Atuagagdliutit - 23.08.1956, Síða 6

nen fået fært af en sæl under sneen,
var drejet brat ud til siden, havde ta-
get sælen og dens unge og var deref-
ter gået tilbage til sit spor, der så
fortsattes i ret linie mod målet.
En bjørn, som jeg en af de forste
dage i maj skød i Hochstetterbugten,
havde tre ,par sælbagluffer liggende
ufordøjet i maven, så bjørnen må ha-
ve taget disse sæler med meget korte
mellemrum og fornylig.
Det er nu ikke altid, at det går så
let for isbjørnen at skaffe sig fode.
Ofte må den, navnlig i den kolde,
mørke vintertid^ sulte i lange perio-
der, og man træffer jævnlig isbjørne,
som er stærkt udsultede.
Isbjørnen tager iøvrigt alt, hvad
der kommer for, også ådsler. Hval-
rossen går den dog udenom i ærbø-
dig bue. Moskusoksen bliver af og til
dens bytte, og det er ingenlunde
usandsynligt, at isbjørnenes beskat-
ning af moskusoksebestanden den-
gang, da isbjørnene var langt talri-
gere, end de er nu, og dengang da
moskusokserne var langt mer.e fåtal-
lige, bar været en af årsagerne til, at
moskusoksebestanden først efter år-
hundredskiftet synes at være tiltaget
for alvor.
Ved århundredskiftet var isbjørne-
bestanden så stor, at man må regne
med, at et ikke ubetydeligt antal
oversomrede på land hvert år. Ad-
skillige iagttagelser viser, at isbjør-
nen kan tage moskusokser, selv kraf-
tige tyre, og der kan ikke være tvivl
om, at navnlig de gamle blodtørstige
hanisbjørne dengang liar toldet kraf-
tigt på moskusokserne.
Isbjørnen, der ofte, navnlig i som-
mertiden, og når landvandsbæltet er
HESS
BJØRNEOVN
C. M. HESS FABRIKKER A/S
MATTHISSEN & DITTMANN A/S
Bredgade 20
København K.
tiggsuip ujarnat ujarårivatdlo tamanut tamaunga serpagiussorai
infinera suamc tåssaulerpoK.
Kingmip Kimugtup
Sten og grus ryger Jiagud fra tyrens klove
bredt, eller slorisen ligger meget
spredt, må på land, fanger her lem-
minger eller lever af fugleæg og
-unger, blåbær, græs eller tang. Det
sker, at ederfuglenes rugepladser på
småøer og skær, som normalt af det
åbne vand er beskyttede mod rævens
efterstræbelser, plyndres fuldstæn-
digt af isbjørnen.
Isbjørnen er iøvrigt også, og end-
da i udpræget grad kannibal. De
gamle stridslystne hanbjørne går nok
af vejen for en hunisbjørn, der be-
skytter sine unger, men ellers betrag-
tes en svagere artsfælle som et godt
bytte.
Engang havde vi fået plyndret et
depot ved Kap Karl Ritter på Grøn-
lands Nordøstkyst ca. 70° n. br. af to
isbjørne, en mindre og en slor, hvis
spor stod tydeligt rundt om depotet.
Skønt det ene spor var ualmindeligt
stort, troede vi først, at det drejede
sig om en moderbjørn med en ret
stor unge, indtil vi opdagede, at der
var en masse isbjørnehår i en del af
ekskrementerne, og at det var et ud-
slag af kannibalisme, vi stod overfor.
Som sagt, isbjørnens hjem er po-
larisen og dens store drivende ismar-
ker. Den følger med isen sydover
langs den grønlandske østkyst og
vandrer så, når isen begynder at
smelte under benene på den, nord-
over under land og ofte også på
land.
Det er ikke ualmindeligt, at isbjør-
nen oversomrer inde på land, og om
vinteren opholder ofte en stor del af
isbjørnene sig i bi, som er gravet ind
i snefanerne i reglen ret nær ved ky-
sterne. Det er dog ikke almindeligt,
at hanbjørnene går i hi, i hvert fald
ikke for længere tid ad gangen. Ilun-
L1S IS
ilte Gin
slædehundens liv hænger nu i en tråd.
