Atuagagdliutit - 16.07.1964, Blaðsíða 21
Har en virksomhed f. eks. fem gange
fået anvist velkvalificerede og dyg-
tige folk, skulle det nok den sjette
§ang være muligt at få virksomheden
til at antage en mand, som har svært
Ved at gøre sig gældende på arbejds-
markedet og som derfor trænger til
en håndsrækning.
Det andet krav man må stille til en
moderne anvisning er, at den har et
grundigt kendskab til arbejdsmarke-
det og arbejdsmulighederne. Hvor den
arbejdssøgende har en solid og afrun-
det uddannelse, der er værdsat i er-
hvervslivet, byder anvisningen ganske
vist sjældent på problemer, men så
enkelt er det ikke altid.
Lad os tage et eksempel. En gift
kvinde har en årrække gået hjemme
°g passet mand og børn. Nu er bør-
nene ved at være fra hånden, og hun
kunne godt tænke sig igen at få noget
udearbejde. Men måske er forholdet
det, at den uddannelse hun fik i sine
unge dage, ikke er fuldt så anvende-
iig som dengang, måske har hun ikke
fået nogen ordentlig uddannelse, og
måske ønsker hun slet ikke at vende
tilbage til det erhverv, hun engang
kar forladt. Ofte ved hun ikke, hvad
kun vil være, men derimod særdeles
vel, hvad hun ikke vil være. Jo bedre
kendskab arbejdsanvisningens mand
kar til de arbejdsmuligheder, der fin-
des, og jo bedre han er i stand til at
vurdere og bedømme, hvilke af disse
arbejdsmuligheder, den kvindelige
arbejdssøgende vil kunne få mest ud
af, jo hurtigere løses opgaven. Hvis
den kan løses — for det er ikke altid
tilfældet. Undertiden kan forholdet
være det, at der ikke kan tilbydes den
Pågældende kvinde det arbejde, som
hun vil have, fordi hun ikke er dyg-
tig nok til det, og så bliver der kun
tilbage at give hende det råd, at tage
et kursus, der bibringer hende de
manglende færdigheder — hvis et så-
dant kursus findes — noget det også
må være arbejdsanvisningens opgave
at få oplyst.
ønske om berde arbejdsplads
Lad os tage et andet eksempel. En
mand vil skifte erhverv, måske fordi
kan tjener for lidt, måske fordi ar-
bejdet er for hårdt, for ensformigt
eller på anden måde utilfredsstillende.
Her er det først og fremmest arbejds-
anvisningens opgave at undersøge,
°m den uddannelse, den arbejdssøgen-
de har, kan bruges som grundlag for
at hjælpe ham over i et andet og mere
filfredsstillende erhverv. Lad mig i
den forbindelse sige, at et arbejds-
anvisningskontor ikke alene bør an-
vise arbejde til arbejdsløse. Det må
°gså være sådan, at en person, der
kar arbejde, men som ønsker at for-
bedre sin erhvervsmæssige status, må
kunne få arbejdsanvisningens bistand
hertil. Det er ikke ensbetydende med,
at arbejdsanvisningen skal opelske
ustabilitet eller flakkeri på arbejds-
markedet.
Men lad os vende tilbage til vor
mand, der vil skifte erhverv. Måske
finder arbejdsanvisningen, at det ikke
kan gøres, uden han får et kursus,
gennemgår en omskoling eller lige-
frem lærer et nyt erhverv, og hvis
det er tilfældet, må man give ham
grundig besked og oplysning herom.
STATISTIKKER nødvendige
Det kræver som før nævnt et grun-
digt kendskab til arbejdsmarkedet, og
det har arbejdsanvisningens mand
ikke, når han begynder som arbejds-
anviser. Det får han lidt efter lidt
gennem sit daglige arbejde. Ikke ved
at sidde limet til en kontorstol, men
Ved, når tid og lejlighed byder sig,
at tage ud og besøge de virksomheder
kan samarbejder med. Det er sjæl-
dent, at en arbejdsanviser har tid til
at opdyrke sit arbejdsmarked så grun-
digt, som det nu engang er ønskeligt,
men helt forsømme denne opgave må
han under ingen omstændigheder. —
Gør han det, ender han som papir-
arbejder uden kontakt med virkelig-
heden.
