Atuagagdliutit - 06.12.1989, Side 15

NR. 122 1989
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
15
Silisisartoq erlinnartuu-
taanngitsunik milloorpoq
(HL) - Kuannersuit oqquan-
ni angummik nunaqarto-
qarpoq. Taama ittut græke-
ritoqqanit sianiitsumk taa-
neqartarput, oqaaserli
ukiut tusintillit ingerlaneri-
ni allatorluinnaq isumaqa-
lersimasinnaavoq. Angut
taanna isummanik pigisa-
qarpoq, taassumalu isumaa
kikkuliuunniit allat isu-
maattut soqutiginassuse-
qarlunilu soqutiginassuse-
qanngitsigisinnaavoq, al-
laassutaali aana, siumut
isummerneroriinngitsumik
inupalaartumik avisip, Mor-
genavisen Jyllands-
Posten’p mamarliutit inger-
lateqqissimammagit taama-
lu kalaallini pissutsitut nipi-
lerlugit qallunaat ilarpas-
suinut ikigisassaanngitsu-
nut ilisimatitsissutitut tusa-
gassiissutaalersillugit.
Bjørn Barfodip, angutip
taassuma ilaanni ujaqqanik
silisinermi pujoralaanit
massilluni tusagaqarusut-
tut eqqarsaatersuutiminik
itisuunik tusartillugit iser-
tuarneq ajorpaa paasisi-
manngikkaluarlugit naalak-
•kersuinermut tunngasunik
eqqartuiniartamini. Sianii-
giinnagassaanngitsumik
immaqa, nalingata kigami-
mininnguusup »affaa« ataa-
simavaa - allatut oqaatigalu-
gu: Angutip nammineq
oqaaseqartamera nalilissa-
gaanni nalunanngilaq græ-
keritoqqat oqartamerat eq-
quutitikkaa.
Jyllands-Posten aqqutiga-
lugu taama tutsiukkaluar-
mat immaqa pisariaqanngi-
laq naliliiffigissallugu - ki-
naluunniimmi itemerlus-
sinnaasarpoq. Angutilli sia-
niinnini ilaarlugu allaatigi-
sartakkani katersorlugit
atuaganngortikkamigit, so-
orlu »Grønlands ustyrlige
hjemmestyre«-mik (Kalaal-
lit Nunaata Namminersor-
nerulemera aqukkuminaat-
soq) taama taasaanik piso-
qartoq, naatsorsuutigisaria-
qarparput tassaassasut aaq-
qissugaallutillu atuaqqis-
saagaallutik itisuumik eq-
qarsaatersuutaasimasut.
Ilinniartitsisut tapertatut
ikiorsiisartut arlaata tati-
ginnilersinniarlugu tiguar-
niarsarisariaqaraluarpaa.
Neriuutissaqanngitsumik
sianiilluinnassuseq uannga
angummit pilerlaatut eq-
qarsartumit aniapput, isu-
matussutsimi qiviukujui
pappiaqqamut qaallorissu-
mut kaasarfimminit kuisu-
tut itai paasisimasaqanngip-
paseqaat. Paasisimasaqan-
nginnerup marrarujuanit,
nalunanngilarmi tassani
puttasinnaaneq ilikkarpa-
laarsimariarlugu, kikkun-
nut tamanut serpalittaani-
arpoq, uffa anguniagaa naa-
lakkersuinermi talerperler-
paat saamia’tunginnguanni
inissisimagaluartoq. Ta-
mannalumi aamma Jyl-
lands-Posten’p oqallinner-
mut quppemerani inissin-
neqarnissamut aqqutissa-
rujussuuvoq.
Uppernarsaatiginiagaalu-
mi uku kikkunnilluunniit
uppertitsisinnaasut: Ukiut
qulit matuma siornatigulli
uanga alllagaraakka, taa-
maattumik eqqortuupput.
Bjørn Barfodili uppernarpa-
sinnerpaasarpoq, soorlu
naalagaaffiup aningaasa-
qarneranut ilisimatuup lek-
tor Lise Lyckip Kalaallit Nu-
naat pillugu nalunaarutaa-
nik saassussinermini paasi-
simasaqanngilluaasarnini
ikertoqisoq takutimmagu.
