Sujumut - 01.05.1937, Side 7
ukiut 4*at Nr. 5
SUJUMUT
31
kungip inugtaminik nikanarnernik agdlåt
asangneKissup aperKutit taimåitut påsivdluar*
pai. ermnaK påsivå KanoK angutaussariaKar«
tigissoK nuname tåssane nunaKåsagåine Kai«
namik inussutigssarsiuteKardlune, sikorssuar*
nit unguneKardlune anorerssuarnitdlo l'ssi*
mitdlo sujorasårneKartuåsavdlune nunguti*
taunigssamik.
75,000 Kr. tåssa kungip nuliatalo taper«
siutait kalåtdlip sapissusiata nersornartineKa*
leriartornigssånut. taimaitdlunilo kalåtdlip
sapitsunermigut kalåliussutse kisiat nersor*
nartitagssariungnaerpå kungiminitdle tamåna
pivdlugo iluarineKartariaKalisavdlune, kalåli«
uvdlutame Kavdlunånit ingmikoruteKaralua«
Kissugut miserratigisinåunginavtigo tugdlu«
sirnårutigissaKigigput Danmark«imut ata«
nerput.
kunge nulialo nagdliutorsiorneråne Kutsa«
viginiartigit kalåliussuserput nakussagtiniar*
måssuk. påsiniartigulo Kujanerput kungip
isumånut nalerKiinerusassoK kalåliussuserput
ingmikutdlo inuiåussuserput atarKinartinia«
ruvtigik Danmark«ilo kungerputdlo asav«
dlugit.
Oversættelse:
Saa talte Fhv. Overkateket Hans Lynge
paa alle Koloniens Grønlænderes Vegne:
Naar nu Kongen i Dagens Anledning fra
mange forskellige Sider hyldes som en god
Konge, under hvis lykkelige Regering Freden
har haft hjemme i hans Rige, vil jeg her træde
frem som Grønlænder og tale om den Kon«
ge, som vi skylder Tak for at have styrket den
grønlandske Nation. Dette siger jeg idet jeg
tænker paa Kongens og Dronningens Grøn«
landsfond og Tanken dermed, nemlig: At
ville stille det grønlandske Mod i et rosvær«
digt Lys. Fondet bruges ganske vist til andet
end Belønninger for ædel Daad, men jeg vil
nu engang kun tænke paa Belønningerne.
Disse mange Penge var Kongens og Dron«
ningens Gave til Grønlænderne, da de besøgte
Grønland. Der er vist ingen Tvivl om, at
Kongen, som var den første blandt Danmarks
mange Konger, der kom til det Land, som
aldrig tidligere var betraadt af en Majestæts
Fødder, har haft mange Tanker ved Ankom«
sten til Grønland. Det Land, som han
stævnede imod, var et fremmed Land, men
ogsaa et Land, som tilhører ham. Vi kalder
Grønland vort kære Land, ingen af os kan
kalde det mit Land. Kun Kongen kan sige
det. Han kan sammenlignes med en Mand,
som for mange Tusind Aar siden blev tiltalt
paa følgende Maade: „Drag ud af dit Land,
fra din Slægt og din Faders Hus hen til et
Land, som jeg vil vise dig“.
Det Land, som præsenterede sig forsinKon«
ge, var paa det smukkeste belyst af Midsom«
mersolen, som ikke var langt fra det Sted, hvor
den for en lille Stund skulde forsvinde i den
fjerne, blændende Norden. Godthaab og Om«
egn svømmede i de mest fortryllende Farve«
sammensætninger. Og en stor Flok af desmaa
Kajakker saas forlade Strandbredden og begive
sig ud for at tage imod den besøgende Konge.
Det store Land, som strækker langt mod
Nord og mod Syd, med dets smuktformede
og sneklædte, høje Fjælde, syntes at gøre
Kongen opmærksom paa sig. Det store
Land, som ikke engang den brændende
Midsommersol formaaede helt at befri for
Sne! De høje, ujævne og furede Fjældvægge,
som mindede en om et vejrbidt af kun halv«
vejs lægte Forfrysninger beskæmmet Ansigt,
fortalte om Vinterens Alvor saa tydeligt, at
Kongen blev betaget af det Syn og forholdt
sig vemodig tavs en lille Tid, og lod som
om han ikke ænsede de glade Hyldestraab,
men tænkte:
„Landskabet smiler i Dag og er iført sin
Højtidsdragt som for at tage imod mig, men
hvor længe skal Sommeren vare? Og hvor
anderledes vil Vinteren mon blive?
Og dog er Landet blevet bevaret indtil
nu!“
At det er blevet bevaret, skyldes efter
Grønlændernes Mening Danmark og Kon«
gen, og vi føler altid stor Taknemmeligheds«
gæld til dem. Kongen betragtede imidlertid
de smaa Kajakker med megen Beundring.
Han var ikke langt fra helt at glemme, hvad
han og Danmark havde udrettet for Grøn«
land:
„Er mon ikke de dygtige Fangere Skyld i,
at Landet hidtil har kunnet bevares? Er de
ikke det samme som Danmarks Soldater, og
oplæres for at tage en Tørn imod Fjenden:
Snestormene og de store Havbølger? Mon
de ikke skulde være af samme Værdi for
Landet som de tapre, danske Soldater, som
min Bedstefader og hans kongelige For*
gængere satte Deres Lid til, fordi de var vil*