Atuagagdliutit - 12.05.1966, Qupperneq 8

HUNDELIV
Tillad en glammen fra en køter, der
er på ugentlig åndelig kost hos foder-
mester Alfred Toft. „En hund bider
ikke den hånd, der rækker den føden",
docerer han i et indlæg i Frederiks-
håbs lokalblad „Pujorsiut", — et ind-
læg, som vi nu har kunnet læse i
A/G’s nr. 7, hvor det var refereret.
Næ — jeg skal ærligt indrømme, at
det heller aldrig er faldet mig ind at
sætte tænderne i nogen af de tommel-
fingre, han producerer og serverer i
sit blad „Nungmio" med, men jeg
føler mig stærkt fristet til at .tygge
lidt i ovennævnte stykke foder med
overskriften „Lokalbladene kan klare
sig", inden alt for mange sluger det
råt, sådan som det nok har været
Tofts mening.
Jeg bruger de skarpe hjørnetænder,
for den er et stift stykke.
Hvordan lokalbladene klarer sig, får
vi straks at vide. Hvis et blad dør,
genfødes det. Forklaringen er ganske
enkel: Det hele beror på et mirakel.
Eventuelle skeptikere må lade sig
nøje med en forenklet gennemgang af
et lokalblads økonomi. Med maksi-
maltilskuddet på 1800 kr. bliver det
årlige provenu 5550 kr. ved salget af
en 10-sidet ugeavis med salgspris
1 kr. og et salg på 100 stk. pr. ud-
gave. Så er endda materialerne be-
talt. Når bladudgiveren af disse 5550
kr. har betalt sine medarbejdere,
d. vjS. forfattere, tolke, trykkere, hef-
tere og sælgere, og når han har be-
talt forrentning af maskiner samt evt.
husleje, varme og elektricitet, så kan
han selv stikke hele restbeløbet ube-
skåret i sin lomme. Kan man nu for-
stå, at folk ikke strømmer til?
Toft mener, at det er en pæn be-
lønning. Men han kender menneske-
nes børn. Vil man endelig vælte sig
i penge som bladudgiver, sådan som
tilfældet åbenbart er i Frederikshåb,
så må vejen være den at tvinge sta-
ten til at annoncere. Der er ingen
grænser for, hvad borgerne bør have
at vide fra staten gennem betalte an-
noncer: Alt godt fra „Statstidende"
plus de tilsvarende lokale kundgørel-
ser. Alt vender sig da til det bedste,”
statstilskuddet kan undværes, og
bladudgiveren bliver en fri, uafhæn-
gig og holden mand.
Hekseri? Nej. Behændighed? Heller
ikke. Vrøvl fra ende til anden. Penge-
ne kommer jo dog fra staten, så lig-
nelsen med hunden og hånden gælder
lige godt (eller lige skidt, se nedenfor).
Redaktør Alfred Tofts blad „Nung-
mio" er Godthåbs eneste lokalblad.
Byens andet blad, „SermitsiaK", led
døden i fjor. Nu danser Toft krigsdans
på graven og tramper samtidig på
andre lokalblade, der er gået i knæ
eller kan gøre det når som helst. Med
hvilket formål og med hvilken ret, tør
man spørge? Der er ikke brug for
professionelle journalister, fastslår
han. Er det for at håne de få grøn-
landske journalister, der findes, og
forhindre, at flere uddannes? Det er
da vel ikke, fordi han mener, at hans
eget blad er bevis for, at man kan
klare sig med dilettanter?
Forklaringen ligger muligvis i det
afsluttende guldkorn, som er produ-
ceret af og derfor også egnet til at
vække tiltro hos Alfred Toft:,, Ligesom
intet civiliseret samfund kan und-
være aviser, kan intet demokratisk
civiliseret samfund undvære uafhæn-
gige aviser". Beviset for denne på-
stand er naturligvis, at samtlige civi-
liserede samfund før Gutenberg, såvel
demokratiske som udemokratiske, nu
alle er gået til grunde. Det, vi skal
hefte os ved, er, at da vort samfund
er demokratisk, har vi brug for uaf-
hængige aviser, men statsstøttede
aviser kan ikke være uafhængige,
siger Toft, så derfor må man klare
sig uden statsstøtte.
„Nungmio" er uafhængig af stats-
støtte, men bladet er meget tenden-
siøst: De private erhvervsdrivende
forherliges, medens statslige og of-
røtfttør
persiske
tæpper..
Skønhed
og kvalitet —
Vi har stor! lager i Frihavnen,
og vore tæpper er derfor fri for fold og omsætningsafgifter.