Det kendskab man på denne måde
kan få til arbejdslivet og dets vilkår
vil imidlertid først og fremmest blive
et detailkendskab. Inden for sit om-
råde lærer arbejdsanviseren efterhån-
den arbejdsvilkårerne og atmosfæren
i de enkelte virksomheder at kende,
og han får også en ganske god for-
nemmelse af de svingninger i beskæf-
tigelsen, der er regelmæssigt tilbage-
vendende. Men det store overblik over
arbejdsmarkedet kan han ikke få på
denne måde. Det kan han slet ikke
skaffe sig ved egen hjælp.
I de fleste lande, der har en ar-
bejdsanvisning, måske dem alle, har
man også en beskæftigelses- eller ar-
bejdsløshedsstatistik.
En sådan statistisk oversigt er som
regel meget detaljeret. Den viser for
det enkelte lands vedkommende, hvor-
ledes ledigheden fordeler sig på de
forskellige områder af landet, og
hvorledes den inden for det enkelte
område fordeler sig på de enkelte fag
eller erhverv, og i visse lande viser
oversigterne på tilsvarende måde,
hvorledes beskæftigelsen fordeler sig.
Oversigter af denne karakter bliver
hurtigt forældede, og derfor bliver de
som regel udarbejdet hver uge. Nogle
steder foregår det på den måde, at
hvert arbejdsanvisningskontor en
gang om ugen sender en ledigheds-
opgørelse ind til et hovedkontor, der
sammenarbejder alle disse ledigheds-
opgørelser til én oversigt, som så me-
get hurtigt sendes tilbage til arbejds-
anvisningskontorerne.
På lignende måde indsender det en-
kelte arbejdsanvisningskontor hver
uge en oversigt over de ledige plad-
ser, det ikke har kunnet besætte, til
det centrale hovedkontor, og dette ud-
sender så — ligeledes hver uge — til
alle arbejdsanvisningskontorerne en
samlet oversigt over hvad der er af
ledige pladser. Oversigten er som regel
indrettet sådan, at man hurtigt kan
se i hvilke byer, der er ledige pladser
inden for det enkelte fag.
ERHVERVSVEJLEDNINGEN
Det er ikke alle landes oversigter,
der er lige gode, og det er heller ikke
alle vegne de samme metoder, man
betjener sig af, for at få fremskaffet
disse oplysninger. Men uden at komme
nærmere ind på disse tekniske detal-
jer mener jeg roligt at kunne sige, at
disse statistiske oversigter simpelthen
er uundværlige for en arbejdsanvis-
ning. Har man ikke de konkrete tal
for, hvor stor ledigheden er inden for
et bestemt fag, kan enkelte afskedi-
gelser på en virksomhed skabe falske
og meget overdrevne forestillinger om
en kommende arbejdsløshed.
Hvor denne statistik også omfatter
beskæftigelsen, og det er selvsagt det
mest ideelle, vil man nøje kunne følge
udviklingen inden for de forskellige
industrier, og se hvilke, der er i frem-
gang og hvilke, der er i tilbagegang.
Hvis vi nu forlader statistikken og
vender tilbage til vore gamle bekend-
te: den gifte dame, der gerne ville
ud i erhvervslivet, og manden der ville
skifte erhverv, så var råd og vejled-
ning om kursus og uddannelse noget
af det, arbejdsanvisningens mand også
kunne komme ud for at skulle be-
skæftige sig med.
