Atuagagdliutit - 29.05.1980, Blaðsíða 6

AG
På besøg i
klapmydsens
land
Storisen spiller en vigtig rolle for Grønlands syd-
ligste by med en venlig befolkning
Tekst og foto: Jørgen Fleischer
En af Grønlands kæreste sange
handler om storisen. Landets sto-
re digter Henrik Lund har i denne
sang fastholdt stemningen ved
storisens komme. Den bringer
mad, sæler. Glæden tændes hos
sydlændingen, når man ser det
hvide skær af storisen. Henrik
Lund fødtes i vor sydligste by for
mere end 100 år siden. Meget har
forandret sig siden. Fra et hile
»anlæg«, lille koloni, har Nanorta-
lik vokset sig til en moderne by.
Men naturen er den samme.
Hvert forår kommer storisen med
sæler. Da får sydlændingen uro i
blodet og drager ud på klapmyds-
jagt.
Det hvide skær af storisen ople-
vede jeg fornylig, da jeg besøgte
Nanortalik for første gang.
Jeg startede i Bagsværd
Selvfølgelig skulle jeg tage en om-
vej for at komme til klapmydsens
land. Mit besøg i Nanortalik star-
tede i Bagsværd. På Bagsværd
Folkeblad monterede vi vor tu-
ristavis i fire hektiske dage med
en arbejdsdag på 15 timer. Men
der blev også tid til at spadsere-
tur langs med Furresøen og Bag-
sværdsøen gennem den bristefær-
dige bøgeskov. Det var skønt.
Holger Drachmann havde ret: In-
gen vår som en maj i vort land!
Det var mærkeligt at komme
tilbage til sneens og isen rige. I år
fik vi jo vinter først i april! Men
Narssarssuaq var så godt som
snebar og grenene på buskene
svulmede allerede op.
Efter nogle timers venten i dej-
ligste solskin lettede helikopteren
med Nanortalik som mål.
Her er is og sæler
Allerede fra luften så byen indta-
gende ud. Den lå meget spredt
med næsten udelukkende eenfa-
miliehuse. Her så jeg Grønlands
smukkeste kirkegård. Den havde
form som et amfiteater og var an-
lagt på en skråning tæt ved en
bugt. Et stort hvidt kors af beton
var rejst i den østlige ende nær
stranden. Kirkegården var tegnet
af arkitekt Tage Nielsen.
Det var som at komme til barn-
dommens land i nord. Fangerdi-
strikterne i Nordgrønland og lan-
dets sydligste del har meget til-
fælles. Her er is og her er sæler.
Klapmydssæsonen er netop inde
og mange er taget ud på fangst i
skærgården. På stranden ser man
flænsende koner med en klynge
mennesker omkring sig. Der er
latter og glæde.
Ved landets sydspids som i
nordkysten lever den dag i dag
det vennesæle grønlandske men-
neske. Vildfremmede kommer
med smil på læben og spørger:
Hvem mon er du, hile ven? Hvor
mon du kommer fra?
Mentaliteten er helt anderle-
des. Hvem gider at bekymre sig
om een i midtkystens storbyer?
Man rager jo ikke hinanden mere.
En grønlandsk skov
Nanortalik er en ren by. Tomme
øldåser og andre efterladenskaber
ser man ikke her. Der er fred og ro
over byen, og det er skønt at
slentre hen ad de gode veje uden
at tænke på biler.
Byen ligger på en flad ø med
mange vige. Beliggenheden helt
ude ved kysten ses på vegetatio-
åiparit inusugtut ardlaKartut sinerissamit Nanortalingmut nunasineruput. såmigdlemit tåssa Kathrine Olsen, umånarmio, politiassi-
stentip nulia. KiterdliuvoK borgmesterip tugdliata åipå Peter Lundblad AgtumérsoK, isordliuputdlo åiparit Ove Berthelsen, K'er<ertar-
ssuarmit Najånguardlo Sisimiunit. Ove Berthelsen Grønlandsflyp Nanortalingme sivnissorå, Peter Lundbladitutdle erinarssutdlandg-
suvdlunilo guitaritdlandgsuvoK.
