Atuagagdliutit - 12.06.1991, Síða 8

8
ATUAGAGPLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 65 1991

Den svære trekant
Familieplejere klemt mellem børn, forældre og socialforvaltning
NUUK(KR) -1 15 år har
Karen Pedersen og hen-
des mand haft børn i fa-
miliepleje. Fire børn er
det blevet til. Men at væ-
re familieplejer for et
barn kan let udvikle sig
til en spændingsfyldt
trekant mellem barnets
forældre, socialforvalt-
ningen og barnets følel-
ser over for forældrene.
Lige nu arbejder Karen
Pedersen p& at danne en
forening af plejeforæld-
re for at få indført kur-
ser for plejeforældrene
og for at kunne give soci-
alforvaltningen et bedre
modspil.
- Der er meget stor forskel
på, hvordan sagsbehandlin-
gen er fra kommune til kom-
mune og fra sagsbehandler
til sagsbehandler. Det skyl-
des almindelig uvidenhed,
for ingen spørger hvordan
plejecirkulæret skal fortol-
kes, siger Karen Pedersen.
I Nuuk kommune er om-
kring 60 familier plejere for
børn anbragt uden for hjem-
met.
- Vores nuværende pleje-
barn er en dreng på 12 år. Vi
fik ham 1. december 1989,
men inden havde han været
på weekendbesøg i et halvt
år. Han boede tre år på et
observationsbømehjem, in-
den vi fik ham, siger Karen
Pedersen.
Når forældre svigter
- Det er frygteligt, når foræl-
drene lover at komme og be-
søge drengen, og så alligevel
ikke dukker op. Så er det
bedre, hvis de ringede en
halv time før, de dukkede
op. Sidste år mistede mode-
ren samkvemsretten, men
hun har stadig forældre-
myndigheden, selv om der
ikke er noget håb om, at hun
får ham hjem, siger Karen
Pedersen.
- Det værste er, når børne-
ne lukker sig inde i sig selv.
Den forrige, vi havde, var
autistisk. Med ham var der
så mange problemer med so-
cialforvaltningen, at jeg var
bange for at få en følelses-
mæssig tilknytning til et nyt
barn. Vi havde ham i syv år,
og da han skulle til Dan-
mark, rejste vi derned med
ham. Det gik fint i to år,
hvor vi havde ham, når han
var i Grønland, men så måt-
te vi pludselig ikke se ham
mere. Socialforvaltningen
mente ikke, at et barn kan
have flere forældre på en
gang. Vi havde alligevel kon-
takt med ham, fordi jeg ken-
der personalet. Da han skul-
le på feriebesøg første gang,
havde socialforvaltningen
bestemt, at han skulle bo på
Sømandshjemmet, men det
kunne jeg ikke acceptere,
når vi havde et værelse
stående, siger Karen Peder-
sen.
- Vi havde haft ham, siden
han var tre år gammel. Jeg
kontaktede senere regional-
kontoret og bad om et møde
med dem og socialforvalt-
ningen for også at kunne ha-
ve ham i ferierne, og det
kom i stand. Der blev jeg
spurgt, hvad mit forhold til
barnet var. Jeg havde haft
ham i syv år og betragtede
ham som mit eget barn! Men
jeg kunne ikke komme igen-
nem. Så blev socialkontoret
i Nuussuaq oprettet, og der
kom en ny sagsbehandler på
barnet, og hun bad om et
møde med moderen og mig.
Hun fandt ud af, at der i sa-
gens akter stod, at de fjorten
dages besøg, drengen var på,
skulle deles med syv dage til
moderen og syv dage til mig.
Men moderen havde været
under et meget hårdt pres
NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT
pissarsiorput
SKOLEINSPEKTØRIMIK
Meeqqat atuarfianni Qorsussuup Atuarfiani/Nuummi sko-
leinspektøritut atorfik inuttassarsiomeqarpoq 1. august 1991-
imi sulilersussamik.
Atorfik taanna maannakkut klasseqartinneqaipoq kalaal-
linut akissaateqarfiit 33-anni. Atuarfimmi immikkut ittumik
tapisiassaqartinneqarpoq aningaasat tunngavii ukiumut
6.600,00 kruuniusut.
Atorfinitsitsineq pissaaq tjenestemandit Kalaallit Nunaanni
Namminersomerullutik Oqartussanut kommuninullu atal-
lutik atorflllit pillugit Inatsisartut inatsisaat nr. 5,14. maj 1990-
imeersoq naapertorlugu.
Inissaqartitsineqassaaq maleruagassat Kalaallit Nunaanni
tjenestemandit pillugit sukkulluunniit atortuusut malillugit
akilersomeqartussamik.
Akissarsiat atorfinitsitsinerlu, tassunga ilanngullugit akiliun-
neqarluni angalasinnaatitaaneq pisattallu angallanne-
qamerat pisortat sulisitsisuisa pineqartullu kattuffiata isu-
maqatiginninniarsinnaatitaasup akomanni isumaqatigiis-
sut atorfininnermi atuutilersussaq malillugu pissapput.
Atorfik pillugu il.il. paasissutissat erseqqinnerusut Kulture-
qamermi Atuartitsinermilu ingerlatsivimmut Nuup kommu-
nianiittumut telefon (009 299) 2 33 77 saaffiginninnikkut pi-
neqarsinnaapput.
