Atuagagdliutit - 06.01.1994, Blaðsíða 12

Nr. 1-1994

GRØNLANDSPOSTEN
- Ilinniarsimanngitsunik inuttaqarluni eqqartuusseriaaseq nukittorsarneqassaaq, immaqa
pingaartumik illersuisoqarneq. Illersuisunik tunngaviusumik ilinniagaqartitsinermik
kredsdommerillu amerlanerusunikkursusertittarnissaannikisumassarsiaqpitsaalluinnar-
tuuvoq, Hans Christian Raflhsøe taama isumaqarpoq.
- Lægmandssystemet skal styrkes, måske især forsvaret. En grunduddannelse for bisiddere
og flere kurser for kredsdommerne er en god idé, mener Hans Christian Raffnsøe. (Ass./Fo-
to: Knud Josefsen)
Retsplejen skal
forblive grønlandsk
Et dansk retssystem kan blive resultatet af
panik-beslutninger, frygter landsdommeren
Fortsat fra forrige side.
Og efter at jeg var kommet
ud på gaden, fortsatte jeg
med at græde. Jeg græd så
meget, at kæberne gjorde
ondt. Folk vendte sig, så et
øjeblik på mig og gik så vide-
re.
Var der dog ikke én, som
ville spørge mig, hvorfor jeg
græd? Var der ikke én, der
ville spørge mig, hvad jeg
var så ked af? tænkte jeg.
Jeg havde lyst til at råbe:
»Er der ikke én, som kan
hjælpe mig?« Men alle var
tilsyneladende ligeglade
med en, der går alene på ga-
den og græder højt. Efter-
hånden græd jeg mere af
vrede mod alle de ligeglade
mennesker og mindre af for-
tvivlelse.
Jeg opdagede pludselig, at
jeg befandt mig i nærheden
af vores gamle stamcafé, og
jeg skyndte mig derind, for
jeg tænkte, at derinde vidste
de nok, hvor Erik var. Tje-
neren genkendte mig:
»Hvad faen, er det dig, Ka-
trine? Det er sgu længe si-
den, du har aflagt os et be-
søg. Er du blevet tørstig?«
Jeg var ikke oplagt stil
spøg. »Hvor er Erik?« sagde
jeg bare.
»Hvor skulle jeg vide det
fra. Det aner jeg da ikke.«
Han var holdt op med at gri-
ne ljoget.
»Du ved det godt. I ved det
allesammen! I vil bare ikke
fortælle mig det. I må måske
ikke? Hvad?« sagde jeg
hårdt.
»Hold kæft! Det er sgu
frækt at beskylde os for så-
dan noget. Tror du, at vi skal
gå rundt og vide, hvor folk
er? Du er sgu ikke rigtig
klog. Skal du ikke have en
øl?« Han hentede en øl uden
at vente på mit svar. Så op-
ga v jeg at finde Erik og Emi-
lie den dag. Jeg tog hjem,
men kunne ikke holde ud at
være alene og gik hen til
Amalie og Jens.
***
Efter mit mislykkede forsøg
på at finde Erik og EmiUe
begyndte jeg at drikke me-
get igen. Jeg havde ikke helt
opgivet håbet om at se Emi-
lie, og når jeg var hdt fuld,
syntes alting lettere at bære.
Da foråret nærmede sig,
og det ikke længere var så
koldt, begyndte jeg at tænke
på at flytte fra min lejlighed.
Den var dyr for mig i det
lange løb. Jeg havde jo troet,
at jeg kun skulle bo der et
par måneder, i hvert fald
ganske få måneder indtil jeg
fik en lejlighed gennem
kommunekontoret. Men det
var blevet til mere end et
halvt år. Desuden kunne jeg
slet ikke rigtig med Tage
Jensen. Jeg syntes, han var
skrækkelig. I begyndelsen
var han overdrevent venlig,
når vi mødtes, men jeg lagde
mærke til, at han holdt øje
med mig, når han troede, jeg
ikke så det. Efterhånden
undgik jeg ham, så godt jeg
kunne.
Det undrede mig mere og
mere, at jegslet ikke havde
hørt fra kommunen om en
lejhghed, siden jeg var skre-
vet op. Så en dag gik jeg hen
på kontoret, og spurgte, om
de havde glemt mig.
»Ak nej, vi har skam ikke
glemt Dem,« sagde en ældre
venlig kontordame. »Men
der er så mange, der venter.
Mange, som har ventet læn-
gere end De. Det går jo efter
tur. Men i betragtning af
Deres vanskelige situation
skal vi gerne prøve at hjælpe
Dem, så De snart kan få en
lille lejlighed. Men hvornår
det bliver, tør jeg ikke love.
Ja, det er trist. Der er dem,
der har ven tet i flere år. Men
så længe kommer De nok ik-
ke til at vente. Det tror jeg
godt, jeg kan love Dem,«
sluttede hun smilende.
