Atuagagdliutit - 23.04.1952, Qupperneq 9

ATUAGAGDLIUTIT
nr. 9
— GRØNLANDSPOSTEN
165
Overalt i verden, hvor mennesket er trængt
frem, er der sket gennemgribende ændringer i
landenes naturlige dyrebestand, der mange ste-
der bar ført til visse arters totale udryddelse. For-
rige århundredes pionerer gik hårdt frem med
bøssen i bånd. Der var alle steder vildt nok at
tage af, og ingen skænkede det en tanke, at de
nye landes enorme vildtmængde en skønne dag
ville ophøre og landet
ligge øde og forladt
hen, hvor den hvide
niands bøsse havde talt.
Engang levede et
meget ejendommeligt
dyr ved Beringliavets
kyster, Stellers Søko,
der af udseende var en
mellemting mellem en
sildepisker og en hval-
ros. På forkroppen lignede Stellers Søko mest
en tandløs hvalros, mens bagkroppen var
slank og havde hvalhale. Dyret levede af
tang, som det hentede op fra havbunden langs
kysterne. Desværre var dets kød velsmagende og
med et dejligt spæklag, og da dyret samtidig var
frygtløs overfor mennesker, varede det ikke man-
ge år efter riflens ankomst til Alaska, før den
sidste søko var nedlagt og slægten dermed ud-
ryddet. Det er man svært ked af i dag, hvor sø-
koen ville have spillet en ikke ringe rolle som
kødreserve for kystbefolkningen — og tænk hare,
hvad dette dyrs indførelse til Grønland ville have
betydet, her hvor vi har enorme tangskove rundt
de tusinder fattige skærgårdsøer, tangskove, man
endnu ikke har tænkt på at udnytte på anden
måde, men som kunne have givet føde til en tal-
rig bestand af søkøer, blot mennesket i tide ville
have været fornuftigt og skånet dyret for en mere
rationel indstillet efterverden.
Vi husker også beretningerne om de enorme
mængder af bisonvildt, der engang levede på de
amerikanske og kanadiske prærier, indianernes
storvildt og eksistensbetingelse. Under pionerer-
nes fremtrængen mod vest udryddedes bisonen
skånselsløst, snart for kødets, snart hare for hu-
dernes skyld, indtil man en skønne dag opdagede,
at nu var bisonen borte, og regeringerne måtte
skynde sig med at frede de sidste rester, der end-
nu fandtes i afsidesliggende dalstrøg mellem bjer-
gene. I Europa er det gået på lignende måde med
den europæiske bison, der i øjeblikket måske
kun tæller et par hundrede dyr, som man gør et
fortvivlet forsøg på at redde for efterverdenen
ved at gemme dem i parker og zoologiske haver.
Den stolte europæiske urokse gik sin undergang
i møde for mere end 300 år siden, og for Dan-
marks vedkommende har det samme været til-
fældet for en lang ræk-
ke dyr og fugle, som
landet efterhånden var
blevet for tæt befolket
til at huse.
I Grønland kender
vi beretningerne om de
hundredtusinder af
rensdyr, der engang
færdedes i de nu øde
og gudsforladte fjelde,
hvor selv en langvarig og streng fredning ikke har
kunnet bringe renbestanden blot nogenlunde på
fode igen. Det er desværre altid sådan med en dy-
reart, at er den først bragt langt ned, har den
samtidig mistet det kraftoverskud, der skal til for
at overvinde tabet i talstyrke. Arten stagnerer,
kan måske langsomt arbejde sig op igen gennem
lange tidsrum og total fredning, men går ofte un-
dergangen i møde, uden at man gør sig klart, at
grunden ene og alene er den, at man har drænet
bestanden for det kraft- og individoverskud, der
især i et land som Grønland skal til for at sikre
fortsat eksistens. Tænk på renen i Østgrønland,
der nu er uddød, tænk på eskimostammen der-
ovre, der lige så gådefuldt er forsvundet. Hver-
ken renerne eller menneskene derovre har i det
kritiske øjeblik rådet over det individoverskud,
der skulle have reddet stammerne gennem den
katastrofe, der har ramt dem hver især.
Gejerfuglen levede også engang ved Grøn-
lands kyster, en alkefugl på størrelse med en lom,
men den kunne ikke flyve, kun dykke, og det
blev dens ulykke — vi kender i dag kun nogle
få skind og nogle få æg spredt på verdens museer.
I vore dage vil ingen dyreart blive udsat for
total udryddelse, hvis det på nogen måde kan
hindres ad lovgivningens vej. Man har længst
indset det værdifulde i at beholde og værne om
den naturlige fauna og ligevægt i naturen, så
Hvor stor er
GRØNLANDS
DYREBESTAND?
Af magister Clir. Vibe