Adskillige unge ægtepar fra andre dele af kysten har bosat sig i Nanortalik. Fra venstre ses Kathrine Olsen, fra UmånaK, gift med po-
litiassistenten. I midten ses 2. viceborgmester Peter Lundblad fra Agto og til højre ægteparret Ove Berthelsen fra Godhavn og Naj"
ånguax fra Sisimiut. Ove Berthelsen er Grønlandsflys repræsentant i Nanortalik. Ligesom Peter Lundblad er han en dygtig sanget
og guitarspiller.
nen. Der er bart. Men et par ti-
mers sejlads fra byen ligger Grøn-
lands eneste naturlige skov i den
berømte Qingua-dal ved
Tasermiut-fjorden. Birketræer
når her en imponerende højde af
seks meter. Der findes også en af
landets tre skovplantager. Sibiri-
ske lærk har vist sig at kunne
trives i Sydgrønlands sommer.
Den er så hårdfør, at den kan
trodse Nuuks køleskabstempera-
tur i sommersæsonen. Det er som
bekendt ikke vinterkulden, de gør
Grønland skovløs, men derimod
mangel på sommervarme. Vinte-
ren i Sibirien kan være tre gange
så kold som hos os, men der er
store skovarealer.
Men vi er på vej til at blive et
skovland. Radioavisen fortalte
fornylig, at plantagen i Tasermiut
vil være i stand til at levere
gavntræ af europæisk standard
om et par hundrede år!
Det gamle Grønland
Nanortaliks gamle bydel er idyl-
lisk som få. Den ligger uden for
den nuværende by, ganske ube-
rørt af den store udvikling. Det er
en af de bedst bevarede minder
om det gamle Grønland.
Min ungdomskammerat Frede-
rik Silassen tog mig en aften med
på en spadseretur ud til sin barn-
domsby. Med ham som guide blev
alt som levende. Jeg ser for mig
travle mennesker. Iført datidens
plastik eller gummibukser eller
»vandskindsbukser« bar de glin-
sende sælspæk i stor vidjekurver
hen til tranbrænderiet. Ved den
enorme kobberkedel står en ældre
jovial mand, tager imod kurvene
og hælder dem i kedelen. En ind-
tørret morlil med en sølle stump
af en hårtop, shdte skindbukser
og kamikker sidder ved fyret og
kommer brænde i. Hun sutter på
en veltjent spidsløs pibe med
skindlåg på og smiler over hele fe-
møren, så man ser hendes meget
korte tænder.
Der er butikken, den blandede
Landhandel, og der er bageriet,
bryggeriet og byens diskotek,
bødkerværkstedet. Her går dan-
sen lystig til mellem tønder og op-
stablede tøndestaver.
Men livet var ikke bare fest og
glæde, også dengang. Ikke ret
langt fra tranbrænderiet ses det
gamle sygehus. Magre og blege
tuberkuloseramte med indfaldne
øjne slikker solskin udenfor med
et spyttekrus i hånden. Flere af
dem er kommet fra disktriktet for
at gå en langsom død imøde. Fre-
derik og jeg ved, hvad det vil sige
at være tuberkulosepatient den-
gang. Vi har følt tuberlukosens
svøbe på kroppen, men vi har væ-
ret heldige.
Den gamle bydel er som støbt
til at være frilandsmuseum. Det
bliver den også. Kommunen vil
hæge om den.
De gør omgivelserne
smukke
Besøgende i klapmydsens land
kan slappe af i pagt med den ube-
rørte natur. Der er vist ikke man-
ge steder i verden, man kan fange
sæler fra hotellets dør. Men det
kan man i Nanortalik. De to af by-
ens tre hoteller ligger ved en bugt
en med udsigt ud til høje berge
med forrevne og spidse tinder.
Stemningen i skumringen kan
næsten måle sig med det vidun-
derlige sceneri i midnatssolens
land.
For mig vil Nanortalik stå som
en dejlig by med flinke menne-
sker. Jeg vil mindes hyggelige
stunder med sang i venners lag-
Der er også rørende oplevelser. På
alderdomshjemmet sagde en af
beboerne: Jeg er glad for, at jeg
har set dig, inden jeg dør. Den un-
ge borgmesters lille søn råbte:
Der går den gode og rare mand!
Det er menneskene, der gør om-
givelserne smukke. Dagene i Na-
nortalik bekræftede denne sand-
hed.
Nanortalingme hotelit alianaivigsumTput. — Hotellerne i Nanortalik ligger meget smukt.