Og dermed er vi nået til det fjerde
krav, et moderne arbejdsmarkeds-
organ bør kunne opfylde: at yde er-
hvervsvejledning. Hvor grænsen mel-
lem arbejdsanvisning og erhvervsvej-
ledning skal drages, kan det nok være
svært at afgøre, og det skal jeg ikke
komme nærmere ind på. Blot vil jeg
understrege, at det at kunne give —
først og fremmest de unge oplysning
og vejledning — når de står for at
skulle vælge erhverv eller uddannelse,
kræver et grundigt kendskab til er-
hvervslivet, og til alle de uddannel-
sesmuligheder, der findes. Denne vi-
den og sagkundskab bør et arbejds-
anvisningskontor også have, ligesom
det fra centralt hold bør forsynes med
et erhvervskartotek og løbende op-
lysninger om udviklingen på det ud-
dannelsesmæssige område.
Nu er det ikke sådan, at der til et
arbejdsanvisningskontor altid indgår
ordrer på netop den arbejdskraft, der
er ledig, og et arbejdsanvisningskon-
tor vil ofte stå i den modsatte situa-
tion, at de arbejdssøgende, man har,
ikke kan bestride de pladser, der er
ledige.
DEN AKTIVE ANVISNING
Og hvad gør man så?
Ja, der er flere måder at klare en
sådan situation på. Den nemmeste er
helt enkelt intet at foretage sig, og
denne udvej er der i tidens løb ad-
skillige arbejdsanvisningskontorer, der
har valgt.
Men man kan også gå mere aktivt
til værks. En dygtig arbejdsanviser
vil selv prøve at støve arbejde til i
hvert fald nogle af de ledige op. Han
vil ofte have en fornemmelse af, at
han forholdsvis hurtigt kan finde no-
get ved at henvende sig til bestemte
virksomheder, hvis arbejdsløsheden
i øvrigt ikke er alt for omfattende.
Der er også andre muligheder. Må-
ske kan de arbejdsløse efter en kort-
varig omskoling eller gennem et kur-
sus gøres kvalificerede til at bestride
nogle af de ledige pladser, der findes,
og måske kan man få arbejdsgiverne
til at ændre arbejdets tilrettelæggelse,
således at det kan udføres af den for-
håndenværende arbejdskraft. Er det
højtkvalificeret arbejdskraft, der ef-
terspørges, og er det hovedsagelig
ufaglærte, der går ledige, vil det sjæl-
dent være muligt at klare problemet
på denne måde, men er afstanden
mellem de to parter mindre, er det
nok ulejligheden værd at undersøge,
om kursus eller omskoling er løsnin-
gen. Hvis det er tilfældet, må man få
de instanser, der tilrettelægger så-
danne uddannelsesforanstaltninger, til
at gå i gang med denne opgave.
Problemer af denne karakter må et
moderne arbejdsmarkedsorgan være
indstillet på at tage op af egen drift
— selv om det ikke altid er ad uddan-
nelsesvejen, de skal løses.
ARBEJDSKRAFTRESERVER
Lad os forudsætte, at der er mangel
på arbejdskraft, og at der ikke er no-
gen egentlig arbejdsløshed. Så rejser
der sig for arbejdsanvisningen det
spørgsmål, om der findes arbejdskraft-
reserver, der kan skaffes frem, eller
om man skal søge at få arbejdskraft
andet steds fra, f. eks. fra områder,
hvor der er en mærkbar ledighed.
I de senere år har man i flere euro-
pæiske lande, hvor man har manglet
arbejdskraft, søgt at finde arbejds-
kraftreserver blandt de ældre, der har
trukket sig tilbage fra arbejdsmarke-
det, blandt de hjemmegående gifte
husmødre og blandt de handicappede.
Resultaterne har ikke alle steder
været lige strålende, men her og der
er der dog kommet noget ud af disse
forsøg.
Nu kan forholdet undertiden være
det, at man godt kan finde arbejds-
kraftreserver: personer, der gerne vil
i arbejde, men som af en eller anden
grund er forhindrede heri. De ældre,
måske fordi de kun kan arbejde den
halve dag, de gifte kvinder af samme
grund, eller fordi, de ikke kan få
passet deres børn, og for de handi-
cappedes vedkommende kan det være
transportforholdene, der stiller sig
hindrende i vejen.
