Atuagagdliutit - 24.10.1957, Page 5

Gamle rejsebeskrivelser fra Grønland
Da nordboerne omkring år 1000 bo-
satte sig på Grønland, blev landet dra-
get ind i den kendte verden, mens det
tidligere havde været et sagn- og
eventyrland. Og i flere århundreder
opretholdtes en fast skibsfart mellem
Grønland og Island—Norge. Alligevel
var Grønland dog landet ved verdens
yderste ende, og en rejse dertil var
stadig et usikkert foretagende, som
kun altfor tit endte med ubehagelige
overraskelser for de rejsende. Der fin-
des utallige beretninger om skibbrud
på vej til og fra Grønland, men kun de
færreste indeholder enkeltheder. Når
de endelig gør det, giver de os til gen-
gæld mange oplysninger om de folk og
lande, som de rejsende på den måde
kommer i berøring med — også om
Grønland og grønlænderne.
Nu er det ikke meningen her at op-
remse de velkendte beretninger om
nordboernes første rejser til Grøn-
land, opdagelsen af Vinland o.s.v. Så
spændende de er, vil de fleste kende
dem eller i hvert fald have lejlighed
til selv at læse dem. Derimod er der
mange små, ret spredte og ukendte
historier, som heller ikke er uinteres-
sante:
Til de allerældste rejse-beretninger
hører „Bjørn Breidvikingakappes rej-
se til Stor-Irland“. Denne islænding
blev på sin færd mod vest forslået til
et land sydvest for Grønland, hvor der
taltes et sprog, som lignede irsk me-
get, og hvor høvdingen på europæisk
maner bærer faner foran deres flokke.
Et sted træffer de endog en høvding,
som er fra Island og trods en menne-
skealder i landet endnu taler og for-
står islandsk — og som forøvrigt red-
der de skibbrudne fra folkets uvenlige
planer.
Man skal være forsigtig med at byg-
ge noget på slige sagnagtige fortællin-
ger, — vi må nøjes med at konstatere,
at der findes en gammel islandsk tra-
dition for irsk bosættelse på Amerikas
kyst endnu før nordboerne gik til
Grønland. (At irerne også havde væ-
ret på Island selv før nordboerne, er
i forvejen en kendt sag.)
En anden islænderfortælling: Bjørn
Einarsson reddede på rejse til Grøn-
land to trolde, unge søskende, fra et af
søen i flodtid overskyllet skær. De af-
lagde troskabsed til ham og fra den
tid manglede han ikke levnedsmidler
under sit ophold i landet, thi de var
dygtige til alskens fangst, i hvad han
så ville have eller behøvede. Troldpi-
gen anså det for den største gunst, når
hun fik lov til at bære eller kæle for
det drengebarn, som husfruen da ny-
lig havde født. Hun ville også bære et
hovedtøj, som lignede husfruens, men
hun satte det sammen af hvalfiske-
tarme. Disse søskende dræbte sig selv
og styrtede sig ned af klippen i søen,
da de ikke fik lov til at tage med
Bjørn, da han vendte tilbage til Is-
land." (Måske har de frygtet for at
leve alene mellem de andre nordboer.)
Om et lignende hjælpsomt forhold
mellem nordboer og eskimoer fortæl-
les også, blot med omven'dt fortegn, i
den islandske biskekrønike:
„Det hændte engang, at et ægtepar
for vild og led .skibbrud på sejladsen
til Grønland. Alle druknede pånær de
to, men en ældre hantrold og huntrold
kom til. Hun bandt tre alen lærred om
hovedet på hende og to alen om hove-
det på ham. Troldene satte de to i
hver sin store kasse, som de bar på
skuldrene, og bar dem således, til det
ga&rde, som løb omkring bispestolen
Gardar. hvor de blev sat fri. Der blev
de vinteren over og reddedes på den
måde, mens troldene blot gik bort."
Man har i det middelalderlige Euro-
pa haft drastiske forestillinger om,
hvordan der så ud på Grønland —
endsige da, når man gik om på den
anden side af landet. I flere islandske
beretninger identificeres Davis-stræ-
det med nordboernes Ginungagap, som
flyder fra det hav, som kaldes mare
oceanum og omgiver hele jorden.
Af de rejsende, som er sluppet vel-
beholdne hjem fra rejsen, heller ikke
har forsømt at dramatisere begivenhe-
derne, ser vi f. eks. i en beretning'om
Grønland, som Adam af Bremen i det
11. århundrede har sat sammen på
grundlag af nogle frisiske grønlands-
fareres rejsebeskrivelse: I oceanet er
der også flere andre øer, af hvilke
Grønland ikke er den mindste. Den
ligger 5 eller 7 dage fra Norges kyst.
