Atuagagdliutit - 29.01.1986, Blaðsíða 19

NR. 5 1986
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
19
Hulissani »Sungiusarfik«-mi najugaqartut sulisullu ilaat. Saamerlermiit: Pisortaq Martha A belsen, Sigrid Peter-
sen, assistent Beathe Milfeldt, Johanne Adolf sen, Ezekias Lukassen kiisalu assistent Ulla Hartz.
Nogle af beboere og personale i »Sungiusarfik« i Ilulissat. Fra venstre: Forstander Martha Abeisen, Sigrid Peter-
Sen, assistent Beathe Milfeldt, Johanne Adolf sen, Ezekias Lukassen og assistent Ulla Hartz.
Folk reagerer meget sentimentalt
overfor vore handicappede
Vort samfund er ret uvant til at omgås handicappede. »Det skyldes, at en stor del af
dem tidligere blev sendt væk til Danmark«, siger forstanderen på handicap-centeret
»Sungiusarfik« i Ilulissat, Martha Abeisen
»Åbenhed er et af nøgleordene i vo-
res arbejde — eller burde være
det!« Med blandt andet disse ord
har ansatte på to døgninstitutioner i
Ilulissat taget hul på en udadvendt
kampagne. For selvom der er stor
forskel mellem et børnehjem og et
optræningshjem for handicappede,
som det her drejer sig om, har de et
problem til fælles: Deres klienter
har svært ved at komme på bølge-
længde med folk i byen. Og folk i
byen har svært ved at acceptere dem
på lige fod med det øvrige samfund.
I et diskussionsoplæg hedder det,
at døgninstitutionerne hidtil har
været lukkede miljøer, som sam-
fundet ikke har meget indblik i —
og iøvrigt ikke har lyst til at have
indblik i. Det er dér, hvor man an-
bringer »de dumme«, »de handi-
cappede« eller »de umulige« —
nogle, man i hvert fald skal holde
sig fra. — Det er en forståelig hold-
ning, men forkert, ja, katastrofal
forkert, siger de ansatte på døgnin-
stitutionerne. Derfor må vi at søge
at få de anbragte accepteret i det
øvrige samfund.
Og det skal ske ved ligesom at
bygge en bro mellem institutioner-
ne og befolkningen.
For lidt kendskab
I hvert fald er man på optrænings-
hjemmet »Sungiusarfik Ikinngut«
småt i gang med at gøre tiltag i den
retning. Lige før jul holdt man
åbent hus. Der kom overraskende
mange mennesker, og der blev solgt
en del produkter fra hjemmets
værksted. Og en af planerne for den
nærmeste fremtid er produktion af
videofilm, hvor man skildrer klien-
ters dagligliv.
I »Sungiusarfik Ikinngut« bor ti
fysisk eller psykisk handicappede
mellem 20 og 48 år. Alle på nær een
kommer fra andre byer på kysten.
Een af dem er anbragt hertil efter
næsten 20 års ophold i et handi-
caphjem i Danmark og taler således
kun dansk. To, der også har været i
Danmark, går til særlig undervis-
ning i grønlandsk.
Qamuteeqqat »Sungiusarfiup« sannaviani sanaat piumaneqarluartarput,
aamma nunanit allamiunit. Aajuna Peter Stachip taamaattut ilaat qalipak-
kaa.
Hundeslæde-modeller, lavet i »Sungiusarfik«s værksted, er efterspurgte,
også affolk fra udlandet. Her er Peter Stach ved at male en af slagsen.
— Der er blandt befolkningen til-
bøjeligheder til at se mystisk på de
handicappede, siger forstander
Martha Abeisen.
— Det skyldes nok hovedsageligt
det forhold, at man her i landet kun
har et beskedent kendskab til han-
dicappede. Tidligere var det jo så-
dan, at man sendte de fleste af dem
til Danmark. Men i løbet af de sid-
ste ti år er denne trafik bremset be-
tydeligt, og det er en kendsgerning i
dag, at vi her i landet har mange
handicappede at tage os af.