Foto: Nyliolm-Poulsen).
bjørnen og navnlig den drægtige hun
går i hi, næsten altid inde på land
og kun undtagelsesvis ude i pakisen;
i hiet fødes ungerne. Parringen fin-
der sted om foråret i april måned, og
hunbjørnen går så, når hun i løbet
af sommeren og efteråret har samlet
sig et tykt spæklag på kroppen, på
land sent om efteråret i november-
december, og udsøger sig en solid
snefane. Denne graver hun sig ind i
og lader indgangshullet sne til. Inde i
den gravede hule føder hun i januar-
februar. Ofte kommer der kun een
unge, oftere 2 og i meget sjældne til-
fælde 3.
Ungerne, der er blinde i den første
tid, er forholdsvis små, ikke større
end halvvoksne kattekillinger. De
forbliver i det lukkede hi 1 å 2 må-
neder, og når moderen i marts-april
måned tager dem med ud af hiet, for-
lades dette i reglen for stedse.
Ungerne, der nu er på størrelse
med en kat, passes med den mest rø-
rende omhu af moderbjørnen, der
hellere går store omveje, end hun
indlader sig på at komme i nærhe-
den af noget mistænkeligt. Forfølges
hun, søger hun at skynde på ungerne,
for at få dem i sikkerhed. Ser hun
ingen anden udvej, går hun angrebs-
vis til værks, og hendes raseri ken-
der da ingen grænser. Selv den gam-
le stridbare hanisbjørn skal nok hol-
de sig på afstand af en sådan rasen-
de furie.
Ungerne, der ofte leger enten ind-
byrdes eller med moderen, oplæres
efterhånden til livets alvor og ud-
dannes til at fange sæler, finde lem-
minger under stene i land, plyndre
ederfuglereder, kort sagt får en re-
gulær undervisning i det ædle røver-
håndværk. I reglen bliver ungen el-
ler ungerne hos moderen IV2 å 2 år,
og det sker, at en hunbjørn trækker
rundt med unger af to forskellige
årgange, selv om dette ikke er det al-
mindelige. Bliver moderdyret skudt,
bliver ungerne hos hende og æder
af hende, når de ikke længere kan
die hende. Skydes moderbjørnen væk
fra unger, der endnu ikke er fuldt ud-
dannede, er disse ret hjælpeløse og
vil, hvis de ikke kommer i nærheden
af jægere og bliver skudt, enten om-
komme af sult eller også komme i
nærheden af en eller anden hanbjørn
der nok skal vide at besørge det vi-
dere fornødne.
Går alt normalt, jages isbjørne-un-
gen, når den er uddannet, bort fra
moderen, når den er ca. 2 år og må
så klare sig selv.
En isbjørn er næppe udvokset, før
den er 4—5 år, og sin fulde størrelse
og kraft når den ikke før i 8—10 års
alderen.
En fuldvoksen hanisbjørn er et
pragtfuldt skue, når den kommer
vandrende henover storisens uende-
lige snemarker, hvor den toner for-
bavsende mørk, i visse belysninger
næsten helt sort, og med den lange
hals og del forholdsvis lille hoved
svajende fra side til side.
Rejser den sig på bagbenene, er en
gammel hanbjørn sine fulde 3 meter
høj. 2 skind af bjørne, skudt i 1952
ved Kap Broer Ruys, hvor det åbne
vand om vinteren plejer at skære sig
helt ind under land, målte 300 og 295
cm fra snude til hale.
Isbjørnen er, i hvert fald ved
Grønland, nu ikke så talrig som ved
århundredskiftet. Dengang var det
ikke ualmindeligt ved Grønlands øst-
kyst at se hele flokke af isbjørne på
en enkelt isflage, og det var ikke ual-
mindeligt, at sælfangerskibe nedlag-
de 50 til 00 isbjørne per skib per år.
