Atuagagdliutit - 18.06.1959, Qupperneq 7

SÆLFANGSTEN
OG DENS REGULERING
Aj Ph. Rosend ahl
ii
I 1888 henstillede den britiske regering til den norsk-svenske, den tyske og
den russiske samt den danske regering at medvirke til, at en mellemfolkelig
kommission nedsattes med det formål at udvide grænserne for det i 1876 fast-
satte område for sælfangst, således at det kom en breddegrad længere mod
nord og 7 breddegrader længere mod syd (altså helt ned til bredden af Kap
Farvel), og at det mod syd-øst skulle nå til Islands vestlige nordkyst og mod
vest helt ind til Østgrønlands kyst, at fangsten måtte begynde den 10. april,
og at der også skulle fastsættes datoer for fangstens begyndelse under New
Foundland.
Den britiske regering fandt nemlig,
at fangsten af sælungerne var aftaget
så stærkt i de foregående år, at disse
for verdenshandelen så værdifulde dyr
truedes med udryddelse, da ungerne,
når de fødtes i midten eller slutningen
af marts, havde moderen behov til i
L.__^ ._____ r .. . . .....
Alle de problemer! — Dem har vi
fået nok af. Sæt dem til side!
Hvis grønlænderne i vore dage
tænkte sådan, kunne man sammen-
ligne dem med en, der allerede har
det ene ben i en grøft.
Hos folk, som har været adskilt før,
men som i vore dage atter er smeltet
sammen, er der mange problemer.
Ikke alle problemer skyldes den over-
fladiske sammensmeltning, men der er
ingen tvivl om, at de fleste må stam-
me derfra. Og spørgsmålet bliver,
hvorfor vi kun overfladisk er blevet
eet folk.
Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, da
ligestillingen kom. Men vi grønlandske
børn har glædet os meget derover. Nu
er vi danske børn. Men vi må vente
endnu.
Vi ved, at grønlændernes uddannel-
se altid har været tilbage for dansker-
ne og er det stadigvæk. Sådan er det
også på andre områder i det daglige
liv. Men man kan ikke undgå at lægge
mærke til, at en delvis udjævning er
sket i de seneste år. Det må man glæde
sig over, for det er meget nedslående
altid at skulle stå tilbage for ens fræn-
der. Men på den anden side kan man
ikke undgå at lægge mærke til, hvad
grunden er dertil.
I de senere år har skolerne gennem-
gået en meget hurtig udbygning. Det
passer til udviklingen, og skolerne er
fulgt godt med i overgangsårene. Men
det er som om, det har været svært
rigtigt at følge med i udviklingen. Fra
barndommen har vi brugt vort sprog,
men det har ikke større betydning.
Hvis man skal opnå højere stillinger,
kan man ikke nøjes med at bruge det
grønlandske sprog. Det, at man lærer
ens eget sprog, bliver på den måde et
handicap for at lære et andet sprog!
Og hvis man ikke skal blive hæmmet
af det, skal man være meget energisk,
mens man er her. Man skal jo senere
stå til regnskab for, hvordan man har
været her. Så er der kun ét at kræve.
Vi må lære mere dansk, for vi kan
ikke bruge vores eget sprog. Vi vil
gerne lære andre folkeslag at kende.
Vi kan ikke på en anden måde over-
hvert fald 10. april. Der var altså her
tale om en hensigtsmæssig beskyttelse
af bestanden.
Island deltog ikke —
I denne anledning udbad det danske
Indenrigsministerium sig den island-
J
Vi bringer her udover de tre
tidligere præmierede stile end-
nu en besvarelse af den af A/G
udskrevne stilekonkurrence på
seminariet i Godthåb om „det
dansk-grønlandske samarbej-
deDen er skrevet af semina-
rieelev Abel Berthelsen, der stil-
ler spørgsmålet: Hvorfor et vi
kun rent overfladisk blevet eet
folk?
vinde følelsen af, at vi er lukket ude
fra dem. Den grønlandske forfatter-
og digtervirksomhed må man se på en
anden måde, og det må være et af
kendetegnene på, at grønlænderne ev-
ner at følge med. Og det er meget vig-
tigt, at ét folk kan tale sammen uden
besvær. Derved kan man undgå mange
misforståelser.
Undervisning er meget vigtigt, og
det er meget vigtigt at følge med i,
hvad der sker. Vi ved kun lidt om lan-
dets styrelse. Men må pege på som
noget vigtigt, at der er folkevalgt råd,
og at man retter sig efter folks me-
ning. Når man tænker på det, må man
mene, at grønlænderne må følge bedre
med i landets administration, for hvis
man ikke gør det, forstår man ikke
rigtig vigtigheden af ens medbestem-
melsesret. En af vejene til denne for-
ståelse er referatet af landsrådsfor-
handlingerne.
