Atuagagdliutit - 07.12.1972, Qupperneq 11

Grønlandsk
hjemmestyre
Takket være Moses Olsen — der
efter SermitsiaK's mening „bør
stige ned fra bjerget og overlade
sit job til en anden, fordi han på
det sidste har fremkaldt et gan-
ske alvorligt røre både i Grøn-
land og i Danmark på grund af
sine udtalelser, der helt unød-
vendigt har belastet dansk/grøn-
landske relationer" — har vi i dag
en hidsig debat om grønlandsk
selvstyre (hjemmestyre). Denne
debat, som egentlig skyldtes den
danske presses sensationslyst og
ukorrekte citater af det. „Onde-
Moses" sagde under folketingets
debat den 11. oktober 1972, har
heldigvis også medført en hidtil
uhørt grundig og dybgående dis-
kussion om den førte Grønlands-
politik. Den har også, ikke mindst
blandt danske politikere, medført
en for det danske demokrati
yderst klædelig selvkritisk efter-
tanke, hvor man overvejer en
række vigtige spørgsmål med et
udtalt ønske om at inddrage alle,
der måtte være interesseret i
Grønlandsspørgsmål, i diskussio-
nen. Også i Grønland velkendte
navne som forhenværende stats-
minister Viggo Kampmann, fol-
ketingsmændene Poul Dam, Hans
Jørgen Lembourn, Svend Hau-
gaard m. fl. har deltaget i debat-
ten og hver for sig ydet værdi-
fulde bidrag til de overvejelser,
som grønlænderne nu må gøre
sig med stor alvor.
Dét sagde Moses.
Den meget skarpe kritik, der fra
forskellig side har været rettet
mod Moses Olsen efter folketin-
gets åbningsdebat, har været en
lille smule uretfærdig, og selv om
det slet ikke er nødvendigt at
ynke Moses Olsen — han har en
forbavsende styrke i troen på sin
mission — er det i sandhedens
interesse på sin plads fra folke-
tingets forhandlinger at citere
den passus i hans tale, som har
vakt så megen røre. Den lyder
i al sin enkelhed som følger: „På
baggrund af udenrigsøkonomimi-
nisterens svar hr. Skovmand og
i forlængelse af de udtalelser, der
hidtil er faldet om selvstyreord-
ning fra ministerens side og fra
andre sider, har jeg tænkt mig,
om det måske ikke er rigtigst i
denne situation, at vi begynder
at træffe de nødvendige foran-
staltninger til en folkeafstemning
i Grønland og i mellemtiden siger
til de grønlandske vælgere, at
ønsker man fortsat en anden ord-
ning med EF end den, vi har op-
nået ved at komme med sammen
med Danmark, så kræver det et
ændret tilhørsforhold til Dan-
mark, og så kan man jo, når for-
beredelserne er truffet, forsøge at
foranstalte en folkeafstemning om
tilhørsforholdet til Danmark i
Grønland. Umiddelbart kan jeg
ikke se, at en sådan ændring,
hvis man griber sagen fornuftigt
an, kan få uønskede konsekven-
ser hverken i Grønland, i Dan-
mark eller forholdet mellem de
to lande, og alle, som har udtalt
sig om sagen hidtil, er jo også
enige om at diskutere sagen i al
fordragelighed. Der er mange
ting, der skal overvejes i givet
fald. Men hvis Grønlands befolk-
ning gennem en folkeafstemning
udtrykker ønske om et ændret
tilhørsforhold, må man se at kom-
me i gang efter afstemningens
resultater". — Så mange var de
ord, der efter min mening ikke
blot har skabt en overvældende
hellig forargelse, men også en
værdifuld diskussion, der efter
min vurdering har været mere
dybgående og skelsættende end
alle de debatter, der har været
i de seneste tyve år.
Reaktioner fra
grønlandsk politisk side.
