Atuagagdliutit - 03.12.1953, Blaðsíða 16

492
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
nr. 25
Sydkoreas præsident, dr. Sy ny man Rhee, taler
ved et møde i Seul.
Koreap kujatåtungåta præsidentia, dr. Syngman Iihee
Seulimc atautsimlncKartitdlugo onalngtoK.
Flygtningene er et stort problem i Korea, og mange steder opføres
der flygtningelejre som den, der ses over disse linier.
Kimåssut Korcame ajomartorsiuterujugssuput, Kimåssunutdlo inig-
ssiat uvane åssilissamitutut itut ardlaligpagssuarne
sananeKartarsimåput.
folk; en mand, som kunne andet end sin teologiske ger-
ning og for hvem det hver morgen var en fest at vågne
op til en ny dag — kort sagt:en rigtig guttermand, som
man kom lil at holde af. — Klokken var vel omkring
midnat, da vi efter en lang samtale gik tilsengs — præ-
sten på en træbænk, en sovepose på grusgulvet var ble-
vet mig tildelt.
Næste dag ville han tage mig ud i naturen, den stor-
slåede natur, som er kontrasten over alle kontraster i
dette land. At man var kommet nordpå, var tempe-
raturen med til at fortælle. I køjeposen var der mer end
fodkoldt. Kanontordenen og nogle store krus mokka
havde formået at holde øjnene åbne til hen på morgen-
stunden. En pludselig ro opstod ved daggry, man var
næsten klar over, at det var det sædvanlige ophold i
kampene: keep quiet, en krigspause, som stadig opstår
parterne imellem. Det var heldigt for pastoren og hans
gæst. Vi anskaffede os de særdeles sørgelige rester af en
køreklar jeep, som fik til opgave at køre os rundt i de
forskellige nationers lejre. Det var -hovedsageligt hospi-
talsunits, vi besøgte. Alle slags farvede folkerepræsentan-
ter hilste vi på. Der skulle være stor lægekongres i
den norske lejr den følgende week-end, præsten var ble-
vet udset som budbringer.
Vor bil arbejdede sig pænt frem ad de opkørte veje
— man skulle blot sørge for at blive på de „godkendte"
veje, idet afvigelser og udsving kunne have ret alvorlige
følger. Landminerne var vor største fare. De store skille:
DANGER — fare — advarede os. Også partisanerne
skulle man passe på; som bekendt skyer de intet middel
for at gøre det af med. deres udvalgte offer.
Den stilstand, som nu herskede ved verdens-fronten
i fjernosten, var skyld i, at vi pludselig i en tilfældig
FN-camp kunne blive præsenteret for en skrænt, hvor-
på et par tusinde kinesere opholdt sig.
Ikke el skud lød ikke en røst, kun ro var at spore.
Og her er nervekrigen i en nøddeskal, den krig, som
ikke kan benævnes kold eller varm, men simpelthen en
krig, hvor der stilles større krav til de kæmpende, end
man med sin bedste fantasi som hjælper vil kunne fore-
stille sig. Dag ud og dag ind ligger de mange tusinde og
venter med skudklare våben — venter på en løsning,
fredelig eller ikke-fredelig, bare en løsning! — I morgen
boldes der møde ved det store bord i Panmunjon igen
det blev der også for et par år siden. Man moder op
til disse møder, og går igen. Slækker af på kravene en
dag og skærper dem den næste. Modernes længde, fra 15
sekunder lil halvanden time, taler deres klare sprog,
især de korte.
Alt imens har et fredeligt spurvepar, jeg fik øje på
deroppe ved skrænten, taget nøje bestik af det hele. Dis-
se to fugle, som daglig kommer på begge sider af fron-
ten, har ret, når de fredeligt siger til hinanden: Det
er hu godt gjort, at den flok menneskenårrehatte ikke
kan finde ud af den affære, som de selv har rodet sig
ind i, og de kalder sig endda civiliserede.
Og de har ret, disse mine to fjerede påmindere. Sa-
gen er jo nemlig, at deres verden kan de have, sålænge
de ønsker det. Blot de finder glæden i at tage vare på
deres egne sager og have nok i den del, der er dem
tildelt.
NY KUTTER TIL FYR- OG VAGERVÆSENET
Fyr- og vagervæsenel får nu i Svendborg bygget
et inspektionsskib til Grønland til overtagelse i februar
1954. Det bliver en kutter på 70 tons. Grønlands ma-
rinekommando kan ikke længere afse tid, personel el-
ler materiel til vedligeholdelsen af de grønlandske fyr.