Atuagagdliutit - 01.03.1952, Blaðsíða 6

86
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
nr. 5
strædet og aflægge besøg i de langt mod nord
liggende distrikter. Længe før dette skil) begyn-
der sin færd mod nord, har danske skibe sejlet
på den østlige side af strædet og gjort mange iagt-
tagelser med hensyn til isforholdene. Oplysnin-
ger herom kunne udveksles over radioen, og ka-
nadierne ville være henrykte for at få disse op-
lysninger. På den anden side kommer vejret ho-
vedsagelig til Grønland vestfra. Danske skibe
som f. eks. UMANAK ville være godt hjulpet ved
at få regelmæssige vejrrapporter fra stationer i
Labrador og på Baffinland.
I 1945 talte jeg med Janus Sørensen — den-
ne navnkundige og med grønlandske farvande
så godt kendte skibsfører, opmåler og fortæller
— om måder, hvorpå man kunne „binde Vest-
grønlands og Baffinlands kyster sammen" ved i
fællesskab at inspicere det mellemliggende om-
råde i luften. Resultaterne ville blive af stor vær-
di for både geodæter, sømænd og flyvere. — Det
står stadig tilbage at blive gjort.
På omtrent samme tid blev en begyndelse
gjort med radiofoniforbindelser mellem de to
lande. Gennem redaktør Kristoffer Lynge og
Godtbaab radios samarbejde med alle de radio-
stationer, der dengang arbejdede i Nordkanada,
blev der iværksat undersøgelser for at finde ud
af, om Godthaab radio kunne høres, og om så var,
om de grønlandske nyhedsudsendelser da kunne
forstås. Den afstand, over hvilken stationen kun-
ne høres, var forbavsende stor, og i nogle tilfælde
blev det grønlandske sprog forstået. På et be-
stemt sted havde eskimoerne faktisk ofte lyttet
til udsendelsen, uden at vide, livor den kom fra
— de havde aldrig lært geografi.
Professor M. J. Dunbar, der en tid var kana-
disk konsul i Godthaab, har vist, hvorledes vi-
denskabsmænd fra de to lande kan supplere hin-
anden. Han er selv oceanograf og gjorde mange
optegnelser om havforholdene nær Godthaab, da
danske videnskabsmænd under krigen ikke kun-
ne komme hertil. Siden den tid har han udført
mange undersøgelser og opmålinger i farvan-
dene ved Labrador og Baffinland ombord på det
nye skil) CALANUS, som ban selv tegnede i stil
med danske fiskerbåde. Professor Dunbar håber
snart at få lejlighed til at tilbringe et års tid i
København for at sammenligne sine videnskabe-
lige data med tilsvarende optegnelser, gjort af
dr. Paul Marinus Hansen med flere. På lignende
måde kunne der utvivlsomt etableres nærmere
kontakt mellem vejrl'olk, geologer, biologer o. s.
v. Dr. James Troelsen, som er velbevandret i
grønlandsk geologi, håber — til glæde for begge
lande — i år at komme til at tilbringe et stykke
tid i arktisk Kanada.
Det er af finansielle grunde ikke nemt for
danskere og grønlændere at rejse til Kanada,
især ikke til de nordligste dele af Kanada. Og
alligevel var der en del børn, der under krigen
kom fra Grønland for at gå i skole i Toronto,
blandt andet frøken Ida Lynge, som nu i Køben-
havn uddanner sig til lærerinde, for senere at
virke i Grønland. En anden, der i slutningen af
krigen kom til Kanada, var Niels Rasmussen, der
studerede filmteknik bos The National Film
Board i Ottawa. Et bemærkelsesværdigt resultat
heraf var, at en af de bedste film, der findes om
Thule og thulefangere, blev produceret i Ottawa,
af film, som Niels Rasmussen nogle år forinden
havde optaget.
For ikke så lamge siden har Kanada været
så yderst heldig at få assistance af dr. Laurent
Christensen, tidligere læge i Julianehaab distrikt.
Sygehuset i Aklavik og tillige det endnu større
sygehus for indianere og eskimoer i Edmonton
har draget stor fordel af hans kvalifikationer
som læge og hans kendskab til det grønlandske
sprog — lægelig dygtighed og eskimoisk sprog-
videnskab er en kombination, som i Kanada er
så godt som ukendt.
Sidste efterår rejste civilingeniør Aksel Mik-
kelsen tværs igennem Kanada så langt som til
oliefelterne i Mackenzie Valley. Han er velkendt
for sit arbejde i adskillige vestgrønlandskc kolo-
nier i de senere år. Han lærte sandsynligvis no-
get af ingeniørerne i Nordkanada; men jeg ved
med bestemthed, at kanadierne lærte meget af
hans besøg.
Alt for få grønlændere har været i Nord-
kanada — bortset fra de, som fra tid til anden
uofficielt har taget turen. Der er kanadiere, der
stadig husker medlemmerne af Knud Rasmus-
sens femte Thuleekspedition, og blandt dem især
Jakob Olsen, som i 1927 udgav sin beretning un-
der titlen AKIL1NERMIULERSSARUT. For et