Atuagagdliutit - 07.12.1972, Side 20

Berømmelsens bagside
„Først bliver man berømt, og så går man så grueligt meget ondt igennem".
Af ERNST PHILIPSON
Det er for ikke så længe siden
blevet sagt af en kendt mand, at
„heldigvis er det jo først efter
H. C. Andersens død, at man er
begyndt at psykoanalysere ham".
Påstanden er nu ikke helt rigtig,
selv om begrebet psykoanalyse ik-
ke var ret kendt på Andersens tid.
for allerede mens digteren leve-
de, beskæftigede man sig særde-
les indgående med hans særheder,
hans egenart, men det skal dog
indrømmes, at interessen for hans
person og hans psyke har været i
voldsom stigen efter hans død —
mere og mere, jo længere man er
kommet på afstand af ham, og
denne interesse menes endnu ikke
at have kulmineret.
På en måde er der noget util-
talende i dette. Hvis det drejede
sig om et ganske almindeligt men-
neske, et menneske der ikke med
et andersensk udtryk „står i be-
lysning", vil man kalde det for
snagen i privatlivet, men når det
gælder en person, der — som ven-
nen Edvard Collin har sagt om
Andersen „var i den videste be-
tydning en offentlig karakter —
kendt af mange, igennem sine
skrifter kendt af utallige, kendt
og miskendt", og han videre var
„en så ualmindelig personlig frem-
toning", må man vel godtage for-
skernes litterære trawl som et ud-
tryk for moderne kultus.
Vi synes, at vi véd alt om H. C.
Andersens person, hans følelsesliv
(og på dette område har han jo
selv ikke været karrig, men må-
ske heller ikke helt ærlig, med
sine oplysninger), hans forhold til
kvinderne, både dem han tilbad
på sin kejtede måde og alle de
andre „moderlige" veninder, hans
fantastiske opfattelse af alt, hvad
han så, hørte og oplevede. Men
sandt at sige er det nok kun en
meget lille inderkreds af fanati-
ske H. C. Andersen-dyrkere, der
kender noget videre til alt dette.
Da det nu engang er beskrevet,
ville der måske derfor være nogen
rimelighed i, at det hidtil udfor-
skede med en vis beskæring blev
samlet i en altomfattende populær
biografi, der kunne nå ud i vi-
dere kredse, som nok har hørt om
H. C. Andersen, ja muligvis end-
og véd, at han hed Hans Christian
til fornavn, men som næppe ken-
der mere hverken til eller om eller
af ham, end et par skolebogs-
sider omtale af „Mit Livs Even-
tyr" og den halve snes eventyr,
som de fleste kan remse op.
Det er reversen af medaljen, at
berømtheden må stå skoleret for
enhver, der føler sig kaldet til at
beskæftige sig med ham. I så hen-
seende er H. C. Andersen nok den
forfatter, det er gået hårdest ud
over. Ikke mindst, fordi også ama-
tører er faldet for fristelsen til at
kulegrave hans liv og levned. Her-
om kan man allerede læse i hans
dagbøger, i „Mit Livs Eventyr" og
atter og atter i hans utroligt om-
fattende korrespondance med bå-
de venner og veninder. I tiden
efter hans død og i de kommende
— mange? — år vælder rapporter-
ne frem fra de mange forskere,
enten det nu er afhandlinger på
et højt litterært plan eller medi-
cinske dissektions-journaler. Dem
er der også et par stykker af.
Det gælder i det hele taget om
H. C. Andersen-forskningen, at
man ligefrem konkurrerer om at
finde nye og ukendte detaljer,
fremsætte mere eller mindre
spidsfindige udlægninger af digte-
rens psyke og skrifter — og sand-
synliggøre teser om, at denne eller
hin af Andersens kolossale be-
kendtskabskreds har siddet model
til figurer i eventyr og romaner.
Hvad vor fornemste H. C. Ander-
sen-forsker, fhv. overbibliotekar,
dr. phil. H. Topsøe-Jensen, angår,
da tør man roligt lide på, hvad
han skriver. Intet er her over-
ladt til tilfældet, alt er vel gen-
nemtænkt og grundigt underbyg-
get med solide kendsgerninger.
Dette gælder naturligvis også an-
dre alvorlige videnskabsmænd —
men der findes desværre skriben-
ter, hvis betragtninger kan være
for let underbyggede, for fantasi-
fuldt udspekulerede eller som
endda helt mangler jordforbindel-
se.
En af de virkeligt betydnings-
fulde studier over H. C. Andersen
er psykiateren, dr. med. Hjalmar
Helwegs bog fra 1927 „H. C. An-
dersen. En psykiatrisk Studie",
hvor man i forordet læser: „Jeg
véd vel, at der findes mennesker,
for hvem slige indgående under-
søgelser af storheders sjæleliv er
en pestilens ... Hertil er to ting
at sige ... For det første nemlig,
at H. C. Andersen ingenlunde øn-
skede, at efterverdenen kun skul-
le kende ham gennem hans vær-
ker ... For det andet er at sige,
at hensigten med slige undersø-
gelser ikke bør være... at vise
helten i slåbrok og tøfler til for-
nøjelse for et nyfigent sladrepub-
likum".
Nej vel? Men hvorfor så i det
hele taget dissekere digterens sjæ-
leliv og følelsesliv? — Det er en
kendt sag, at man tit skuffes, når
man træffer en forfatter, hvsi bø-
ger man har været betaget af, og
så opdager, at han er helt ander-
ledes, end man forestillede sig.
Underforstået: Meget ringere end
det billede, man dannede sig ved
læsningen af hans værker.
Det er muligvis rigtigt, at H. C.
Andersen ønskede, at efterverde-
nen skulle kende mere til ham
end blot hans værker, men det
er vel tvivlsomt, om han just øn-
skede sig klædt af for offentlighe-
dens øjne som kejseren i even-
tyret.
Det hører også med til berøm-
melsens bagside, at de mange. H.
C. Andersen kom i berøring med
— ja, selv dem, hans moder tjente
hos før han blev født — vendes og
drejes i forskernes afslørende pro-
jektørlys og mikroskopernes med
videnskabelig akkuratesse. Det er
selvfølgelig udmærket, vi er ble-
vet informeret om, at H. C. An-
dersen i sin fattigste periode i Kø-
benhavn boede hos madam Thor-
gesen i Ulkegade (nu Bremer-
holm), men til hvad nytte optræv-
Lokale blikkenslagere
eller rørlæggere
søges til Julianehåb. Værelse
kan anvises. Tiltrædelse hur-
tigst muligt.
Rørlæggermester
ALLAN OLESEN
Julianehåb
1 COMPACT affaldsbox til hjem og storkokken. Sammenpresser
affald (incl. dåser/flasker) til under 1/4 volumen. Forlang
brochure.

