Atuagagdliutit - 05.11.1952, Qupperneq 7

nr. 23
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
391
konstrueret for. De tilise er enten for dyre eller for
upraktiske. Følgen er altså selvbyggeri, og der findes
her gode folk til at give gode råd. Tegninger leveres,
materialer fås til rimelige penge, og lidt efter lidt vil
Egedesminde forandres til det, der var tiltænkt i Kom-
missionen, der satte sig for at reformere det Grønland,
der syntes at være kørt i sænk, eller i hvert fald måtte
omkalfatres grundigt, for at de opgaver, Danmark har
påtact sig, skulle løses.
Som grundpille forekommer det mig, at befolknin-
gens ærlighed er noct solidt at bygge på.
Desuden har jeg ved samtaler fået opfattelsen av,
at her leves et rigt liv i husene i forhold til, hvad jeg
har oplevet før. Jeg husker de dage, da man kom og
besøgte mennesker og fik kød eller kaffe og snakkede
om fangst og hunde og næsten ikke mere. Dengang ge-
nerede man sig for at blotte indre følelser, eller man
vidste for lidt om livet uden for, det interesserede ikke.
Nu er det anderledes, der drøftes udenrigspolitik, der
tages stilling til landsrådets forhandlinger, netop hørt
gennem radioen. Man diskuterer læste bøger eller ar-
tikler i Atuagagdliutit. (Ofte har jeg fået velvillig, men
stærk kritik av egne bøger og artikler, hvilket jeg lun-
lært meget av). Alt dette skyldes ■— i hvert fald efter
min opfattelse — en enkelt mand, skoledirektør Garn,
der direkte og indirekte har løftet interesserne bos et
helt kolonidistrikt. Hvorfor rejste hari fra os? sae en
kone til mig, når en god mand får en bedre stilling,
rejser de altid!
Egedesminde er en konkurrent til Godthåb, og hid-
til har man vundet her. For her produceres, her er der
liv og røre i havnen. Private motorbåde farer frem og
tilbage, fisk bringes ind, travlhed tidligt og silde. Man
ser arbejdsvante hænder hos de unge piger, og man
møder fiskere i alle aldre, for her er man klar over, at
hvis man vil ha noet av de goder, butikken byder på,
skal der tages fat. Det er ligesom sundt at komme her-
til. Jeg går rundt og betragter det hele, og jeg generer
mig over ikke selv al ha travlt.
Men ikke alt er rosenrødt og tiltalende. Når man
kommer lidt bag de fine danske huse, ser man en del
grønlænderboliger, som ingen veje fører til. Der er
snavset om husene, hvorfor er der ingen renovation,
hvor der „kun“ bor grønlændere? Hvorfor bringes der
ikke vand til grønlænderne, mens danske unge menne-
sker får det lige ind ad daren?
Der er stadig nok at reformere, men det kommer
vel.
Egedesminde er fuld av fremmede. Et firma har
her 32 danske arbejdere, et andet 40. Desuden er et
antal ansat av Handel og Departement.
Det er et spørgsmål, om ikke hele den byggeplan
burde have været lagt på et mere sociologisk grundlag.
Kan en lille plads som Egedesminde modtage og huse
el så stort kontingent av fremmede elementer uden at
tage skade på sin oprindelige tilskikkelse? Dette må
ingenlunde tages som kritik av de udmærkede danske
håndværkere og andre; men nægtes kan det ikke, at
de dominerer meget blandt et fremmed folk, og ingen
av dem har til opgave al være kulturmissionærer. Det
synes mig, at man hellere burde tilstræbe en mindre
stab av gifte håndværkere, som slog sig ned for en år-
række og derved påvirkede den indfødte befolkning
mere direkte og varigere. For Egedesminde har fordel
av fastboende tømrere og andre, hvis håndværksmæs-
sige uddannelse smitter av på hele byen. Eller i andre
retninger.
I øjeblikket findes lier en ganske overordentlig
dygtig bager, Viggo Hansen, som har piange interesser.
Bageren og byggelederen i byen agter at oprette en
minkfarm for at undersøge, om ikke det meget fiske-
affald kan komme til nytte. Sådanne mæn.d, der vil
sætte kapital, viden og arbejde ind på en sag, der kan
få stor betydning, bør hilses med stor glæde.
Byen vokser, den ene bygning skyder op efter den
anden. Der mangler dog i høj grad endnu et hus. Det
er soancf/ården, stedet hvor man har forsamlingssal,
læseværelser, kaffestuer, og i det hele taget klublokaler,
hvor unge og gamle kan holde til og have fred og glæde
av fritiden. Hvorfor er der ikke gjort noet for et kultur-
centrum som dette — her som i byer andre steder? Det
er påkrævet mere end meget andet. Men det kommer
vel nok.
Egedesminde er stedet for efterskolen, og den sø-
ges av flere og flere. Jeg ser de søde unge mennesker
spadsere på vejen. Pænt klædte og passiarende som
unge mennesker gør; livlige og optagne av allehånde
problemer, der for dem er indgangen til tilværelsen.