Folkene der er grønne af havet, hvor-
af også landet har fået sit navn.“
(Adam var altså ikke klar over, at det
var Erik den Røde, der havde navn-
givet Grønland). „De fører et liv som
islændingene, med undtagelse af, at de
er temmelig grusomme og forulemper
de søfarende ved sørøveri. Rygtet si-
ger, at kristendommen nylig er nået
til dem.“ (Disse folk er altså nordboer-
ne på Grønland.)
„Der er mange, der har opdaget nok
en ø i oceanet, kaldet vinland, fordi
der vokser vinstokke vildt, der giver
en herlig vin. At der også findes korn
der i overflod, som ikke er sået, det er
noget, vi har erfaret ikke gennem et
fantastisk rygte, men gennem daners
pålidelige beretning". (Adams kilde er
her kong Svend Estridsøn af Danmark,
og denne beretning er i det hele taget
den ældste oplysning, vi har om Vin-
lands opdagelse, langt ældre end de
islandske sagaers beretninger.) „Bag
denne ø findes der ikke noget beboe-
ligt land, men alt, hvad der ligger
længere borte, er opfyldt af forfærde-
lig is og umådelig tåge. Een dags sej-
lads på den anden side af Thule er
havet stivfrosset. Det har nylig nord-
mændenes vidtbefarne konge Harald
(Haarderaade) erfaret. Han søgte at
udforske nordhavets udstrækning, men
da grænserne her ved verdens ende lå
indhyllet i tåge for hans øjne, måtte
han omsider vende kursen hjemad, og
kun med nød og næppe slap han frelst
ud af afgrundens forfærdelige svælg."
(Der findes andre steder traditioner
om, at Norges konge har foretaget et
straffe-togt for at kue et oprør blandt
nordboerne på Grønland, men det har
formodentlig været et andet og senere
togt, da nordboerne først senere gav
sig ind under Norges konge.)
„Endvidere er fortalt os, at i ærke-
bisp Alebrands tid (o. 1040) var nogle
fornemme mænd fra Frisland styret
mod Nord for at gennemkrydse havet,
fordi det blandt dette lands indbyg-
gere hedder sig, at når man fra flo-
den Wesers munding vender kursen
mod nord, møder man intet land, men
kun det uendelige ocean. De stode da
under glad opsang ud fra frisernes
kyst. Derpå lod de Danmark bag sig
til den ene side, Britannien til den an-
den og nåede til Orkneyøerne. Da de
havde ladt disse bag sig til venstre og
havde Norge tilhøjre, sejlede de efter
en lang overfart langs det isdækte Is-
land. Herfra pløjede de havet i retning
af den fjerne nordpol, og efter at de
havde set alle de førnævnte øer bag
sig, befalede de deres dristige færd
den almægtige Gud og den hellige be-
kender Willehad i vold, men pludselig
omgaves de af det stivnede havs mør-
ke tåger. Og se nu, idet storhavets u-
stadige svælg løb tilbage til sin kildes
hemmelige udspring, trak det de ulyk-
kelige. da fortvivlende og kun på dø-
den tænkende søfarende med uhyre
fart ud i det dybe kaos, det helvedes
gab, det afgrundens dybe svælg, hvor
efter sigende havet ved ebbe suges
ned, når man ser det synke, og atter
spys ud, hvad man kalder flod. Mens
de nu som eneste udvej anråbte den
barmhjertelige Gud om at tage deres
siæle til sig, trak havets rivende ebbe
nogle af rejsefællernes skibe med sig.
mens flod spyede de øvrige fra sig og
drev dem langt bort fra de andre bag
dem. Da de således med Guds hjælp i
rette øjeblik var blevet befriet for den
overhængende fare, de havde haft for
øie. hjalp de.selv bølgerne ved at ro af
al kraft.
Og da de nu var sluppet væk fra den
farlige tåge og kuldens enemærker,
stødte de uformodet på en ø, der ved
meget høje klipper i en kreds uden om
den var befæstet ligesom en by. For at
tage stedet i øjesyn gik de i land der
og traf på mennesker, der selv midt om
dagen holdt sig skjult i underjordiske
huler. Foran indgangen til disse lå der
en umådelig mængde guldkar og den
slags metaller, som mennesker regner
for sjældne og kostbare. Søfolkene tog
derfor så meget af skattene, som de
kunne bære og gik i hast glade ned
mod deres skibe igen. Da så de pludse-
lig, at der bag dem kom nogle af de
forunderlig høje mennesker, som vore
landsmænd kalder kykloper. Foran
dem løb hynde, der var større, end dis-
se dyr sædvanlig er. De anfaldt rejse-
fællerne, snappede en af dem og søn-
derrev ham på et øjeblik for øjnene af
dem. De andre reddede sig derimod
ombord i skibene og undslap faren,
skønt kæmperne, efter hvad de fortal-
te, under råb forfulgte dem næsten
helt ud i rum sø. Således fulgte heldet
friserne lige til Bremen, hvor de for-
talte ærkebispen alt punkt for punkt
og bragte takofre for deres hjemkomst
og redning."
