Atuagagdliutit - 10.10.1984, Qupperneq 20

Sådan li’som i
cowboy-filmene...
Døren er låst og inde i værelset fører en dør længere
ind — dette er CELLEN
Af: Laila Hansen
Hvilke forestillinger gør man sig
egentlig om Anstalterne i Grøn-
land. Der er vel lige så mange opfat-
telser, som der er mennesker i lan-
det — godt og vel. For mit vedkom-
mende vil jeg tro, jeg har set for
meget TV, mine forestillinger blev
ihvertfald gjort til skamme den dag,
jeg var nede og besøge Anstalten
for domfældtet i Nuuk.
Hvis jeg skal være ærlig havde
jeg heller ikke skænket det ret man-
ge tanker, hvis ikke Mariiannguaq
Absalonsen fra Radioen havde
spurgt mig, om ikke det var en ide,
at AG lavede en artikel om de ind-
sattes forhold, nu da hun skulle lave
en udsendelse om det emne til radi-
oen. Hun havde allerede fået en af-
tale med anstalten, og fem indsatte
havde meldt sig til samtale med hen-
de.
Vi havde aftalt at mødes et kvar-
ter før syv for at følges ad, men jeg
var kommet for sent afsted, og var
der først fem minutter over syv. Da
jeg nåede anstalten, hørte jeg en hu-
jen og fløjten, som kun kunne kom-
me ét sted fra. Jeg gik med hovedet
godt nede mellem skuldrene og tur-
de nu ikke løfte det. Da jeg kom om
på den anden side af anstalten lød
stemmerne endnu højere. Jeg kom
ind i en gård og tænkte, at jeg måtte
være gået forkert, for dette lignede
ikke en indgang til et hus. Men oppe
fra første sal, hvorfra lydene kom,
viste mandsstemmerne mig vej.
Underetagen er strengest
Døren til en Firkantet betonentré,
hvor der hang noget tøj, stod åben.
Døren fra entreen ind til selve an-
stalten var låst og efter at have rin-
get på klokken, blev døren åbnet af
en anstaltsbetjent. Jo, jo indtil vi-
dere var mine anelser om, hvad et
fængsel var, blevet opfyldt. Med
bankende hjerte sagde jeg mit navn
og forklarede, at jeg sammen med
Mariiannguaq havde en aftale med
dem, og om hun var kommet. Det
hele blev sagt meget hurtigt. Nej,
hun var endnu ikke kommet. Jeg
blev ærgerlig over, at jeg ikke havde
ventet på hende det aftalte sted. Nu
blev jeg i stedet budt indenfor i et
kontor, som jeg anslår højst er 15
kvm. Her sad foruden den anstalts-
betjent, som lukkede mig ind to an-
dre betjente. I kontoret var der lige
plads til et skrivebord, en sovesofa,
et sofabord, to stole, et 26’ TV og et
skab, som jeg senere erfarede inde-
holdt sodavand, cigaretter og
tændstikker, som de indsatte kan
købe.
Det var svært — hvad taler man
med tre anstaltsbetjente om, når
man ikke er det mindste forberedt?
Det ville nok ikke have været så
vanskeligt, hvis ikke jeg i tankerne
havde overladt det hele til Marii-
annguaq.
Mens vi sad og ventede på Marii-
annguaq, fortalte betjentene mig,
at der for øjeblikket sad 24 mænd
inde, og at anstalten kan rumme 28
indsatte, men at der i 1985, når den
nye tilbygning bliver færdig, vil væ-
re plads til ialt 50 indsatte.
Endelig kom Mariiannguaq.
Hvilken lettelse. Hun var åbenbart
osse kommet for sent til vores mø-
dested. Der havde hun ventet på
mig! Ja, ja.
Mariiannguaq fik virkelig sat
gang i fortællingen. I en halv times
tid sad vi på kontoret over en kop
kaffe. Anstalten i Nuuk er i virke-
ligheden tre afdelinger, kunne jeg
forstå af det anstaltsbetjent Kri-
stoffer Petersen fortalte. Selve byg-
ningen vi sad i havde en stue og før-
ste sal. Kontoret er i stuen. Lige
overfor det ligger et andet kontor,
som én af de to vagtmestre, der er
ansat på anstalten sidder i til daglig.
Det er på størrelse med værelserne,
som de indsatte bor i. Det er ikke så
mærkeligt, for kontoret har før væ-
ret benyttet som celle, og tremmer-
ne for vinduerne er ikke fjernet.
Underetagen er det sted, de ansatte
lever under de strengeste regler. Her
bliver man sat ind, når man er tilba-
geholdt og sigtet men endnu ikke
har modtaget dom. Mændene, der
sidder i disse værelser kan komme
ud to gange en halv time om dagen
og så selvfølgelig, når de skal på toi-
lettet. Derudover er dørerne til de-
res værelser, som er indrettet til to,
låste. Der er ialt seks værelser nede-
nunder og dermed plads til tolv til-
bageholdte.
Tremmer for vinduerne
Anstaltsbetjent Kristoffer Petersen
mente, at det måske ville være nem-
mere at forstå, hvad han fortalte,
hvis vi samtidig kunne se, det han
talte om. De seks rum, der er neden-
under er omkring ni kvm., og for-
skellen på dem og de ti værelser, der
er ovenpå er tremmerne for vindu-
erne, de låste døre, og at man oven-
på bor alene. Ud over det har man
ovenpå lov til at have en radio på
værelset, mens der nedenunder sid-
der en højtaler på hvert af værelser-
ne. Hvis man enten vil have slukket
eller skruet ned for radioen, er man
nødt til at kalde over anlæget. Dvs.
der er en knap, man trykker på,
som får en lampe til at lyse inde på
kontoret, som fortæller, hvilket
værelse, der kalder.
