Atuagagdliutit - 07.08.1958, Side 9

Hovedprincipper og
lokalpatriotisme
— det gamle tys-tys problem
Befolkningskoncentration
Al KAJ NARUP
Siden den store Grønlandskommis-
sions betænkning blev offentlig til-
gængelig har spørgsmålet om den
grønlandske befolknings koncentra-
tion på færre pladser været til debat.
I landsrådet har man gang på gang
diskuteret: Man er hver gang enig i
principperne, men når debatten går
over til detailspørgsmål om de enkel-
te pladser, så kommer lokalpatriotis-
men forrest i billedet. Ingen tør tage
et standpunkt, som kan komme til at
koste en stemme ved næste valg.
Landsrådet klarede sagen ved at
nedsætte en kommission, formentlig
efter recepten: „Da Fanden ville have,
at intet skulle ske; da satte han i ver-
den den første komité". Landsrådets
befolkningskommission blev nedsat i
september 1953 og efter fire års arbej-
de afgav den en betænkning som er
trykt i „Beretninger vedrørende Grøn-
land" nr. 6 fra 1957. Betænkningen er
aldrig blevet offentliggjort på en for
befolkningen tilgængelig måde — vist
ikke engang i uddrag — men da den
incl. bilag fylder over 70 trykte sider,
så er det umuligt i en bladartikel at
citere længere passager fra den.
INGEN KLAR KENDELSE
Betænkningen har samme skavank
som landsrådsdrøftelserne: Den op-
stiller nogle hovedprincipper, som alle
kan acceptere, men når spørgsmålet
om de konkrete afgørelser om de en-
kelte steder kommer til debat, så vi-
ger man i mange tilfælde tilbage for
at afsige en klar kendelse. Ganske vist
bliver en del mindre steder klassifi-
cerede som „ikke egnede til udbyg-
ning" og lign., men man savner efter
min mening klare „dødsdomme" over
et større antal småsteder, som allere-
de i dag snildt kunne undværes og
som ingen fremtid har, medmindre en
uranmine eller et kryolitbrud kunne
etableres på pladsen.
Hermed være ikke sagt, at betænk-
ningen ikke er noget værd. Tvært-
imod synes den for en ikke-fagmand
at være overmåde grundig, og den gi-
ver en masse eksakte oplysninger om
forholdene i dagens Grønland.
De efterfølgende betragtninger er et
forsøg på at puste liv i diskussionen
om befolkningsflytningerne. Som en
skarp kontrast til reaktionens snak om
stolte fangertraditioner og rodløse folk
og andre uhyggeligheder, bliver pro-
blemet stillet rent matematisk op. Ho-
vedformålet med tanke-eksperimentet
er ganske simpelt: Hvordan kan der
skaffes fremtidens grønlændere —
indbefattet de kommende store årgan-
ge — de bedst mulige, materielle kår?
Jeg lægger hovedvægten på de rent
materielle goder: Boligforhold, ind-
tjeningsmuligheder, skole- og syge-
husforhold, muligheder for sund un-
derholdning, for at dyrke fritidsinter-
esser o.s.v.j men som sagt: Hovedvæg-
ten på det, man kan tage at føle på.
ERHVERVET
Hvis vi skal starte med erhvervsli-
vet, som burde være det grundlæg-
gende for ethvert samfund, så kan jeg
udtrykke det således: Det eneste er-
hverv, som i dag kan beskæftige fler-
tallet af grønlandske fiskere og som
samtidig kan skabe en sund beskæf-
tigelse i land er torskefiskeriet. Der
ønskes fra grønlandsk side flere filet-
fabrikker, fi skemelsanlæg, lynfrys-
ningsfortagender o.s.v. Det er en stor
fordel for landet, at vore eksportvarer
er så forædlede som muligt, for at der
kan skabes arbejdsmuligheder på en
sund basis. Vi kan næppe leve af at
bære varer rundt til hinanden.
For at bygge de ønskede store, kom-
plicerede fabriksanlæg er det nødven-
digt, at rentabiliteten er i orden.
Grønlandske eksportvarer skal kon-
kurrere med mange andre landes pro-
dukter, og skal vi sælge også i frem-
tiden, må der være basis for et sundt
forretningsliv. Her tæller kun kroner
og øre.
En moderne fabrik af den type, som
planlægges i Grønland, koster om-
kring 5 millioner kroner at bygge.
Hvis anlægget skal være til gavn for
fiskere og arbejdere skal den helst
kunne løbe rundt. Der skal være fi-
skere nok til at sikre tilførsler af rå-
varer de fleste af årets dage, og der
skal være arbejdere og funktionærer
til at behandle råvarerne. Men fa-
brikken kan vanskeligt stå alene: Der
skal være elværk og værksteder, bu-
tikker og pakhuse, der kræves havne-
forhold og vandforsyning, boliger og
folk til at passe og vedligeholde alle
disse ting. Der skal være skole til be-
boernes børn, og der skal være syge-
hus, der skal være plads til nødven-
dig administration, til kommunale in-
stitutioner etc. kort sagt til alle de
ting, som tilsammen danner et mo-
derne samfund.
Jeg sagde før, at vor tænkte fabrik
skulle være rentabel. Ellers må den
lukke, og så bliver arbejdere og fi-
skere og mange andre arbejdsløse.
Dette med rentabiliteten betyder i
praksis, at der findes en vis mini-
mumsstørrelse for denne fabrik. Hvis
fabrikken bliver mindre end en vis
grænse, så bliver dens produkter så
dyre, at de ikke kan sælges medmin-
dre der bliver tab, som igen betyder
lukning i sidste ende.
NORSKE UNDERSØGELSER
Hvis vort tænkte bymæssige bebyg-
gelse omkring den nævnte fabrik skal
løbe rundt, skal fabrikken altså kunne
arbejde. Hvis vi nu tænker os, at vi
ønsker så mange grønlandske bebyg-
gelser som økonomisk forsvarligt, så
bliver fabrikkens minimumskapacitet
bestemmende for vor bebyggelses
størrelse.
Norske undersøgelser viser i grove
træk, at en filetfabrik kun kan svare
sig økonomisk, hvis den i mindst 100
dage om året kan regne med at få til-
ført mindst 40—50 tons råfisk pr. dag.
Hvis vi med den grønlandske fiske-
flådes sammensætning i dag skulle
præstere denne produktion af torsk;
skulle vi disponere over mindst 500
fiskere plus ideelle losse- og havne-
forhold etc. Når fiskeflåden om få år
er blevet noget udbygget kan vi må-
ske nøjes med 250—300 fiskere for at
nå de 4.000 tons pr. år som er mini-
mum.
Men blot 250 aktive fiskere betyder,
at vor by får flere tusinde indbygge-
re: Fiskerne har familie, vi skal bru-
ge mange arbejdere for at behandle
den megen fisk, og de mange hjælpe-
institutioner: elværk, butikker, syge-
hus, skole etc. kræver folk, så tilsam-
men ender vi med at have måske 3—4
eller 5.000 indbyggere!
(Fortsættes side 17)
De forenede Protokolfabrikker
Landemærket 11—København K.
9