Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 03.12.1953, Blaðsíða 15

Atuagagdliutit - 03.12.1953, Blaðsíða 15
nr. 25 ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN 491 synderligt som sådan en morgen dog kan være forskel- lig fra andre morgener. Han-flodens bredder viste sig, og der blev komman- deret: „morning — everybody up“! Nogle bliktagsbeklædte, bombeskadede huse dukke- de op langs jernbanen og længere fremme den gamle kul- turstats hovedstad. Byen, som i løbet af to vintre skiftede ejere hele tre gange. Husblok på busblok stod den i de renfejede gader. I modsætning til de fleste andre orientalske byer var her ikke snavset, men uhyggeligt, mennesketomt. Denne by, som for nogle måneder siden havde kunnet rumme omkring halvanden million mennesker, var rå godt som affolket. — Et par militærtrucks suste let gen- nem grusgaderne, man så dem komme — et bremsehvin, og roen vendte tilbage. Seoul er stedet, hvor fronten havde sin begyndelse. For et års tid siden var byen hovedkvarter for de kom- munistiske styrker, i dag for FN-tropperne. Denne by, en af de ældste i verden, kan stadig gennem sine hen- gemte rariteter få en forvirret sjæl til i et øjeblik at tænke over meningen med begrebet kultur. De mange bygninger, museer og endnu bevarede kejserpaladser med deres dyrebare indhold i kældrene, får én over- bevist om, at her slumrer „noget", som end ikke atom- redskaber vil kunne tvinge af vejen. Larm fra tordenjagere, ingeniørtroppers støjen med redskaber og fjerne arlilleridrøn er det første, som over- beviser een om, at her har selveste fanden sit arbejds- felt. En stor truck med krydsfinerdøre kører mig nord- på — det vrimler med den slags køretøjer, så vanskeligt er det ikke at få en tur på tommelfingeren. Det er blevet morgen igen, og „morgenroens land“ (sådan kaldes halvøen Korea) viser sig i sin naturpragt, uden overhovedet at tage bestik af al ufreden. Dette dag- gry hver morgen er af større psykologisk betydning for de kæmpende, end man tænker sig. Side om side med de gennembombede huse skyder små, stråklædte hytter op, og uden for byen gør dette sig i endnu højere grad sig gældende. De civile, som endnu ikke er flygtede sydpå, holder stadig — omend i stærkt reduceret familiemedlemstal — deres husmandsbrug i live, trods landminer og krigsefterladenskaber. Sønderskudte broer, sprængte jernbanespor, udgra- vede skråninger, afsvedne rismarker og iturevne tele- grafledninger er, hvad øjet møder på den åbne landevej — et skue, som ikke kan forklares, det må simpelthen erfares. * * * Efterhånden som man kommer den såkaldte linie nærmere, begynder militærets mange lærredstelte at stjæle noget af billedet. Nu, hvor foråret snart har gjort sin entre for alvor, er sne og is ikke til så stor hindring mere, hvilket gør det lettere for beredskabsfolkene at sidde i det fri med en hylde-toddy og tage det lidt easy. Efter godt halvanden times kørsel er rejsens første feltstation nået, det første front-hospital, den norske MASH (mobile army surgical hospital), som her bag fronten gør et stort arbejde. Med mellemrum lander he- likoptere og afleverer sårede soldater direkte fra fron- ten. På begge sider af denne ejendommelige model af en ambulance er fastspændt bårer, og dækket af en cel- luloid-box ligger patienterne. Hele hospitalet består af en halv snes telte, som med udstyr, barduner og mand- skab kan flyttes på mindre end seks timer. I mash’en blev jeg et døgn. Et mærkeligt døgn. Om aftenen havde man indvielse af en ny kirke- klokke, tilhørende hospitalets kirke. De to timer, ind- vielsen varede, vil sent blive glemt det var en meget stor oplevelse. — Solen var gået ned og nattefrosten var netop på tæerne, da den norske feltpræst og jeg travede over til kirkehuset — et træskur på 4 x 2 meter med alter og orgel. Kirkerummet var så godt som tomt, kun kordegnen var derinde; han sad og øvede sig på et par salmer, mens en sygepasser satte kasser og træbænke ind på det kombinerede træ- og sandgulv. Så slog klokken da sit første slag som kirkeklokke. En mission, det stykke malm sikkert aldrig havde drømt om. Hvor var det underligt at stå der i aftenmørket, mens kanonbuldcret accompagnerede præstens velsig- nelse over klokkens liv og gerning. Ikke mange stemmer var aktive derude. Klokkens sidste lyde kunne endnu høres et par sekunder. Efter en alvorlig feltgudstjeneste gik man hver til sit. Kirurgen til en nyankommen patient, som skulle på operationsbordet med det samme, den koreanske house- boy til sin petroleumsovn og præsten til sit telt. * * * At denne præst ikke var nogen almindelig pastor, fik man hurtigt færten af. Han var fuldblods kristen, samtidig med at han både ud- og indadtil var et mand- Ny Carlsberg Glyptoteket ! sarKumersitsivik Ny Carlsberg Glyptoteket Københavnimf- toK silarssuarme erKumitsuliat katerssugkat tusåmassau- nerssaisa ilånik imaieartoK Carlsbergip imiorfinik autdlar- néKataussumitj imiortumit Carl Jakobsenimit nåpar- neKarpoK. sarKumersitsivik Ny Carlsbergfondimit ang- nertumik tapersersorneKar- poK.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.