Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 06.12.1989, Qupperneq 15

Atuagagdliutit - 06.12.1989, Qupperneq 15
NR. 122 1989 ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN 15 Silisisartoq erlinnartuu- taanngitsunik milloorpoq (HL) - Kuannersuit oqquan- ni angummik nunaqarto- qarpoq. Taama ittut græke- ritoqqanit sianiitsumk taa- neqartarput, oqaaserli ukiut tusintillit ingerlaneri- ni allatorluinnaq isumaqa- lersimasinnaavoq. Angut taanna isummanik pigisa- qarpoq, taassumalu isumaa kikkuliuunniit allat isu- maattut soqutiginassuse- qarlunilu soqutiginassuse- qanngitsigisinnaavoq, al- laassutaali aana, siumut isummerneroriinngitsumik inupalaartumik avisip, Mor- genavisen Jyllands- Posten’p mamarliutit inger- lateqqissimammagit taama- lu kalaallini pissutsitut nipi- lerlugit qallunaat ilarpas- suinut ikigisassaanngitsu- nut ilisimatitsissutitut tusa- gassiissutaalersillugit. Bjørn Barfodip, angutip taassuma ilaanni ujaqqanik silisinermi pujoralaanit massilluni tusagaqarusut- tut eqqarsaatersuutiminik itisuunik tusartillugit iser- tuarneq ajorpaa paasisi- manngikkaluarlugit naalak- •kersuinermut tunngasunik eqqartuiniartamini. Sianii- giinnagassaanngitsumik immaqa, nalingata kigami- mininnguusup »affaa« ataa- simavaa - allatut oqaatigalu- gu: Angutip nammineq oqaaseqartamera nalilissa- gaanni nalunanngilaq græ- keritoqqat oqartamerat eq- quutitikkaa. Jyllands-Posten aqqutiga- lugu taama tutsiukkaluar- mat immaqa pisariaqanngi- laq naliliiffigissallugu - ki- naluunniimmi itemerlus- sinnaasarpoq. Angutilli sia- niinnini ilaarlugu allaatigi- sartakkani katersorlugit atuaganngortikkamigit, so- orlu »Grønlands ustyrlige hjemmestyre«-mik (Kalaal- lit Nunaata Namminersor- nerulemera aqukkuminaat- soq) taama taasaanik piso- qartoq, naatsorsuutigisaria- qarparput tassaassasut aaq- qissugaallutillu atuaqqis- saagaallutik itisuumik eq- qarsaatersuutaasimasut. Ilinniartitsisut tapertatut ikiorsiisartut arlaata tati- ginnilersinniarlugu tiguar- niarsarisariaqaraluarpaa. Neriuutissaqanngitsumik sianiilluinnassuseq uannga angummit pilerlaatut eq- qarsartumit aniapput, isu- matussutsimi qiviukujui pappiaqqamut qaallorissu- mut kaasarfimminit kuisu- tut itai paasisimasaqanngip- paseqaat. Paasisimasaqan- nginnerup marrarujuanit, nalunanngilarmi tassani puttasinnaaneq ilikkarpa- laarsimariarlugu, kikkun- nut tamanut serpalittaani- arpoq, uffa anguniagaa naa- lakkersuinermi talerperler- paat saamia’tunginnguanni inissisimagaluartoq. Ta- mannalumi aamma Jyl- lands-Posten’p oqallinner- mut quppemerani inissin- neqarnissamut aqqutissa- rujussuuvoq. Uppernarsaatiginiagaalu- mi uku kikkunnilluunniit uppertitsisinnaasut: Ukiut qulit matuma siornatigulli uanga alllagaraakka, taa- maattumik eqqortuupput. Bjørn Barfodili uppernarpa- sinnerpaasarpoq, soorlu naalagaaffiup aningaasa- qarneranut ilisimatuup lek- tor Lise Lyckip Kalaallit Nu- naat pillugu nalunaarutaa- nik saassussinermini paasi- simasaqanngilluaasarnini ikertoqisoq takutimmagu. Imami sianiitsigaaq, kalaal- lit »angajoqqaasut taakkulu siuliisa atuagaarsornikkut sanngeeqquteqarnerinik« Lise Lyckip oqarnera akerli- leramiuk oqarluni, kalaallit ataqqinartut taakkorpiaat nuannareqalugu Dickens aamma Jack London kalaal- lisuunngortinneqarsimasut taamani Grønlandsposten’mi