Atuagagdliutit - 03.12.1953, Blaðsíða 15

nr. 25
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
491
synderligt som sådan en morgen dog kan være forskel-
lig fra andre morgener.
Han-flodens bredder viste sig, og der blev komman-
deret: „morning — everybody up“!
Nogle bliktagsbeklædte, bombeskadede huse dukke-
de op langs jernbanen og længere fremme den gamle kul-
turstats hovedstad. Byen, som i løbet af to vintre skiftede
ejere hele tre gange. Husblok på busblok stod den i de
renfejede gader.
I modsætning til de fleste andre orientalske byer
var her ikke snavset, men uhyggeligt, mennesketomt.
Denne by, som for nogle måneder siden havde kunnet
rumme omkring halvanden million mennesker, var rå
godt som affolket. — Et par militærtrucks suste let gen-
nem grusgaderne, man så dem komme — et bremsehvin,
og roen vendte tilbage.
Seoul er stedet, hvor fronten havde sin begyndelse.
For et års tid siden var byen hovedkvarter for de kom-
munistiske styrker, i dag for FN-tropperne. Denne by,
en af de ældste i verden, kan stadig gennem sine hen-
gemte rariteter få en forvirret sjæl til i et øjeblik at
tænke over meningen med begrebet kultur. De mange
bygninger, museer og endnu bevarede kejserpaladser
med deres dyrebare indhold i kældrene, får én over-
bevist om, at her slumrer „noget", som end ikke atom-
redskaber vil kunne tvinge af vejen.
Larm fra tordenjagere, ingeniørtroppers støjen med
redskaber og fjerne arlilleridrøn er det første, som over-
beviser een om, at her har selveste fanden sit arbejds-
felt. En stor truck med krydsfinerdøre kører mig nord-
på — det vrimler med den slags køretøjer, så vanskeligt
er det ikke at få en tur på tommelfingeren.
Det er blevet morgen igen, og „morgenroens land“
(sådan kaldes halvøen Korea) viser sig i sin naturpragt,
uden overhovedet at tage bestik af al ufreden. Dette dag-
gry hver morgen er af større psykologisk betydning for
de kæmpende, end man tænker sig.
Side om side med de gennembombede huse skyder
små, stråklædte hytter op, og uden for byen gør dette sig
i endnu højere grad sig gældende. De civile, som endnu
ikke er flygtede sydpå, holder stadig — omend i stærkt
reduceret familiemedlemstal — deres husmandsbrug i
live, trods landminer og krigsefterladenskaber.
Sønderskudte broer, sprængte jernbanespor, udgra-
vede skråninger, afsvedne rismarker og iturevne tele-
grafledninger er, hvad øjet møder på den åbne landevej
— et skue, som ikke kan forklares, det må simpelthen
erfares.
* * *
Efterhånden som man kommer den såkaldte linie
nærmere, begynder militærets mange lærredstelte at
stjæle noget af billedet. Nu, hvor foråret snart har gjort
sin entre for alvor, er sne og is ikke til så stor hindring
mere, hvilket gør det lettere for beredskabsfolkene at
sidde i det fri med en hylde-toddy og tage det lidt easy.
Efter godt halvanden times kørsel er rejsens første
feltstation nået, det første front-hospital, den norske
MASH (mobile army surgical hospital), som her bag
fronten gør et stort arbejde. Med mellemrum lander he-
likoptere og afleverer sårede soldater direkte fra fron-
ten. På begge sider af denne ejendommelige model af
en ambulance er fastspændt bårer, og dækket af en cel-
luloid-box ligger patienterne. Hele hospitalet består af
en halv snes telte, som med udstyr, barduner og mand-
skab kan flyttes på mindre end seks timer.
I mash’en blev jeg et døgn. Et mærkeligt døgn.
Om aftenen havde man indvielse af en ny kirke-
klokke, tilhørende hospitalets kirke. De to timer, ind-
vielsen varede, vil sent blive glemt det var en meget
stor oplevelse. — Solen var gået ned og nattefrosten var
netop på tæerne, da den norske feltpræst og jeg travede
over til kirkehuset — et træskur på 4 x 2 meter med alter
og orgel.
Kirkerummet var så godt som tomt, kun kordegnen
var derinde; han sad og øvede sig på et par salmer,
mens en sygepasser satte kasser og træbænke ind på det
kombinerede træ- og sandgulv.
Så slog klokken da sit første slag som kirkeklokke.
En mission, det stykke malm sikkert aldrig havde drømt
om. Hvor var det underligt at stå der i aftenmørket,
mens kanonbuldcret accompagnerede præstens velsig-
nelse over klokkens liv og gerning. Ikke mange stemmer
var aktive derude. Klokkens sidste lyde kunne endnu
høres et par sekunder.
Efter en alvorlig feltgudstjeneste gik man hver til
sit. Kirurgen til en nyankommen patient, som skulle på
operationsbordet med det samme, den koreanske house-
boy til sin petroleumsovn og præsten til sit telt.
* * *
At denne præst ikke var nogen almindelig pastor,
fik man hurtigt færten af. Han var fuldblods kristen,
samtidig med at han både ud- og indadtil var et mand-
Ny Carlsberg Glyptoteket
!
sarKumersitsivik Ny Carlsberg Glyptoteket Københavnimf-
toK silarssuarme erKumitsuliat katerssugkat tusåmassau-
nerssaisa ilånik imaieartoK Carlsbergip imiorfinik autdlar-
néKataussumitj imiortumit
Carl Jakobsenimit nåpar-
neKarpoK. sarKumersitsivik
Ny Carlsbergfondimit ang-
nertumik tapersersorneKar-
poK.