Atuagagdliutit - 21.11.1984, Blaðsíða 24

»Man kan godt
betragte de ansatte
som forældre«
— Men de viser bare så tydeligt, at de ikke er det.
Samtidig er det så svært at få lov til at vænne sig til eet
menneske. Hvis feks. een af pædagogerne bliver syg,
kommer der en afløser, som er helt anderledes overfor
os. Hvis de bare kunne være her i længere perioder,
ville det være bedre
Det bliver sagt af Thomas Josefsen,
16 år fra Nuuk. Thomas har, for-
uden sit soveværelse, et opholds-
rum, fordi han er den af projektdel-
tagerne, der har været længst hos
Qasapermiut. Væggene i værelset
er prydet med plakater og tegninger
han selv har tegnet, ved siden af re-
olen står et stereo-anlæg og sofaen
er i brun fløjl. Her i dette værelse
sidder Thomas og Johan Mathæus-
sen, 20 år, fra Maniitsoq og fortæl-
ler vidt og bredt om deres oplevelser
ved at være med til projektet Qasa-
permiut.
— Jeg har været her hos Qasa-
permiut i over et år, fordi jeg søgte
om at få forlænget mit ophold her,
siger Thomas. I starten var det
egentlig sådan, at min sagsbehand-
ler blev ved med at tale om Qasaper-
miut og spørge mig om ikke det var
en ide, at jeg tog til Qaqortoq. Til
sidst blev jeg så træt af at høre på
det, at jeg bare sagde ja. Men da jeg
så havde været her i det år opholdet
varer, var jeg blevet så glad for det,
at jeg søgte om forlængelse af mit
ophold og fik et halvt år mere.
— Ja, jeg synes osse, det har væ-
ret godt at være her, siger Johan.
Mit ophold er slut nu, og jeg har få-
et et sted at bo i Nuuk, men jeg skal
selv ud og søge arbejde, når jeg
kommer dertil.
Thomas fortæller, at de i sommer
sejlede med »Disko« til Danmark.
— Vi skulle på en studietur til
Danmark for at besøge Nordsø-
centret og forskellige fabrikker. Vi
samlede selv penge sammen til rej-
sen.
— I første omgang viste det sig,
at »Disko« ikke måtte sejle med
passagere til Danmark, men man
fandt en ordning, så vi blev ansat
som personale på »Disko«. Det var
en alletiders tur, og jeg glemmer
aldrig den gode mad, vi fik om-
bord.
— Men det var nu ikke hele tu-
ren, der var lige spændende. På vej
til Danmark røg vi ind i et ordentligt
stormvejr. Vi kunne slet ikke holde
os i sengene, så meget vippede vi.
Hvor mange var det nu, der blev
dårlige og kastede op?
Qasapi, aalisariut ullup unnuatlu paaqqinnittarfimmut atsiisoq.
Qasapi, kutteren, der har givet navn til døgninstitutionen Qasapermiut.
Qasapi
Qasapi er navnet på en 42 fods
fiskekutter, der i dag er rammen
om et kutterprojekt i Qaqortoq.
Døgninstitutionen, som er til-
knyttet dette projekt hedder Qa-
sapermiut og havde indvielse ja-
nuar 1983.
Projektet henvender sig til
unge mellem 15 og 18 år. Forelø-
big har projektdeltagerne, der
har været med i Qasapermiut,
været unge, der kommer fra
døgninstitutioner rundt om-
kring i landet. Det er de lokale
socialudvalg, der gør de unge
opmærksomme på muligheden
for at blive optaget på projektet.
Kommunerne betaler for ophol-
det. I 1985 vil udgifterne pr. del-
tager være 565 kr. i døgnet. Dvs.
kommunerne betaler for driften
af hjemmet og landskassen har
oprindelig betalt for etablerin-
gen.
På Qasapermiut-projektet, er
der tilknyttet ni elever om året,
tre pædagoger, hvoraf den ene
er afdelingsleder, en fiskeriassi-
stent, en skipper og en bedste-
mand.
Formålet med kutterprojek-
tet er at lære de 15 til 18 årige,
hvordan man håndterer faget fi-
skeri. 1 dette indgår indlæring i
at lave fiskegarn, reperation af
garn, oplæring i navigation og
så selvfølgelig i at fiske. Men ud-
over dette gør pædagogerne
meget ud af at lære deltagerne
husligt arbejde, såsom opvask,
rengøring og madlavning. Et
væsentligt formål er også at gø-
re de unge til selvstændige men-
nesker. Mange af de unge, som
kommer fra døgninstitutioner-
ne har svært ved selv at løse de-
res egne problemer.
Et lignende projekt blev i feb-
ruar 1984 sat igang i Angmassa-
lik. For at udnytte forholdene i
Angmassalik er fangererhvervet
taget med i dette projekt.
