Atuagagdliutit - 31.01.1990, Blaðsíða 4

4
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 13 1990
OQALLINNEQ - DEBAT
ISUMMAT SAQQUMMIUGUK - SKRIV DIN MENING TIL AG
Det hele er noget skidt
Af Poul Bjerge, Upemaviarssuk, Qaqortoq
Det hele er noget skidt, og vi
kan ikke gøre noget, der helt
løser problemet med spiri-
tus. Misbrug er noget skidt.
Det ødelægger mange men-
nesker og familier og bevir-
ker mere vold, flere ulykkes-
tilfælde og flere sygdomme.
Totalforbud vil sandsyn-
hgvis bevirke organiseret
smugling i stor stil og hjem-
mebrygning og -brænding af
mere eller mindre mærk-
værdige og måske farlige
væsker. - Det er altså også
noget skidt.
Rationering er heller ikke
af det gode. Det er indgreb i
den såkaldte »personlige fri-
hed«. Det giver større admi-
nistration, det giver mulig-
hed for sortbørshandel, og
det giver mulighed for for-
søg på forfalskning af evtu-
elle mærker.
Det er kendsgerningerne,
og hvis vi ikke bare vil lade
fem og syv være bge, må vi
vælge den af mulighederne,
der er mindst skidt.
Vi kender rationeringen
fra det år, den var i kraft.
Under den havde mange
børn det bedre, der var fær-
re volds- og kønssygdomstil-
fælde, færre ulykkestilfæl-
de, mere stabilitet på ar-
bejdspladserne, færre re-
stancer, og flere penge blev
brugt på varige forbrugsgo-
der.
Nu må vi vælge.
Jeg er i hvert fald ikke i
tvivl.
Retssikkerhed
eller hvad
Af Bent Sand-Thorsen, Ilulissat
Nu nærmer den 1. februar
sig igen, og der skal udbeta-
les feriepenge fra næsten al-
le firmaer og virksomheder i
hele Grønland.
Ved feriepengeudbetalin-
gen i 1989 for året 1988 ske-
te der flere steder det, at fe-
riepengene blev tilbageholdt
med 100 pct. som følge af
restancer til det offentlige.
Det kan forventes, at det-
te vil ske igen i år flere sted-
er, hvilket får mig til at gøre
borgerne de pågældende
steder opmærksom på de
gældende retsregler for løn-
tilbageholdelser.
Retsreglerne står anført i
den grønlandske retspleje-
lov, lovbekendtgørelse nr.
99 af 21. marts 1984.
Reglerne er nærmere be-
skrevet i lovbekdndtgørel-
sens kapitel 7, paragraf 12,
stk. 2, som har følgende ord-
lyd:
»Der kan i intet tilfælde
ske en tilbageholdelse med
mere en 1/3 af det, der til-
kommer skyldneren, efter
at kildeskat er fradraget«.
Nogle steder ser man
imidlertid stor på denne be-
stemmelse, idet man er af
den opfattelse, at gældsstør-
relsen til det offentlige skal
bringes ned . Denne opfat-
telse er vi helt enige om,
men jeg kan ikke acceptere
uretfærdigheder, herunder
at der sker tilbageholdelser
med 100 pct., således at den
enkelte overhovedet ikke får
udbetalt feriepenge, uanset
hvor store økonomiske pro-
blemer vedkommende har.
Med dette her vil jeg gøre
opmærksom på, at der i rets-
plejelovens kapitel 7, para-
graf 8, står anført følgende
bestemmelse:
»Der må ikke fratages
skyldneren midler, der
skønnes at være nødvendige
til opretholdelse af et beske-
dent hjem og en beskeden
levefod for skyldneren og
skyldnerens husstand«.
Dette er det såkaldte
trangsbegreb, der her er tale
om.
Jeg er bekendt med, at
landsretten har afgjort sa-
ger om 100 pct. tilbagehol-
delse af feriepenge i ganske
specielle situationer, herun-
der, at debitor har haft en
meget stor nettoindtægt og
ikke har betalt på sin gæld
til det offentlige.
Jeg er ligeledes bekendt
med, at landsretten også har
behandlet sager, hvor man
har erkendt tilbageholdel-
sen som ulovlig under hen-
syn til bl.a. trangsbegrebet.
Derfor er der kun én ting
for den enkelte at gøre, hvis
man ikke kan acceptere 100
pct. tilbageholdelsen, nem-
lig at indbringe sagen for
kredsretten det sted man
bor med en gældende be-
grundelse herfor - ligesom
man skal bilægge stævnin-
gen kopier af løntilbagehol-
delser, der evt. er foretaget
af det offentlige i løbet af
året.
