end hundene og fuglene, og
det var indvoldsormene. Jeg undersøgte omhyggeligt alle de
ræve, der blev fundet døde paa øen, og det viste sig, at
næsten alle var inficerede meget stærkt med indvoldsorm,
ofte saa voldsomt, at hele tarmkanalen var propfuld med
orme. Der fandtes mange forskellige slags indvoldsorm; de
mest iøjnefaldende var lange, store bændelorm, de fyldte
mest i indvoldene, men de var ikke de værste. Der fandtes
nemlig ogsaa en ganske lille orm, den saakaldte Tænia echi-
nococcus, den er ikke mere end et par millimeter lang,
men den forekom i saa utrolige mængder, at tarmene paa
indersiden lignede et pelsskind, saa tæt sad den ene ved den
anden suget fast til tarmvæggen.
Bekæmpelsen af indvoldsormene
hos de frit levende ræve var en meget besværlig sag.
Størstedelen af rævene blev i jagttiden indfanget levende.
Heraf tog man omtrent halvdelen til pelsning, og den anden
halvdel blev sluppet ud igen som avlsdyr. Vi prøvede nu at
underkaste disse avlsdyr en behandling med medicin mod
indvoldsorm, inden de blev sluppet ud igen. Der var ogsaa
en anden mulighed for at bekæmpe indvoldsormene. Hvis
man fandt ud af, hvorfra rævene inficeredes med dem, kun-
ne man eventuelt tilintetgøre indvoldsormenes arnesteder.
Jeg satte derfor en større undersøgelse af disse orm igang,
og det lykkedes ogsaa at finde frem til smittekilderne, der
viste sig at være af tre forskellige slags. For det første
smittedes rævene ved at æde forskellige arter af fisk og
mollusker, der skylledes op paa stranden. Dette kunne man
naturligvis ikke gøre noget ved, og det var heller ikke de
farligste orm, der kom herfra.
For det andet blev rævene smittet ved at æde rødmuse-
ne. Den farligste af indvoldsormene, Tænia echinocossus,
gennemgik et udviklingsstadium i rødmusens lever, her dan-
nedes store blærer, fra hvilke ormene i tusindvis fremkom,
naar musene blev ædt af rævene. Man maatte altsaa søge
at faa rødmusene udryddet, til trods for at de udgjorde en
Væsentlig del af rævenes føde. (Fortsættes næste numer.)