Atuagagdliutit - 12.05.1982, Síða 42

Kirkeside / Ilagiit
Udfordring til kirken
Af Jens Johansen
I denne artikel beskriver Jens Jo-
hansen, der er sekretær for sam-
arbejdsudvalget om nyreligiøsi-
tet, nogle af de former, nyreligiøsi-
teten antager. Han påpeger, at ny-
religiøsiteten har to ansigter, et
acceptabelt, der vender udad mod
mennesker, og et indadvendt, som
kun kendes af de indviede. Især
mange unge mennesker falder for
den udadvendte charme. Og hvad
så?
»Scientologerne var de eneste,
der sagde: Jamen vi kan hjælpe
dig«, sagde hun. Hun havde væ-
ret igennem en alvorlig krise og
havde henvendt sig til mange for
at søge hjælp, også præster. »Sci-
entologerne var de eneste, der
med overbevisning sagde, at selv-
følgelig kunne de hjælpe mig«. Nu
sad hun der, uden at hendes prob-
lem — ensomheden — var løst, og
med alvorlige lommesmerter...
»Jeg mødte dem een af de før-
ste dage, jeg gik på universitetet.
De kom hen til mig i kantinen og
spurgte mig, om de måtte sidde
ved mit bord. De sagde, at de var
nye, — lige som jeg, og at de hav-
de startet en klub, hvor de mød-
tes og spiste sammen. De spurgte
mig, om jeg ville være med... Ef-
ter et kursus, som varede en uge,
var jeg deres med hud og hår«.
»Nu må du ikke le ad mig, men
der sker en gang imellem noget
mærkeligt med mig: Når jeg laver
åndedrætsøvelser, så holder jeg
op med at trække vejret...«
»Da jeg holdt op med at gøre
undskyldninger for dem, kunne
jeg pludselig gennemskue alle de
måder, som de behandler menne-
sker på. Jeg begyndte at blive
bange for, at hvis jeg talte om, at
jeg ville afsløre dem, ville jeg må-
ske ikke slippe derfra med livet i
behold. De var meget selvretfær-
dige og følte, at »målet helliger
midlerne«. Mens jeg var der, troe-
de jeg, at naturlovene lå i vores
hænder og vi ville redde verden.
Nu står jeg her med en uddannel-
se, som jeg aldrig fik afsluttet.«
Dette er nogle få, men typiske,
bemærkninger, som vi dagligt hø-
rer i arbejdet med nyreliøsiteten.
De er i sig selv ikke enestående,
men viser nogle af de erfaringer,
som mennesker gør i de nyreligiø-
se bevægelser.
To ansigter
Det kan være vanskeligt at holde
rede på de mange nyreligiøse
grupper og bevægelser, som i de-
res mangfoldighed danner et næ-
sten skotskternet mønster. Lette-
re bliver det ikke af, at de oplys-
ninger, man får om dem, er for-
skelligartede og modstridende.
Bevægelsernes egen præsenta-
tion lyder troværdig, tillidsvæk-
kende og overbevisende, medens
andre oplysninger er skræmmen-
de, uhyggelige og barske indtil
det usandsynlige.
Dette hænger sammen med, at
de nyreligiøse bevægelser har to
ansigter: Eet, de viser for offent-
ligheden, og eet, som er kendt af
de indviede, lærere og medarbej-
dere i bevægelserne. Grunden til,
at de nyreligiøse bevægelser ikke
åbenlyst fortæller, hvad de står
for, er at »viden er magt« og ikke
noget, man lægger frem til offent-
lig kritik og debat, som det ellers
er traditionen i vesten. Desuden
tilegner man sig denne viden gen-
nem anvendelse af teknikker og
metoder, som er hemmelige, fordi
det menes i bevægelserne, at de er
farlige for den, som modtager
dem uden at være ordentlig indvi-
et.
