Atuagagdliutit - 16.10.1975, Blaðsíða 24

nunarput uvdlumikut — kalåtdlimit issigalugo . Grønland i dag — set af en grønlænder . nunarput uvdlurmkut — kalåtdlimit issig
Grønlænderne - en svag og splittet
underklasse i deres eget samfund
AngmalortoK Olsens anden debatartikel om Grøn-
land
Kære læser:
Sidste gang fik du sikkert det ind-
tryk, at det hele var ad H .... til
i Grønland. Læs det igen og se, at
der er adskillige vigtige materielle
forbedringer. Det er da også be-
visligt, at levestandarden generelt
er gået op, og at man paradoksalt
nok af luksusforbruget kan få det
indtryk, at her er en reel penge-
rigelighed.
Der vil altid blandt en gruppe
mennesker og i ethvert samfund
være dem, der p.g.a. flid, uddan-
nelse og evner klarer sig bedre
end den „generne hob“, og de vil
naturligvis rage tydeligt op og ta-
ges som eksempel på „udviklin-
gens" gode resultat. Der findes na-
turligvis også heroppe og gudske-
lov for det. Men det er bare så
sørgeligt, få, der virkelig „når til
tops" trods 20 års forceret udvik-
ling. Vi har ingen reel „professio-
nel" klasse — hele mellemtekni-
kergruppen mangler, og der er in-
gen bevidst aktivitet for at skabe
den, selvom det er den, vi savner
hårdest. Desuden er der det uhyg-
gelige ved ethvert kolonisamfund
(erfaringerne er utallige fra tidli-
gere kolonisamfund fra andre
himmelstrøg), at de, der „når til
tops", for de flestes vedkommende,
vil være meget stærkt, ja ubrøde-
ligt knyttet til koloniherrerne, og
til hver en tid vil søge at sikre de-
res position ved denne tingenes
tilstand, og det kan være både
bevidst og ubevidst.
Gudskelov er der en stor del
unge, der nu prøver at tage kri-
tisk og selvstændig stilling til vore
problemer, og som vi alle håber
på også vil have evne og vilje til
at tage opgaverne op. Også de er
jo et resultat af udviklingen, og
også her følger vi det traditionelle
udviklingsmønster fra kolonilan-
dene.
ET PILSKÆVT SAMFUND
For at forstå problemerne og de
symptomer, som jeg nævnte i tid-
ligere indlæg, er det måske en ide
at prøve på at konkretisere pro-
blemerne. Men eftersom det er in-
dividets tilværelse i samfundet, vi
prøver at forstå, og individet altid
fokuserer sine mellemmenneskeli-
ge problemer som et „mig og mit"
mod „den og deres", er det nød-
vendigt, at vi prøver på at se på
vores samfunds to distinkt for-
skellige befolkningsgrupper, den
grønlandske og den danske. Blot
må jeg på forhånd sige, at det ikke
er et forsøg på at hvidvaske grøn-
lænderen og kun sværte danske-
ren til. Grønlændere er ved gud
ikke alle engle, de er som folk
er flest, og det kan ganske givet
være forbasket svært at være
dansker heroppe, at blive tvunget
til at spille en bunden rolle i et
pilskævt samfund, som man ikke
har en reel forudsætning for at
forstå til bunds.
Jeg har sagt, at den grønlandske
befolkning udgør en svag og split-
tet underklasse i sit eget samfund.
Enhver almindelig oplyst person
i Danmark vil uden at have en
universitetsgrad kunne forstå, at
når man i århundreder har haft et
samfund, der hviler på naturalie-
økonomi, ja, så har man ikke i
selve samfundsstrukturen indbyg-
get mekanismer, der automatisk
vil gøre individerne optimalt kon-
kurrencedygtige, når man udefra
gennemfører en entern teknisk og
samfundsstrukturel udvikling, der
indebærer en stor indvandring af
danske. Sprogligt og uddannelses-
mæssigt er man uhyrligt handi-
cappet overfor danske administra-
torer og ledere samt private dan-
ske, der nedsætter sig heroppe,
idet også disse danske hverken har
tid eller lyst til at lære fra sig.
(„Jeg er sgu’ ansat til at klare en
bestemt opgave, og der står ikke
en disse i min kontrakt om, at jeg
skal undervise"). Det vil sige, at
man lige fra begyndelsen af ud-
viklingen tildels er tvunget over i
tilskuerens rolle, og den manglen-
de deltagelse har som biresultat,
at den grønlandske befolkning ik-
ke i optimal grad kan deltage i
indtjeningen, og som følge deraf
ikke kan skabe den nødvendige
investeringskapital til egen øko-
nomisk indsats. Og naturligvis har
de eksisterende forskelslønninger
mellem danske og grønlændere en
stor andel i meseren.
„DUER IKKE"
En ting er, at man overordnet po-
litisk og administrativt lægger
visse udviklingsmålsætninger op,
men det er i den daglige eksistens,
i arbejdshverdagen, at individet
mærker, at „hans sprog duer ikke
— hans adfærdsnormer og ar-
bejds- og erhvervssædvaner duer
ikke".