Det blev efterhånden svæ-
rere og sværere for mig at
spare penge op til at betale
lejligheden med. Men så
længe, jeg kunne, betalte
jeg, selv om det sidste gang
var noget over tiden. Jeg
tænkte flere gange på at
rende fra det hele, men så
kom jeg altid til at tænke på,
at så længe jeg havde min
egen lejlighed, havde jeg håb
om at få besøg af Emilie. I
løbet af vinteren havde jeg
spurgt mig for flere steder,
hvor Erik og Emilie kunne
tænkes at være. Ingen hav-
de kunnet fortælle mig det.
Og efterhånden begyndte
jeg at blive ligeglad med det
hele.
En dejlig forårsdag stod
Tage uden for min dør: »Det
er over tiden! Igen!« sagde
han. Jeg var klar oer, at han
hentydede til huslejen, og
jeg lod, som om jeg blev for-
bavset: »Er det rigtigt?«
»Hvis ikke du imorgen på
denne tid har betalt din hus-
leje, så ved du, hvad klokken
er slået! Forstået?« Jeg sva-
rede ham slet ikke, så ikke
engang på ham.
Jeg gik hen til Karoline.
Jeg havde nogle gange mødt
en dejlig kvinde hos Karoli-
ne. Hun hed Eleonora og var
Karolines tante. Eleonora
kunne fortælle, og hun kun-
ne få os til at grine. Jeg var
altid i bedre humør, når jeg
havde været sammen med
Eleonora. Nu traf jeg hende
hos karoline igen, og da jeg
havde fortalt om mine
problmeer med fede Tage,
kunne Eleonora gøre histo-
rien ganske grinagtig. Så vi
kom til at grine ad Tage, i
stedet for at ærgre os over
ham. Vi elskede alle Eleono-
ra.
Eleonora var altmulig-ko-
ne på et plejehjem. Flere
gange sagde hun til mig, at
jeg godt kunne få noget ren-
gøringsarbede på plejehjem-
met. Jeg sagde altid nej. For
jeg havde den ide, at man
kunne finde på at sende
Emilie på besøg, mens jeg
var på arbejde. Det ville jeg
ikke risikere, og jeg afslog
derfor Eleonoras tilbud.
Men Emilie kom ikke.
Det var ved at være som-
mer. I lang tid havde vejret
været meget smukt. Afte-
nerne blev lyse og lune, og
jeg drak igen meget. Mine
bekymringer var ligesom
kommet mere på afstand.
Sammen med mine venner
nød jeg den skønne tid. Vi
festede ofte til langt ud på
nætterne. Mine penge gik til
øller, snaps og hvad der el-
lers hørte til fester. Mit barn
tænkte jeg ikke så meget på
mere. For der var jo alligevel
intet håb. Jeg kunne ligeså
godt more mig. At huslejen
skulle betales, prøvedejeg at
glemme. Jeg havde alligevel
ingen penge at betale med,
og jeg var også ligeglad.
Men Tage glemte ikke. En
dag kom han ind til mig.
Han talte venligt til at be-
gynde med. Men så tog han
pludselig sin lommekalen-
der op og spurgte mig hårdt,
om jeg var klar over, at tiden
for huslejebetalingen for-
længst var overskreden.
»Det vidste jeg ikke,« sagde
jeg. »Jeg har ingen kalen-
der. «
Han viste mig kalenderen
og pegede på datoen med sin
korte, fede finger: »Se, hvor
langt vi er fremme i måne-
den!«
Han rømmede sig og mis-
sede med sine små øjne:
»Kan du huske, hvad jeg
sagde sidste måned, da du
heller ikke kunne betale til
tiden?« Pludselig så han me-
get vred ud, og han råbte:
» Ud! sagde jeg. » Ud, når du
ikke betaler til tiden! For-
står du det? Det er alvor
nu!«
Næste daghentedejeg mi-
ne ejendele. Jeg havde sovet
hos Karoline. Heldigvis traf
jeg ikke Tage. Jeg lod de få
møbler, som Ole havde skaf-
fet mig, stå. Hvor skulle jeg
ellers gøre af dem? Da jeg
var kommet ud i gården,
hørt jeg nogen gå bag mig,
og jeg blev klar over, at det
var Tage. Jeg vendte mig ik-
ke om. Men Tage indhente-
de mig og hviskede: »Jeg vil
sgu aldrig nogensinde mere
huse en grønlænder. Puhha,
hvor det stinker, når de ko-
ger mad! Ikke engang hun-
dene ville kunne spise den!«
»Hvorfor skulle vi grøn-
læ ndre ikke opføre os som
dyr, når I danske alligevel
behandler os som dyr?« råb-
te jeg og gik videre.
»Historien om Katrine«
Fortsættes næste tors-
dag i AG
NUUK(KB) - Kappeklædte
dommere, der ankommer i
helikopter og i løbet af få ti-
mer afsiger stribevis af dom-
me over folk, hvis livsvilkår,
sprog og kultur er dem to-
talt fremmed. For få timer
efter at stige ind i helikopte-
ren igen og flyve langt væk
til hvor de kom fra.
Det er et skræmmebille-
de, der rejser sig for lands-
dommer Hans Christian
Raffnsøe ved tanken om, at
de seneste års kritik af det
grønlandske retssystem re-
sulterer i hurtige justerin-
ger af retsvæsenet i håb om,
at anklager om overtrædelse
af menneskerettighederne
forstummer.