— Det kan jeg ikke huske, svarer
Johan, det var vist de fleste af os.
Men jeg synes nu ikke det var bedre,
da vi skulle ind og besøge en silde-
melsfabrik. Vi kunne næsten ikke
få os selv til at gå ind p.gr.a lugten.
— Nej, det var ikke så sjovt, siger
Thomas med en grinmasse, ansigtet
klarer dog straks op igen, — men nu
kan vi jo fortælle, at vi har sejlet
over Atlanten.
Thomas viser en lommekalender
frem, hvori der er et verdenskort.
På dette har han aftegnet hele den
rute, de har sejlet, og han fortæller
begejstret hvilke lande de er sejlet
forbi.
Qasapermiut-projektet er jo ikke
kun studieture men osse hverdage
fortæller Johan og Thomas og fort-
sætter:
— Vi er for øjeblikket delt op i to
grupper på projektet, men planen
er, at der skal være tre ialt. Een
gruppe er hjemme og tager sig af det
huslige, en anden tager ud for at fi-
ske med Qasapi, og hvis vejret ikke
tillader det, ordner de garn. Når
Qavak, som er en glasfiberkutter,
bliver sejlklar, kommer den tredje
gruppe ombord på den.
— Vi er en uge ad gangen i grup-
perne. Det er meget spændende,
når vi er ude og fiske. Hvis vi har
fanget noget, indhandler vi det til
Avataq ellers sælger vi det på
»Brædtet«. Hvis vejret er for dår-
ligt til at tage ud for at fiske, er vi
nede i kælderen og reparerer garn
eller ordner på kutteren.
— Og så er der jo osse det, at når
vi er ude og sej le får vi 190 kr. ekstra
oven i vores lommepenge. Vi får
225 kr. om ugen af dem skal de 75
kr. bruges til tøj og 25 kr. bliver lagt
i banken på en 12 mdrs opsparing.
Det er så vi har lidt penge på os, når
vi rejser herfra.
— Men det er ikke så sjovt at væ-
re på land. Her skal vi lave huslige
arbejde. Det går pædagogerne
meget op i. De siger vi skal lære selv
at vaske vores tøj og lave vores
mad. Det er så kedeligt, og piger er
meget bedre til den slags ting, siger
de to unge og griner.
Forældre, venner eller pædagogeJ’
— Formålet med opholdet er at 'a
gjort de unge til selvstændige men-
nesker, og for at opnå dette, mener
vi, at det bl.a er vigtigt, at deltager«'
ne lære husligt arbejde, siger Fad
(Frederik Kleist), som er ansat sotn
pædagog på kutterprojektet Qasa-
pi. — I starten er vi nødt til at gØfe
det klart overfor deltagerne, at hus-
ligt arbejde, er et område de selv
skal klare. Foreløbig har vi kun hat1
drenge på projektet, og det er svært
at få dem til selv at gøre rent på de;
res værelser, når de kommer, y
sender dem derfor først ud for at fi-
ske, når de er klar over, hvad det
indebærer at være deltager på pr°'
jektet.
— Pædagogerne taler enganS
imellem om, hvordan vi egentl’S
skal betragte os selv i forhold til de
unge. Er vi venner, forældre eller
slet og ret pædagoger. Det mest ide-
elle er selvfølgelig, om vi kunne væ-
re forældre for dem, men det er
svært, for vi har jo selv vores farru-
Iier, og vi har bestemte arbejdsti"
der. I starten havde vi vagter døgn«
rundt. Men vi blev enige om, at de
unge osse selv må føle et ansvar-
F.eks. ansvar for at kunne stå oP
om morgenen. Da vi gik over til ku11
at være der til tidligt på aftenen«
blev deltagerene selvfølgelig opPe
til langt ud på natten, men det vare-
de ikke lægge, inden de selv fand
ud af, at det ikke var særlig mor-
somt at skulle stå op om morgenen
uden at have fået søvn nok. Men vi
forlanger, at gæster skal gå kl. 23-
At sørge for ro efter kl. 23 er en oP'
gave, der bliver pålagt de unge,
vi har i dag ikke længere noge
problem med det. ,
— løvrigt synes jeg, at vi skal s*
fast, at dette er en døgninstitutio11
og at eleverne her er i lærefasen«
hvad fiskeri angår. For det kan ma
ske se mærkeligt ud, at Qasapi ka
tage ud for at fiske og den ene gane
efter den anden kommer hjem ude
fangst. Vi er en døgninstitution P
lige fod med andre døgninstitutio^
ner og få støtte fra Socialdirektørs
tet.
24 NR. 47 1984
ATUAGAGDLIUT1T