Når man ustandselig kommer til
kort i hverdagen, kan det ikke un-
dre, at der udvikles en frustration,
en animositet, en mindreværdsfø-
lelse, en total mistilpasning i dette
nye samfund, som uvægerligt gi-
ver sig udslag i allehånde triste
symptomer, der med taknemme-
lighed gribes af alle til at genera-
lisere, at „sådan er de“.
Det er desværre ikke alene på
arbejdspladsen, at individet lider
de store nederlag. Hvordan ville
du, læser, føle det, når dine børn
kommer til dig med en skolebog,
hvis indhold du ikke kan forstå en
kæft af, og beder dig om lidt
hjælp? Du må hver gang give for-
tabt. Hvor mange gange tror du,
at du skal give fortabt, før dine
børn holder op med at komme til
dig, fordi de opgiver dig som håb-
løs? Hvad skal du sige til dit barn,
som du med glæde lige har taget
imod ved hendes eller hans hjem-
komst fra Danmarksophold hos en
venlig og velhavende familie i en
„venskabsby" i Danmark, når han
eller hun, efter at have fortalt
hvor godt de egentlig havde haft
det, med barnlig ligefremhed be-
gynder at kritisere de noget mere
ydmyge hjemlige forhold?
Den skærende ironi i den grøn-
landske arbejdshverdag er, uanset
om arbejdspladsen er en fabrik,
byggeplads eller en skole at den
højtlønnede danske ofte ikke kan
fungere medmindre han har en
lavtlønnet efter sigende mindre
kvalificeret grønlænder til at
hjælpe sig i det fremmede ar-
bejdsmiljø. Det vil sige, at grøn-
lænderen skal klare både sin egen
opgave og en del af danskerens
også. Kære uhildede læser —
hvem er i disse situationer den
mest „kvalificerede" til at klare
opgaverne? Selvfølgelig giver det
surhed hos den ene og hos den an-
den en dårlig samvittighed, der
ved sin undertrykkelse giver sig
udslag i forstærket krav om „da-
nificering" og „normalisering" af
den grønlandske hverdag. „Det
kaudervælsk er jo ikke til at lære
for hvide men’sker — ik’å"?
Det vil altså sige, at vi både te-
oretisk og i den praktiske hverdag
må konstatere den manglende ud-
dannelse hos grønlænderne.
DANSK UDDANNELSESSYSTEM
Man prøver også af al magt at af-
hjælpe det. Men her er man faldet
i den modsatte grøft, idet man
åbenbart tror, at det er lettere for
grønlænderen at lære dansk, da
hele uddannelsessystemet er lagt
an på dansk. Hvis nogen proteste-
rer, hiver man det smukke „lig-
hedsprincip" frem og siger, at man
ikke inden for et rige kan have
uddannelsessystemer af forskellig
godhed — at grønlandske børn
skal have en ligeså god mulighed
senere hen for at kunne klare sig
i Jylland, på Bornholm eller Sjæl-
land.
Det lyder også vældig godt. Men
sig mig, læser, hvad ville du sige
til, hvis uddannelsessystemet i
Danmark blev lagt om til, at dine
børn skal kunne klare sig ligså
godt som japanerne i Japan, ame-
rikaneren i Amerika, eller nok så
ydmygt som grønlænderen i Grøn-
land?
Du ville nok sige — „Hov—hov.
Videreuddannelsen i Danmark må
da først og fremmest lægges an på,
at barnet skal klare sig godt i det
hjemlige samfund og miljø.
Så vil der være nogen, der si-
ger: Ja, men der er ikke tilstræk-
keligt med uddannede grønlandsk-
sprogede lærere. Derfor bliver vi
nødt til at have udsendt danske
lærere, selv om vi ved, at de p.g.a.
ukendskab til sprog m.v. ikke er
fuldt effektive. For at få dem til
at komme er vi nødt til at give
dem præmie i lønnen og evt. an-
dre goder.
Så må det da være forståeligt,
at vi siger: Kære venner — vi
skriver nu år 1975 og problemet
har eksisteret siden 1953 og før.
Når I er parat til at acceptere
„mindre effektive" lig reelt „min-
dre kvalificerede" lærerkræfter og
ovenikøbet er parat til at give en
præmiering økonomisk for at få
en tilstrækkelig tilgang, hvorfor
har man så ikke for længst gjort
noget effektivt for at få en til-
strækkelig rekruttering til den
grønlandske lærergerning, f. eks.
ved at „præmiere", ved at gøre
gerningen økonomisk tillokkende?
Samtidig ville vi have fået en
„mere effektiv" lig „bedre kvali-
ficeret" lærerstab, og som præmie
oveni en mere harmonisk og for
eleverne og forældrene mere men-
neskelig skole.