Overdreven medlidenhed
— Problemerne havde været min-
dre i dag, hvis man havde gjort ind-
sats til at skabe bredere forståelse li-
ge fra dengang man sagde, at nu
skulle handicappede blive her i lan-
det, fortsætter Martha Abeisen.
— Da optræningshjemmet her i
byen nu har eksisteret i snart seks
år, skulle man tro, at omgivelserne
har vænnet sig til at omgås handi-
cappede. Muligvis er det tilfældet,
men forståelsen begrænser^ sig til
overdreven medlidenhed. »Åh, åh,
den lille stakkel...!«. Umiddelbart
kan de jo forekomme skrøbelige,
men det hjælper ikke at være senti-
mentale overfor dem. Tværtimod
virker det negativt.
— Forkert forståelse virker yd-
mygende. Den gør, at de i deres be-
stræbelser for at få brudt barrieren
laver grin med sig selv. Og således
bruger een af vore klienter udeluk-
kende denne fremgangsmåde for at
komme i kontakt med andre men-
nesker.
— Den rigtige forståelse vil bestå
i, at man behandler dem som almin-
delige mennesker, at man ikke for-
skelsbehandler dem. Det er en mål-
sætning, der lyder flot, og som vi
erkender ikke kan opnås lige med
det samme. Men vi kommer ikke vi-
dere, hvis der ikke kommer en dia-
log i gang. Derfor har vi også planer
om i løbet af foråret at indkalde til
et offentligt debatmøde.
»Sungiusarfiup« sannaviani. Niels Markussenip qisummik qiperukkami
alutornartut ilaat naammassileraa, papikuujuk.
Fra »Sungiusarfik«s værksted. Niels Markussen er her ved at lægge sidste
hånd på en af sine egenartede træfigurer, en papegøje.
»Sungiusarfimmi« najugaqartut ilaat Elisabeth Lindenhann tæppelior-
toq, pisortaq Martha Abeisen isiginnaartoralugu. Najugaqartut ilaat pi-
ngasut illoqarfimmi suliffeqarput sipporuttutut (sulisut naammareersut
saniatigut), immikkullu akissaasersugaallutik »Sungiusarfik« aqqutigalu-
gu.
Een af »Sungiusarfik«s klienter, Elisabeth Lindenhann, laver tæppe, mens
forstander Martha Abeisen ser til. Tre af beboerne i optræningshjemmet
har job ude i byen, men som overskydende arbejdskraft og aflønnes sær-
skilt gennem »Sungiusarfik«.
Genopslag
Ingeniør/konstruktør
En nyoprettet stilling som ingeniør/konstruktør er ledig til besæt-
telse pr. 1. marts 1986 eller snarest derefter i kommunens tekni-
ske forvaltning.
Arbejdet, der er meget selvstændigt, består primært i tilsyn med
bygge- og anlægsopgaver og projektering af mindre kommunal-
tekniske anlæg.
Endvidere omfatter stillingen en del opmålingsarbejde i »mar-
ken«, samt diverse forundersøgelser for planlagte kommunale
anlæg.
Forvaltningen er under omorganisering, og der kan derfor blive
tale om ændring af ovennævnte arbejdsområder.
Forvaltningen ledes af kommuneingeniøren og bemandes yderli-
gere med 1 byggetekniker, 1 arkitekt, 1 sekretær samt 1 elev.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overen-
skomstaftalenævn mellem pågældende faglige organisation og
Det Offentlige Aftalenævn.
For ikke-hjemmehørende ansøgere stilles bolig til rådighed efter
familiestørrelse. Husleje betales efter gældende regler.
Udgifter i forbindelse med tiltrædelse og flytning af bohave af-
holdes af kommunen, og efter mindst to års ansættelse ydes til-
svarende fri hjemrejse og transport af bohave. Efter gældende
regler ydes en årlig feriefrirejse, første gang efter 12 måneders
ansættelse.
Nærmere oplysninger om stillingen kan indhentes hos kommu-
neingeniør Bo Kristensen, tlf. 3 12 77.
Ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere
beskæftigelse, familiestørrelse og bilagt kopier af relevante papi-
rer sendes pr. luftpost senest den 15. februar 1986 til:
Narsaq kommune
Postbox 37.3921 Narsaq