Atuagagdliutit - 15.08.1957, Blaðsíða 6

Siden nyordningen af Grønlands
økonomi i 1951 har mån søgt at ad-
skille produktion og forsyning regn-
skabsmæssigt. Det første regnskab
dækker de sidste 9 måneder af 1952,
og siden da foreligger der årsagsregn-
skaber. Alle salgsindtægter og alle
omkostninger, som direkte kan henfø-
res til produktionen, posteres på Den
grønlandske Produktions konto, og for
de øvrige omkostningsarter foretages
en fordeling mellem produktion og
forsyning, så man, såvidt det overho-
vedet er muligt, når frem til et sandt
og rigtigt billede.
Man var i 1950/51 meget optimistisk
og regnede med et varigt overskud på
produktionen. Dette overskud modreg-
nes ikke med tabet på forsyningstje-
nesten, hvad der ville være fuldt for-
svarligt, men det hensættes som be-
kendt til Konjunkturudligningsfonden,
og disse midler skal så — som navnet
siger — en dag bruges til at udligne
konjunktursvingninger, d. v. s. pris-
nedgang på verdensmarkedet. Hvor-
dan denne udligning skal finde sted,
er ikke fastlagt, og problemet har hid-
til ikke været aktuelt, fordi produk-
tionen ifølge de til dato aflagte regn-
skaber har givet overskud, som des-
værre har været stærkt faldende fra
år til år. Dette overskud udgjorde
i 1952 ............. kr. 972.000,—
i 1953 .............. „ 1.347.000,—
i 1954 ................. 645.000,—
i 1955 .............. „ 83.000,—
ialt kr. 3.047.000,:—
Hertil kommer afgifter fra fremme-
de fiskere og renter af den indeståen-
de kapital, som pr. udgangen af 1955
havde bragt fondens samlede inde-
stående op på ca. 4,5 miil. kr.
En afgørende vending 'er indtrådt i
1955 — det år, da man fra 1. april
gennemførte en kraftig forhøjelse af
fiskepriserne svarende til ca. 25% af
de indtil da gældende priser. Man
havde håbet — ja, man har ligefrem
erklæret det som værende en forud-
sætning — at denne prisforhøjelse
skulle medføre en meget kraftig pro-
duktionsstigning og dermed — da
mange af vore omkostninger er faste,
d.v.s. lige store hvad enten vi produ-
cerer lidt eller meget —• en så stærk
forbedring af produktionens økonomi,
at der stadig ville være overskud. Dis-
se forventninger slog desværre ikke
til.
Produktionen har i næsten sørgelig
grad været konstant. Selvfølgelig kan
man altid trøste sig med, at den ellers
nok ville have været endnu mindre,
men det er en fattig trøst. Resultatet
er i alt fald, at produktionen netop
siden 1955 i realiteten har givet under-
skud.
Når dette ikke fremgår af regnska-
bet for 1955, skyldes det kun en regn-
skabsfejl, som er sket i TovkussaK.
Denne fejl på godt 100.000 kr. opdage-
des beklageligvis så sent, at stats-
regnskabet ikke kunne rettes, men
den vil til gengæld belaste regnskabet
for 1956.
Til prisstigningen for fisken er kom-
met andre faktorer, især stigende løn-
ninger, højere priser på materialer og
højere fragter. Resultatet er blevet, at
vi i 1956 har fået et underskud på he-
le produktionen på 814.000 kr. — hvor-
af de 118.000 kr. dog i realiteten ved-
rører 1955 — og i 1957 tør jeg ikke
regne med et mindre underskud end
1 miil. kr.
Hvis disse underskud skal dækkes
af K-fonden — og anden mulighed er
der vel ikke —• så befinder vi os i en
yderst kritisk situation. Vi vil begyn-
de at gøre indhug i K-fondens midler,
og disse vil meget hurtigt være ud-
tomt.
Skal vi så også til at søge særskilt
statstilskud til den grønlandske pro-
duktion? Der kan vel ikke være tvivl
eller uenighed om, at vi med alle til
rådighed stående midler må søge at
undgå dette. Men hvilke midler har
vi til vor rådighed?
Det er altid mest behageligt at se
på den ende i årsagskæden, som er en
selv fjernest. Fiskerne vil derfor pege
på, at der må opnås højere priser. Vi
har været så lykkelige i den allersene-
ste tid at få højere priser end nogen-
sinde for vore saltfisk. Det skyldes nu
i nogen grad mangel på fisk på grund
af det dårlige fiskeri alle vegne. Det
forhold kan skifte meget hurtigt. Vi
må ikke glemme, at vi er stærkt af-
hængig af verdensmarkedet, hvor vi
med de små mængder, vi kan udbyde,
betyder overordentlig lidt. 75% af he-
le den grønlandske produktion sælges
udenfor Grønland og udenfor Dan-
mark. Vi kan dernæst søge over til
nye produktioner, men de kræver in-
vestering af ny kapital, som vi ikke
råder over i de mængder, der er behov
for — bortset fra at kapitalinvestering
er ensbetydende med øget risiko.
