Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 16.10.1975, Side 24

Atuagagdliutit - 16.10.1975, Side 24
nunarput uvdlumikut — kalåtdlimit issigalugo . Grønland i dag — set af en grønlænder . nunarput uvdlurmkut — kalåtdlimit issig Grønlænderne - en svag og splittet underklasse i deres eget samfund AngmalortoK Olsens anden debatartikel om Grøn- land Kære læser: Sidste gang fik du sikkert det ind- tryk, at det hele var ad H .... til i Grønland. Læs det igen og se, at der er adskillige vigtige materielle forbedringer. Det er da også be- visligt, at levestandarden generelt er gået op, og at man paradoksalt nok af luksusforbruget kan få det indtryk, at her er en reel penge- rigelighed. Der vil altid blandt en gruppe mennesker og i ethvert samfund være dem, der p.g.a. flid, uddan- nelse og evner klarer sig bedre end den „generne hob“, og de vil naturligvis rage tydeligt op og ta- ges som eksempel på „udviklin- gens" gode resultat. Der findes na- turligvis også heroppe og gudske- lov for det. Men det er bare så sørgeligt, få, der virkelig „når til tops" trods 20 års forceret udvik- ling. Vi har ingen reel „professio- nel" klasse — hele mellemtekni- kergruppen mangler, og der er in- gen bevidst aktivitet for at skabe den, selvom det er den, vi savner hårdest. Desuden er der det uhyg- gelige ved ethvert kolonisamfund (erfaringerne er utallige fra tidli- gere kolonisamfund fra andre himmelstrøg), at de, der „når til tops", for de flestes vedkommende, vil være meget stærkt, ja ubrøde- ligt knyttet til koloniherrerne, og til hver en tid vil søge at sikre de- res position ved denne tingenes tilstand, og det kan være både bevidst og ubevidst. Gudskelov er der en stor del unge, der nu prøver at tage kri- tisk og selvstændig stilling til vore problemer, og som vi alle håber på også vil have evne og vilje til at tage opgaverne op. Også de er jo et resultat af udviklingen, og også her følger vi det traditionelle udviklingsmønster fra kolonilan- dene. ET PILSKÆVT SAMFUND For at forstå problemerne og de symptomer, som jeg nævnte i tid- ligere indlæg, er det måske en ide at prøve på at konkretisere pro- blemerne. Men eftersom det er in- dividets tilværelse i samfundet, vi prøver at forstå, og individet altid fokuserer sine mellemmenneskeli- ge problemer som et „mig og mit" mod „den og deres", er det nød- vendigt, at vi prøver på at se på vores samfunds to distinkt for- skellige befolkningsgrupper, den grønlandske og den danske. Blot må jeg på forhånd sige, at det ikke er et forsøg på at hvidvaske grøn- lænderen og kun sværte danske- ren til. Grønlændere er ved gud ikke alle engle, de er som folk er flest, og det kan ganske givet være forbasket svært at være dansker heroppe, at blive tvunget til at spille en bunden rolle i et pilskævt samfund, som man ikke har en reel forudsætning for at forstå til bunds. Jeg har sagt, at den grønlandske befolkning udgør en svag og split- tet underklasse i sit eget samfund. Enhver almindelig oplyst person i Danmark vil uden at have en universitetsgrad kunne forstå, at når man i århundreder har haft et samfund, der hviler på naturalie- økonomi, ja, så har man ikke i selve samfundsstrukturen indbyg- get mekanismer, der automatisk vil gøre individerne optimalt kon- kurrencedygtige, når man udefra gennemfører en entern teknisk og samfundsstrukturel udvikling, der indebærer en stor indvandring af danske. Sprogligt og uddannelses- mæssigt er man uhyrligt handi- cappet overfor danske administra- torer og ledere samt private dan- ske, der nedsætter sig heroppe, idet også disse danske hverken har tid eller lyst til at lære fra sig. („Jeg er sgu’ ansat til at klare en bestemt opgave, og der står ikke en disse i min kontrakt om, at jeg skal undervise"). Det vil sige, at man lige fra begyndelsen af ud- viklingen tildels er tvunget over i tilskuerens rolle, og den manglen- de deltagelse har som biresultat, at den grønlandske befolkning ik- ke i optimal grad kan deltage i indtjeningen, og som følge deraf ikke kan skabe den nødvendige investeringskapital til egen øko- nomisk indsats. Og naturligvis har de eksisterende forskelslønninger mellem danske og grønlændere en stor andel i meseren. „DUER IKKE" En ting er, at man overordnet po- litisk og administrativt lægger visse udviklingsmålsætninger op, men det er i den daglige