Atuagagdliutit - 04.11.1991, Síða 4

4
ATUAGAGDUUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmsmamm
m/mmæmmmmmimmmsmmsmmymmmmmisimiiiimvztii&mtXiW

Racisme og nationalisme
Af: Chefredaktør Philip Lauritzen, Atuagagdliutut/Grønlandsposten.
Henriette Rasmussenip oqaaseqarsimanera AG-p isomar-
torsiunngilaa. OqaasiisaU imai isornartorsiorlugit. (Ass.:
Knud Josef sen).
AG har ikke kritiseret, at Henriette Rasmussen har udtalt
sig. Kun hvad hun har sagt. (Foto: Knud Josefsen).
RACISME kan vokse
frem overalt. Desværre!
Under kommunismen
var der er betydelig an-
tisemitisme - modstand
mod jøder - men det er
tilsyneladende ikke ble-
vet bedre efter kommu-
nismens fald. Overalt i
østlandene vokser anti-
semitismen. I Budapest
er der politi foran syna-
gogen. Jøderne beskyl-
des i den svære økonomi-
ske omstillingsproces for
at klare sig for godt, tje-
ne for meget.
I Tyskland har nynazisti-
ske bevægelser et voksende
tag i unge og ældre, der ikke
kan forlige sig med sammen-
lægningen af de to lysklande
og de deraf følgende økono-
miske problemer.
I Danmark bilder 44 pro-
cent af befolkningen sig -
ifølge en opinionsundersø-
gelse - ind, at de knap én
procent af befolkningen, der
er af udenlandsk oprindelse
(fødested) udgør en væsent-
lig årsag til Danmarks aktu-
elle økonomiske problemer
og den store arbejdsløshed.
Og Den Danske Forening
har tilsyneladende stor op-
bakning bag synspunkter
som, at farvede fotomodeller
ikke bør optræde i danske
reklamer, og at modstands-
folk under Den anden Ver-
denskrig ikke ville have red-
det jøder fra nazistisk
udryddelse i koncentra-
tionslejre, hvis de havde
kunnet forudse situationen i
dag.
De racistiske reaktioner
er mangfoldige og komplice-
rede, men fælles for dem alle
er, at »døden skal have en
årsag«. Midt i forvirring,
manglende overblik og må-
ske følelse af afmagt og håb-
løshed, så skal nogen have
ansvaret. Der opstår tilsyne-
ladende et umætteligt behov
for at få skylden for alle pro-
blemerne placeret, og de
skal placeres så det er nemt
og til at overskue. Og det er
lige så urimeligt som nemt
at placere ansvaret på en be-
folkningsgruppe, på nogle
fremmede, på en bestemt
hårfarve eller race af men-
nesker. Så er det ikke mere
indviklede processer som
politik, økonomi og ens eget
liv, det handler om. Så er det
nogle andre, der kan få skyl-
den og alle aggressionerne.
DET ER DESVÆRRE of-
te populært. Så er proble-
merne løst, og man er ikke
selv en del af dem. Følelser-
ne kan få frit løb, og det har
mange et stort behov for
netop i krisetider.
Det er en uhyggelig, farlig
og dybt uretfærdig proces,
der sættes i gang på denne
måde. Uskyldige mennesker
bliver udråbt som skyldige
for at tilfredsstille følelses-
mæssige frustrationer, og
det opstår typisk i majori-
tetssamfundet mod en eller
flere minoriteter.
Derfor gælder om ved den
første spire at råbe op, så ra-
cistiske synspunkter og må-
der at argumentere på bliver
stoppet så tidligt som mu-
ligt. Det var årsagen til, at
AG i september (AG nr. 111)
råbte op, da landsstyremed-
lem Henriette Rasmussen
blot argumenterede med, at
fordi nogle hotelejere i Nuuk
er danskere, så ...
DET ER FALDET flere
for brystet, at AG har tilladt
sig at kritisere landsstyre-
medlemmet. Bolette Papis
fortæller i AG nr. 116 om
selve den episode, som fik
Henriette Rasmussen til at
komme med sine udtalelser
på FN-konferencen, og hun
skriver, at »havde du selv
overværet episoden, ville du
have skammet dig som alle
os andre, der overværede
den«. Det er muligt, men
kritikken af Henriette Ras-
mussen handler ikke om,
hvorvidt en ansat på Hotel
Hans Egede opførte sig godt
eller skidt. Havde hun kriti-
seret en konkret opførsel, så
var hun i sin gode ret til det.
Men hun gør det ikke til et
spørgsmål om en enkelt per-
sons konkrete opførsel, men
til et spørgsmål om danske-
re.