Imami sianiitsigaaq, kalaal-
lit »angajoqqaasut taakkulu
siuliisa atuagaarsornikkut
sanngeeqquteqarnerinik«
Lise Lyckip oqarnera akerli-
leramiuk oqarluni, kalaallit
ataqqinartut taakkorpiaat
nuannareqalugu Dickens
aamma Jack London kalaal-
lisuunngortinneqarsimasut
taamani
Grønlandsposten’mi atuar-
taraat. Ilumoorsimassaaq
atuakkiortut uku pikkoris-
sut atuakkiaat kalaallisut
nuannarineqarsimassappa-
ta. Kisianni tamanna »atua-
garsornermi qangaanit ileq-
qutut« isigineqarsinnaan-
ngilaq. ' Soomgunalumi
aamma taamaassinnaan-
ngilluinnarpoq, oq armat
taamanemitsamik Grøn-
landsposten, massa qallu-
naatuujusoq, kalaallit oqaa-
siinik atuakkiomermut ata-
tillugu pisariaqartitsiner-
mik naammassinnittarsi-
masoq.
Qanoq ililluni tamanna
Bjørn Barfodip ilisimasima-
nerpaa. Oqalukkaluarpormi
ukiut hornorujut affaanni
kalaallinik ilisimasaqar-
tuulluni, atuakkiaanillu
aaqqissuisoqarfiup oqaatigi-
galuarpaa Barfod 1966-imili
Kalaallit Nunaannik tullaa-
risaqalersimasoq, angutilli
imminut nuannarerpaseqa-
lunilu imminut naammagi-
simaanerata inuiaqatigiit,
imminik inissaqartitsisut,
annikinnerpaamilluunniit
paasissallugit naluai.
Barfodikkutut ittut paa-
sinnitaasiat nerukitsunngu-
aannaavoq. Barfodikkut si-
larsuaanniipput kalaallit,
nunamik qallunaatsiaat nu-
nagisimasaannik pissusi-
toqqat malillugit piumasa-
qaateqartussaasorinanngit-
sunik. Inuit taakku imera-
juttuupput, taakkulu qallu-
naanik pitsannik allagarta-
qarput. Ingerlaqatigiit an-
gutit arnallu qerattaarissut,
naak tamaviaaraluaqalutik
ikiorsiuniutiminnik iluat-
sitsinngitsut.
Barfodip silarsuaani inup-
passuit eqiasuitsut pikkoris-
sullu inissaqartitaanngillat,
ulluinnami napaniarner-
mik saniatigut inuiaqatigiit
sukkaqisumik ineriartorti-
taaneranni nukissaqarniar-
tuarlutik suleqataasut. So-
orngunalumi naakkinartut,
saniportaannaq ingerlasut
takulertorneq ajornanngin-
nerusarput, usilumi aamma
takutillugu inuiaqatigiinni
nuimasut nuimaimgitsullu
akornanni imerajuttorqar-
mat - assigiimmik Kalaallit
Nunaanni silarsuullu sinne-
rani. Taamaallaalli silarsu-
armi atugartuunngorsagaa-
suni taama mamarisaqarne-
rup toqqortorneqarsinnaa-
sarnera kalaallit suli ilikkar-
simaparsinngiinnarpaat.
Barfodip qallunaani silar-
suaaniipput qallunaggoriit
10.000-it, kalaallinit inuia-
qatigiinnit malersorneqar-
tut. Qallunaggoriit ataqqe-
qusut qujamasuffigeqqusul-
lu, tassagooq naggueqati-
minnit maani inuiaqatigiit
ineriartortitaanerat aserfal-
latsaalineqarnerallu tapiis-
suterpassuarnik pissaqar-
tinneqartarmat. Ujaqqanik
silisisarfimminit qallunaat
inuiaqatigiinni ineriartortu-
ni piginnaassuseqarlutik
inissisimasut takusin-
naanngilai, immaqaluun-
nimmi affaaluunniit palle-
qajarnavianngilai, ataman-
nami unammillerneqarmat.
Sulliveeqqaminit takusin-
naanngilai qallunaat, maani
allanilu sianiillutik, Dan-
markimiikkaluarunik su-
mik angummassinnaanngil-
luaasarnertik nalunngivil-
lugu ilorrisimaartut. Inuia-
qatigiinni inukuloqaratik
ilasseraartuni issitsitaarta-
raat manngissuseq, atugar-
tuut silarsuaanni sanngiit-
sunut kamanaattartoq ator-
nagu.