(Beretningen om guld- og sølvkarre-
ne har sikkert blot skullet skjule, at
friserne har drevet almindeligt sørø-
veri og forklare, hvordan de har kun-
net få fat i de skatte, de kom hjem
med, og som de sikkert har hentet helt
andre steder, på Island eller måske
hos nordboerne på Grønland, der
stundom var hårdt hjemsøgte af sø-
røvere fra Europa.)
Om den før nævnte norske kong
Haakons straffetog til grønlænderne i
året 1271 fortæller den svenske biskop
Olai Magni: „På Grønland traf han en
slags sørøvere, som benyttede sig af
skindfartøjer og en tilfældig søfarts-
måde. idet de anfaldt skibene, dog ikke
deres øverste dele, men efterstræbte
dem udefra ved at gennembore skro-
get nde ved kølen. Kongen erobrede to
af disse skindbåde, som blev hængt op
over muren til Oslo domkirke.
Igen er det Sikkert eskimoer, som
kongen har været ude for, og som iøv-
rigt fik ord for på samme måde med
deres skindbåde at'angribe købmands-
skibene. Vi er igen her ude på yder-
kanten af det historiske og troværdige,
men helt usandsynlig lyder historien
nu ikke, og vi møder vel her tilfældig-
vis den kampmetode, som eskimoerne
i deres kaiakker bar benyttet sig af,
når de stod overfor nordboernes store
træfartøier: At gå ind til vandlinien
og bore dem i sænk.
Samme biskon Olai fortæller, at der
på Grønlands kyst ses menneskelige
boliger, der ligner skibsskrog med op-
vendt køl, af den årsag, at indbygger-
ne opfører deres huse af hvalfiskes
ribbén og tækker dem med mos og
lyng. Ligesom da der var tale om de
store hude og skindbådene, møder vi
her et træk, som virkelig har været
typisk for eskimoerne og som taler for
disse gamle beretningers troværdighed.
En mærkelig og lidt usandsynlig be-
retning findes om en mand ved navn
Dithmar Blefken, som på en nord-
havstur kom til Island. Her mødte han
på et kloster en blind munk, som var
født på Grønland og havde levet sin
ungdom der. Han havde en. dunkel le-
gemsfarve og bredt ansigt. Man spør-
ger ham ud om forholdene på Grøn-
land, og han fortæller, at de indfødte,
dværgene, har menneskelig skikkelse,
men er behårede overalt, har langt
skæg og fører en uartikuleret tale. De
tålte ikke at leve i fangenskab, og de-
res føde var kun fisk.
Denne beretning får Dithmar og
hans følgesvende til at udruste en
grønlandsfærd. De når landet, går i
land og finder bl. a. en død lille mand
med langt skæg. Ved hans side lå en
båd lavet af flettede vidier og med en
fiskekrog af ben og lange snore af
skindremme. Til fartøjet var heftet
fire blærer. Liget var af middelmådig
vækst, mørkfarve, bredt åbent ansigt,
med forunderlige ar og et indtatoveret
mærke. Det var klædt i en dragt af
spraglede fiskeskind (sæler kaldtes
fisk af de gamle europæere.) Det bar
en slags malet krone af halm, hvori
var indvævet som 7 små øren. Lig-
nende mennesker, 7 i tallet, sagdes at
være fundet af et venetiansk skib på
havet, og har da sikkert været for-
slået fra Grønland derud.
Trods denne beretnings mange u-
sandsynligheder, er der dog flere
træk, f. eks. de fire blærer ved far-
tøjet samt skindremmene, som tyder
på, at der er noget om snakken, idet
disse typiske eskimoiske genstande
ikke kan være opfundet pr. fri fanta-
si.
De her berettede skildringer af rej-
ser til Grønland og mødet med dets
indfødte folk er altså, bortset fra de
store kendte nordbosagn fra Island, de
ældste skildringer af Grønland og
grønlændere og er alle foregået i Eu-
ropas middelalder, d.v.s. i tiden mel-
lem år 1000 og år 1400. Mange andre
lignende rejser er utvivlsomt blevet
foretaget, men disse spredte fortællin-
ger er altså de eneste spor, som er lev-
net deraf. Der følger nu 100 år, hvor-
fra vi overhovedet ingen beretninger
har, — 100 år som bragte Grønland
udenfor Europas rækkevidde, så en
ny og stærk opdagelses indsats måtte
til, før landet igen blev kendt og be-
sejlet.
Mads Lidegaard.
U’aKortup erndnc aussame — ivigkerissut. — Sommer i Julianehåb distrikt - kuet bjerges
Foto: A. Kristiansen.
5