eksistens, i arbejdshverdagen, at individet mærker, at „hans sprog duer ikke — hans adfærdsnormer og ar- bejds- og erhvervssædvaner duer ikke". Når man ustandselig kommer til kort i hverdagen, kan det ikke un- dre, at der udvikles en frustration, en animositet, en mindreværdsfø- lelse, en total mistilpasning i dette nye samfund, som uvægerligt gi- ver sig udslag i allehånde triste symptomer, der med taknemme- lighed gribes af alle til at genera- lisere, at „sådan er de“. Det er desværre ikke alene på arbejdspladsen, at individet lider de store nederlag. Hvordan ville du, læser, føle det, når dine børn kommer til dig med en skolebog, hvis indhold du ikke kan forstå en kæft af, og beder dig om lidt hjælp? Du må hver gang give for- tabt. Hvor mange gange tror du, at du skal give fortabt, før dine børn holder op med at komme til dig, fordi de opgiver dig som håb- løs? Hvad skal du sige til dit barn, som du med glæde lige har taget imod ved hendes eller hans hjem- komst fra Danmarksophold hos en venlig og velhavende familie i en „venskabsby" i Danmark, når han eller hun, efter at have fortalt hvor godt de egentlig havde haft det, med barnlig ligefremhed be- gynder at kritisere de noget mere ydmyge hjemlige forhold? Den skærende ironi i den grøn- landske arbejdshverdag er, uanset om arbejdspladsen er en fabrik, byggeplads eller en skole at den højtlønnede danske ofte ikke kan fungere medmindre han har en lavtlønnet efter sigende mindre kvalificeret grønlænder til at hjælpe sig i det fremmede ar- bejdsmiljø. Det vil sige, at grøn- lænderen skal klare både sin egen opgave og en del af danskerens også. Kære uhildede læser — hvem er i disse situationer den mest „kvalificerede" til at klare opgaverne? Selvfølgelig giver det surhed hos den ene og hos den an- den en dårlig samvittighed, der ved sin undertrykkelse giver sig udslag i forstærket krav om „da- nificering" og „normalisering" af den grønlandske hverdag. „Det kaudervælsk er jo ikke til at lære for hvide men’sker — ik’å"? Det vil altså sige, at vi både te- oretisk og i den praktiske hverdag må konstatere den manglende ud- dannelse hos grønlænderne. DANSK UDDANNELSESSYSTEM Man prøver også af al magt at af- hjælpe det. Men her er man faldet i den modsatte grøft, idet man åbenbart tror, at det er lettere for grønlænderen at lære dansk, da hele uddannelsessystemet er lagt an på dansk. Hvis nogen proteste- rer, hiver man det smukke „lig- hedsprincip" frem og siger, at man ikke inden for et rige kan have uddannelsessystemer af forskellig godhed — at grønlandske børn skal have en ligeså god mulighed senere hen for at kunne klare sig i Jylland, på Bornholm eller Sjæl- land. Det lyder også vældig godt. Men sig mig, læser, hvad ville du sige til, hvis uddannelsessystemet i Danmark blev lagt om til, at dine børn skal kunne klare sig ligså godt som japanerne i Japan, ame- rikaneren i Amerika, eller nok så ydmygt som grønlænderen i Grøn- land? Du ville nok sige — „Hov—hov. Videreuddannelsen i Danmark må da først og fremmest lægges an på, at barnet skal klare sig godt i det hjemlige samfund og miljø. Så vil der være nogen, der si- ger: Ja, men der er ikke tilstræk- keligt med uddannede grønlandsk- sprogede lærere. Derfor bliver vi nødt til at have udsendt danske lærere, selv om vi ved, at de p.g.a. ukendskab til sprog m.v. ikke er fuldt effektive. For at få dem til at komme er vi nødt til at give dem præmie i lønnen og evt. an- dre goder. Så må det da være forståeligt, at vi siger: Kære venner — vi skriver nu år 1975 og problemet har eksisteret siden 1953 og før. Når I er parat til at acceptere „mindre effektive" lig reelt „min- dre kvalificerede" lærerkræfter og ovenikøbet er parat til at give en præmiering økonomisk for at få en tilstrækkelig tilgang, hvorfor har man så ikke for længst gjort noget effektivt for at få en til- strækkelig rekruttering til den grønlandske lærergerning, f. eks. ved at „præmiere", ved at gøre gerningen økonomisk tillokkende? Samtidig ville vi have fået en „mere effektiv" lig „bedre kvali- ficeret" lærerstab, og som præmie oveni en mere harmonisk og for eleverne og forældrene mere men- neskelig skole. ATTENTAT MOD SPROG OG KULTUR Så vil de næste komme stormende med den indvending, at der ikke eksisterer brugelige grønlandsk- sprogede skolebøger. Dertil kan vi kun sige, at