Der skal gøres opmærk-
som på, at stævning skal
indgives i tre eksemplarer,
bilagt samtlige bilag for
hvert eksemplar.
Såfremt kredsretten skul-
le stadfæste tilbageholdel-
sen, bør man indbringe sa-
gen for landsretten.
Det vil nok være klogt at
vurdere, hvorvidt man skal
bruge trangsbegrebet i
stævningen, idet der her
skal tages hensyn til person-
ens økonomiske situation
gennem hele året og hvor
store tilbageholdelser, der
er foretaget i løbet af året.
Samtidig skal jeg ikke
undlade at henlede op-
mærksomheden på, at den
enkelte debitor bør kontrol-
lere sit kontoudtog ved det
offentlige, idet flere af po-
sterne kan være forældede
efter reglerne i forældelses-
loven, som trådte i kraft i
Grønland i 1965.
Natsorsuuserivik PALLEQ
Regnskabskontor
Kon tor-/Vi karb ureau
Box 1137 * 3900 Nuuk
Tlf. 2 12 33 * Fax 2 32 32
V/Kirsten Lynge Heilmann
Sommerferien 1990
Sommerhus ved Juelsminde
Stort moderne fritdshus med tre værelser og soveplad-
ser, spise- og opholdsstue. Huset er monteret med nye
tæpper overalt. El-komfur, vaske-og opvaskemaskine,
el-varme samt oliekamin.
20 m2 overdækket terrasse, carport, bebygget areal 85
m2, på 990 m2 hjørnegrund.
Der er kun 250 meter til lækker off. badestrand. Udlejes
af privat ca. halv pris i forhold til bureau. Grundplan og
foto fremsendes på anmodning.
Henvendelse til Else J. Nielsen, Strandvejen 68,
Bredballe 7120 Vejle Øst. Tlf. 75 81 51 82.
Kan alkohol
betale sig
Aqqaluk og Anders, Aasiaat.
Da vi gennem længere
tid har gået og spekule-
ret i de meningsløse
mord, det grønlandske
samfund har været udsat
for på det sidste, finder
vi, at der må gøres noget.
Det skylder vi de perso-
ner, der blev ofre for en
så meningsløs og vold-
som død, der hovedsage-
ligt skyldtes folks for-
mindskede evner til at
overskue bestemte situa-
tioner betinget af spiri-
tuspåvirket tilstand.
Det må være på tide, at
der kommer en debat om al-
kohol, der jo berører os alle
så intenst i disse dage.
Vi er i dag i en situation,
der får os til at føle afmagt
og vrede i sådanne voldsom-
me og meningsløse situatio-
ner.
Siden nytår har vi her i
vores samfund været vidner
til ikke færre end ni mord,
alle betinget mere eller min-
dre af alkohol. Lad det der-
med være sagt, at der er no-
get i vejen med vores sam-
fund. Vi må hver især stille
os det spørgsmål: Har vi ka-
pacitet her i Grønland, og
kan det overhovedet betale
sig både menneskeligt, psy-
kisk og økonomisk i en be-
folkning, der rundt regnet
kun består af 55.000 menne-
sker?
Der bliver ofte draget den
konklusion, at vi må lære at
leve med alkohol, men her
stilles også spørsmålet: Kan
vi virkelig ofre vores sam-
fund for noget så banalt som
alkohol? Selvfølgelig er der
mange meninger og dermed
løsninger på, hvad vi har
været vidne til, siden vi gik
ind i 90’erne. Men kan vi
ikke alle være enige om, at
der må gøres noget, og det
skal være nu, inden det er
for sent. Selv om der i
Landstingets finanslov for
1990 er regnet med en ind-
tægt for afgifter af salg af
spiritus på godt og vel 11 mil-
lioner, så kan dette beløb ik-
ke sættes i relief til, hvor
meget menneskeliv er værd!
Pengene i alkohol må ikke
spille ind, når man snakker
om løsninger på alkoholpro-
blemet og dermed menne-
skeliv. Der må og skal findes
en løsning på et problem, vi
alle ikke har villet kendes
ved, før end det selv rammer
os, og så er det jo for sent.
Det viser jo de tragedier,
faktisk alle byer langs ky-
sten har været vidne til gen-
nem de sidste 37 år, spiritus
»officielt« har været tilladt.
Og det er nu et spørgsmål,
om vi nu ikke hair nået et
punkt, hvor vi kan stille os
det spørgsmål, om spiritus-
sen fortsat skal have sin be-
rettigelse i det grønlandske
samfund.