I samme nummer af AG
skriver færøske Roland
Thomsen, angiveligt fordi
den ansvarshavende redak-
tør af AG (mig) er dansk, at
Henriette Rasmussens ud-
talelser ikke er racistiske
men nationalistiske, og han
nævner, at »nationalisme er
jo netop in for tiden« med en
henvisning til de baltiske
landes kamp for uafhængig-
hed.
Han fastslår også, at »vo-
res demokratiske samfund
giver os lov til at lufte priva-
te meninger og synspunk-
ter«. Det samme er Erik Rei-
mer ind på i AG nr. 115, hvor
han spørger: »Har vi ikke
lov til her i Grønland at sige
vores mening? Har grøn-
lænderne ikke ytringsfri-
hed?«
Erik Reimer giver også
igen med, om ikke AG er ejet
af danskere og drives af dan-
skere, og om det ikke er ra-
cisme, når nogen underbeta-
ler grønlandsk arbejdskraft.
Jo, det kan det være, men
så må man komme med de
konkrete eksempler og ikke
blot gøre det til noget typisk
dansk, hvad det ikke er. Og
selvfølgelig er der ytringsfri-
hed, men det betyder ikke,
at man uimodsagt kan lufte
diverse synspunkter, herun-
der racistiske, uden at for-
vente svar på tiltale. AG har
ikke kritiseret, at Henriette
Rasmussen har udtalt sig.
Kun hvad hun har sagt.
John Lynge trækker i et
indlæg i AG nr. 120 lange
linier tilbage i historien, og
der er naturligvis ikke tvivl
om, at netop dansk kolonihi-
storie i Grønland har fået en
masse aggressioner mod
Dannmark til at forblive i
den grønlandske debat. Men
er det ikke urimeligt, at det
er imod danskere som så-
dan? Det er nemt og måske
populært at kalde det for
»koloniherrementalitet«,
når AG kritiserer Henriette
Rasmussen, og i sin tale ved
åbningsdebatten satte IA-
formand Aqqaluk Lynge
sandelig trumf på ved at ud-
tale i det høje ting, at AG
skriver nedværdigende om
hele den grønlandske be-
folkning, fordi vi kritiserer
hans partifælle og svigerin-
de for at sige noget racistisk.
Vi skriver om hele Grøn-
land, og vi citerer, intervie-
wer og bringer indlæg af
masser af grønlændre - og
danskere. Når vi kritiserer
én grønlænder, så bliver det
nu til koloniherrementalitet
og nedværdigende holdning
tU hele befolkningen. Det er
det samme som at forsøge
forhindre enhver form for
debat. Hvorfor ikke blot sva-
re på det, vi skriver, sådan
som vi svarer på det, Henri-
ette Rasmussen siger?
NATIONALFØLELSE er
noget utrolig vigtigt. Ikke
mindst i Grønland i dag,
hvor vi alle befinder os i en
brydningstid. Det er vigtigt
at holde idealerne højt. Det
er vigtigt at bevare kulturen
og identiteten.
En del af bevarelsen af
den stærke og dynamiske
nationalfølelse er også en
åben og kritisk debat, hvor
man kan tage stilling til,
hvad hinanden siger og me-
ner.
Men tilsyneladende er Ro-
land Thomsen ikke ene om
at blande begreberne sam-
men. Nationalfølelse er no-
get ganske andet end natio-
nalisme. Lige så konstruktiv
en stærk nationalfølelse kan
være, lige så farlig er natio-
nalisme. Nationalfølelse er
stolthed og overskud. Natio-
nalisme er kimen til intole-
rance og racisme (de balti-
ske landes nationalfølelse
har givet dem modet til at
udfordre Sovjet og få selv-
stændighed og forhåbentlig
løser de ikke deres nye mi-
noritetsproblemer med fast-
boende almindelige russere
på nationalistisk, det vil sige
intollerant og racistisk vis!)
I 30’erne udnyttede Hit-
ler en tysk nationalfølelse til
at skabe en såkaldt national-
socialistisk intollerance,
hvor den hvide tyske (ari-
ske) race var det eneste rig-
tige og jøder det værste. I
Den tredie Verden er de fle-
ste nationalistiske stater
diktaturer - fra venstre eller
fra højre. I dag er der en ny-
nationalistisk bølge over
Europa og USA, hvor nazi-
tidens symboler og syns-
punkter har fået en opblom-
string. I Danmark er de vok-
sende aggressioner mod
fremmedarbejdere eller
udenlandske borgere (dog
ikke nordiske!) også udtryk
for, hvordan misforstået na-
tionalfølelse bliver til racis-
me og nationalisme. I Grøn-
land dummer Henriette
Rasmussen sig og får opbak-
ning fra flere sider, fordi
hun appelerer til nogle udo-
kumenterede men måske
folkeligt acceptable fordom-
me, der har deres rod i en tid
før Grønland fik hjemme-
styre og dermed blev til ma-
joritetsbefolkningen i sit
eget land. Og Aqqaluk
Lynge slår de store nationa-
listiske toner i Landstinget:
Kritik at en grønlandsk poli-
tiker er udtryk for nedvær-
digende holdning til alle
grønlændere. Aqqaluk
Lynge vil ikke have debat.
