Atuagagdliutit - 03.12.1953, Blaðsíða 14

490
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 25
f år man i vore dage tænker sig en front eller front-
linie, forestiller man sig et sted, hvor ild og bly slynges
ud af kanonrør, hvor skrigende stemmer med angst og
had rejser sig mod himmelen, og hvor raketangreb aflø-
ses af raketangreb under uafladelig, infernalsk hvinen.
Sådan kunne der også have været ved den front, jeg be-
søgte i foråret — forhol-
dene var imidlertid no-
get anderledes.
Fra min hybel på
en af højene, som om-
giver havnebyen Pusan,
så jeg hver morgen de
store, ombyggede japan-
ske passagerskibe an-
komme med tropper —
enten nye, som ikke før
havde gæstet øens hel-
vede, eller militært per-
sonel, som havde været
på rekreationsophold i
Japan og som nu vend-
te tilbage til deres „ar-
bejdsmark". Østens sol
var netop brudt gennem
det aftågede skynet og
stod i al sin morgen-
pragt mellem de tre
store bjergsider, som
former den dalsænk-
ning, der knuger byen og havnen i sit favntag. Åben
mod havet, lukket mod landet!
Længe før ankeret var kastet hørtes ude fra havet
i den stille morgen noget af det mest betagende, men-
neske-øren kan opfatte: Vel omkring 600 stemmer lod
fortælle deres blandede glæde for livet sammen med den
angst, de tydeligt lagde for dagen ved at synge hårdt og
ligesom prøvende på at overdøve den uhyggefornem-
melse, der beherskede dem over at skulle gæste et land,
hvor de var blevet tvunget til at give sig selv i ep krig,
som måske kun de færreste af dem anede, hvorfoi ra-
sede. Alle slags sange lød fra de mange nye krigere ep
sådan morgen — sentimentale, kærlighedsbetonede, det
hele i een sammenblanding. Og tankerne, som fløj gen-
nem de stakkels hoveder, var mange. — Da trosserne var
fastgjort til det ormædte bolværk i havnen, forstummede
med eet al sang. Stilheden var følelig, bare eet enkelt,
meget langt minut. Morgen efter morgen gentog det
samme sig. Ejendommeligt med denne pause i mylderet
denne næsten håndgribelige ro.
Tre kommandoråb gjaldede over skibet, signalet til
et gennemborende trompetskrald. 40 flotte negersoldater
med blankpudsede instrumenter bød de ankomne vel-
kommen. Under tambourmajorens ledelse fik de nye
krigere vestens nye og gamle schlagere at høre. Var det
ikke „Havde jeg vidst du var kommen, havde jeg bagt
en kagc“, da „Mit gamle Kentucky-hjem“.
Sådan var den officielle modtagelse. Transporten
gik videre ind mellem de mange pakhuse og liggende
koreanere, diegivende modre og forældreløse børn i
hundredvis -— ned til banegården.
Her blev kommanderet hvil nogle få timer, inden to-
get skulle afgå til Seoul. Selv skulle jeg med Iroppetoget,
der bestod af gamle japanske togstammer. Passager-
bekvemmelighederne var gode i sådan en gammel ja-
paner.
Efterhånden som toget bevægede sig bort fra statio-
nen, så man den nyfaldne forårssne på de terrassedan-
nede rismarker, mere end banelegemets primitive lyg-
ter oplyste den forårsnatten. Alle kupevinduer var op-
taget, ængstelige øjne
søgte at spejde ud i den
uvisse fremtid.
Stemningen var ikke
den bedst mulige. Man-
ge fædre og unge fyre
tog her en tørn med
omgivelsernes krav om
at skulle være og ind-
ordne sig som slagte-
kvæg. Tankerne gled til
hverdagen, som den en-
gang var, og til den,
som skulle komme.
Men det var ikke
de samme slags tanker,
der gled gennem de for-
skellige hjerner, i hvert
fald gav de sig ikke
samme udtryk. Henne
ved et klapbord, hvor
fire unge fyre på om-
kring en snes år sad og
tævede kort, turde man
nok spørge om forskelligt, hvorimod det ville være sin
sag at henvende sig til dem ved vinduerne og for-
styrre en grublende sjæl. Der var faktisk kun to svar
at vente sig. Enten et søgende „vil du da ikke for-
stå mig“-blik eller el rask „kæft“. For mig, der skulle
nordpå i en anden mission end de andre, stillede tin-
gene sig helt anderledes; jeg var næsten sikker på at
komme tilbage —- chancerne for resten af selskabet var
unægtelig noget mindre.
En lommeharmonikas vibrerende toner ændrede
med eet stemningen i kupeen. I et bagagenet lå en fyr
og forsøgte sig — endda med held. Næsten alle i ryge-
kupeen begyndte at nynne eller steppe til hans inspire-
rende musik. Her var noget med bid, en løsning til op-
muntring gaves midt i disse golde alpetunneler. Under-
holdningen fortsatte et par timer. Rundt omkring luk-
kedes de trætte øjne.
Et par gange i løbet af den lange nat blev der gjort
holdt. I de større stationsbyer, hvor flygtningene var på
tæerne for at tigge lidt føde til de slunkne tarme, kunne
man ikke undgå at vågne. Så steg man ud på perronen,
tændte en røgpind og kølnede ganen med et glas isvand;
luften i kupeen var alt andet end ren. — Så stod man
der — betaget. En summen af uforståelige tungemål bøl-
gede i natten.
Den lille koreanske togbetjents fløjte piftede dog
snart igen, hvilket betød, at næste stop ville bringe os
et tag nærmere civilisationens inferno. Klokken må have
været fem i denne østen-morgen, da jeg fik spændt mine
travestøvler på og sammen med et par bruskbrynede
officerer fik præsenteret det stadig fantastiske tilbage-
vendende — solopgangen. Det var slet ikke nogen almin-
delig solopgang, som her forsøgte at fortælle fred. Det
var ingen kærlig Guds repræsentant, der lod ane sin
mission med en ny dags komme. Man mærkede det, be-
FRONT^ FRED
Af Bent Benjamin Boisen