Moses Olsens for „dansk/grøn-
landske relationer belastende"
udtalelser, som efter min mening
altså ikke er så belastende end-
da, har også medført velkomne
og tildels afslørende reaktioner
fra nogle af Grønlands egne be-
tydende politikere. Vi har i den
forbindelse med megen interesse
studeret de bemærkninger i
Grønlands Radio, som Lars Chem-
nitz, Jonathan Motzfeldt og Lars
Emil Johansen har knyttet til „ci-
taterne" af Moses Olsens udta-
lelser i folketinget samt konsta-
teret, at landsrådet — i øvrigt
klogeligt — ikke mente, at der
var grundlag for en samlet ud-
talelser om „episoden". Meget
skuffende talte Lars Chemnitz
om, at Moses Olsen lige som har
fejet landsrådet ud til siden, og
at Moses Olsens udtalelser kun-
ne indebære fare for, at Grøn-
land dels får vanskeligt ved at
få endnu større bevillinger fra
Danmark dels mister noget af
danskernes good-will. — Jeg for
mit vedkommende er temmelig
overbevist om, at Danmark nok
skal vare sig for at genere Grøn-
land på den af landsrådsforman-
den nævnte måde (sådanne tale-
måder og meningsløse trusler er
i øvrigt i tidens løb adskillige
gange blevet anvendt fra grøn-
landsministerielle embedsmænds
side — altså når de rigtig ville
gennemtrumfe deres intentioner).
Jeg tror, at de fleste ansvarlige
deltagere i debatten om Grøn-
lands forhold aldrig for alvor vil
give udtryk for, at man fremover
undlader at give Grønland den
nødvendige økonomiske støtte. Så
vide jeg kan bedømme det. er
der officiel enighed om, at Grøn-
land er en forpligtelse for Dan-
mark, og at der må betales i over-
ensstemmelse med forpligtelsen.
Hvis det ydermere skal diskute-
res, hvordan pengene kan bruges
bedst, d.v.s. bedst for det grøn-
landske samfund, vil der i dag
uden tvivl være enighed om, at
det er rimeligt, at grønlænderne
får det største ord at sige.
I nævnte radiointerview sagde
trojkamedlemmerne Jonathan
Motzfeldt og Lars Emil Johansen
mange glædelige og fornuftige
ting. Blandt andet kan jeg kun
være enig med Jonathan Motz-
feldt i, at Moses Olsen bør sidde
valgperioden ud i folketinget.
Selv om jeg rent intellektuelt kan
forstå Moses Olsens bevæggrunde
til at forlægge residensen til
Grønland, kan jeg på grund af
de tanker, vi i tidens løb har
gjort os og hævdet om de grøn-
landske folketingsmænds place-
ring i den danske politik, ikke
acceptere, at Moses Olsen selv
for en kortere periode mere eller
mindre svigter det arbede, han
er valgt til. Ellers må man med
megen tilfredshed konstatere Lars
Emil Johansens (den besindige)
kloge konstatering af, at han og
Jonathan Motzfeldt er politiske
medarbedere for Moses, men at
de ikke kan tage nogen beslut-
ning for ham. Hvad angår selve
spørgsmålet om hjemmestyreord-
ning må vi også erklære os enige
med de lo samarbejdsfolks ud-
tryklc ønske om, at man gennem
sådanne bestræbelser måtte nå
frem til, at grønlandske politi-
kere selv får mulighed for at
have større beføjelser til at kun-
ne gøre sig gældende i de be-
slutninger, der træffes om Grøn-
land og den grønlandske befolk-
ning. Mere jævnt og klart kan
ønsket ikke udtrykkes, og hvis
det på nogen måde kan hjælpe,
skal vi hermed give udtryk for
vores moralske støtte til bestræ-
belserne.
En grønlandsk diskussion.
Jeg har allerede været inde på,
at flere danske politiske person-
ligheder havde været med i den
standende diskussion om grøn-
landsk hjemmestyre og Grøn-
landspolitik i det hele taget. Bl.
a. har forhenværende statsmini-
ster Viggo Kampmann i et kø-
benhavnsk dagblad givet udtryk
for, at tiden må være inde til en
Af translatør JENS POULSEN
selvstyreordning for Grønland
bygget over den færøske model,
tillempet de særlige grønlandske
forhold. Han foreslog endda kon-
kret, at grønlandsminister Knud
Hertling omgående foreslog rege-
ringen at nedsætte en lille, hur-
tigarbejdende kommission med
den eneste opgave at udarbejde
et forslag til en grønlandsk selv-
styreordning. Kampmann gav
meget sympatisk udtryk for, at
man på den måde vil danne ram-
merne om en politisk afgørelse,
der vil tjene Danmark til ære.
