Atuagagdliutit - 23.08.1956, Page 5

o
Hvalrosflok jages i vandet. De ville nødig til det, og vi måtte dunke nogle af dem oven
i hovedet med en åre, før de blev forhandlingsvillige. Lille Snenæ«, Germanialand, ca.
7G°50’ nr. hr.
aorrit imånut ungugkat. pinaiseraluaKaut, ilaitdlo iputinik niaKuisigut anautdlagtårdlu-
git aitsåt nikisisinaussarpavut. Germanialandime Lille Snenæsime avdlorn. san. 76°f>0
migssåne. Foto: J. G. Jennov.
Det var på „Sandodden" i mør-
ketiden i december måned. Det
hav-de blæst en halv storm hele da-
gen, og sneen føg rigtig væmmeligt.
Vi havde holdt os inde og benyttede
tiden til at gøre hovedrent i statio-
nens lille stue. Henad aften ville Jen-
sen gå ud for at få lukket døren for
en tam moskuskalv, der havde sin
stald omme på station-sbusets nord-
side. Da ban åbnede den øverste af
halvdørene, var han lige ved at stik-
ke hovedet ind i en isbjørn, der med
sine to store halvandenårs unger
stod udenfor døren. Vi fik selvfølge-
lig fat i de nødvendige skydevåben
og vor store elektriske lygte, fik
skudt de tre bjørne, som vi så på
grund af fygningen måtte flænse in-
de i den smukt rengjorte stue.
Det var vort første møde med is-
bjørnen på den grønlandske nord-
østkyst.
Folk tror i reglen, at isbjørnen i
Grønland løber rundt som kyllinger
i en hønsegård, og at man er udsat
for at blive spist af an bjørn hver 11.
dag. Men forholdet er et ganske an-
det. Isbjørnen er ikke noget særlig
farligt dyr, og man kan have opholdt
sig i Grønland i mange år uden at
have fået blot et enkelt eksemplar
at se.
I Vestgrønland findes isbjørnen nu
praktisk taget slet ikke. 1 Nordgrøn-
land og i Østgrønland er den ikke
ualmindelig, men dens optræden er
ret uberegnelig. Det er ingenlunde
sjældont, at isbjørnene kommer helt
ind til stationen. For et par år si-
den skete det, at kokken på Dan-
markshavn-stationen måtte skyde en
stor hanbjørn i køkkendøren.
På den anden side kan selv men-
nesker, der har levet i Østgrønland
i årevis, tage grundigt fejl også af
isbjørnens farlighed.
En gammel fangstmand Jens Peter,
der havde overvintret adskillige
gange, sad c,n dag på Gerøianiahavn
og pralede overfor sine kammerater
af, at han aldrig havde taget noget
hensyn til isbjørnene, og at der
„Fanden gale mig" absolut ikke var
den isbjørn skabt, som ville gøre
ham noget". Umiddelbart derefter gik
han med to vandspande og iøvrigt
ubevæbnet hen til „Kilden" ca. 200
meter fra stationen for at hente vand.
Selvfølgelig gik det hverken værre el-
ler bedre, end at han pludselig opda-
gede, at en gammel hanbjørn nær-
mede sig med disse karakteristiske
snigende bevægelser, der ganske ty-
deligt fortalte, al den anså ham for
et godt bytte. Jens Peter foretog et
ilsomt tilbagetog, men måtte hurtigt
erkende, at han hverken lidt eller
meget kunne løbe fra sin forfølger.
Han kylede derfor først den ene
og så den anden spand hen mod
bjørnen. Når spandene kom skram-
lende henover stenene, stoppede
bjørnen op for at undersøge sagen
nærmere og genoptog derefter for-
dyr, fulde 3 meter høj, når han stod
på bagbenene, kom hen til skibet,
hvor den lod sig fodre med spæk,
der blev rakt ud til den på enden af
en bådshage. Den var ganske frede-
lig og Vennesæl. Havde man fodret
den med hånden, havde den ikke
med vilje gjort fortræd. At hånden
muligvis alligevel var røget med af
vanvare, er en sag for sig. Da den
havde konsumeret ca. 20 kg sælkød
og spæk, ville den, som den pæne
bjørn den var, ombord for at sige
tak for mad. Da ingen ønskede at
gøre det tillidsfulde dyr fortræd, og
skibschefen på den anden side ikke
ønskede løsgående isbjørne på dæk-
ket, trak han i snoren til dampfløj-
ten. Bjørnen for forskrækket ud på
isen og blev liggende ved en skodse,
hvorfra den sendte længselsfulde
blikke til dette dejlige madsted, hvor
den var blevet beværtet så godt. Da
„Godthåb" nogle timer senere under
en letning i ispresset begyndte at
sejle, kom bjørnen farende hen over
isen, sprang i vandet og forsøgte at
svømme „Godthåb" op.