— Vi sender gerne i udvalg — skriv blot til os i hvilken
retning Deres ønsker går m. h. t. prislag, størrelse og farver.
Gøtha
Gothersgade 43, København K.
Specialforretning for ægfe fæpper.
fentlige institutioner konsekvent ned-
vurderes efter fattig evne. Hvis bla-
det er uafhængig, må denne omstæn-
dighed siges at være en godt bevaret
hemmelighed. „Nungmio" kan altså
ikke være os til forbillede.
Men hvor Toft påviser, at staten
har gjort, hvad den burde for pressen
i Grønland, får vi at vide, at „Radio-
avisen”^ kvalitet er enestående, og at
„ Atuagagdliutit/ Grønlandsposten" er
et fremragende nyhedsorgan. Hvad i
alverden skulle der så være i vejen
for at lade den øvrige presse betale
af staten, hr. Toft? Intet svar.
Tofts hyldest til sig selv og det pri-
vate initiativ og hans sædvanlige
ivren mod statsfinansiering er her
meget ilde anbragt. Hans artikel er
en enestående hån mod alle, der be-
skæftiger sig, har beskæftiget sig eller
vil komme til at beskæftige sig med
bladudgivelse i Grønland, og den er
et fantastisk forsøg på undertrykkelse
af oplysningsarbejdet blandt landets
befolkning.
Hvad endelig angår lignelsen med
hånden og hunden, er den ikke meget
bevendt her. Staten, der føder pressen
i Grønland, vil ikke kunne lignes med
hånden, der føder vovsen, men snarere
med stokersneglen, der føder kul i
fyret. År ud og år ind føder sneglen
næring direkte ind i det bestandig
flammende bål, uden at den dog der-
ved lider den ringeste skade.
Godthåb, den 21. april 1966,
Eigil Heckscher.
Grønlandsk pop
De dygtige og fredelige fangere er
pludselig gået over til at dyrke
organiseret støj, skriver Frede-
rikshåb-bladet „Pujorsiut“ om et
grønlandsk poporkester:
Ikke mange minutter efter eskimo-
ernes ankomst blev der opslået mæg-
tige plakater, at der skulle være mu-
sik samme dags aften. Imidlertid fik
spændingen os til at glemme vore
bekymringer om eskimoernes livret-
ter. Det var heller ikke så nemt at
skaffe noget „af den slags" på da-
værende tidspunkt.
Dansemusikken foregik i forsam-
lingshuset. Det har sandelig været
hård kost. Der gik rygter om, at nogle
af tilhørerne har fået mavepine.
Det var ikke så svært at konstatere,
at der var sket en stor forandring hos
eskimoerne. De dygtige, listige og
fredelige fangere er pludselig gået
over til at dyrke organiseret støj.
Det er uforskammet at betegne sig
„The Eskimoes", når man ikke har
ofret tid til at indøve melodier med
eskimoisk indslag. Det mindste man
kan vente af „The Eskimoes" er, at
de sætter „hjemlige" toner som un-
derholdning eller bare til afveksling.
Det naturlige ville være, at de holder
særskilt koncert, hvor de prøver på
at levere forskellige genre.
De, som er oplagt til at misforstå,
er velkommen til at sige, at det ikke
kan nytte noget at skrue tiden til-
bage. Det kan nu heller ikke nytte
noget at kalde sig „The Eskimoes",
når man som sådanne ikke gør sig
umage for at levere eskimoiske ryt-
mer, navnlig når man før eller senere
skal optræde uden for landets græn-
ser.
Ure - briller
Briller leveres omg. efter recept
Nye ure — schweitzer-værk
Stort udvalg i urlænker og -remme
Sendes overalt på Grønland
Kalåtdlit-nunåt tamåkerdlugo nag-
sitsissarpugut
Holger Dik Jensen
Nørregade 30 — Køge
Reparation af ure omgående
nalunaerKutanik pilertortumik
iluarsaissarpugut
ernaimajuk atit sumiuneritdio
agdlåsagagkit
Skolelovsdebatten
En virkelig saglig debat om skole-
lovsforslagets punkt om grønlandsk-
undervisningens mulige udskydelse til
det tredje skoleår synes vanskelig-
gjort af, at henholdsvis modstandere
og Tilhængere af bestemmelsen har
svært ved at forstå modpartens stand-
punkt, idet man, groft sagt, må er-
kende, at de fleste tilhængere blandt
skolefolkene ikke virkelig kan sætte
sig ind i den grønlandske kultur og
tankegang, og mange af dem kender
ikke ret meget til det grønlandske
sprog, 'l'il gengæld har de fleste af
modstanderne ikke megen kontakt
med skolens daglige arbejde, og da
siet ikke med forsøgsundervisningen.