Andre velkendte danskere har ud-
talt sig på lignende måde; men
hvor velkomne danske menings-
tilkendegivelser end er — og de
er velkomne, fordi vi ganske givet
kan hente mange værdifulde im-
pulser fra dem — må man fast-
slå, at diskussionen først og frem-
mest skal være en diskussion
blandt grønlænderne selv. I det
spørgsmål kan danske meninger
ikke blive afgørende. Det er øn-
skeligt, at et samfund, der engang
skal skabes på basis af en grøn-
landsk hjemmestyreordning, bli-
ver skabt på grundlag af vore
egne ønsker og forhåbninger om
fremtiden. Derfor må vi selv have
initiativet i det spørgsmål, men
samtidig være klar over, at en
ny styreform på forhånd må have
tilslutning fra den overvejende
del af Grønlands befolkning. Alle
hidtidige reformer er kommet
oven fra — fra dansk administra-
tion og danske politikere eller
(hvorfor skjule dette!) fra en lille
gruppe stærkt dansk orienterede
grønlandske topfolk, hvis støtte
i den brede grønlandske befolk-
ning var af problematisk karak-
ter. De sidste års politiske udvik-
ling i Grønland har med al tyde-
lighed bekræftet dette.
Den grønlandske deltagelse i
diskussionen har hidtil været
præget af forbavsende saglighed
og alvor. Ikke mindst den for
tiden så udskældte Moses Olsen
har givet udtryk for en masse
værdifulde tanker — ikke mindst
om en helt nødvendig styrkelse
af det grønlandske landsråds
kompetence. Ligeledes har han,
og med rette, meget kraftigt ad-
varet imod bl. a. grønlandsmini-
steriets fortsatte dominerende
indflydelse i lovgivningsarbejdet.
I samme forbindelse må vi med
tilfredshed konstatere, at Knud
Hertling om ikke andet så dog
er indstillet på at „lave et lille
udvalg, en lille samtalegruppe,
som hele tiden kan drøfte spørgs-
målet om Grønlands fremtid og
herunder Grønlands statsretlige
tilhørsforhold til Danmark". Og-
så Motzfeldt er (på landsrådets
evgen) helt indstillet på at drøfte
en hjcmmeslyreordning med
grønlandsministcriel og den dan-
ske legering, omend han — vel
lige som de fleste grønlændere —
ikke vil høre tale om en løsri-
velse fra Danmark. I det radio-
interview, der er nævnt foran,
talte han om, at man gennem en
saglig diskussion med ministeriet
finder frem til en „byrde- og op-
gavefordeling mellem regeringen
og det grønlandske landsråd".
Blot kunne man her have lyst
til at advare imod, at man som
sædvanlig lytter for meget til de
ting, ministeriet vil fremføre. Vi
må for en gangs skyld have en
grønlandsk diskussion uden at
blive manuduceret af embeds-
mænd af en ganske bestemt ad-
ministrativ observans. De udta-
lelser, præget af sikkerhed og
målbevidsthed, som Lars Emil
Johansen, John Lynge og Hans
Henrik Lynge fremsatte i TV-
avisen den 13. november har,
sammen med andre grønlandske
reaktioner, givet forhåbninger
om, at vi nu er ved at være mod-
ne til at kunne træffe en be-
slutning af meget stor række-
vidde.
Udenlandsk presse og Grønland.
Den seneste tids meningstilkende-
givelser rund om i Europa lader
ane, at man uden for lille Dan-
mark ikke er i tvivl om, at Grøn-
lands potentielle rigdomme en dag
vil kunne vende op og ned på
styrkeforholdet mellem de store
økonomiske blokke, der er under
opbygning. Noget tyder på, at
man så småt forventer, at Grøn-
land (altså uden Danmark) med
tiden vil finde sig selv integreret
i et økonomisk fællesskab, der
står i forhold til dets ressourcer
og dets problemer. Men lad det
spørgsmål ligge indtil videre. Der
bliver endda nok at tage fat på.
