Atuagagdliutit - 13.07.1992, Blaðsíða 4

4
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 79 1992
- Vi er uskyldige
- Det er helt vanvittigt, det her, sagde Inger og Rudolf Burghardt under
retssagen, hvor der afsiges dom i morgen, tirsdag
NUUK(TØM/SS) - Inger og
Rudolf Burghardts forkla-
ringer er ens, næsten ned til
den mindste detalje. Kort ef-
ter brandens opståen an-
kom der uheldigvis for dem
en helikopter, og de kommer
til at fortælle hele historien
om brandens opståen, end-
nu inden den havde bredt
sig. Senere blev de nødt til at
fastholde deres historie for
ikke at virke utroværdige.
Det sagde anklageren, po-
litiassistent Jan Søgaard, i
sin procedure i marathon-
retsmødet mod Inger og Ru-
dolf Burghardt i kredsretten
i Nuuk. Retsmødet strakte
sig over to dage, fra fredag
morgen klokken 9.15 tU
19.45 og videre lørdag for-
middag fra 9.30 til 12.45.
Kredsdommer Agnethe
Davidsen vil sammen med
sine domsmænd, læge Hen-
ning Pedersen og forret-
ningsmand René Th.
Høegh, afsige dom i morgen,
tirsdag den 14. juli.
Indtil da er Inger og Ru-
dolf Burghardt sat på fri fod
efter mere end én måneds
tilbageholdelse i isolation.
Og det fejrede det frasepare-
rede ægtepar lørdag middag
med en frokost på Restau-
rant Postgården sammen
med deres to bisiddere, juri-
sterne Ole Rud og Jan Bø-
næs.
Seks måneder I anstalt
- Det er helt vanvittigt det
her, sagde Inger Burghardt
under en pause, kort efter
anklagemyndighedens pro-
cedure lørdag, hvor dét med
»utroværdigheden« blev
nævnt. Hendes fraseparere-
de ægtemand, Rudolf Burg-
hardt kunne kun nikke sam-
tykkende.
Begge nægter sig skyldige
i anklagemyndighedens sig-
telser. For Rudolf Burg-
hardt lyder de på brandstif-
telse og medvirken til forsøg
på bedrageri, og for Inger
Burghardt lyder de på med-
virken til brandstiftelse og
forsøg på bedrageri.
Alt sammen i forbindelse
med den store brand, der
den 29. maj i år lagde Hotel
Qorqut, som ejes af Inger
Burghardt, i ruiner. Det fra-
separerede ægtepar skulle
ifølge anklagemyndigheden
have sat ild til hotellet for at
kunne indkassere forsik-
ringssummen på 2 millioner
kroner, som med indeksre-
gulering beløber sig til
2.837.000 kroner.
Anklagemyndigheden
kræver seks måneders an-
staltsanbringelse for både
Inger Burghardt og Rudolf
Burghardt.
Fødselsdag i retten
Inger Burghardt blev som
den første kaldt i vidne-
skranken fredag morgen.
Som det er kotume blev hun
bedt om at opgive sin fød-
selsdato. Den lød på 10. juli
1938. Kredsdommer Agnet-
he Davidsen kvitterede med
at ønske »Tillykke med fød-
selsdagen«, hvilket hun fik
et lille »tak« for.
Inger Burghardt skulle
gøre rede for, hvad hun hav-
de lavet den skæbnesvangre
dag, fredag den 29. maj.
Hun var ikke meget for at
opgive præcise tidsangivel-
ser, fordi hun ikke gik og
holdt øje med klokken.
- Havde jeg vidst, jeg skul-
le svare på alt det, ville jeg
have skrevet det ned, sagde
hun på et tidspunkt tydeligt
irriteret.
Men hun fortalte at hun
havde sovet edene i inspek-
tørboligen med B-numme-
ret 294, og at hun var stået
op formentlig ved 8-9 tiden.
Ægteparrets yngste søn
var på besøg, og sov ligesom
Rudolf på hotellet. Sammen
drak de kaffe ved 10-11 ti-
den. En af sønnens venner
ringer og siger, at han kom-
mer forbi og henter ham
(sønnen) i løbet af dagen.
Han skal nemlig tilbage til
sin læreplads i Thule.
Pejseaske
Inger Burghardt går senere
på formiddagen hen på ho-
tellet for at gøre rent på søn-
nens værelse og for at skifte
sengetøj.
- Jeg mener ikke, der lug-
tede af brændbare væsker
derinde, sagde hun.
Hun tømte sønnens aske-
bæger, som hun bemærker,
der kun ligger gammel aske
i. Affaldssækken stillede
hun i baggangen, også kal-
det »hundehullet«, der ven-
der mod nordsiden af hotel-
let. Dér står der også andre
papirs sække med aske fra
restaurationens pejs, som
var blevet tømt et par dage
før. På spørgsmålet om den-
ne aske kan have antændt
noget, svarer hun:
- Det kan jeg ikke vide.