Dette er så meget mere uheldigt,
fordi nverken tilhængere eller mod-
standere kan „bevise" deres respek-
tive standpunkters rigtighed, endsige
„modbevise" modstanderens, og de
diverse udtalelser far da meget nemt
præg af at være spådomme, om hvis
rigtighed man intet sikkert kan sige.
Man kan tro på dem eller lade være,
alt efter ens indstilling.
Hermed mener jeg ikke, at en debat
om hele komplekset af problemer er
meningsløs eller uønskelig, men man
bør fremføre sine argumenter for eller
imod uden „for store armbevægelser".
Man må respektere modpartens ind-
stilling. En veritabel sprogstrid kan
ikke gavne nogen, og udtryk som
„danskerhader", „unational" eller
„kulturnedbryder" skal man være
meget forsigtig med at bruge om
modparten.
Der er ingen, der tjener befolknin-
gens interesser ved at forsøge at for-
tie eventuelle ulemper ved den ene
Jørgen Olsens ord
Det er med stor interesse og ikke
ringe glæde, at jeg har læst „Grøn-
landsposten“s interview med lands-
rådsmedlem Jørgen Olsen i anledning
af dennes 50 åns fødselsdag.
Hvor er det dog dejligt at se, at der
endnu findes „mænd af mod". Tanke-
vækkende er Jørgen Olsens ord om
grønlændernes udvikling.
Selvfølgelig skal grønlænderne have
lige løn samt alle andre rettigheder på
lige fod med danske statsborgere i
øvrigt — og naturligvis også være
underkastet samme ansvar og pligter.
Der vil selvsagt være skuffelser, men
findes der noget folk i den ganske
verden, som fra dag til dag har kun-
net ændre livsform? Naturligvis ikke!
Vi må erkende og beklage, at vi
ikke tidligt nok har indset, at isola-
tion, forbud, restriktioner og særlige
love har forsinket udviklingen i Grøn-
land i mange år. Lad os derfor ikke
tøve længere med at sætte alt, hvad
der er menneskeligt muligt ind på at
skabe de rette betingelser for befolk-
ningen i denne store landsdel. Lad os
følge ord op sagt af folk som Jørgen
Olsen, og lad os snarest muligt skaffe
de forbedrede skoleforhold og uddan-
nelsesforhold, som er en forudsæt-
ning for at komme videre frem.
Men samtidig må der iværksættes
realitetsbetonet oplysning om Grøn-
land og grønlænderne i det sydlige
Danmark, således at de derboende
mennesker får et sundt og naturligt
syn på deres landsmænd i vort nord-
ligste amt — for i den henseende
mangler der desværre alt for meget.
Det kan næsten få én til at græmmes,
når man sammenligner vore super-
moderne skolepaladser og kulturcen-
tre med undervisningsbetingelserne i
f. eks. fåreavlsdistriktet (Julianehåb,
NarssaK og Nanortalik kommuner).
Ville det således ikke være en vær-
dig opgave for den danske presse at
optage interviewet med Jørgen Olsen
i sin fulde ordlyd, således at disse
„guldkorn" kunne blive tilbudt samt-
lige danske avislæsere til nærmere
overvejelse.
Afslutningsvis vil jeg ikke undlade
at bemærke, at jeg er ivrig læser af
„Grønlandsposten" og stor beundrer
af det grønlandske folk samt af Grøn-
land i almindelighed.
Med venlig hilsen
Lis Ancker,
p. t. Flådestation Grønnedal.
Frederiksberg Hotel
Hotel - Restaurant - Bar
Hyggelige selskabslokaler
Åboulevarden 29 . København F.
Tlf. 35 62 62
HØJ PRIS BETALES
for grønlandske mønter forsynet med
Indskrifterne Angmagssalik — Gibb-
sandson — Ivigtut — Thule.
