Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 10.10.1984, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 10.10.1984, Blaðsíða 20
Sådan li’som i cowboy-filmene... Døren er låst og inde i værelset fører en dør længere ind — dette er CELLEN Af: Laila Hansen Hvilke forestillinger gør man sig egentlig om Anstalterne i Grøn- land. Der er vel lige så mange opfat- telser, som der er mennesker i lan- det — godt og vel. For mit vedkom- mende vil jeg tro, jeg har set for meget TV, mine forestillinger blev ihvertfald gjort til skamme den dag, jeg var nede og besøge Anstalten for domfældtet i Nuuk. Hvis jeg skal være ærlig havde jeg heller ikke skænket det ret man- ge tanker, hvis ikke Mariiannguaq Absalonsen fra Radioen havde spurgt mig, om ikke det var en ide, at AG lavede en artikel om de ind- sattes forhold, nu da hun skulle lave en udsendelse om det emne til radi- oen. Hun havde allerede fået en af- tale med anstalten, og fem indsatte havde meldt sig til samtale med hen- de. Vi havde aftalt at mødes et kvar- ter før syv for at følges ad, men jeg var kommet for sent afsted, og var der først fem minutter over syv. Da jeg nåede anstalten, hørte jeg en hu- jen og fløjten, som kun kunne kom- me ét sted fra. Jeg gik med hovedet godt nede mellem skuldrene og tur- de nu ikke løfte det. Da jeg kom om på den anden side af anstalten lød stemmerne endnu højere. Jeg kom ind i en gård og tænkte, at jeg måtte være gået forkert, for dette lignede ikke en indgang til et hus. Men oppe fra første sal, hvorfra lydene kom, viste mandsstemmerne mig vej. Underetagen er strengest Døren til en Firkantet betonentré, hvor der hang noget tøj, stod åben. Døren fra entreen ind til selve an- stalten var låst og efter at have rin- get på klokken, blev døren åbnet af en anstaltsbetjent. Jo, jo indtil vi- dere var mine anelser om, hvad et fængsel var, blevet opfyldt. Med bankende hjerte sagde jeg mit navn og forklarede, at jeg sammen med Mariiannguaq havde en aftale med dem, og om hun var kommet. Det hele blev sagt meget hurtigt. Nej, hun var endnu ikke kommet. Jeg blev ærgerlig over, at jeg ikke havde ventet på hende det aftalte sted. Nu blev jeg i stedet budt indenfor i et kontor, som jeg anslår højst er 15 kvm. Her sad foruden den anstalts- betjent, som lukkede mig ind to an- dre betjente. I kontoret var der lige plads til et skrivebord, en sovesofa, et sofabord, to stole, et 26’ TV og et skab, som jeg senere erfarede inde- holdt sodavand, cigaretter og tændstikker, som de indsatte kan købe. Det var svært — hvad taler man med tre anstaltsbetjente om, når man ikke er det mindste forberedt? Det ville nok ikke have været så vanskeligt, hvis ikke jeg i tankerne havde overladt det hele til Marii- annguaq. Mens vi sad og ventede på Marii- annguaq, fortalte betjentene mig, at der for øjeblikket sad 24 mænd inde, og at anstalten kan rumme 28 indsatte, men at der i 1985, når den nye tilbygning bliver færdig, vil væ- re plads til ialt 50 indsatte. Endelig kom Mariiannguaq. Hvilken lettelse. Hun var åbenbart osse kommet for sent til vores mø- dested. Der havde hun ventet på mig! Ja, ja. Mariiannguaq fik virkelig sat gang i fortællingen. I en halv times tid sad vi på kontoret over en kop kaffe. Anstalten i Nuuk er i virke- ligheden tre afdelinger, kunne jeg forstå af det anstaltsbetjent Kri- stoffer Petersen fortalte. Selve byg- ningen vi sad i havde en stue og før- ste sal. Kontoret er i stuen. Lige overfor det ligger et andet kontor, som én af de to vagtmestre, der er ansat på anstalten sidder i til daglig. Det er på størrelse med værelserne, som de indsatte bor i. Det er ikke så mærkeligt, for kontoret har før væ- ret benyttet som celle, og tremmer- ne for vinduerne er ikke fjernet. Underetagen er det sted, de ansatte lever under de strengeste regler. Her bliver man sat ind, når man er tilba- geholdt og sigtet men endnu ikke har modtaget dom. Mændene, der sidder i disse værelser kan komme ud to gange en halv time om dagen og så selvfølgelig, når de skal på toi- lettet. Derudover er dørerne til de- res værelser, som er indrettet til to, låste. Der er ialt seks værelser nede- nunder og dermed plads til tolv til- bageholdte. Tremmer for vinduerne Anstaltsbetjent Kristoffer Petersen mente, at det måske ville være nem- mere at forstå, hvad han fortalte, hvis vi samtidig kunne se, det han talte om. De seks rum, der er neden- under er omkring ni kvm., og for- skellen på dem og de ti værelser, der er ovenpå er tremmerne for vindu- erne, de låste døre, og at man oven- på bor alene. Ud over det har man ovenpå lov til at have en radio på værelset, mens der nedenunder sid- der en højtaler på hvert af værelser- ne. Hvis man enten vil have