Tilbudet
De nyreligiøse bevægelser slår
mønt på det faktum, at »verden er
af lave«. Deres annoncer og tilbud
sigter direkte på mennesker, for
hvem tilværelsen er blevet for
vanskelig. De henvender sig til
mennesker i krisesituationer, for
hvem hverdagens problemer sy-
nes uløselige. I en tid, hvor af-
bejdsløsheden er stadig stigende,
— forureningen mere om sig gri-
bende, og de internationale prob-
lemer, oprustning, økonomisk ka-
os, rykker helt ind under huden
på os, — derind, hvor vi ellers
skulle være os selv, — er vi alle-
sammen udsat for at blive invol-
veret i ny religiøse bevægelser.
Hvor det ellers kan være van-
skeligt at orientere sig i den ind-
byrdes uafhængige, usammen-
hængende mængde af informatio-
ner og holdninger, som tilbydes
på markedet, byder de ny religiøse
bevægelser sig til med enkle og
klare løsninger på såvel de mind-
re, de private problemer, som på
de store verdensproblemer.
Det seneste, nye eksempel på
dette er bevægelsen »Fællesska-
bet«, som nu også er kommet til
Danmark, efter at have opereret i
den spansktalende verden i nogle
år. Dens leder, Silo, besøgte Dan-
mark i oktober 1981 og holdt et
stort anlagt, offentligt møde, hvis
motto var »gør jorden menneske-
lig«. Inden lederen, Silo, selv skul-
le tale, blev tilhørerne varmet op
af medlemmer af bevægelsen fra
forskellige lande, der lagde op til,
at »Fællesskabet« var løsningen
på verdens, såvel som den enkel-
tes problemer: Oprustning, un-
dergangsstemningen, inkompe-
tente politikere og mislykkede
private forhold var nogle af de
emner, der blev berørt. Da lede-
ren, Silo, talte, sagde han: »Ver-
den er fuld af problemer. Hvordan
skulle vi kunne løse dem alle. Rejs
dig, og giv din sidemand et knus.«
Vi kender endnu ikke noget til,
om der i denne bevægelse er et
indre hemmeligt ansigt, som er
anderledes end det, der vises of-
fentligheden, men meget tyder på
det.
I denne forbindelse er det heller
ikke af nogen betydning, fordi
»Fællesskabet« allerede her har
afsløret et træk, som er typisk for
de ny religiøse bevægelser: Løs-
ningen på verdens problemer er,
at jeg får det behageligt og godt!
Hvis det sker, så er »fremtiden
vores«, som een af talerne sagde.
På samme måde forholder det
sig med mere kendte bevægelser
som Scientology, Tongil-Familien
og Transcendental Meditation.
De appellerer allesammen til men-
nesker, som ud fra idealistiske
motiver vil gøre verden bedre —
eller ønsker løsninger på mere
private problemer.
For så vidt er det ligegyldigt,
om det er oprustningen eller pri-
vate forhold, der er problemet,
som ønskes løst. De har lige vægt
på den måde, at de går ind under
huden på os, og gør os ulykkelige,
frustrerede, eller hvad det nu er
på mode at kalde det.
Løsningerne
De nyreligiøse bevægelser tilby-
der alle sammen løsninger, son1
ligner hinanden. De vil udvikle en
slags supermennesker, der f.eks-
kan »beherske materie, energi
rum og tid« eller er »uovervindeh-
ge«. De vil fjerne lidelsens årsa-
ger — og, som de selv udtrykker
det, trænge ind til den indersta
kernedeller det inderste væsen, 1
mennesket. En ofte anvendt lig"
nelse for dette er »løget, hvor man
skræller skal efter skal af, med
det formål at trænge ind til ker-
nen«. Bagsiden af medaljen er, at
de lag, man skræller af løget, er
det, som er levende. Fejltagelsen!
som de nyreligiøse bevægelser
gør, er at antage, at der for men-
nesker, som er levende væsener
hersker de samme love, som er
gældende for kosmos — stjernetå-
ger og atomfysik.
Det paradoksale i de nyreligin-
se bevægelsers tilbud er, at det’
som mennesker tror, vil gøre den1
i stand til at leve bedre, netop
standser livet.
Mennesker er levende væ senen
som lever i en enestående atmos;
fære, hvis lige vi ikke kender 1
kosmos. Den samme atmosfaeP’
er såvel forudsætningen for vore5
(Fortsættes næste sidt)
42
Atuagagdliutit