atuar- taraat. Ilumoorsimassaaq atuakkiortut uku pikkoris- sut atuakkiaat kalaallisut nuannarineqarsimassappa- ta. Kisianni tamanna »atua- garsornermi qangaanit ileq- qutut« isigineqarsinnaan- ngilaq. ' Soomgunalumi aamma taamaassinnaan- ngilluinnarpoq, oq armat taamanemitsamik Grøn- landsposten, massa qallu- naatuujusoq, kalaallit oqaa- siinik atuakkiomermut ata- tillugu pisariaqartitsiner- mik naammassinnittarsi- masoq. Qanoq ililluni tamanna Bjørn Barfodip ilisimasima- nerpaa. Oqalukkaluarpormi ukiut hornorujut affaanni kalaallinik ilisimasaqar- tuulluni, atuakkiaanillu aaqqissuisoqarfiup oqaatigi- galuarpaa Barfod 1966-imili Kalaallit Nunaannik tullaa- risaqalersimasoq, angutilli imminut nuannarerpaseqa- lunilu imminut naammagi- simaanerata inuiaqatigiit, imminik inissaqartitsisut, annikinnerpaamilluunniit paasissallugit naluai. Barfodikkutut ittut paa- sinnitaasiat nerukitsunngu- aannaavoq. Barfodikkut si- larsuaanniipput kalaallit, nunamik qallunaatsiaat nu- nagisimasaannik pissusi- toqqat malillugit piumasa- qaateqartussaasorinanngit- sunik. Inuit taakku imera- juttuupput, taakkulu qallu- naanik pitsannik allagarta- qarput. Ingerlaqatigiit an- gutit arnallu qerattaarissut, naak tamaviaaraluaqalutik ikiorsiuniutiminnik iluat- sitsinngitsut. Barfodip silarsuaani inup- passuit eqiasuitsut pikkoris- sullu inissaqartitaanngillat, ulluinnami napaniarner- mik saniatigut inuiaqatigiit sukkaqisumik ineriartorti- taaneranni nukissaqarniar- tuarlutik suleqataasut. So- orngunalumi naakkinartut, saniportaannaq ingerlasut takulertorneq ajornanngin- nerusarput, usilumi aamma takutillugu inuiaqatigiinni nuimasut nuimaimgitsullu akornanni imerajuttorqar- mat - assigiimmik Kalaallit Nunaanni silarsuullu sinne- rani. Taamaallaalli silarsu- armi atugartuunngorsagaa- suni taama mamarisaqarne- rup toqqortorneqarsinnaa- sarnera kalaallit suli ilikkar- simaparsinngiinnarpaat. Barfodip qallunaani silar- suaaniipput qallunaggoriit 10.000-it, kalaallinit inuia- qatigiinnit malersorneqar- tut. Qallunaggoriit ataqqe- qusut qujamasuffigeqqusul- lu, tassagooq naggueqati- minnit maani inuiaqatigiit ineriartortitaanerat aserfal- latsaalineqarnerallu tapiis- suterpassuarnik pissaqar- tinneqartarmat. Ujaqqanik silisisarfimminit qallunaat inuiaqatigiinni ineriartortu- ni piginnaassuseqarlutik inissisimasut takusin- naanngilai, immaqaluun- nimmi affaaluunniit palle- qajarnavianngilai, ataman- nami unammillerneqarmat. Sulliveeqqaminit takusin- naanngilai qallunaat, maani allanilu sianiillutik, Dan- markimiikkaluarunik su- mik angummassinnaanngil- luaasarnertik nalunngivil- lugu ilorrisimaartut. Inuia- qatigiinni inukuloqaratik ilasseraartuni issitsitaarta- raat manngissuseq, atugar- tuut silarsuaanni sanngiit- sunut kamanaattartoq ator- nagu. Sianiingaarami illaruaa- tissaannaasup taassuma Kuannersuit oqquanni ullu- ni pikallivai. Kalaallit Nu- naat asavaa, kisianni Ka- laallit Nunaat paaminnar- tunik kallaallinik inoqaq- qunngikkaluaqisani, kalaal- linik sorraatsungaaramik allaat qallunaatsiat nunaan- nik kusanarluartumik qan- gaanit pissusitoqqat tun- ngaviginiarlugit piginnitto- orusuttunik. Sangataap taassuma eq- qarsaatersuutai qungujut- sitsilaarsinnaagunilluun- nimmi isumakkeerfigisas- saannaassagaluarput. Alla- gaani qungujussangana- laartoqalersorlu