slukket eller skruet ned for radioen, er man nødt til at kalde over anlæget. Dvs. der er en knap, man trykker på, som får en lampe til at lyse inde på kontoret, som fortæller, hvilket værelse, der kalder. Efter at Kristoffer havde vist os et af disse værelser, viste han os ind i køkkenet. Det virkede overvæl- dende i forhold til værelserne, vi li- ge havde set — og hvor de indsatte iøvrigt osse spiser. I dette køkken laver en dansk økonoma mad til de indsatte. Det kan engang imellem skabe problemer, at det er en dan- sker, der laver maden, siger Kristof- fer. Det er ikke altid hun ved, hvor- dan man skal tilberede grønlandsk mad. F.eks. kom hun engang al ind- maden fra et rensdyr i én gryde og kogte det. Det var ikke lige sagen for de indsatte. Men engang imel- lem laver de indsatte osse selv mad. Det er de mægtig gode til. Der er os- se en bager, der sidder inde. Når der er fødslesdag eller, der er noget an- det de skal fejre, laver han kager, og det plejer at være en succes. CELLEN Fra køkkenet kommer man ind i en gang, hvor der er to døre. Den ene fører til depotet, den anden til en celle. Den celle svarer til, hvordan jeg altid har forestillet mig en celle skal se ud. Sådan li’som i Cow-boy- filmene... Døren var låst, og da Kri- stoffer havde åbnet den, kom vi ind i et værelse med et toillet og et skri- vebord. Inde i værelset førte en dør længere ind, og dette var CELLEN. Døren ind til den var stor og tung, tremmer for vinduerne og vægge og gulve i beton. Det eneste i dette væ- relse er en seng. Det var tydeligt, at de som har været låst inde i den æske ikke har haft meget at lave. Væggene var overridset med navne, initialer og graffities. Jeg undrede mig senere over, hvordan det har kunnet lade sig gøre for de indsatte at ridse i væggene, da jeg fik at vide, at det er forbudt dem at have noget på sig, som kan bruges som våben — så som knive, nøgler o.a. Da jeg fortalte Kristoffer, at det egentlig var sådan jeg havde forestillet mig, at cellerne i et fængsel skal se ud, sagde han, at det var meget sjæl- dent, at den blev benyttet. Det kun- ne ske i tilfælde af drukkenskab el- ler udeblivelse, og som regel blev den kun benyttet i et døgn ad gan- gen. Da vi kom ovnepå kunne jeg se, at værelserne her er på størrelse med dem nedenunder. I disse værel- ser, er der et skrivebord, en stol, en seng og en hylde. Der er ingen trem- mer for vinduerne, og mændene har selv nøgler til deres værelser. Foruden værelserne ovenpå, er der et stort rum, hvor der er et bordten- nisbord og nogle stole. Fra dette rum kunne vi se ind i et mørkt rum, og det varede ikke længe inden, vi blev klar over, at det var opholds- stuen og at fjernsynet gik. Vi stod i døråbningen, og måske fordi jeg var lidt nervøs for de indsattes reak- tion, stirrede jeg som en gal på TV- apparatet og ønskede, at jeg var blevet hjemme for at se den film de så. Efter at vi høfligt havde hilst rundt i stuen, blev vi ført igennem den ind i kontorafdelingen. Her gik det op for mig, at de indsatte havde set video, for den stod inde i den an- den vagtmesters og økonomaens kontor. I dette kontor fik Mariiannguaq og jeg en samtale med de fem ind- satte, der havde meldt sig. Efter hvad jeg kunne forstå på hele vores samtale med dem, havde de det meget godt. De havde lidt klager over deres mad og over, at fjernsy- net blev slukket kl. 22, og de følte sig behandlet som børn. De bekla- gede sig osse over udgangstilladel- serne specielt i week-enderne, hvor de må være ude lørdag 13-17 og søndag 9-12 og 13-17. Peters Borg Da vi havde talt med de indsatte kom Kristoffer tilbage og spurgte os, om vi ville se den sidste afdeling, der hører til anstalten. I samtalen med de indsatte havde de nævnt en Peters Borg, og jeg havde ikke rig- tig kunne finde ud af, hvad det var de mente. Det var åbenbart den Kri- stoffer mente, vi skulle se. Bygningen ligger længere oppe af fjeldet og har før været ungdoms- pension. Her bor der seks indsatte. Værelserne dér er næsten dobbelt så store, som de andre værelser, vi havde set. De har eget køkken — ganske vist lille — et vaskerum m. vaskemaskine, en opholdsstue, som de sjældent benytter, da nogle af de indsatte selv har TV på værel- serne. Da vi kom ud deroppe fra, var det begyndt at blæse kraftigt op, og vi kunne se ud over havet mod Kook-øerne og mod Ameralikfjor- den. Min sidste tanke, inden jeg gik deroppefra var: Hvilken lækker udsigt de har, men hvad skal det he- le hjælpe. i- S -t i Init ataaniittut marluutariaapput igalaallu assiaqusersugaallutik. Værelserne nedenunder er man to om at dele, og der er tremmer for vindu- erne. (Foto: SM) 20 NR. 41 1984 ATUAGAGDLIUT1T

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.