Atuagagdliutit - 02.10.1991, Side 8

8
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 113 1991
De gamles bedstefar
For første gang i sit 77 årige liv var pensionist Josef Kleist i sommer ude at flyve
NUUK(LRH) - Josef
Kleist har nu i flere år
boet på alderdomshjem-
met i Nuuk. Han har sit
eget værelse, indrettet
af ham selv med hans eg-
ne møbler. Det er tyde-
ligt at se, at Josef Kleist
er interesseret i natu-
ren. På bordet har han
en dekoration med tør-
ret græs og andre plan-
ter, han selv har plukket
og arrangeret. Han fører
nu et liv på alderdoms-
hjemmet, som han selv
er glad og tilfreds med.
- Medarbejderne her på
hjemmet er så søde og rare
ved os, og de er altid glade.
Og beboerne er også rare at
bo sammen med. Både med-
arbejderne og beboerne kal-
der mig bedstefar, selvom
jeg slet ikke er deres bedste-
far, siger Josef, ikke uden
stolthed.
Og det var da også med
alderdomshjemmet, at Josef
kom ud at flyve for første
gang i sit liv. Alderdoms-
hjemmet lavede en udflugt
tU Narsaq.
- Vi sejlede tU Narsaq og
fløj tUbage til Nuuk. Det er
første gang jeg var ude at
flyve. Jeg var så nervøs, da
vi skulle ombord i flyet, og
jeg havde regnet med, at jeg
ville være bange. Men det
var faktisk roligere, end da
vi sejlede, for det var ret uro-
ligt °g jeg kastede op. Men
det var ikke kun mig, der
blev udsat for det - heldigvis,
ellers var jeg blevet flov. I
virkeligheden var det rigtig
rart at flyve, og hvor var det
flot, når jeg så ned på det vi
fløj hen over.
Narsaq
I Narsaq var beboeren fra
Alderdomshjemmet i Nuuk
blandt andet på besøg på
garveriet.
- Det er ikke alle og en-
hver, der kan komme ind på
garveriet, så vi kan ikke ha-
ve været alle og enhver, si-
ger Josef med et grin.
- Og det var fantastisk.
Tænk sig hvad maskiner
kan udføre. De klipper, va-
sker og farver skind. Nej, så-
dan var det ikke i mine unge
dage. Men det er så flot, det
de laver. Og vi gamle fik og-
så et etui dernede fra. Det er
flot. Det er bare så pæne
ting, de laver på garveriet,
siger Josef og tager en bro-
chure med sælskindspelse
frem for at vise, hvor pæne
ting, der kommer ud af gar-
veriet i Narsaq.
Men der var en helt speci-
el grund tU at Josef var me-
get glad for at komme tU
Narsaq.
- I Narsaq fik jeg mulig-
hed for at besøge min søn,
som er selvstændig tømrer.
Han ville have været arki-
tekt, men det kunne ikke la-
de sig gøre, men nu er han
chef, siger den stolte fader.
- Det var rigtig rart at få
mulighed for at besøge min
søn i Narsaq, og du kan tro
jeg misunder ham. Han bor
i et hus, han selv har bygget.
Og så har han så meget dej-
ligt jord udenfor sit hus. Da
jeg var yngre dyrkede jeg
kartofler og roer her i Nuuk.
Agt de gamle
Josef var fuld af gå-på-mod i
sine unge dage, og på trods
af hans 77 år er han stadig
meget aktiv.
- Jeg kan ikke sidde stille.
Jeg laver hele tiden noget. I
dag laver jeg håndarbejde.
Lige nu er jeg gået igang
med at lave ting til julega-
ver. Alderdomshjemmet
sælger i julemåneden hånd-
arbejder, som vi har lavet,
og det er jeg altså gået igang
med nu. Jeg tjener ikke selv
penge på det. Jeg er jo ikke
privat. Pengene tilfalder al-
derdomshjemmet. Og jeg er
slet ikke ked af, at pengene
går til de gamle. Jeg vil ger-
ne hjælpe de gamle, også
selvom de er yngre end jeg.
Jeg vil ikke hjælpes, for jeg
kan klare mig endnu.
- Min far har altid sagt, at
man skal agte de gamle, og
det er ligesom om, at jeg ind
imellem hører ham sige det.
Derfor giver jeg med glæde
mit håndarbejde til alder-
domshjemmet og tænker ik-
ke på, at de tjener penge på
det. Men pengene går jo også
til de gamle. Men der er da
nogle af mine ting, der hæn-
ger rundt omkring på væg-
gene her på alderdomshjem-
met, siger Josef.
Gamle dage
Da Josef var yngre var det
helt andre ting han beskæf-
tigede sig med. Han er født
og opvokset i Uummannaq,
en ø inde i Godthåb-fjorden.
Dengang boede der, i den nu
nedlagte bygd, omkring 80-
90 mennesker. De fleste le-
vede af fiskeri, mest rødfisk,
for der var ikke mange
fangstdyr inde i fjorden. Og
Josef er den yngste og ene-
ste overlevende i en børne-
flok på 12.
Josef begyndte sit voksne
liv med at blive fåreholdere-
lev. Og selvom han blev fær-
dig og selv på et tidspunkt
havde får, syntes han ikke,
at det kunne betale sig. Se-
nere blev han fisker, og i de
sidste år han arbejdede, var
det indenfor GTO.
- Vi lavede alt muligt fore-
faldende arbejde. Vi kørte
med sprængstof og bygge-
materialer. Vi tog på havnen
og hentede ting, der skulle
på entreprenørdalen. Og det
var en dejlig tid.
Når Josef siger vi, tænker
han på Verner Hansen, som
han kørte lastbil med i man-
ge år.
- Jeg husker så tydeligt
Verner, for det var ham, jeg
holdt mig mest til. Og vi
grinte meget, men arbejdede
også meget.
- Jeg husker engang, hvor
Verner bad mig om at køre
truck. Jeg skulle flytte en
kasse. Og jeg havde aldrig
kørt truck før. Bange satte
jeg mig op i trucken og kørte
med gaflerne lige ind midt i
kassen, så den gik i stykker.
Da min chef Kramer kom ud
og så det, var jeg virkelig
bange for at jeg skulle blive
skældt ud, men alle fik sig
bare en ordentlig gang lat-
ter. Det varede hele dagen.
- En anden gang skulle
Verner og jeg skovle sne, for
det gjorde vi også. Vi havde
en snerydder, som kørte me-
get langsomt. Meget lang-
sommere end den lastbil vi
kørte i. Så fik Verner den idé
at sætte skovlen på lastbi-
lén. Og det gik også hurtige-
re, end med snerydderen, og
vi kørte derud af. Men plud-
selig kunne vi ikke styre bi-
len, og vi endte i grøften. Så
den idé duede ikke, men det
var sjovt. Derfor savner jeg
også engang imellem Ver-
ner, for vi havde det godt
sammen, siger Josef Kleist.
Josef Kleist: - Timmisartoqqaarama isumaliorlunga annilaangassallunga. Umiartornitsin-
nilluunniit eqqissisimaneruvunga. (Ass.: Knud Josefsen)
Josef Kleist: - Jeg troede jeg ville blive bange, da jeg for første gang skulle ud og flyve. Men
det gik meget roligt - roligere end at sejle. (Foto: Knud Josefsen)