Havde jeg troet det, ville jeg
ikke have tømt den. Men det
er den eneste måde, jeg kan
forestille mig at branden op-
stod på.
- Så du tror, det er den
sæk, der har antændt bran-
den, spurgte anklager Jan
Søgaard.
- Ja, selv om jeg var forsig-
tig.
Drikker kaffe
Formentlig ved 15-16 tiden
tager ægteparret afsked
med sønnen ude på Rudolf
Burghardts båd »Aglantha«.
Sønnen er nu blevet hen-
tet af vennen, der ringede
tidligere på dagen. Rudolf
sejler Inger ind i en Wilma-
jolle, som han sejlede ud
igen for derefter at tage en
mindre jolle ind.
Alene tilbage i inspektør-
boligen, B 294, drikker In-
ger og Rudolf Burghardt
kaffe sammen. Hvornår kan.
Inger ikke huske.
- Men jeg kan jo efterhån-
den gætte mig til det. Men
gætterier er noget kedeligt
noget. Men omkring normal
spisetid.
Derefter ringede sønnen
og sagde, at han var nået vel-
beholden til Nuuk. Politiet
har hos Tele Attaveqaatit
fået opgivet tidspunktet
18.17.
På det tidspunkt sidder
Rudolf Burghardt, ihvert-
fald ifølge Inger, ved vindu-
et, og han må flytte sig for at
radiosignalet kan gå bedre
igennem. Der tales via skibs-
radioen. I det øjeblik Inger
siger farvel til sønnen, hører
de en lyd fra hotellet. De kig-
ger ud og ser, at der vælter
mørk røg ud af køkkendø-
ren, ved »hundehullet« på
nordsiden og fra skorstenen.
En finere røg siver ud af ud-
luftningskanalerne.
Inger kontaktede straks
Tele Attaveqaatit via skibs-
radioen, og Rudolf - med kæ-
lenavnet Rudi - løb ud for
straks efter at komme tilba-
ge til B 294 efter nøglerne til
hotellet.
- Jeg kunne næsten ikke
gå, så chokeret var jeg, men
jeg fik mig slæbt hen til gav-
len, fortæller Inger Burg-
hardt.
Helikopteren
Nu kommer der også røg og
flammer fra sydøstsiden af
hotellet. Den side, der ven-
der ud mod vandet. Og det
er her, der første gang ses
flammer. Rudolf Burghardt
begynder at skovle sne på B
294 for at køle det ned, så
dét ikke også begyndet at
brænde.
Det er også nu helikopte-
ren, der var på vej fra Kapi-
sillit til Nuuk, ankommer. I
et tidligere interwiev har
vidnerne fra helikopteren
fortalt AG, at der ikke på det
tidspunkt var ild på nordsi-
den, som Inger Burghardt
påstår er arnestedet for il-
den. Men der var ild på syd-
østsiden, og førstda helikop-
teren, efter 5-6 minutter i
Qooqqut, er lettet igen, slår
flammerne for alvor igen-
nem. Røgen, som de så fra
helikopteren, var kulsort.
Helikopterpilot Bjørn Gil-
berg mente på et tidspunkt
at have set Rudolf Burg-
hardt bære på nogle hvide
dunke, men sagde i fredags,
at han absolut ikke var sik-
ker. Det kunne også være en
skovl med sne, som Rudolf
Burghardt stod med, umid-
delbart efter helikopterens
landing.
- Jeg vil hellere lade en
skyldig gå fri end være med
til at dømme en uskyldig,
sagde Bjørn Gilberg.
Tager fotos
På et tidspunkt under bran-
den tager Inger Burghardt
et par billeder af det bræn-
dende hotel. Den sydlige en-
de af gavlen er næsten
brændt væk.
- Hvordan følte du det?
- Jeg var ødelagt, der gik
panik i mig.
- Og Rudi?
- Spørg ham. Han virkede
mere behersket.
Rudolf Burghardts for-
klaring er næsten enslyden-
de med Ingers.
Han kan dog ikke huske,
hvor han sov natten til den
29. maj. Da anklageren si-
ger, at han tidligere har
sagt, at han sov i B 294, siger
Rudolf Burghardt, at det
nok er rigtigt. Inger Burg-
hardt siger, han sov på ho-
tellet sammen med sønnen.
Næste gang, han er i ka-
rambolage med Ingers for-
klaring, er, da han kommer
tilbage til B 294 for at drikke
kaffe efter at have sagt far-
vel til sønnen.
- Inger siger til mig, at
han lige har ringet, da jeg
træder ind ad døren.
Under en pause diskute-
rer Inger og Rudolf Burg-
hardt den del af forklarin-
gen med deres bisiddere.
Rudolf siger, at han kan ha-
ve været ude at tisse eller
sådan noget, modsat Inger,
der under retsmødet har
sagt, at han måtte flytte sig
for at lå et bedre radiosignal.