nungusu- tut ittaraat, oqaasiimi nu- kappiaqqat perorlernermin- ni qaangereertagaattut suli ikkamik, immaqaluunnit- una Barfodip perornissani qaanginngitsoorlugu suli maanna attakkaa. Taamam- mi oqaatsinut atugaanut si- aniitsunera inoqatiminullu taama kissassuseqanngitsi- gisumik pissuseqarnera na- leqqutsigisoq. Angut taanna soqutaassuseqanngilluin- narpoq, atuartartunilli siu- mut isummereerlutik imaanneraallutillu imaan- neraasartunit ajoraluartu- mik ilumoorunneqarluni. Bjørn Barfod: »Kalaallit Nu- naata Namminersomeru- lemera aqukkuminaatsoq«. Naqiterisitsisarfik Kon- trast. Quppernerit 195-it akia 198 kr. Stensliberen smider med uædle sten Bjørn Barfod fra Kvanefjeldets skygge har samlet udvalgte debatindlæg til udgivelse (HL) -1 Kvanefjeldets skyg- ge bor en privatmand. Det var sådan en, de gamle græ- kere kaldte idiot, men ordet kan jo have ændret betyd- ning på nogle tusinde år. Denne privatmand har me- ninger, og i princippet er denne mands meninger lige så interessante eller uinte- ressante som enhver anden privatmands, hvis det ikke lige var, fordi de kolporteres gennem organet for borger- lig snusfornuft, Morgenavi- sen Jyllands-Posten og såle- des bliver til orienteringen om grønlandske forhold for en betragtelig del af den danske befolkning. Bjørn Barfod, for ham er det, der engang imellem løs- river sig fra det støvede stensliberi for at delagtiggø- re sit publikum i sine dybe tanker, lægger ikke skjul på, at han er en halvstuderet rø- ver. Og klogt nok, men må- ske er den »halve« en brøk i underkanten af værdien - el- ler med andre ord: Manden er at dømme efter egne ud- sagn i en tilstand, der kan give de gamle grækeres ud- tryk aktuel værdi. Gennem tilfældige drop i Jyllands-Posten gider man måske ikke bedømme en mand - han kan jo have en dårlig dag. Men når manden i sin enfold lader udvalgte værker samle i bogform, som det er sket med værket »Grønlands ustyrlige hjem- mestyre«, må man formode, der er tale om redigerede og gennemlæste åndsproduk- ter. En støttepødagog burde forsøge at vinde hans tillid. For hvilken håbløs stupi- ditet flyder ikke fra hin ama- tør i logik, når han krænger snusfornuftens lommeuld ud over det hvide papir. Fra uvidenhedens mudderpøl, hvori han åbenbart har er- hvervet sit frisvømmerbe- vis, kaster han oplagt plad- der ud over hvem som helst, om end hans foretrukne mål befinder sig på den politiske fløj til venstre for det yder- ste højre. Men det er jo også vejen til en fornem plads i Jyllands-Postens debatru- brik. Og så med en bevisførelse, der kan overbevise enhver efter modellen: Jeg skrev det for ti år siden, så derfor er det sandt. Men mest over- bevisende er Bjørn Barfod, når han afslører sin af- grundsdybe uvidenhed, som det sker i et angreb på natio- naløkonomen lektor Lise Lycks rapport om Grønland. Henrivende er han i sin nai- vitet, når han modbeviser Lise Lycks udsagn om den grønlandske befolknings »svage boglige tradition i forældre- og bedsteforæl- dregenrationen« med en henvisning til, at netop disse ærværdige mennesker med begejstring læste Dickens og Jack London oversat til grønlandsk i det daværende Grønlandsposten. Det er sikkert rigtigt, at disse for- træffelige forfattere er ble- vet nydt på grønlandsk. Men det har nu ikke noget med begrebet »boglig tradition« at gøre. Og selvfølgelig er det også noget vås at påstå, at hine tiders Grønlandspo- sten, som var dansksproget, skulle have tilfredstillet be- hovet for grønlandsk sprog på den litterærer front. Men hvordan skulle Bjørn Barfod kunne vide det. Gan- ske vist påberåber han sig et sted i sine udgydelser næ- sten et halvt århundredes grønlandserfaring, og hans forlægger angiver, at Barfod har betrådt Grønlands jord siden 1966, men mandens åbenbare selvglæde og selv- tilstrækkelighed har afskå- ret ham fra blot et minimum af forståelse for det sam- fund, der har givet også ham en plads. I den barfodske begrebs- verden findes ingen nuan- cer. Barfods verden rummer en flok grønlændere, som da vist ikke har traditionelt krav på landet, hvor nordbo- erne boede. Denne flok er forsumpede individer, og over for den står så de gode danskere. En fast trop af ranke mænd og kvinder, som trods de ihærdigste an- strengelser ikke formår at trænge igennem med deres hjælp. Barfods verden har ikke plads til de mange flittige og dygtige mennesker, der ved siden af kampen for det dag- lige udkomme skaffer sig kræfter til at bygge et sam- fund op i rekordtempo. Men det er selvfølgelig også lette- re at få øje på de stakler, der slingrer afsted i den daglige kæfert og forresten viser, at alkoholikere findes i alle samfundslag - i Grønland som den øvrige verden. Kun synes grønlænderne endnu ikke at have indøvet den me- re civiliserede verdens evne til at skjule den lille last. Barfods danske verden består af en 10.000 kerne- danskere, der forfølges af det grønlandske samfund. Kernedanskere, som burde have krav på respekt og tak- nemmelighed, fordi deres racefæller i syd yder et til- skud til samfundets opbyg-, ning og vedligeholdelse. Fra stensliberskuret kan han ik- ke se de danskere, hvis due- lighed rækker til en plads i et samfund under opbyg- ning, men næppe ville strække til bare det halve, hvor der findes konkurren- ce. Det er mennesker, der kan gøre nytte - og gør det, men det er den elite, Barfod beskriver. Og fra sit skur øj- ner han ikke de danskere, der her som alle andre sted- er har fundet sig til rette med deres små svagheder. Mennesker, der næppe har en ærlig chance i Danmark og selv ved det. De har fun- det sig til rette i et gæstfrit samfund uden den effektive hårdhed, der gør den civili- serede verden utålelig for de bløde. Denne latterlige nar fra Kvanefjeldets skygge besud- ler sin rede. Han elsker Grønland, men et Grønland uden de påtrængende grøn- lændere, der oven i købet har den frækhed at gøre tra- ditionel hævd gældende på de ranke nordboers land. Meget kunne tilgives, hvis denne åndelige vådligger var morsom. Der er tilløb til en smule humor i strejf gen- nem hans skriverier. Des- værre drukner de i et sprog, drenge vokser sig fra gen- nem overgangsalderen, men måske lider Bjørn Barfod blot af abnormt forlænget pubertet. Og så er der for så vidt en nøje overensstem- melse mellem hans sprog, hans viden og hans afstum- pede holdning til medmen- nesker. Den mand er ligegyl- dig, men tages alvorligt af et publikum, som nyder at svælge i firkantede fordom- me. Bjørn Barfod: »Grønlands ustyrlige hjemmestyre«. Forlaget Kontrast. 195 si- der, 198 kr.

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.