slagsmålet om udgi- velse af skolebøger allerede star- tede i 30’ernes grønlandske skole, hvor man fra de danske autorite- ter begyndte at bremse for grøn- landske skolebogsudgivelser. Hvis det dengang har været et økono- misk spørgsmål, er problemet i dag endnu større, og samtidig er mængden af nødvendigt skolema- teriel forståeligt nok blevet endnu større. Denne diskussion kan fort- sætte i det uendelige. Men vi er dog heroppe efterhånden blevet klar over, at daniseringsbestræ- belserne, investeringspolitikken allerede blev grundlagt lang tid før 1953. Det nytter intet, at dan- ske myndigheder slår forfærdet ud med hænderne og forsikrer, at man ikke kunne drømme om at gøre et attentat på grønlandsk sprog og kultur. Tror man da, at vi er helt åndsvage? Hvilket menneske vil nogensin- de tro på at man i en situation hvor: 1. Skolesprog og skolesystem er dansk 2. Administrationssproget er dansk 3. Arbejdspladsernes sprog er dansk 4. Retsvæsenets og politiets sprog er dansk 5. Intertainmetssektorens og re- staurationernes sprog er dansk 6. Handelens og butikkernes sprog er dansk og grønlandsk og hvad grønlandsk er blevet reduceret til at være en „hjemmeforeteelse", kan få det grønlandske til at overle- ve i bare 20 år endnu? POLITIKERNES STILLING Det er meget forståeligt, hvis læseren nu siger: Jamen, vi har da altid hørt og læst, at de grøn- landske politiske instanser delta- ger i beslutningsprocesserne og selv har ønsket denne udvikling. Men tænk en gang på jeres egne politiske instanser, både dem i folketinget og i kommuner og am- ter. Jeres politiske partier er så store, at de i deres rækker har folk, der kan betragtes som spe- cialister inden for enhver sam- fundsfunktion og i tekniske spørgsmål. Alligevel klager de over, at teknokrater og admini- stratorer stiller tingene op på en sådan måde, at de er uden reel indsigelsesmulighed og bare har at sige ja. Hvis de i arrigskab bare siger nej bliver de omgående kørt til vægt af eksperterne. De klager over bare at være „gidsler". Hvordan tror du, læser, at de få grønlandske politikere har det? De er ikke organiseret i partier, og hver mand, med naturnødven- digt langt mindre erfaringsmate- riale end de danske politikere, må forsøge at spænde over alle tan- genter, samfundsmæssige som tekniske, for de er i sidste ende sat mod akkurat de samme eks- pertgrupper som jeres politikere. Samtidig er de sat op imod jeres durkdrevne politikere i massevis af forhandlingssituationer. Hvor store muligheder tror du de har for at udøve reel og ikke bare symbolsk indflydelse? Og det er da naturligvis også blevet sædvane hos danske politi- kere og administratorer, at man bare „kører" de forskellige beslut- ninger igennem de grønlandske politiske instanser, uanset om dis- se instanser har mandat til det eller ej, og hvis nogen andre se- nere laver vrøvl, råber man in- digneret, at det var da noget, som de grønlandske politikere selv øn- skede, se dog på den og den ved- tagelse. Og mange grønlandske politikere vil gudhjælpe mig, selv om sagligheden er så tynd, at den næsten ikke er til at få øje på, og det sker af ren og skær selvop- holdelsesdrift, holde med den og alvorsfuldt erklære, at de har skam tænkt sig vældig godt om, for de er da i stand til at tænke selv. Når det så sker, at man i al stilhed forbereder store ting, så kan det da ske, at man næsten ikke når at få selv den symbolske godkendelse, og så kan det da vir- kelig godt ske, at andre og mere livsnære samfundsinstanser i Grønland ikke når at blive infor- meret. Det har man da de sidste gange været så realistiske at med- dele roligt og køligt, at det havde man da bare glemt. Alle samfund skal jo betale de- res lærepenge. Angmal ortOK Olsen. Briller - issarusat Vi har åbnet en ny grønlandsafdeling for briller. Skriv til os, og vi sender omgående store farvefotos af de sidste nye brillestel. Vi yder 10 “/o rabat. Med åbning af den nye grønlandsafdeling er vi i stand til at ekspedere ordrene omgående. OPTJCA Østerport, 7430 Ikast. Der går en dygtig mand — han har lært 20 grønlændere at tale dansk. De 20 grønlændere har derimod ikke kunnet lære ham at tale grønlandsk. auna angut plkorigsoK kalåtdlime 20-t Kavdlunåtut oKalugtalersipai —■ kalåtdlitdle 20-t kalåtdlisut ilikartingitsbrpaåt. 24

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.