Atuagagdliutit - 23.07.1986, Side 3

NR. 30 1986
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
3
Posten er ofte længe om at nå til
FrobisherBay fra Nuuk, derfor har
jeg først fornylig fået lejlighed til at
læse Philip Lauritzen’s forsøg på at
fortælle om Minik’s liv i
SermitsiaK.
Philip Lauritzen vil uden tvivl
gerne være Grønlands mest kendte
forfatter. I sin iver og sin mangel på
anerkendelse af andres indsats — er
han desværre ved at udvikle sig til
landets medst principløse plagia-
tor. Ydermere er hans fortælling
om Minik på ingen måde et færdigt
bearbejdet produkt. Han har heller
ikke nævnt, hvordan han har er-
hvervet sine informationer om Mi-
nik — ej heller hvorfor han har haft
så travlt med at publicere et så
ufærdigt arbejde.
Jeg påbegyndte selv mine studier
om Minik for en del år siden, gan-
ske kort efter at have hørt om ham
af nogle Qaanaaq-folk, først fra
Ulrik Lennert (nu boende i Sisi-
miut), min svigermoder — Amau-
nalik, Inuutersuaq Ulloriaq — en
velkendt forfatter fra Siorapaluk,
Imiina — som rejste sammen med
medlemmer af Macmillan’s Croc-
ker Land Ekspedition og mange an-
dre.
Jeg påbegyndte mine studier om
denne fantastiske historie i Grøn-
land, Danmark og USA. Mens jeg
arbejdede med mine undersøgelser,
opdagede jeg, at en velkendt dansk
forsker i København også var in-
teresseret i historien og havde gan-
ske roligt arbejdet med historien i
nogle år. Vi mødtes, drøftede vore
fælles interesser for historien og be-
sluttede at fortsætte vore studier
hver for sig.
Philip ville opgive historien,
hvis jeg arbejde,med den
Nogen tid senere, efter at Jørgen
Fleischer havde gentrykt Sechmann
Rosbach’s beretning om Minik’s liv
i 1934 i Atuagagdliutit, skete der
noget ganske uventet. Først fik jeg
en opringning fra Philip Lauritzen,
hvem jeg tidligere havde mødt i Ca-
nada. (Ved den omtalte tidligere lej-
lighed, havde Philip vanskeligheder
med at finde engelskpublicerende
forlag, der kunne udgive hans bog
»Oil and Amulets«; Jeg formidlede
kontakten til Breakwater Books i
Newfoundland — der gik med til at
publicere bogen, hvis Philip kunne
arrangere at ICC købte 1000 ek-
semplarer.) Under samtalen spurg-
te Philip, om jeg var interesseret i
historien om Minik, hvad jeg sagde,
jeg var. Derefter fortalte Philip, at
han havde håbet at skrive noget om
Minik’s liv, men ville opgive sit
forehavende, hvis jeg arbejdede
med historien. Ganske kort tid efter
vores samtale, skrev Philip til en
dansk forsker i København, om
hvem han havde hørt, at han havde
samlet en anselig mængde af viden-
skabeligt research om Minik. Der er
en canadier i Qaanaaq, fortalte Phi-
lip ham, som arbejder med Minik-
historien — en fantastisk ikke-tidli-
gere publiceret grønlandsk historie.
Philip truede ham med at gå til
pressen med historien, og det var
nødvendigt for den danske forsker
at stille al sit materiale til Philips rå-
dighed. Han fortalte ham, at han
ikke kunne tillade sig at sætte sig på
sit undersøgelsesmateriale — han
var jo ansat under den danske stat
og skulle derfor støtte Philips ind-
sats — en dansk free-lance journa-
list, specielt når en fremmed allere-
de arbejdede med et unikt grøn-
landsk historie. (Det undrer een —
hvordan daværende leder af Grøn-
lands Hjemmestyrets Information-
skontor kan retfærdiggøre at kalde
sig selv for free-lance journalist).
