Atuagagdliutit - 16.02.1948, Blaðsíða 11

nr. I_______________AT tJ AG AG DL 1 U TI T__________T7
Atuagagdliutits Danskside
for grønlandske Børn.
Redigeret af Seminarielærerne P. Heilmann og Rosager.
Oles Skitur.
(fortsat.)
».le# gør bare saadun,« o# i del samme
(tumlede (1) den gamle paa Oles frakke, saa hans
aande kom som en hvid taage ud af lians mund,
o# da taagen forsvandt, var frakken helt hvid
af rimfrost. Bagefter tog han og kneb (2) Ole
i oret. »Du er vist en dygtig fyr,« sagde han.
»Du hiiver ikke ked af det, selv om det bider
lidt i kinderne, .leg syntes du kaldte paa koug
vinter. Maaske du vil folge med mig til hans
slot her i skoven?«
» l ak, det vil jeg gerne,« sagde Ole glad. Og
saa gik (let af sted gennem skoven. Onkel rim-
frost foran og Ole bagefter.
Lige paa en gang begyndte Ole at nyse (3).
Ilan begyndte at blive vaad om fodderne og op-
dagede, at rimfrosten paa hans frakke var smel-
tet bort. I det samme fik ban oje paa en gam-
mel Kone, der gik gennem skoven. 11 un gik
med lange skridt og havde et par store korte
gummistøvler paa, som sagde klusk-klusk ( I) for
hvert skridt hun tog. Paa skulderen bar hun
en fejekost, og i haanden havde hun en paraply.
Hun var vist meget forkølet, for hun nas (5) og
torrede næse hele tiden.
Hvem var dog den gamle kone?
Ole skulde lige til at spørge, da onkel rim-
frost i det samme for los paa konen og raabte:
»Er du nu her igen! Kan du se at komme v:ek,
og prøv ikke at komme herind før til foraaret!«
Og saa blæste ((>) han en vældig taageskv
mod hende.
Konen saa meget forskrækket ud og for af
sted i en saadan fart, at hun tabte sin kost.
Ole blev meget forskrækket. »Fy, hvor var
du ond mod den stakkels kone,« sagde han.
»Ja saa. Naa, saa jeg var ond,« sagde onkel
rimfrost. Det saa ud til, at han var rigtig vred
endnu. »Ja, der er nu ingen, der kan gøre mig
saa vred som hende madam to (7). Se bare,
hvad hun har gjort her!«
Og saa pegede han paa de nærmeste træer,
hvor rimfrosten og sneen var begyndt al smelte.
Saa for ban omkring og aandede paa dem, til
alt var lige saa pænt som før.
»Det var godt, at hun ikke naaede at gøre
saa stor skade denne gang,« sagde han lidt roli-
gere. »Ser du, madam to er foraarets rengørings-
kone (H). Hun skal gøre rent, naar foraaret kom-
mer, men noget dummere end den kone kan man
ikke tænke sig. Aldrig kan hun lære at passe ti-
den. Engang imellem kommer hun farende midt
om vinteren med sit tovejr og ødelægger alting
for os. Saa snart man vender ryggen til, saa er
hun der! Naa Ole, skal jeg kalde madam to
tilbage?«
»Nej, kære onkel rimfrost, det maa du ikke
gøre,« sagde Ole forskrækket. »Hun maa ikke
komme for til foraaret.«
»Aa nej, nu tror jeg nok, jeg har jaget hende
bort for en tid,« sagde onkel rimfrost, »men helt
sikker kan man nu aldrig være, saa du maa passe
paa og bruge dine ski hver dag, saa længe det er
koldt, det er mit raad! — Men nu har vi ikke
langt igen til kong vinters slot.«
Lidt efter kom de frem til et vældigt Sneslot.
I den for slottet stod to isbjørne, som snusede
helt beken’dt til onkel rimfrost, da han og Ole gik
forbi dem ind gennem porten. Inden for porten
gik de over en stor plads og siden gennem endnu
en port med isdøre.
(fortsættes.)
(1) anersårpoK. (2) pusugpå. (3) tangajorpo«. (4)misarpa-
lungnerata issuarnera. (5) datid af nyse. (6)supivå. (7) ma-
dam tø — tøvejr issangiaK. (8) arnaK assaissartoh.
1. Hvor tager onkel rimfrost Ole med ben?
2. Hvem tik de oje paa i skoven, og hvordan
saa hun ud?
3. Hvem var madam to?
1. Hvorfor er madam to dum?
.'). Hvem stod uden for slottet?