Sianiingaarami illaruaa-
tissaannaasup taassuma
Kuannersuit oqquanni ullu-
ni pikallivai. Kalaallit Nu-
naat asavaa, kisianni Ka-
laallit Nunaat paaminnar-
tunik kallaallinik inoqaq-
qunngikkaluaqisani, kalaal-
linik sorraatsungaaramik
allaat qallunaatsiat nunaan-
nik kusanarluartumik qan-
gaanit pissusitoqqat tun-
ngaviginiarlugit piginnitto-
orusuttunik.
Sangataap taassuma eq-
qarsaatersuutai qungujut-
sitsilaarsinnaagunilluun-
nimmi isumakkeerfigisas-
saannaassagaluarput. Alla-
gaani qungujussangana-
laartoqalersorlu nungusu-
tut ittaraat, oqaasiimi nu-
kappiaqqat perorlernermin-
ni qaangereertagaattut suli
ikkamik, immaqaluunnit-
una Barfodip perornissani
qaanginngitsoorlugu suli
maanna attakkaa. Taamam-
mi oqaatsinut atugaanut si-
aniitsunera inoqatiminullu
taama kissassuseqanngitsi-
gisumik pissuseqarnera na-
leqqutsigisoq. Angut taanna
soqutaassuseqanngilluin-
narpoq, atuartartunilli siu-
mut isummereerlutik
imaanneraallutillu imaan-
neraasartunit ajoraluartu-
mik ilumoorunneqarluni.
Bjørn Barfod: »Kalaallit Nu-
naata Namminersomeru-
lemera aqukkuminaatsoq«.
Naqiterisitsisarfik Kon-
trast. Quppernerit 195-it
akia 198 kr.
Stensliberen smider med uædle sten
Bjørn Barfod fra Kvanefjeldets skygge har samlet udvalgte debatindlæg til udgivelse
(HL) -1 Kvanefjeldets skyg-
ge bor en privatmand. Det
var sådan en, de gamle græ-
kere kaldte idiot, men ordet
kan jo have ændret betyd-
ning på nogle tusinde år.
Denne privatmand har me-
ninger, og i princippet er
denne mands meninger lige
så interessante eller uinte-
ressante som enhver anden
privatmands, hvis det ikke
lige var, fordi de kolporteres
gennem organet for borger-
lig snusfornuft, Morgenavi-
sen Jyllands-Posten og såle-
des bliver til orienteringen
om grønlandske forhold for
en betragtelig del af den
danske befolkning.
Bjørn Barfod, for ham er
det, der engang imellem løs-
river sig fra det støvede
stensliberi for at delagtiggø-
re sit publikum i sine dybe
tanker, lægger ikke skjul på,
at han er en halvstuderet rø-
ver. Og klogt nok, men må-
ske er den »halve« en brøk i
underkanten af værdien - el-
ler med andre ord: Manden
er at dømme efter egne ud-
sagn i en tilstand, der kan
give de gamle grækeres ud-
tryk aktuel værdi.
Gennem tilfældige drop i
Jyllands-Posten gider man
måske ikke bedømme en
mand - han kan jo have en
dårlig dag. Men når manden
i sin enfold lader udvalgte
værker samle i bogform,
som det er sket med værket
»Grønlands ustyrlige hjem-
mestyre«, må man formode,
der er tale om redigerede og
gennemlæste åndsproduk-
ter. En støttepødagog burde
forsøge at vinde hans tillid.
For hvilken håbløs stupi-
ditet flyder ikke fra hin ama-
tør i logik, når han krænger
snusfornuftens lommeuld
ud over det hvide papir. Fra
uvidenhedens mudderpøl,
hvori han åbenbart har er-
hvervet sit frisvømmerbe-
vis, kaster han oplagt plad-
der ud over hvem som helst,
om end hans foretrukne mål
befinder sig på den politiske
fløj til venstre for det yder-
ste højre. Men det er jo også
vejen til en fornem plads i
Jyllands-Postens debatru-
brik.
Og så med en bevisførelse,
der kan overbevise enhver
efter modellen: Jeg skrev
det for ti år siden, så derfor
er det sandt. Men mest over-
bevisende er Bjørn Barfod,
når han afslører sin af-
grundsdybe uvidenhed, som
det sker i et angreb på natio-
naløkonomen lektor Lise
Lycks rapport om Grønland.