Firma Hagerup, Livjægergade 39,
København 0.
eller den anden skoleordning. Lige så
forkert det er af forsøgsundervis-
ningstilhængere at prøve på at be-
nægte, at der ved forsøgsordningen er
en fare for skolechok og tilsidesæt-
telse af det grønlandske sprog (måske
ikke i tørste række gennem en virke-
lig forringet grønlandskundervisning,
men ved at børnene, ved at se på
deres skema, får et indtryk af, at
grønlandsk er et „mindreværdigt"
sprog, der ikke fortjener mange
timer), lige sa forkert vil det være,
at tilhængere af det grønlandske
sprogs forstærkede placering i skolen
giver det udseende af, at dette kan
gøres „gratis". Der vil i dette tilfælde
være fare for, at elevernes dansk-
kundskaber vil blive forringet i en
sådan grad, at man fjerner sig fra
den uddannelsesmæssige ligestilling,
man i dag tilstræber.
Valget må altså, hvis man skal være
brutal, stilles op med spørgsmålet:
„Hvad foretrækker du? — 1. En styr-
kelse af det grønlandske sprog og
ringere mulighed for uddannelses-
mæssig ligestilling eller 2. Uddannel-
sesmæssig ligestilling med fare for,
at det grønlandske sprog og den grøn-
landske kultur skal blive tilsidesat".
Jeg ved, af dette valg er stillet
meget hårdt op, men det er bedre end
at forsøge at bilde folk ind, at man
kan blæse og have mel i munden sam-
tidig.
Man må gøre sig klart, at det ikke
vil være muligt, rent videnskabeligt,
opgjort i kurver og tal, at bevise for-
søgsundervisningens berettigelse eller
skadelighed. Hvis man skulle have
mulighed for dette, måtte man, for
hver forsøgsklasse, der blev oprettet,
have en tilsvarende parallelklasse, der
blev undervist efter den „gamle" ord-
ning. De to klasser skulle have samme
klassekvotient, lærerne i de to klasser
skulle være lige dygtige og energiske
(eller det modsatte), børnene skulle i
de to klasser have samme intelligens-
kvotient, og de skulle også være fra
samme miljø. Når disse parallelklas-
ser og deres 5—10 efterfølgende år-
gange har forladt skolen, så kan man
begynde at bearbejde resultaterne på
et videnskabeligt tilfredsstillende
grundlag.
Man bør også gøre sig lærersituatio-
nen helt klar. Jeg finder det uheldigt,
at man f. eks. låser sig fast i en lov-
givning, der tilstræber de to sprogs
fuldstændige ligestilling i skolen, når
den barske virkelighed fortæller os,
at en sådan ligestilling rent praktisk
er umulig, i hvert fald de næste
mange, mange år. Man bør se på, hvor
mange lærere, der er brug for inden
mange år og hvor få grønlandskspro-
gede lærerkræfter, der rent faktisk er
til rådighed. Efter min mening er
dette et problem, nogle tager meget
let på og giver det udseende af, at
„grønlandsksprogede lærere, det er
nogle man bare skaffer nok af" inden
for en overskuelig fremtid. Og det er
ikke rigtigt.
Hvad mener man for øvrigt med „de
to sprogs fulde ligestilling i skolen"?
Mener man skematimemæssig lige-
stilling? Vil dette ikke trods alt for-
fordele dansk? Dette sprog har mange
elever intet kendskab til, når de kom-
mer i skole. Vil det da ikke blive det
danske sprog, som vil blive betragtet
som „mindreværdigt"?
Jeg ved det ikke.
Man bør heller ikke overse, at
skolelovsforslagets paragraf om for-
søgsundervisningen siger, at det, år
for år og skole for skole, er forældre-
ne, der skal bestemme, om der skal
undervises i grønlandsk fra 1. klasse.
Jeg kan godt indse, at denne be-
stemmelse indebærer fare for en
skolemæssigt „vaklende" kurs, men
rent umiddelbart forekommer det mig
både mere smidigt og demokratisk,
end at man gennem en lovgivning på-
tvinger børnene undervisning i to så
forskellige sprog som dansk og grøn-
landsk, selv om deres forældre even-
tuelt er modstandere heraf. Hvorfor
indførte man for øvrigt forsøgsunder-
visningen i sin tid? Var det netop
ikke, fordi ligestillingen mellem de to
sprog ikke gav gode resultater i
dansk?
Men naturligvis kan ingen garan-
tere, at en genindførelse af den
„gamle" ordning vil give samme ringe
resultat. Meget har jo forandret sig
siden da.
Såfremt skolelovsforslaget bliver
vedtaget, må skolen gøre sig sit store
ansvar bevidst. Forældrene til vor-
dende elever i 1. klasser må oplyses
så godt og så objektivt som muligt,
før de bliver stillet over for et valg.
Demagogi i den ene eller anden ret-
ning vil kun skade.
Godhavn, den 29. april 1966,
Knud Breum.
8