Uheldigvis bukkede den danske
forsker for Philips smålige logik og
overgav ham noget af sit undersø-
gelsesmateriale. Jeg røber ikke den
danske forskers identitet, men alle i
de videnskabelige kredse ved, hvem
han er.
Philip — en plagiator
I et af sine breve til den danske for-
sker (dateret 11.02.84) skriver Phi-
lip: »Jeg ved Kenn Harper sidder i
Thule og skriver, og jeg er indstillet
på at blive færdig med et eller andet
i en fart«. I en anden korrespon-
dance har han skrevet: »Jeg har in-
gen planer om at skrive en 100 pro-
cent akkurat biografi om Minik« og
»Min hensigt er at finde så solide in-
formationer til at kunne sætte en
ramme om en fiktiv historie baseret
på Minik’s liv« (udateret skitse). Og
i et andet brev (14.02.84) til en ame-
rikansk forskningsassistent udma-
ler han sit dovne holdning til re-
search — ved at oplyse: »Jeg håber
kun at finde så meget som muligt,
uden at skulle grave i måneder«.
Philip påstår, at hans historie er
rimelig definitiv arbejde om Mi-
nik’s liv. Kan nogen godtage hans
påstand i lyset af hans egen indrøm-
melse om, at han kun havde inten-
sioner om at skrive en troværdig
fiktion? Han har ikke lavet noget
original-research, men hengav sig i
stedet til at plagiere en respekteret
dansk forskers arbejde og anvende
denne forskers arbejde — uden til-
ladelse — som sit eget.
Ingen kan skrive noget fyldestgø-
rende om Minik’s tragiske liv i
Amerika uden at have forstået rela-
tionerne mellem drengen og hans
værge, William Wallace; mellem
Wallace og Morris K. Jesup fra
American Museum of Natural Hi-
story; og mellem Jesup og Peary.
For at få den fulde forståelse for
Minik’s skæbne i Amerika — er det
nødvendigt at forske i William Wal-
lace’s baggrund og hans indviklede
financielle forhold i året 1900, disse
er nemlig nøglerne til alt det følgen-
de. Det vil aldrig lykkes blot ved at
kradse overfladen af sagen og fri-
sindet citere fra ganske få artikler i
et New York avis — tilvejebragt af
en anden undersøger. Det kræver
arkivarbejde, en masse interviews
og siden hen bearbejde beretnin-
gens ingredienser med en detektivs
pertentlighed.
Philip vil finde det svært at fylde
Peter Freuchen’s sko
Det er interessant at notere sig, at
Philip i sit forord til første kapitel
af fiktionen, påstår at have stødt på
beretningerne om Minik’s liv under
sit studium af Grønlands største
fortæller, Peter Freuchen. Sådan
var det ikke. Ifølge sin egen ind-
rømmelse, havde Philip Lauritzen
aldrig hørt om Minik før Atuagag-
dliutit gentrykte Sechmann Ros-
bach’s beretning. Sidenhen plagede
han en dansk forsker til at overlade
sig sit forsknings resultater — lige-
som han til stadighed plagede en an-
den dansk forsker til at delagtiggøre
sig i dennes mange-årige forsk-
ningsarbejde om Peter Freuchen.
Ved sin besættelse omkring Peter
Freuchens person, er det tydeligt, at
Philip Lauritzen — med sin pro-
duktive skrivning om arktiske em-
ner — håber at tegne en flatterende
sammenligning mellem sig og Freu-
chen, men det vil ikke lykkes.
Peter Freuchen forskønnede sine
beretninger — men stjal dem ikke. I
tidens løb blev han en af Grønlands
mest informative og kunstneriske
forfattere. Peter Freuchen var en
gigant af en mand — både litterært
og figurativt. Philip Lauritzen vil
finde det svært — at fylde hans sko.