Selv om isbjørnens optræden er ret
uberegnelig, er der nu alligevel el
vist system.
Isbjørnens egentlige hjem er pol-
bassinets ismasser og det, man kal-
Af ]■ G-Jen
ennov
Isbj ørnen
følgeisen af sit offer, der råbende af
fuld hals løb alt, hvad remme og tøj
kunne holde, hen mod stationen.
Hans kammerater kom farende ud, og
bjørnen blev skudt 12 meter fra sta-
tionen, lige da den var ved at ind-
hente manden. Nej, man ved sig al-
drig sikker overfor isbjørnen, den
kan dukke op, når som helst og hvor
som helst, og det er ganske ubereg-
neligt, hvordan den vil optræde.
Jeg kan huske engang, da gamle
„Godthåb" lå ude i storisen, at en
fuldvoksen hanbjørn, et prægtigt
der „storisen", den flydende isbarrie-
re, der som en stadig sydover gli-
dende strøm fører polarisen ud fra
polhavet og holder Nordøstgrønland
adskilt fra den øvrige verden.
Isbjørnen strejfer rundt på de ko-
lossale ismarker stadig på jagt efter
sælen, der er dens hoved- og ynd-
lingsfødc. Sælen jager den på isen.
Er sælen i vandet, kan isbjørnen ikke
gøre den noget. Tværtimod morer
sælerne sig med at drille den svøm-
mende isbjørn og napper den i ba-
gen. Men ligger sælen på isen, er sa-
gen en ganske anden. Sælen frygter
sin fjende, og når den ligger sovende
i nærheden af sit åndehul, vågner
den regelmæssigt ca. hvert andet mi-
nut, løfter hovedet, ser sig om, og
lægger sig til at sove igen. Isbjørnen
sniger sig forsigtigt ind på sælen.
Grønlænderne fortæller, at isbjørnen
undertiden skubber et lille isstykke
foran sig for at dække sin sorte snu-
de. Det sker, at isbjørnen lader sig
glide langsomt og forsigtigt, ofte bag-
læns, ned i vandet og søger hen til
sælen svømmende under vandet.
Lykkes det, lander bjørnens frygteli-
ge lab i hovedet på den værgeløse
sæl, hvis tyndskallede hjerneskal
knuses. Af sæler søger kun de gamle
klapmydshanner at sætte sig til mod-
værge, dog uden at kunne forandre
slutresultatet. I forårstiden strejfer
isbjørnen rundt på grønlandssælens
og klapmydsens ynglepladser, hvor
den anretter sande blodbad på de
hjælpeløse unger, der tilmed i deres
første levedage ikke kan eller tør gå
i vandet, selv om de ser bjørnen i
tide.
Fjord.sæden.s unger, der lægges
oven på isen, men under sneen og
ofte i nærheden af isfjelde, hvor der
til stadighed er huller og revner i
isen, jager bjørnen på den måde, at
den, når den har lugtet sig frem til
sit bytte, springer højt i vejret, lader
sig dumpe ned med alle fire ben
samlede, trykker sneen ned om un-
gen og om den gamle fjordsæl, hvis
den er der, så de ikke kan slippe ned
i vandet. Isbjørnen graver sig hur-
tigt ned til sit bytte, som ikke kan
undslippe.
Det er iøvrigt ganske den samme
teknik, som lemmingræven anvender,
når den jager lemmingen i dens
gange under sneen.
Jeg husker, at jeg engang på Hoch-
stetter Bugten så et bjørnespor, der
gik i lige linie mod nordenden af
Kuhnøen, og som altså stilede ind
mod Grandjeans-fjorden med dens
talrige småisfjelde, hvor fjordsæler-
ne holder til. Pludselig havde bjør-
Grupa-hulen ca. 700 ni. lang, dannet af en elv, der løber på langs af en firn (permanent snefane), der fylder en lille dal ud. Ved
Danniarkshavn på Germanialand ca. 76045 n. br. Forskellige sieder er inde i hulen loftet styrtet ned, så hulen får ovenlys. Formvirk-
ningerne er fantastisk smukke, så hulen er cn ganske vist noget afsidesbeliggende og udpraiget kolig konkurrent til „den blå grotte".
Grupap aangåtå 700 meterit migssiliordlugit takissusilik kfip i;6rortaa aputaiuitsoK avausårdlugo ilugdlisimasså. Germanialand-
ime DanmarkshavnimltuvoK avdlorn. san. 7G<>45 migssfinipoK nrdlalingne Kangåtap k i lava nåkåsimassanpoK Kaumanerdlo tåuku-
minatiglil ilungmut Kingorsimassardlune. Kalipausersornere kussanartorssuput, uangåtaK avingarusimaluijugtCtvdlune nigdlatåku-
jugtflvdlunllo. Foto: J. G. Jennov.
5