Henrivende er han i sin nai-
vitet, når han modbeviser
Lise Lycks udsagn om den
grønlandske befolknings
»svage boglige tradition i
forældre- og bedsteforæl-
dregenrationen« med en
henvisning til, at netop disse
ærværdige mennesker med
begejstring læste Dickens og
Jack London oversat til
grønlandsk i det daværende
Grønlandsposten. Det er
sikkert rigtigt, at disse for-
træffelige forfattere er ble-
vet nydt på grønlandsk. Men
det har nu ikke noget med
begrebet »boglig tradition«
at gøre. Og selvfølgelig er
det også noget vås at påstå,
at hine tiders Grønlandspo-
sten, som var dansksproget,
skulle have tilfredstillet be-
hovet for grønlandsk sprog
på den litterærer front.
Men hvordan skulle Bjørn
Barfod kunne vide det. Gan-
ske vist påberåber han sig et
sted i sine udgydelser næ-
sten et halvt århundredes
grønlandserfaring, og hans
forlægger angiver, at Barfod
har betrådt Grønlands jord
siden 1966, men mandens
åbenbare selvglæde og selv-
tilstrækkelighed har afskå-
ret ham fra blot et minimum
af forståelse for det sam-
fund, der har givet også ham
en plads.
I den barfodske begrebs-
verden findes ingen nuan-
cer. Barfods verden rummer
en flok grønlændere, som da
vist ikke har traditionelt
krav på landet, hvor nordbo-
erne boede. Denne flok er
forsumpede individer, og
over for den står så de gode
danskere. En fast trop af
ranke mænd og kvinder,
som trods de ihærdigste an-
strengelser ikke formår at
trænge igennem med deres
hjælp.
Barfods verden har ikke
plads til de mange flittige og
dygtige mennesker, der ved
siden af kampen for det dag-
lige udkomme skaffer sig
kræfter til at bygge et sam-
fund op i rekordtempo. Men
det er selvfølgelig også lette-
re at få øje på de stakler, der
slingrer afsted i den daglige
kæfert og forresten viser, at
alkoholikere findes i alle
samfundslag - i Grønland
som den øvrige verden. Kun
synes grønlænderne endnu
ikke at have indøvet den me-
re civiliserede verdens evne
til at skjule den lille last.
Barfods danske verden
består af en 10.000 kerne-
danskere, der forfølges af
det grønlandske samfund.
Kernedanskere, som burde
have krav på respekt og tak-
nemmelighed, fordi deres
racefæller i syd yder et til-
skud til samfundets opbyg-,
ning og vedligeholdelse. Fra
stensliberskuret kan han ik-
ke se de danskere, hvis due-
lighed rækker til en plads i
et samfund under opbyg-
ning, men næppe ville
strække til bare det halve,
hvor der findes konkurren-
ce. Det er mennesker, der
kan gøre nytte - og gør det,
men det er den elite, Barfod
beskriver. Og fra sit skur øj-
ner han ikke de danskere,
der her som alle andre sted-
er har fundet sig til rette
med deres små svagheder.
Mennesker, der næppe har
en ærlig chance i Danmark
og selv ved det. De har fun-
det sig til rette i et gæstfrit
samfund uden den effektive
hårdhed, der gør den civili-
serede verden utålelig for de
bløde.
Denne latterlige nar fra
Kvanefjeldets skygge besud-
ler sin rede. Han elsker
Grønland, men et Grønland
uden de påtrængende grøn-
lændere, der oven i købet
har den frækhed at gøre tra-
ditionel hævd gældende på
de ranke nordboers land.
Meget kunne tilgives, hvis
denne åndelige vådligger var
morsom. Der er tilløb til en
smule humor i strejf gen-
nem hans skriverier. Des-
værre drukner de i et sprog,
drenge vokser sig fra gen-
nem overgangsalderen, men
måske lider Bjørn Barfod
blot af abnormt forlænget
pubertet. Og så er der for så
vidt en nøje overensstem-
melse mellem hans sprog,
hans viden og hans afstum-
pede holdning til medmen-
nesker. Den mand er ligegyl-
dig, men tages alvorligt af et
publikum, som nyder at
svælge i firkantede fordom-
me.
Bjørn Barfod: »Grønlands
ustyrlige hjemmestyre«.
Forlaget Kontrast. 195 si-
der, 198 kr.