Efter vores opfattelse og
mange andres, så kan alko-
hol ikke betale sig for sam-
fundet som helhed, på
grund af de omkostninger
som samfundet har og vil få.
Vi tænker ikke bare på
sundhed år 2000, men også
på landets økonomi, derfor
er og bliver sundhedsvæse-
net en vigtig og central del
for alkoholbekæmpelsen.
Det er ikke længere en
drøm, at vi kan overtage
sundhedssektoren under
hjemmestyrets regie, men
før en overdragelse til det
grønlandske hjemmestyre,
må der findes en konsekvent
og total løsning af et pro-
blem, vi ikke har ville ved-
kende os som værende et
problem. Her må vi også
tænke på alle de følger, som
drikkeriet i dagens Grøn-
land skaber af sociale om-
kostninger for det grøn-
landske samfund.
Vi tænker her på de volds-
ramte, de pårørende, sexual-
ofrene, de mange selvmord
og selvmordsforsøg, drab og
drabsforsøg, som vi alle ken-
der og har haft tæt på livet.
Alle disse ting kan ledes til-
bage til alkohol.
Det er et faktum, at der
skal ofres store ressourcer
på efterbehandling af de
ramte, dermed være sagt at
det er bedre, at forbygge end
at prøve at rette skaderne op
bagefter. Lad os få den alko-
holdebat nu, inden det er for
sent.
Spørg folket
Af Lars Mosgaard, chefdistriktslæge, Qasigiannguit
I dagens alkoholdebat synes
alle at være enige om, at der
er et problem.
Men herudover er enighe-
den slut. Man kan ikke blive
enig om, hvori problemet be-
står.
Er det alkoholen, der er
årsag til alt skidt?
Er det alt skidt, der er år-
sag til samfundets alkoho-
lisme?
Det er ikke mærkeligt, at
man heller ikke kan blive
enig om, hvad der skal gø-
res.
Det er ellers på tide med et
folkeligt oplæg til de politi-
kere, der om et par måneder
skal debattere sagen og
træffe afgørelse i lands-
tingssalen.
Det er ikke muligt at kom-
me meget længere i diskus-
sionen, med mindre der ind-
bringes nogle få historiske
kendsgerninger:
For omkring ti år siden
foregik der en lignende de-
bat, som det unge livsdueli-
ge hjemmestyre tog konse-
kvensen af:
Der blev udskrevet en fol-
keafstemning, der omend
den kun var vejledende blev
fulgt op af en alkoholratio-
nering, som varede nogle få
år.
Som det var at forvente,
fik rationeringen nogle posi-
tive og nogle negative følger.
Hvad der vejede tungest,
kan stadigvæk diskuteres.
Landstinget havde dog ik-
ke svært ved at vælge:
Det ophævede uden at
spørge folket rationeringen
med meget kort varsel.
Demokratisk?
Vi står nu i den samme
situation, hvor alle finder,
at der skal gøres noget.
Men hvad?
Der er intet i debatten,
der tyder på, at de nuværen-
de landstingspolitikere har
mandat til at bestemme frit,
om det skal være alkoholra-
tionering, alkoholforbud el-
ler andet.
Der er ingen indikationer
af, at de er blevet valgt til at
bestemme hen over hovedet
på folk i dette spørgsmål,
hvilket tydeligt demonstre-
res af den individualitet,
hvormed de hen over parti-
grænserne tager stillig der-
til.
Der foreligger faktisk en
uomstødt folkeafstemning,
der peger på rationering.
Kun en ny folkeafstem-
ning - og denne gang ikke
kun vejledende - kan give
landets folkevalgte magt til
frit at kunne beslutte, hvad
der skal ske.
Hvis en ny folkeafstem-
ning bekræfter den folkelige
opbakning bag en eller an-
den form for alkoholrestrik-
tion, så må en sådan vare
ved, indtil en ny folkelig
rejsning bestemmer noget
andet.
Min konklusion er, at det
eneste demokratisk korrek-
te i denne situation er at
spørge folket, og at tage kon-
sekvensen heraf.
Folket har tidligere givet
sig til kende i selvsamme
spørgsmål.
Kun for døve øren har fol-
kets stemme fra den gang
mistet sin klang.
Hvis I ikke kan høre den,
så må I spørge igen.
Hvis I vil bestemme frit,
så må I spørge igen.
Hvis I vil bestemme de-
mokratisk, så må I spørge
igen.
Spørg folket!