- Der skal ske en række
forbedringer af vores rets-
væsen. Men de skal ske efter
en grundig debat i det grøn-
landske samfund. Ikke i
Danmark eller andre steder,
slår Raffnsøe fast.
-1 mine øjne er det et po-
stulat, at vi overtræder
menneskerettighederne ved
ikke at sikre et juridisk for-
svar i alle sager. Det ville un-
dre mig, hvis ikke menne-
skerettighedsdomstolen vil-
le respektere, at vi i Grøn-
land stræber efter at bygge
en retspleje ud fra vores eg-
ne ressourcer, siger Raffn-
søe og fortsætter:
Dansk system
- Konsekvensen af at indføre
et juridisk system ville være,
at det blev dansk. Det kunne
komme til at minde om det,
befolkningen i det nordlige
Canada lever med, hvor pro-
fessionelle jurister kommer
flyvende langvejs fra for at
dømme i et samfund, de ikke
er en del af. Og det tror jeg
slet ikke, er det man vil her
i Grønland. Jeg oplever, at
der er en stor accept af vores
nuværende retssystem i be-
folkningen.
Jurister kritiserer
blandt andet, at en urutine-
ret lægmand kan repræsen-
tere forsvaret overfor en
trænet anklager - nogle gan-
gejurist. Er det ikke et pro-
blem i dine øjne?
- Jo. Der er ikke tale om
den optimale behandling,
hvis tiltalte i en alvorlig
retssag ikke får juridisk bi-
stand. Men i dag får alle til-
talte i betydende sager i
Landsretten en jurist som
forsvarer. Det gælder sager,
hvor dommeren skønner,
der kan blive tale om fri-
hedsberøvelse. Denne ud-
vikling er sket inden for de
seneste to-tre år og skyldes
alene, at det er praktisk mu-
ligt i dag, fordi vi har ti advo-
kater i byen.
Lægmænd taler samme
sprog
- Men faktisk er det min for-
nemmelse fra kredsretter-
ne, at det forsvar, en tiltalt
får af en lægmand, ofte er
bedre, end det en advokat
ville præstere. Fordi dom-
meren også er lægmand. De
taler samme sprog, mener
Raffnsøe.
Det optimale er i hans øj-
ne et juridisk system, be-
mandet af grønlændere. Og
det har lange udsigter. I
mellemtiden er han fortaler
for en styrkelse af læg-
mandssystemet, fordi det
vigtigste for ham er at beva-
re et grønlandsk retssystem:
- Vi må bruge de forhån-
denværende søm. Det er på
den baggrund, retssystemet
er bygget op, og det er slet
ikke så skidt. Hele systemet
skal styrkes men måske
især forsvaret. Det er en god
idé med en grundlæggende
uddannelse af bisidderne og
måske en juridisk »ambu-
lancetjeneste«, som det er
blevet foreslået, bisidderne
kan trække på, hvis de me-
ner sig i vanskeligheder.
Kredsdommerne skal måske
også tilbydes flere kurser
end de 14 dage, de nu får
hvert andet år, siger Raffn-
søe.
Problemer i
pulterkammer
- Hvem skal tage initiativ
til disse ting?
- Det skal den kommis-
sion, som er ved at blive ned-
sat af justitsministeriet. Ju-
rister har kaldt den en »syl-
tekrukke« - i mine øjne er
den livsvigtig for vores rets-
pleje. Problemerne har ind-
til nu været lagt i pulter-
kammer, fordi den danske
stat har ansvaret for områ-
det. Vi har stort set ingen
debat haft i Grønland om
disse ting.
- Vi har behandlet krimi-
nalloven og spørgsmålet om
en lukket anstalt i en be-
tænkning. Men det er kun et
hile hjørne af hele retsområ-
det. Langt de fleste sager er
jo civile søgsmål - skilsmis-
ser, nabostridigheder og sa-
ger inden for forretningsli-
vet - det er de sager, der op-
tager langt den meste tid i
retten.
- Men hvorfor ikke drage
nogle af de konsekvenser,
betænkningen om kriminal-
loven peger på allerede nu?
- Fordi den kun behandler
et lille område af retssyste-
met, og fordi det i sidste en-
de er et spørgsmål om politi-
ske prioriteringer. Det ene
store spørgsmål, kommis-
sionen for mig at se skal be-
handle, er en grundig gen-
nemgang af hele den grøn-
landske retsplejelov - både
den kriminelle og den civile
del. I dag har vi en meget
enkel retsplejelov, der for
eksempel ikke nævner ordet
advokat. Samfundet har ud-
viklet sig. Retssagerne er
blevet mere komplicerede.
Derfor er det på høje tid at
hele området bliver grun-
digt belyst.
- Det andet store spørgs-
mål bliver, i hvilket omfang
dele af retsplejen kan over-
føres til hjemmestyret. Og
dette vil jo i høj grad afhæn-
ge af politiske prioriterin-
ger, svarer Raffnsøe.