Jeg tror, vi har fat i den rigtige en-
de med rejeproduktionen, hvis man
også i Grønland vil hjælpe os med at
forøge den, d.v.s. hjælpe os med at få
større produktion, f. eks. ved at skaf-
fe tilstrækkelig arbejdskraft til pil-
ning af rejerne og hjælpe os med at
holde omkostningerne nede både ved
indhandling og produktion og ved ek-
spedition af skibene.
Det er vigtigt, at fiskekutterne ud-
nyttes i fuldt omfang. Også til de pro-
duktioner, som måske ikke er mest
lønnende for den enkelte fisker. Der-
for er vi taknemmelige for den hjælp,
som Landsfiskeriforeningen har ydet
os i år med fordeling af rejekutterne,
hvorved et antal både er blevet fri-
gjort til andet fiskeri, uden at reje-
fangsten reduceres.
Hvad dette andet fiskeri angår, læg-
ger vi særlig vægt på havkatfiskeriet,
hvis udvikling mængdemæssigt har
været lovende, og som også økonomisk
er et aktiv for hele fiskeriet. Vi glæ-
der os til den støtte, som fiskerne vil
give dette fiskeri i år, især det prak-
tiske forsøgsfiskeri, som gennemføres
i tilknytning til „Greenland“s produk-
tion. Den indsats, som Sukkertoppen-
fiskere har ydet i havkatfiskeriet, står
som forbillede for hele Grønland.
Også hellefisken tegner lovende, li-
gesom den nye produktion af kogte og
frosne rejser til det franske marked.
Derimod er det ingen hemmelighed, at
frysning af torsk er en dårlig forret-
ning — endnu dårligere end saltning.
løvrigt må det gælde for alle pro-
duktioner, at vi allesammen bør ud-
folde anstrengelser for at holde om-
kostningerne nede. Vi håber, at vi her
må regne med fiskernes hjælp. Vi kan
holde omkostningerne nede ved effek-
tiv udnyttelse af råvarerne, ved kon-
trol af forbrug af materialer, ved kon-
stant og jævn produktion, ved etable-
ring af flækkehold og af akkordarbej-
de på andre områder.
Også faktorer, der ligger mellem
salg og produktion kan spille ind. Især
tænker jeg her på udskibnings- og
fragtomkostningerne. Hurtig ekspe-
dition af skibene, effektiv og regel-
mæssig besejling og billigst mulig be-
sejling kan blive et eksistensspørgs-
mål for det grønlandske fiskeri. Det er
en kendsgerning, at det er umuligt at
udvikle fryseproduktion af nævne-
værdigt omfang uden regelmæssig be-
sejling af produktionspladserne hele
året rundt.
For mig personlig kan det ligesom
for Handelen som institution være
ganske underordnet, om Handelen
sejler med egne eller fremmede skibe.
Vi har kun een målestok: det er om-
kostninger og effektivitet og det grøn-
landske samfunds interesser. Derfor
bruger vi, som enhver der vil vide
det, i stort omfang fremmede skibe,
når disse tilbydes til fordelagtige ra-
ter.
Det nye skib, hvis konstruktion er
nøje afpasset efter det grønlandske
samfunds behov, vil give bedre forsy-
ningstjeneste og bedre udskibsnings-
muligheder for de grønlandske er-
hverv. Og jeg må understrege, at dette
her vil sige de grønlandske fiskeres
produkter. Det nye skib vil beviseligt
give billigere besejling. Det drejer sig
efter al sandsynlighed om mindst 1
mili. kr. om året, hvoraf en klækkelig
del — sandsynligvis de 30% — vil
komme produktionen direkte tilgode.
I sådanne situationer er det vigtigt,
at vi kender kendsgerningerne, og at
vi forstår hinanden, så ingen i uviden-
hed kommer til overfor offentligheden
at skade de interesser, som vi til sy-
vende og sidst alle arbejder for.
Det værste, man efter min mening
i denne henseende kan komme til at
gøre, er nemlig at stille Handelen og
fiskerne op som to parter med mod-
Forårssøndag i Codthåbfjorden. — upernakut H’eKertarssuaK uiulerdlugo Kapisigdliardlune Foto: Arne P. Hansen
Det grønlandske fiskeris økonomi
af direktør Hans Christiansen, KGH
6