Efter at Kristoffer havde vist os
et af disse værelser, viste han os ind
i køkkenet. Det virkede overvæl-
dende i forhold til værelserne, vi li-
ge havde set — og hvor de indsatte
iøvrigt osse spiser. I dette køkken
laver en dansk økonoma mad til de
indsatte. Det kan engang imellem
skabe problemer, at det er en dan-
sker, der laver maden, siger Kristof-
fer. Det er ikke altid hun ved, hvor-
dan man skal tilberede grønlandsk
mad. F.eks. kom hun engang al ind-
maden fra et rensdyr i én gryde og
kogte det. Det var ikke lige sagen
for de indsatte. Men engang imel-
lem laver de indsatte osse selv mad.
Det er de mægtig gode til. Der er os-
se en bager, der sidder inde. Når der
er fødslesdag eller, der er noget an-
det de skal fejre, laver han kager, og
det plejer at være en succes.
CELLEN
Fra køkkenet kommer man ind i en
gang, hvor der er to døre. Den ene
fører til depotet, den anden til en
celle. Den celle svarer til, hvordan
jeg altid har forestillet mig en celle
skal se ud. Sådan li’som i Cow-boy-
filmene... Døren var låst, og da Kri-
stoffer havde åbnet den, kom vi ind
i et værelse med et toillet og et skri-
vebord. Inde i værelset førte en dør
længere ind, og dette var CELLEN.
Døren ind til den var stor og tung,
tremmer for vinduerne og vægge og
gulve i beton. Det eneste i dette væ-
relse er en seng. Det var tydeligt, at
de som har været låst inde i den
æske ikke har haft meget at lave.
Væggene var overridset med navne,
initialer og graffities. Jeg undrede
mig senere over, hvordan det har
kunnet lade sig gøre for de indsatte
at ridse i væggene, da jeg fik at vide,
at det er forbudt dem at have noget
på sig, som kan bruges som våben
— så som knive, nøgler o.a. Da jeg
fortalte Kristoffer, at det egentlig
var sådan jeg havde forestillet mig,
at cellerne i et fængsel skal se ud,
sagde han, at det var meget sjæl-
dent, at den blev benyttet. Det kun-
ne ske i tilfælde af drukkenskab el-
ler udeblivelse, og som regel blev
den kun benyttet i et døgn ad gan-
gen.
Da vi kom ovnepå kunne jeg se,
at værelserne her er på størrelse
med dem nedenunder. I disse værel-
ser, er der et skrivebord, en stol, en
seng og en hylde. Der er ingen trem-
mer for vinduerne, og mændene
har selv nøgler til deres værelser.
Foruden værelserne ovenpå, er der
et stort rum, hvor der er et bordten-
nisbord og nogle stole. Fra dette
rum kunne vi se ind i et mørkt rum,
og det varede ikke længe inden, vi
blev klar over, at det var opholds-
stuen og at fjernsynet gik. Vi stod i
døråbningen, og måske fordi jeg
var lidt nervøs for de indsattes reak-
tion, stirrede jeg som en gal på TV-
apparatet og ønskede, at jeg var
blevet hjemme for at se den film de
så. Efter at vi høfligt havde hilst
rundt i stuen, blev vi ført igennem
den ind i kontorafdelingen. Her gik
det op for mig, at de indsatte havde
set video, for den stod inde i den an-
den vagtmesters og økonomaens
kontor.
I dette kontor fik Mariiannguaq
og jeg en samtale med de fem ind-
satte, der havde meldt sig. Efter
hvad jeg kunne forstå på hele vores
samtale med dem, havde de det
meget godt. De havde lidt klager
over deres mad og over, at fjernsy-
net blev slukket kl. 22, og de følte
sig behandlet som børn. De bekla-
gede sig osse over udgangstilladel-
serne specielt i week-enderne, hvor
de må være ude lørdag 13-17 og
søndag 9-12 og 13-17.
Peters Borg
Da vi havde talt med de indsatte
kom Kristoffer tilbage og spurgte
os, om vi ville se den sidste afdeling,
der hører til anstalten. I samtalen
med de indsatte havde de nævnt en
Peters Borg, og jeg havde ikke rig-
tig kunne finde ud af, hvad det var
de mente. Det var åbenbart den Kri-
stoffer mente, vi skulle se.
Bygningen ligger længere oppe af
fjeldet og har før været ungdoms-
pension. Her bor der seks indsatte.
Værelserne dér er næsten dobbelt
så store, som de andre værelser, vi
havde set. De har eget køkken —
ganske vist lille — et vaskerum m.
vaskemaskine, en opholdsstue,
som de sjældent benytter, da nogle
af de indsatte selv har TV på værel-
serne.
Da vi kom ud deroppe fra, var
det begyndt at blæse kraftigt op, og
vi kunne se ud over havet mod
Kook-øerne og mod Ameralikfjor-
den. Min sidste tanke, inden jeg gik
deroppefra var: Hvilken lækker
udsigt de har, men hvad skal det he-
le hjælpe.
i-
S -t i

Init ataaniittut marluutariaapput igalaallu assiaqusersugaallutik.
Værelserne nedenunder er man to om at dele, og der er tremmer for vindu-
erne. (Foto: SM)
20 NR. 41 1984
ATUAGAGDLIUT1T