Alt dette må arbejdsanvisningen
prøve at finde ud af, og så gøre rette
vedkommende, d. v. s. den, der kan
fjerne disse hindringer, opmærksom
herpå. At man ikke altid skal for-
vente, at det giver positive resultater,
er så en anden sag.
INGEN ARBEJDSKRAFT UDEN
BOLIGER
Det samme gælder, hvis der skal
flyttes arbejdskraft fra et område til
et andet. Man behøver ikke et arbejds-
markedsorgan for at se, at man ikke
kan flytte arbejdsløse, hvis man ikke
samtidig kan skaffe dem bolig- og
indkvarteringsforhold.
Men et arbejdsmarkedsorgan kan
måske nok med større vægt end nogen
anden slå fast, at man driver rovdrift
på den arbejdskraft, der i sit nye ar-
bejdssted til stadighed bydes ufor-
svarlige bolig- og indkvarteringsfor-
hold, og et arbejdsmarkedsorgan er
vel også det første til at understrege,
at forbindelsen mellem et samfunds
arbejdsmarkedspolitik og dets bolig-
politik ikke er uden indflydelse på
hinanden.
Eller — hvis et af de bærende er-
hverv i et land ikke kan få den til-
gang af ung arbejdskraft, som i det
lange løb er nødvendig for at opret-
holde erhvervet, må arbejdsanvisnin-
gen føle det som en naturlig ting at
få undersøgt, hvad årsagen eller år-
sagerne hertil kan være. Om muligt
også få disse årsager ryddet af vejen,
eller få andre til det.
ANALYSER AF ARBEJDSMARKEDET
På papiret ser al dette meget enkelt
ud. I virkeligheden er det ofte mere
kompliceret, og problemerne er ikke
altid af den størrelsesorden, de umid-
delbart synes at have. Undertiden er
de større, men det kan også hænde,
at de slet ikke eksisterer. Og for at få
problemerne nærmere indkredset og
kortlagt, må man undertiden gå i
gang med at foretage gen tlige arbejds-
markedsundersøgelser eller analyser.
Erfaringerne viser, at sådanne under-
søgelser ikke så sjældent giver til re-
sultat, at det arbejdsmarkedsproblem,
man fik undersøgt, ikke helt havde
den karakter, som man i starten tro-
ede, og at det skal løses på en anden
måde, end man ville have gjort, hvis
forholdet ikke var blevet nærmere
undersøgt.
I et arbejdsmarkedsorgans arbejde
kan sådanne undersøgelser slet ikke
undværes. Blot skal man her gøre sig
to ting klart. For det første må under-
søgelser vedrørende arbejdsmarkeds-
forhold lægges sådan til rette, at de
hurtigt kan afsluttes, og resultaterne
af dem gøres op i løbet af ganske kort
tid. For det andet må de have et prak-
tisk sigte. Udgangspunktet må være,
at de hurtigt kan omsættes i hand-
ling — at der så undertiden vil være
helt andre forhold, der senere spiller
ind og forhindrer, at der kommer no-
get positivt ud af sådanne undersøgel-
ser, bør for fuldstændighedens skyld
også nævnes.
LÆRLINGENES FORHOLD
Lad mig så endelig nævne endnu en
opgave, som efter min opfattelse er
en naturlig arbejdsmarkedsopgave.
Det er godkendelse af lærekontrakter,
og den oplysnings- og vejlednings-
virksomhed som følger med dette ar-
bejde, både før læreforholdet indgås
og i den tid, der følger efter.
Til slut er der blot en enkelt ting,
jeg gerne vil understrege. Et arbejds-
markedsorgan vil altid være opbyg-
get med et centralorgan eller hoved-
kontor for hele landet og med et stør-
re eller mindre antal lokalkontorer,
arbejdsanvisningskontorer, dækkende
hver sit lokalområde.