På bedste nationalistisk ma-
ner appelerer han til for-
domme og usikkerhed, og
desværre er der måske sta-
dig mange, der har så meget
respekt for den før så dyna-
miske politiker, at de tror
ham. Han er jo en kendt
grønlænder, en anerkendt
digter og en virituos til at
sikre sig selv offentlige ind-
tægter som Landstingsmed-
lem, som finansudvalgsfor-
mand, som ICC-præcident.
Han er givetvis en af de bor-
gere, der har den højeste ti-
meløn. Han lever af at holde
tingene flydende - og han er
fremragende til at appelere
til en nationalisme, som des-
værre har afløst nationalfø-
lelsen midt i krisen, forvir-
ringen og følelsen af afmagt.
Det passer ham tilsynela-
dende, hvis han kan bilde
befolkningen ind, at »fjen-
den« er de danskere, der ik-
ke siger, hvad han vil, og ik-
ke politikere som for eksem-
pel ham selv, hvis indsats er
lige så lille som hans offent-
lige aflønning er høj.
AG HAR PÅ intet tids-
punkt sagt noget som helst
nedværdigende om den
grønlandske befolkning, og
det kommer vi aldrig til.
Tværtimod, AG er en grøn-
landsk avis, der støtter en
sund grønlandsk nationalfø-
lelse fuld af stolthed og tole-
rance. Men vi går ind i de-
batten, når politikere - også
de gamle ideologer i IA - ikke
tænker sig om men blot for-
søger at spille på den farlige
nationalisme. Og så skelner
vi iøvrigt på AG ikke mellem
danskere og grønlændere.
Heller ikke på selve AG,
selvom der både i bestyrelse
og medarbejderstab er et
klart grønlandsk flertal med
masser af nationalfølelse, en
nationalfølelse som deles af
os danskfødte.
Men vi vil systematisk be-
kæmpe en grønlandsk natio-
nalisme, der satser på raci-
stiske synspunkter og som
udnytter følelsesmæssige
frustrationer fremfor at
komme med konkret kritik
og åben debat. Det vil være
en katastrofe for den grøn-
landske befolkning, hvis na-
tionalismen vinder frem,
men ingen bør underkende,
at der er folk, som kan se
stor personlig vinding og
magt i nationalisme.
Kampen imod nationalis-
men er kampen for national-
følelsen. Det er kampen
imod racisme og selvglæde.
Det er kampen for stolthed
og frisind.
HENRIETTE RASMUS-
SEN udtalelser var kun et
isoleret eksempel på en raci-
stisk reaktion. De mange
. forsvar for hendes udtalelse
antyder, at alt for mange
har forvirret ders national-
følelse til betænkelige natio-
nalistiske synspunkter, og
at Aqqaluk Lynge ikke er
sen tfl at udnytte situatio-
nen.
En trist skæbne for en el-
lers klog politiker. Men det
understreger kun, at det er
på høje tid, at disse syns-
punkter diskuteres offent-
ligt. Og det kræver sandsyn-
ligvis lidt eftertænksomhed
og fordybelse for mange at
acceptere, at der også blandt
grønlændere kan være de
holdningsmæssige tenden-
ser, som man historisk har
vænnet sig tU kun at finde i
andre folk. Eftersom den in-
tollerance, der kan føre tU
nationalisme og racisme,
desværre kan trives i alle
andre folk, hvorfor skulle
det grønlandske så gå helt
fri? Det vil være dybt ulo-
gisk. Derfor drejer det sig
om ikke at fortrænge virke-
ligheden, men at forholde
sig tU den.
IntoUerance bliver ikke
acceptabel, uanset om den
udøves af tyskere, danskere,
grønlændere eUer hvem som
helst.
inatsisartunut ataqqinartunut oqaatigaa AG kalaallit ta-
maasa isigalugit nikanarsaataasumik allagaqartoq, partee-
qatini nuliamilu qatanngutaa ammip qalipaataa tunngavi-
galugu assigiinngisitsiniartutut oqaaseqarsimanerarlugu
isornartorsioratsigu. (Ass.: Knud Josefsen).
I sin tale ved åbningsdebatten i landstinget satte IA-forman-
den Aqqaluk Lynge sandelig trumf på vedat udtale i det høje
ting, at AG skriver nedværdigende om hele den grønlandske
befolkning, fordi vi kritiserer hans partifælle og svigerinde
for at sige noget racistisk. (Foto: Knud Josefsen).