Hele historien om Minik skal jo
fortælles. Philip har på ingen måde
ydet den retfærdighed. Og hele hi-
storien vil ikke blive fortalt af en
forfatter — der til trods for sine
mange år i Grønland ikke kan tale
grønlandsk og sjældent vover sig ud
af Grønland for at lave sit research,
men i stedet forlader sig på at
skræmme en forsker, der har ofret
mange år på sin forskning.
Læserne må være de endelige
dommere. Jeg ved ikke, om den
danske forskers undersøgelser om
Minik’s liv vil udkomme i nær
fremtid. Men jeg ved, når min be-
retning om Minik udkommer, vil
den inkludere kilder — og vigtigere
— tilladelser. Jeg tror, min historie
vil fortælle den sande beretning om
Minik — New Yorker-eksimoen.
Jeg skriver på engelsk, men jeg hå-
ber, at de ansvarlige for publicerin-
gen i Grønland vil sikre en grøn-
landsk version — i modsætning til
Philip — skylder jeg de mennesker,
som har hjulpet mig med informa-
tioner om Minik’s liv.
Jeg husker udmærket den dag —
for nogle år siden — da min kone,
Navarana, mig selv og min sviger-
moder, Amaunalik — gennemsøgte
en lille kirkegård i USA og fandt
Minik’s grav. Jeg husker også de tå-
rer i Amaunalik’s øjne, da hun for-
talte mig om sit kendskab til Minik,
da hun stadig var en opvoksende
ung pige i Thule. Det er blandt an-
det af disse grunde — jeg håber en
grønlandsk version af min historie
vil udkomme — endnu mens de
gamle, som hun og Inuutersuaq le-
ver.
Til sidst må jeg sige, at det er sær-
deles sørgeligt, at en person med
Philip Lauritzen’s åbenbare (u-
tvivlsomme) talenter må spilde sine
gaver ved at misanvende andres ar-
bejde — i stedet for at tilstræbe ori-
ginal research.
Kenn Harper,
Frobischer Bay, N.W.T.,
Canada.
Philip Lauritzen’s
fortællinger om Minik
— Philip Lauritzen truede en kendt dansk forsker med at gå til pressen med
historien, og det var nødvendigt for forskeren at stille al sit materiale om Minik til
rådighed, skriver Kenn Harpen til AG og fortsætter:
Avanersuarmiuaraq Minik taama isikkoqarpoq 1896-imit New Yorkimut
tikikkami, Qalasersuarmut apuuteqqaartut siulersortaat, sakkutuut imar-
siortut naalagarsuat Robert Peary ilagalugu. Asseq taanna Kenn Harperip
AG-imut atukkiuppaa 1982-imi naqeqqikkatsigu Sechmann Rosbachip
Minilersaarutaa. Asserooq tunissutissaraa Inuutersuarmut allanullu Mi-
nik pillugu imminut oqaluttuarsimasunut.
Thule-drengen Minik så sådan ud, da han i 1896 ankom til New York sam-
men med Nordpolens betvinger, admiral Robert Peary. Kenn Harper lånte
billedet til AG, da vi genoptrykte Sechmann Rosbachs historie om Minik.
Billedet var tiltænkt som gave til Inuutersuaq og andre, der har fortalt
Kenn Harper om Minik.
SANAARTORNERMITAARSIGASSARSISARFIK
GRØNLANDS KREDITFORENING
Advokat Henrik Hey
Skibshavnsvej 32
Box 419
3900 Nuuk
Telefon 2 12 52
- Vi skaffer penge til huse.
Denne annonce er et
VÆRDIPAPIR
De tilbydes den højeste forrentning på det dansk/grønlandske
kapitalmarked
med garanteret sikkerhed.
Deres opsparing fordobles på 4-5 år.
KUPON
Send mig venligst materiale med nærmere oplysning om Deres
investeringstilbud.
Navn:
Adresse:
Stilling:
Postnr:
By:
Investeringsforeningen
POLAR INVEST
Kongevej 7 • Box 69 • 3900 Nuuk • Tlf 2 33 64
Bankforbindelse: Grønlandsbanken Tlf 213 80