Isiiiisl!

■■■il
lllllillillll

an IB
illiii

[liiiiihiu
ilBlilMiliM

ij;;.
il
:
li Irtfiiil

É? i

Det transportable el-værk

ED 250 /E 300
E 800
Ingnatdla-
gialiorfik
angatdlåta-
gaK
SarfagssaileKivit-
HON DAgssai leKi vit
EG 1500 E
E 4000
Type
ED 250
Jævnstrøm
E 300 E 800
Veksel-jævnstrøm
ED 1000
Jævnstrøm
EG 1500 E
Vekselstrøm
E 2500 E 4000
Vekselstrøm - Jævnstrøm
Spænding
6 V
12 V
24 V
220 V
12 V
220 V
12 V
12 V
24 V
220 V
220 V
12 V 24 V
220 V
12V 24V
Ydelse
9
AMP
14,5
AMP
9
AMP
300 W
8 AMP
800 W
8 AMP
40 AMP
1500 W
2500 W
4000 W
4,2 AMP
8,3 AMP
Frequenz
50 Hz ± 1,5 %
50 Hz ±1,5%
50 Hz ±1,5%
50 Hz ±1,5%
50 Hz ±1,5%
Tankindhold
2 Itr.
2 Itr.
2 Itr.
3 Itr.
3 Itr.
9 Itr.
13 Itr.
Benzinforbrug
0,4 Itr./time
0,4 Itr./time
0,6 Itr./time
1,2 Itr./time
1,2 Itr./tme
1,8 Itr./time
Dieselolie ca.
2 Itr. pr. time
Vægt
18,5 kg
18,5 kg
35 kg
45 kg
40 kg
79 kg
187 kg
Er De i strømnød -
er De i HONDAnød.
Generalagent:
Tingleff & Mathiassen A/s
STRANDGADE 44 . 1401 KØBENHAVN K . TELEFON (01 27) ASTA 765
Autoriseret lagerforende forhandler af HONDA el-værker, stationære motorer og påhængsmotorer.
TAGE SCHJØTT ■ NARSSAK
NOTA-BENE ■ GODTHÅB.