Sådanne mængder af isbjørne ses
ikke mere, og det er nu kun et fåtal
af isbjørne, der ved sommertid kan
skydes i isen inde under den grøn-
landske østkyst. Der kan ikke være
nogen tvivl om, at isbjørnebestanden
i storisen i perioden omkring sidste
århundredskifte kom ud for en be-
skatning, der reducerede bestanden
meget betydeligt. Dengang var der,
efter hvad der fremgår af de gamle
ekspeditionsberetninger, så mange is-
bjørne, at man har set op til 29 is-
bjørne på en enkelt isflage. I årene
umiddelbart efter århundredskiftet
blev isbjørnebestanden stærkt deci-
meret af norske sælfangstskibe. 2 af
disse, nemlig „Minna" og „Anna"
synes alene at have nedlagt tilsam-
men 500 isbjørne i årene fra 1900—
1900. Denne decimering satte ganske
afgjort sine spor, men reduktionen
var dog ikke så kraftig, at den har
bragt isbjørnebestandens eksistens
ved Nordgrønland i fare.
Den jagt, der af fangstfolkene og
personellet på radio- og meteorologi-
stationerne drives på isbjørnene in-
de fra kysten, foregår bortset fra de
tilfælde, hvor isbjørnene selv kom-
mer vandrende ind til og ind i huse-
ne, mest fra de steder, hvor tilstede-
værelsen af åbent vand på bjørnenes
vandringer kystlangs tvinger dem
helt ind mod land.
I reglen vil jagten på isbjørne ik-
ke kunne betegnes som farlig. En rif-
felbevæbnet mand er en bjørn så
ubehjælpelig overlegen, at det i vir-
keligheden —- bortset fra undtagel-
sestilfælde —- kun drejer sig om
nedskydning. Isbjørnen er iøvrigt,
som næsten alle andre rovdyr, ikke
særlig skudstærk. Den tåler absolut
ikke det samme hårde skrub som en
moskusokse. Men en isbjørnejagt med
hundeslæde er en spændende ople-
velse, når et kobbel blodtørstige
hunde i forrygende fart lader slæ-
den danse snart på den og snart på
den anden mede fra skodse til skod-
se. Det er ikke liver mands sag at kø-
re en flygtende isbjørn op, inden den
når ud til det åbne vand, hvor den
kan bringe sig i sikkerhed. Men liar
jægeren gode bjørnehunde, og får
han i tide sluppet en 3—4 stykker af
de mest pågående løs, vil de i reglen
kunne sætte bjørnen og holde den,
indtil jægeren kommer til. Selve ned-
skydningen er som sagt risikoløs,
imen ofte er der nu en risiko af en
anden art, nemlig den, at jagten i reg-
len foregår i den brydningszone mel-
lem den fastliggende og den driven-
de is, hvor den mand, der ikke pas-
ser på, let kan erhverve sig en højst
uønsket fribillet via isflage til Ang-
magssalik eller til åbent hav. Det er
sket, at fangstmanden faldt i vandet
og senere i månedsvis har måttet
holde køjen inde på stationen for at
få lægt sine forfrysninger, og nogle
kors ved Germaniahavn på Sabine-
øen vidner om, at det også hændte,
at fangstmanden måtte bøde med li-
vet. Når jagten foretages på nyisen,
er det nemlig ikke altid, at jægeren
iregner tilstrækkeligt med, at isbjør-
nen er en mester i at fordele sin
vægt. Den går med største lethed på
is, som hverken bærer mand eller
slæde.
Af og til har der været anvendt
stryknin lil fangst af isbjørn. Dette
er en højst forkastelig metode, .som
både medfører, at isbjørne dræbes til
ingen nytte, idet de forsvinder ud i
storisen, og desforuden tilføjer dyret
store lidelser. Når isbjørnen har taget
den hårdtfrosne strykninmadding,
varer det noget, inden denne er så
optøet, at giften begynder at virke.
Jeg husker, at jeg engang fandt en
sådan strykninbjørn udfor Kap
Wynn. Den var kommet svømmende
ind udefra, da giften begyndte al
rumstere i maven, og var kravlet op
(Fortsættes side 20).