Brikker i en mosaik.
Det er på nuværende tidspunkt
sagt en mængde om en eventuel
grønlandsk hjemmestyreordning
og om, hvad den bør indebære.
Nogle har sagt tankevækkende
ord om beslutningsprocessen i
Grønlandspolitikken og bl. a.
hævdet, at det er så som så med
landsrådets magt og indflydelse,
når diverse forslag og sager fort-
sat må flyve frem og tilbage over
Atlanten, og når alt, der har med
penge at gøre, i realiteten enten
er helt uden for landsrådets kon-
trol eller så snævert afgrænset,
at beslutningerne bliver temme-
lig formelle. Andre, og glædelig-
vis ikke mindst yngre grønland-
ske pædagoger som AidgssiaK
Møller, Ingmar Egede m. fl., har
fra tid til anden offentliggjort
meget klart formulerede artikler
om nødvendigheden af, at den
grønlandske uddannelsesmålsæt-
ning bliver omformuleret snarest
muligt. Igen andre har været inde
på, at administrationen må gøres
mere grønlandsk og blandt andet
hævdet, at grønlandsrådets og
landsrådets sekretariater snarest
bør ansætte ikke-underdanige og
kritiske (ordet kritiske her for-
stået som personer, der ikke uden
videre siger ja og amen til de
oplæg, der kommer fra dansk
personale, men gør sig selvstæn-
dige reflektioner om tingene)
grønlandske medarbejdere; ikke
fordi de skal træffe beslutninger
(det at træffe beslutninger er jo
politikernes opgave), men fordi
mange af oplæggene for det før-
ste er for lange — ja, mange
gange fristes man til at tro, at
f. eks. grønlandsrådets medarbej-
dere skriver på sidebetaling —
og for det andet for uklart for-
mulerede og for fjerne fra den
grønlandske virkelighed.
Man kunne nævne endnu flere
gode ideer, der har været fremme,
men lad det foreløbig ligge. Dog
må det tilføjes, at mange af disse
tanker foreløbig ligger spredt som
brikker i en mosaik og venter
på at blive samlet til et sam-
menhængende hele, og det må da
blive nogens opgave, på landsrå-
dets foranledning f. eks., at be-
arbejde tankerne ud fra en syns-
vinkel, som det må være lands-
rådets opgave at afgøre. Thi det
er styrkelsen af landsrådet, vi
som grønlændere hele tiden må
have i baghovedet.
NIDELV-24 dieselmotor umiatsiaK Veritas-ilik. 31/12-72 sujorKut-
dlugo pisiarineKarpat akitoKå akigalugo tum'savarput upernåmut
1973-ime, taimåitumik erKarsautigeriaruk piårnerpåmik pisi ari u-
mavdlugo amerdlavatdlårungnaermata. umiatsiaK tamanik pileri-
gissangnik iluarusungnartunik atortoKarpoK pitsauvdlulnardlune
akikitdlunilo, ingerdlatineranut sipårutauvdluarslnauvdlune. Kiner-
dlerfigssiamik piumassaKarit åmåtaoK avdlanut katalogiuteKarpu-
gut. Danmarkime Kalåtdlit-nunånilo pisiniartitsissoKarpugut.
NIDELV-24 dieselmotorbåd med Veritas. Ved køb inden 31/12-72
leverer vi til gi. pris i foråret 1973, overvej derfor køb snarest,
da antallet er begrænset. Båden har alt, hvad hjertet kan begære
af luxus udstyr og komfort til en særdeles rimelig pris og drifts-
økonomi med maximum sikkerhed.
Rekvirer brochure evt. også på vort øvrige program,
importør for Danmark/Grønland:
SCAN BOAT MARINE A-S
Nr. Bjertvej 12—14, 6000 Kolding
Telegramadr.: Scanboat, Kolding.
11