Danmarkimi nammineerluni paasiniaavigineqarsinnaa-
voq Namminersomerullutik Oqartussat Danmarkimi allaffi-
at, Pilestræde 52, København K, telefon 3313 42 24.
Qinnuteqaat Namminersomerullutik Oqartussanut ingerla-
tinneqassaaq nassiunneqassallunilu
Nuummi kommunalbestyrelsimut
Box 1005.3900 Nuuk.
Allagarsiunneqarpoq ulloq: 3. juni 1991
Atorunnaassaaq ulloq: 8. juli 1991
Qinnuteqaatit timmisartukkoortittariaqarput, taamaattu-
millu allakkat akii immikkut ittut atuupput.
fra socialforvaltningen for
at hun skulle have ham, si-
ger Karen Pedersen.
Menneskehandel
- Drengen rejste, fordi vi
skulle have et nyfødt adop-
tivbarn, og socialforvaltnin-
gen mente ikke, at vi kunne
klare et spædbarn og pleje-
barnet på en gang. Jeg følte,
at de lavede en menneske-
handel og var ved at gå ne-
den om og hjem, siger Karen
Pedersen.
- Da vores adoptivdatter
var fire år, søgte vi igen om
at få et plejebarn. Vi blev
ringet op og spurgt, om vi
ville have en dreng på ti år,
og det kunne vi ikke sige nej
til. Da vi havde haft ham i et
par måneder, kom moderen
til byen. Drengen havde lige
haft mæslinger og havde
tabt sig. Hun brokkede sig
til observationsbørnehjem-
met, over at vi ikke passede
ham godt nok, men sagde ik-
ke noget til os. Hun var syg
og blev meget dårlig, så vi
syntes ikke, det var hen-
sigtsmæssigt for barnet at
have kontakt med hende, og
derfor bad vi om et møde
med psykolog og sagbehand-
ler, siger Karen Pedersen.
Sommerferien
- Da drengen skulle på som-
merferie, var det store
spørgsmål, om han skulle på
feriekoloni eller på ferie i sin
hjemby. En socialhjælper
tog på skolen, og spurgte
ham, hvad han helst ville.
Drengen nikkede bare, og
jeg blev indkaldt til et møde,
hvor jeg fik at vide, at dren-
gen havde sagt, at han helst
ville på ferie i hjembyen. Jeg
kunne ikke acceptere frem-
gangsmåden. Jeg fremlagde
for drengen, hvilke valgmu-
ligheder han havde, og det
endte med, at han gerne vil-
le på koloni. Så jeg sendte
ham afsted, selv om jeg ikke
måtte. Jeg var så bange for,
at de ville komme og hente
ham på havnen, men det
gjorde de ikke. Om eftermid-
dagen kom moderen, som
fik at vide, at han var taget
afsted. Socialforvaltningen
indkaldte så mig til møde på
forvaltningen dagen efter,
hvor jeg blev beskyldt for at
modarbejdede mor-barn for-
holdet og forhindrede social-
forvaltningen i at undersøge
mor-barn forholdet. Så be-
sluttede forvaltningen, at de
ville tage ind og hente dren-
gen på feriekolonien, men de
kunne ikke få fat i nogen
derinde, fordi man ikke kan
komme i kontakt med kolo-
nien har fra byen. Det fryde-
de mig. Drengen kom fredag
tilbage fra kolonien, hvor
han skulle rejse på ferie med
moderen om søndagen. Så
ringede de fra socialforvalt-
ningen, at jeg ikke måtte ud-
levere drengen til moderen.
Det var en kæmpesejr, og jeg
var glad for at jeg ikke havde
sagt ja og amen til alting. Da
drengen kom tilbage fra ko-
lonien, har de åbenbart skif-
tet standpunkt på socialfor-
valtningen, siger Karen Pe-
dersen.
Kursus for
plejefamilier
Sidst i april arrangerede
kommunens socialforvalt-
ning et kursus over tre afte-
ner for familieplejere i Nuuk
kommune. Der blev nedsat
en arbejdsgruppe for at dan-
ne en forening af familieple-
jere. Kurset viste nemlig, at
mange familieplejere ikke
kendte deres rettigheder.
For eksempel skulle nogen
have refunderet flere års be-
taling for daginstituions-
plads, fordi de selv havde be-
talt og ikke vidste, at kom-
munen skulle dække udgif-
ten.
- Vi bliver ikke forstået af
sagsbehandlerne. Vi har
brug for supervision og for
at snakke om vores proble-
mer med andre, som har væ-
ret i samme situation, siger
Karen Pedersen.
- Kommuneniinnaanngitsoq aammali sulisuini sullissineq assigiittanngilaq. Tamatumun-
nga pissuterpiaavoq qitornarsiaqarsinnaanermik kaajallaasitaq nassuiarneq nalusarmas-
suk, Karen Pedersen oqarpoq. (Ass.: Knud Josefsen)
- Der er meget stor forskel på, hvordan sagbehandlingen er fra kommune til kommune og
fra sagsbehandler til sagsbehandler. Det skyldes almindelig uvidenhed, for ingen spørger,
hvordan plejecirkulæret skal fortolkes, siger Karen Pedersen. (Foto: Knud Josefsen)