Landets ledelse bliver den vigtigste
faktor, der bestemmer samarbejdet
mellem danske og grønlændere, men
man hører, at man ikke i tilstrækkelig
grad hører efter grønlændernes me-
ninger. Enhver i Grønland boende må
ønske, at dette må rettes. — Man har
ikke partier her som i andre lande. Og
man må ønske, at det varer mange
år endnu, inden det bliver tilfældet.
Det er glædeligt, at menigmand frem-
sætter sin mening i A/G meget mere
end før i tiden. Det skyldes mest, at
redaktørerne er vågne og dygtige! Det
er glædeligt, at vigtige beslutninger
(Fortsættes side 14).
ske landshøvdings og den islandske
ministers udtalelser. Disse svarede, at
islændinge slet ikke deltog i sælfangst
på det åbne hav, og at sælfangsten på
søterritoriet syd- og vestlandet kun
blev drevet i juni og kun som garn-
fangst på unge sæler samt om efter-
året ved nedslagning af voksne sæler
på øer og skær, hvor de holdt til. På
Nordlandet, navnlig i Thingo Syssel,
kom sælen vel i februar og marts ned
nordfra i store mængder til kysten og
på fjordene, men disse flokke, der
fangedes i garn eller ved skud, var
udelukkende hanner. Fra islandsk side
kunne man vel derfor anbefale, at
fangsttiden begrænses for det åbne
havs vedkommende, men ikke for Is-
lands kyst- og fjordfangst, da denne i
sammenligning i det åbne havs drivis
spillede en rent forsvindende rolle —
men på den anden side havde den
stedlige fangst en ikke helt ringe be-
tydning for de islændinge, der beboe-
de de pågældende kyster.
Fredning i Grønlandshavet af indirek-
te betydning for grønlænderne
Samtidig udbad Indenrigsministeriet
sig udtalelse fra direktoratet for Den
kongelige grønlandske Handel. Dette
udtalte, at der ikke fra grønlandsk si-
de deltoges i fangst i yngleområderne
i drivisen i Grønlandshavet, men at
fangsten alene foregik i fjordene og
fra kysten nær land, hvor sælerne kun
jagedes enkeltvis. En fredningstid vil-
le skade grønlænderne, der var nød-
saget til at opretholde livet ved sæl-
fangst hele året igennem, når vejr og
isforholdene tillader det. Derimod så
direktoratet meget gerne, at fangst-
tiden begrænsedes i Grønlandshavets
yngleområder, da dette indirekte ville
være af stor betydning for den grøn-
landske befolkning, ikke alene for be-
folkningen på østkysten, men også for
befolkningen i det sydlige Vestgrøn-
land, idet klapmydsen, der trækker
dertil fra felterne, spillede en væsent-
lig rolle for denne, thi klapmydsen
havde i længere tid stadig aftaget me-
re og mere grundet på „robbeslagte-
riet“ i drivisen i Grønlandshavet. Di-
rektoratet anmodede derfor regerin-
gen om på det bedste at støtte den bri-
tiske regerings fredningsbestræbelser
i Grønlandshavet, når blot reglerne
ikke gjaldt grønlændernes fangst.
Indenrigsministeriet svarede Uden-
rigsministeriet i overensstemmelse
hermed. Dette meddelte den britiske
regering, at den billigede dens forslag
så vidt angik begrænsningen af fang-
sten udenfor søterritoriet, men ikke
kunne gå med til begrænsning af den
fangst, der dreves af islændinge og
grønlændere indenfor søterritoriet,
men at den dog ikke mente at burde
lade sig reprænsentere på en eventuel
konference, da dens interesse som
nævnt kun var af indirekte karakter.
Konferencen ikke i stand!
Oplysninger haves ikke om, hvad
der videre skete herefter. Konferencen
er formentlig ikke kommet i stand
med de øvrige nævnte lande, vel fordi
de ikke har kunnet indse dens store
(Fortsættes side 14).
Danmarkime
makanna
niorKutigi
neKarnerpau
SSOK...
ima ateicarpoic:
OMÆ
^MARGARINE
Nu er vi danske børn —
men vi må vente endnu
HVORFOR ER VI KUN RENT OVERFLADISK BLEVET EET FOLK!
SPØRGER SEMINARIEELEV ABEL BERTHELSEN
7