Ikke brandmand
Tiden mellem afskeden med
sønnen og kaffedrikkeriet
tillægges stor betydning af
anklagemyndigheden, som
mener, at parret overhældte
hotellet med solarolie og
benzin i netop den periode.
Der var ikke varme på ho-
tellet dengang i maj, og i
mangel af frostvæske havde
Rudolf Burghardt hældt so-
larolie i hotellets otte toilet-
ter. Cirka 10 liter i hvert toi-
let, påstår han.
- Hvorfor tror du branden
opstod? spurgte Agnethe
Davidsen.
- Det er en gåde for mig,
jeg har ikke noget bud på
det. Jeg fatter ikke, hvad der
kan have forårsaget det,
svarede Rudi.
Han indrømmede, at det
på Ingers billeder ikke ser
ud, som om branden er star-
tet, hvor han mener, altså
ved nordsiden af hotellet.
- Men vi så først røg dér,
og jeg kender ikke forløbet
af en brand. Jeg er ikke
brandmand.
Inger Burghardt: - Ukiuni 7-ini Qooqquni najugaqarsima-
vunga akunnittarfillu ikuaUatsissallugu sapivillunga. (As-
siisivimmiit)
Inger Burghardt: - Jeg har boet i Qooqqut i syv år og kunne
ikke nænne at brænde hotellet af. (Arkivfoto)
Hun ville have hævn
- Inger Burghardt ville tage hævn over Nuuk kommune,
siger anklageren
NUUK(TØM/SS) - Inger
Burghardt havde et helt
klart motiv til at brænde sit
hotel ned. Forhandlingerne
med Nuuk kommune om
salg af hotellet blev ikke til
noget. Hun mente, at kom-
munen ville have hende helt
væk fra Qooqqut ved at kræ-
ve inspektørboligen, B 294,
med i købet. Således tillagde
anklager Jan Søgaard
hævnmotiver bag sin tiltale
mod Inger Burghardt for
medvirken til brandstiftel-
se.
Inger Burghardts og
Nuuk kommunes forhand-
linger om kommunens køb
af hotellet strandede på, at
Inger Burghardt ikke ville af
med B 294, som tilhører
hendes fraseparerede mand,
Rudolf Burghardt.
- Hun ville have hævn
over kommunen og dens
indbyggere. Og oveni ville
hun have forsikringssum-
men på de 2 millioner kro-
ner udbetalt, så hun kunne
undgå en truende konkurs,
sagde Jan Søgaard, som i sin
procedure også nåede frem
til, at Rudolf Burghardt,
som den fysisk stærkeste af
parret, måtte have slæbt
dunkene med solarolie og
benzin til hotellet, for deref-
ter at futte det af.
- Rudolf Burghardts moti-
ver ligger længere under
huden. Han følte hengiven-
hed for Inger. På trods af, at
de var fraseparerede levede
de sammen på hotellet, som
alle andre ægtepar - dog med
hver sit soveværelse, sagde
Søgaard.
Intet bevis
- Det er en atypisk reaktion
for en brandlidt, at Inger
Burghardt står og tager bil-
leder af branden, mens Ru-
dolf Burghardt ser på, som
på et stort sankthans bål, og
inden af dem gør noget for at
slukke branden, fortsatte
Jan Søgaard.
Han påstod seks måne-
ders anstaltsanbringelse for
hver af Burghardt’erne,
mens deres bisiddere ønske-
de total frifindelse.
- Der er intet bevis for, at
vore klienter har påsat
branden. Intet bevis for, at
den overhovedet er påsat,
sagde bisidderne, Ole Rud
og Jan Bønæs, jurister fra
Rigsombudet.
Ikke strafbart
Med henvisning til en straf-
feretslig ekspert, Knud Vaa-
ben, sagde Ole Rud, at det
ikke var strafbart at brænde
sin egen ejendom af.
- Og det er ikke strafbart
at brænde en andens ejen-
dom af, hvis det er aftalt
parterne imellem, sagde Ole
Rud med henvisning til Ru-
dolf Burghardts tiltale for
brandstiftelse.
Ole Rud kom ind på dette,
fordi han subsidiært, - selv-
om det altid er kedeligt at
påstå noget subsidiært, for-
di klienten i så fald vil være
blevet dømt skyldig, som
han sagde - krævede en be-
tinget dom for Inger Burg-
hardt, hvilket Jan Bønæs
som bisidder for Rudolf
Burghardt også krævede.
Som det er en anklagets
ret, fik Inger Burghardt det
sidste ord, inden dommerne
skred til voteringen:
- Jeg har boet i Qooqqut i
syv år, og jeg kunne ikke
nænne at brænde det af. Der
eksisterer ingen konkursbe-
gæring imod mig i øjeblik-
ket, og mine aktiver oversti-
ger mine passiver. løvrigt
tilbød jeg allerede hotellet til
kommunen i 1989, og da gav
det overskud.
Rudolf Burghardt havde
ikke andet at sige end:
- Tak for assistancen. Og
takken var rettet mod hems
og Ingers bisiddere.