les hendes liv med oplysninger
om hendes afdøde mand, der dog
ikke spillede anden rolle i digte-
rens liv, end at hans billede hang
i madammens dagligstue og gav
Andersen anledning til at fortælle
en naiv og meget sød historie om,
hvorledes han smurte sine egne
tårer på billedets øjne for at den
afdøde kunne formilde sin penge-
griske kone, der krævede for me-
get for kost og logi. Det er na-
turligvis her som i mangfoldige
andre tilfælde miljøet omkring
digteren, der skal ridses op, men
i virkeligheden fortæller det os
intet om mandens liv, og dermed
kan det kun være af interesse for
den dybdeborende videnskab. Ik-
ke for os andre.
Lige så lidt kan det fængsle den
almindelige læser, hvorfor An-
dersen skerv dette eller hint. Der
findes spidsfindige forklaringer på
snart sagt alt, hvad Andersen har
begået af eventyr og historier. I
den ene historie har han villet
hævde sig overfor familien Collin,
i den anden har han (måske) skil-
dret vennen Edvard Collin, nem-
lig i „Skyggen". „Den lille Hav-
frue" siger man handler om sam-
me Edvard Collin og Andersen
selv. Det er tabet af vennen Ed-
vard, da han giftede sig, som An-
dersen har skildret med sig selv i
havfruens lignelse. Meget subtilt
og romantisk, men uden større
interesse for den almindelige læ-
ser.
Lige så illusionsforstyrrende det
kan være at opleve den forfatter,
hvis værk(er) man beundrer, lige
så ødelæggende er det for læseren
af H. C. Andersens eventyr at
skulle lade halvdelen af sin hjerne
tumle med den formodede dybere
mening med en historie, samtidigt
med at den anden halvdel af cel-
lerne indsuger og nyder den dej-
lige historie. Man forstyrres sim-
pelthen og får ikke glæde af hver-
ken det ene eller det andet.
Når en mand når op på de tin-
der, som H. C. Andersen nåede,
kan det naturligvis ikke undgås,
at alle udtaler sig om hans værker
— ham selv og hans udseende —■
Der foreligger således en uende-
lighed af beskrivelser af, hvordan
andre opfattede hans ydre — lige
fra hans ungdom og til de senere
år, hvor ældgamle damer og ditto
herrer har kunnet lufte deres me-
ning om en mand, som de traf i
deres tidligste barndom — An-
dersen døde jo i 1875 — men nu
alligevel med påfaldende god hu-
kommelse kan skildre. Det er nem-
lig også berømmelsens bagside, at
alle søger at få et strejf af berøm-
melsens sol, og det søger man nu
at få ved at gengive personlige
oplevelser, selv om de ikke virker
flatterende. Een siger i et inter-
view, at „de fleste fandt, at han
nærmest var utilregnelig", en an-
den på 87 år, husker tydelig, „hvil-
ket frygteligt indtryk han gjorde
på mig. Han var en lang person
med nogle arme, som dinglede
ned til knæene, med lange, gule
tænder, der hng ham ud af mun-
den, og med hænder så store som
tallerkener ...“
Har man nået en vis berømmel-
se, bliver man før eller senere
hædret med en statue. Andersen
har fået mange og flere udmær-
kede. Men den sidste er dog en
uhæderlig undtagelse. Måske hal
De slet ikke opdaget den endnu,
men den står på „hjørnet" af
Rådhuspladsen og H. C. Ander-
sens Boulevard: En krukket skab-
ning midt i byens larm. På grund
af sin placering trækker den nok
flere turister til sig end den gam-
meldags hyggelige i Rosenbol g
have.
Stakkels Andersen, at d e t også
skulle overgå ham, der skænkede
os alle så megen skønhed!
20