ATTENTAT MOD
SPROG OG KULTUR
Så vil de næste komme stormende
med den indvending, at der ikke
eksisterer brugelige grønlandsk-
sprogede skolebøger. Dertil kan vi
kun sige, at slagsmålet om udgi-
velse af skolebøger allerede star-
tede i 30’ernes grønlandske skole,
hvor man fra de danske autorite-
ter begyndte at bremse for grøn-
landske skolebogsudgivelser. Hvis
det dengang har været et økono-
misk spørgsmål, er problemet i
dag endnu større, og samtidig er
mængden af nødvendigt skolema-
teriel forståeligt nok blevet endnu
større. Denne diskussion kan fort-
sætte i det uendelige. Men vi er
dog heroppe efterhånden blevet
klar over, at daniseringsbestræ-
belserne, investeringspolitikken
allerede blev grundlagt lang tid
før 1953. Det nytter intet, at dan-
ske myndigheder slår forfærdet
ud med hænderne og forsikrer, at
man ikke kunne drømme om at
gøre et attentat på grønlandsk
sprog og kultur. Tror man da, at
vi er helt åndsvage?
Hvilket menneske vil nogensin-
de tro på at man i en situation
hvor:
1. Skolesprog og skolesystem er
dansk
2. Administrationssproget er
dansk
3. Arbejdspladsernes sprog er
dansk
4. Retsvæsenets og politiets
sprog er dansk
5. Intertainmetssektorens og re-
staurationernes sprog er
dansk
6. Handelens og butikkernes
sprog er dansk og grønlandsk
og hvad grønlandsk er blevet
reduceret til at være en
„hjemmeforeteelse", kan få
det grønlandske til at overle-
ve i bare 20 år endnu?
POLITIKERNES STILLING
Det er meget forståeligt, hvis
læseren nu siger: Jamen, vi har
da altid hørt og læst, at de grøn-
landske politiske instanser delta-
ger i beslutningsprocesserne og
selv har ønsket denne udvikling.
Men tænk en gang på jeres egne
politiske instanser, både dem i
folketinget og i kommuner og am-
ter. Jeres politiske partier er så
store, at de i deres rækker har
folk, der kan betragtes som spe-
cialister inden for enhver sam-
fundsfunktion og i tekniske
spørgsmål. Alligevel klager de
over, at teknokrater og admini-
stratorer stiller tingene op på en
sådan måde, at de er uden reel
indsigelsesmulighed og bare har
at sige ja. Hvis de i arrigskab bare
siger nej bliver de omgående kørt
til vægt af eksperterne. De klager
over bare at være „gidsler".
Hvordan tror du, læser, at de
få grønlandske politikere har det?
De er ikke organiseret i partier,
og hver mand, med naturnødven-
digt langt mindre erfaringsmate-
riale end de danske politikere, må
forsøge at spænde over alle tan-
genter, samfundsmæssige som
tekniske, for de er i sidste ende
sat mod akkurat de samme eks-
pertgrupper som jeres politikere.
Samtidig er de sat op imod jeres
durkdrevne politikere i massevis
af forhandlingssituationer. Hvor
store muligheder tror du de har
for at udøve reel og ikke bare
symbolsk indflydelse?
Og det er da naturligvis også
blevet sædvane hos danske politi-
kere og administratorer, at man
bare „kører" de forskellige beslut-
ninger igennem de grønlandske
politiske instanser, uanset om dis-
se instanser har mandat til det
eller ej, og hvis nogen andre se-
nere laver vrøvl, råber man in-
digneret, at det var da noget, som
de grønlandske politikere selv øn-
skede, se dog på den og den ved-
tagelse. Og mange grønlandske
politikere vil gudhjælpe mig, selv
om sagligheden er så tynd, at den
næsten ikke er til at få øje på, og
det sker af ren og skær selvop-
holdelsesdrift, holde med den og
alvorsfuldt erklære, at de har
skam tænkt sig vældig godt om,
for de er da i stand til at tænke
selv.
Når det så sker, at man i al
stilhed forbereder store ting, så
kan det da ske, at man næsten
ikke når at få selv den symbolske
godkendelse, og så kan det da vir-
kelig godt ske, at andre og mere
livsnære samfundsinstanser i
Grønland ikke når at blive infor-
meret. Det har man da de sidste
gange været så realistiske at med-
dele roligt og køligt, at det havde
man da bare glemt.
Alle samfund skal jo betale de-
res lærepenge.
Angmal ortOK Olsen.
Briller - issarusat
Vi har åbnet en ny grønlandsafdeling for briller. Skriv til
os, og vi sender omgående store farvefotos af de sidste nye
brillestel. Vi yder 10 “/o rabat.
Med åbning af den nye grønlandsafdeling er vi i stand
til at ekspedere ordrene omgående.
OPTJCA
Østerport, 7430 Ikast.
Der går en dygtig mand — han har lært 20 grønlændere at tale dansk.
De 20 grønlændere har derimod ikke kunnet lære ham at tale grønlandsk.
auna angut plkorigsoK kalåtdlime 20-t Kavdlunåtut oKalugtalersipai —■
kalåtdlitdle 20-t kalåtdlisut ilikartingitsbrpaåt.
24