I min gennemgang af de opgaver,
jeg mener det tilkommer et arbejds-
markedsorgan at tage fat på, har jeg
hovedsagelig holdt mig til det, der
kan eller skal gøres fra de lokale ar-
bejdsanvisningskontorer.
Hvilke opgaver, der skal tillægges
det centrale organ har jeg kun løse-
ligt været inde på. Det varierer fra
land til land, og det afhænger bl. a. af,
hvor fremtrædende en plads man har
givet arbejdsmarkedspolitikken i det
enkelte lands økonomiske politik.
Arne Christiansen.
Topsøe-Jensen & Schrøder A/s
Civilingeniører & entreprenører
FilippaveJ 1 København V.
Slæbejolle KELLO 1 kalitaK
„Kello 1“ er den ideelle slæbejolle
— den er let og rubust, og mod-
standsdygtig overfor stød og slag,
hvilket gør den specielt velegnet til
sejlads i grønlandske farvande.
Kello I kræver ingen vedligehol-
delse, den er altid sejlklar og na-
turligvis synkefri. Bådens ringe
vægt — kun 54 kg — formindsker
vandmodstanden og belaster der-
for motoren mindst muligt — sam-
tidig med at båden er nem og
handy.
„Kello 1“ slæbejolle er ligesom de
øvrige Kello-både fremstillet af
korrosionsfri og saltvandsbestan-
dig aluminium af enestående styrke.
Løb ingen unødig risiko med Deres
båd — køb en KELLO!
„Kello 1“ kalikatagssarKigdluartd-
vok — OKeKaoK KajangnaeKalunilo,
åma kagdlukaluardlugo aporaluar-
dlugulo imåinaK avdlångorneK a-
jorpoK, taimåitumik Kalåtdlit-nu-
nåta imaine kalikatarlsavdlugo piu-
kunaicaoK. „Kello 1“ aserfatdlagtai-
lisavdlugo pissariaKångilaK, sukut-
dlunit atoriåinauvdlune piarérsi-
massarpoK sorunalume kivisinau-
nane. umiatsiaK OKeKigame — 54
kg-inaugame — kalitdlugo OKeicaoK
motorimutdlo agsorugtitsislnauna-
ne umiatsiardlo tamatigut piumi-
naicaoK atoruminaKalunilo.
„Kello 1“ kalikataK umiatsiat Kel-
lot avdlat åssigalugit aluminiumit
nungujartorneK ajortumit taratsu-
mutdlo akiutumit ninguvdluinartu-
mitdlo sanåjuvoK.
pitsaussumik umiatsiartårusugku-
vit — pisiaruk KELLO!
Åbne både Længde: Bredde: Vægt: Pris frit leve- ret 1 Grønland:
umiatsiait Kaleicångitsut takiss.: siliss.: OKimåiss.: Kal.nun. akla:
Kello I 3,14 m 1,33 m 54 kg 1.425 kr.
Kello II 3,90 m 1,35 m 84 kg 1.825 kr.
Camper 3,75 m 1,55 m 98 kg 2.100 kr.
Nigeria 4,05 m 1,50 m 102 kg 2.400 kr.
Skærgård 4,55 m 1,77 m 171 kg 3.700 kr.
Både med halvdæk, vlndrude og rat samt førersæde m. ryglæn,
umiatsiait agfarmlk Kaligdlit, igalSnik orKigtarfigdllt, aKumut ipiterutigdlit
ingerdlatitslssumutdlo (aKUgtumutdlo) igartarfilingmlk igslavlgdlit.
Camper m. dæk
Nigeria m. dæk
3,75 m
4,05 m
1,55 m
1.50 m
113 kg
127 kg
3.200 kr.
3.500 kr.
Alle oplysninger og brochurer fra
ukunånga pineKarsinåuput
KØBENHAVN GRØNLAND
Generalrepræsentant: Henrik Asmussen, Løngangstræde 24, Kbhv. K.
21