Atuagagdliutit - 14.04.1994, Blaðsíða 12

Nr. 28 • 1994
GRØNLANDSPOSTEN
Kalaallit Nunaat eqqartor-
neqaraangat nalinginnaasu-
mik inoqarfiusut siamma-
sinnerujussuat oqaluuseri-
neqartarpoq, tamaanili
Uummannami nunaqarfiit
ullormi ataasiinnarmi pisul-
luni orninneqarsinnaasar-
put.
Almindeligvis snakker man
vel om Grønland som et
spredt bebygget land, men
her i Uummannaq ligger
bygderne spredt ud med
små dagsmarcher mellem
sig.
Påske i Uummannaq
Kvindeekspeditionen Ulu 94 er nu kommet til Nuugaatsiaq
Ukkusissanut pigatta nerrivissuaq »poorskerpaluttunik«
ulikkaartoq Najaaraq aamma Mathias Petersen-ikkunnipi-
areersimavoq; qilalukkat nikkui, mattaat, nunaqarfiup qul-
lukkerivianiit qullukkat aammalu nunap paamai qernertut
- Kujataaniit tamaanga nassiunneqarsimasut.
I Ukkusissat venter os det store kolde »påskebord« hos
Najaaraq og Mathias Petersen; tørret narhval, mattak, ræk-
linger fra bygdens egen ræklingefabrik og sortebær - sendt
hertil fra Sydgrønland.
Af Lone Madsen
I Ukkusissat venter os det
store kolde »påskebord« hos
Najaaraq og Mathias Peter-
sen; tørret narhval, mattak,
ræklinger fra bygdens egen
ræklingefabrik og sortebær
- sendt hertil fra Sydgrøn-
land: - De er meget større
dernede, og her er de måske
også forurenede, forklarer
Najaaraq og henviser til
Marmorilikminen 25 kilo-
meter fra Ukkusissat.
Hvor folk i andre ræklin-
geproducerende byer og byg-
der klager over, at de tørre-
de lækkerier først skal en
tur til Nuuk og vende, før de
kommer gule og kedelige
igen, fryder folk i Ukkusis-
sat sig over, at det er byg-
dens egen andelsforening,
der producerer ræklingerne
og ikke Royal Greenland:
KONKURRENCE
HVEM LAVER ET
LOGO
TIL NUUK HANDELSSTANDSFORENING
Nuuk Handelsstandsforening har hjemsted i Nuuk Kommune, og forening-
ens formål er at styrke alle virksomheder i Nuuk.
Motiv til logo’et er frit, dog skal det indeholde foreningens navn.
PRÆMIER:
1. PRÆMIE: 3.000,00 kr.
2. PRÆMIE: 1.000,00 kr.
3. PRÆMIE: 500,00 kr.
For at deltage i konkurrencen, skal rentegnet forslag i LOGO, vedlagt navn
og adresse på afsender, være indsendt til Nuuk Handelsstandsforening, Box
1131, 3900 Nuuk,' senest den 20. maj 1994.
- Så kan vi nemlig få lov at
købe dem på fabrikken.
ULO, som ræklingefa-
brikken hedder, er fra 1976.
Endnu er det ikke blevet den
helt store økonomiske suc-
ces, så foreningen støttes
med beskæftigelsestimer fra
kommunen. Fabrikken
mangler frysekapacitet og
kan kun producere 1,2 tons
ræklinger om året, fortæller
bestyrelsesformand, Jakob
Amossen.
Påske for hundene
Også vores hunde kan mær-
ke, at det er påske. De får
nemlig hellefisk. Normalt
bliver de fodret med Specific
Cad, tørfoder fra Løvens Ke-
miske Fabrik. Tørfoderet
ligger i depot mange steder
langs ruten, men her i byg-
derne i Uummannaq er det
forsvundet. Det er sendt fra
Uummannaq, men aldrig
nået frem til bygderne.
Hundene er ikke specielt
utilfredse med kostændrin-
gen, og vi synes på en eller
anden måde også, at det er
mere rigtigt at se en hund
gnave i en fisk end at samle
piller sammen i sneen. Men
tørfoderet ER godt. Det er-
farede Ono Fleischer og
Jens Danielsen, da de i 1992
kørte til Canada og Alaska,
og det er deres erfaringer, vi
støtter os til.
KNI sørger på ypperligste
måde for, at der ligger er-
statningfoder klar til os i
bygderne, så eneste problem
med det forsvundne foder
er, at hundene egentlig ikke
måtte have fået andet end
dette tørfoder på hele turen.
De er med til at teste og ud-
vikle Specific Cad-fodret ved
at spise det - og kun det. Vi
mennesker skal så jævnligt
veje hundene, observere af-
føringens farve, lugt, konsi-
stens og mængde. Vi skal
iagttage hundenes interesse
for slædearbejde, tempera-
ment, og hvad der ellers står
på de mange spørgeskema-
er, som vi bringer med.
Fra det arbejde kan vi hol-
de påskeferie.
Tæt bebygget
Almindeligvis snakker man
vel om Grønland, som et
spredt bebygget land, men
her i Uummannaq ligger
bygderne spredt ud med
små dagsmarcher mellem
sig. På mange måder meget
praktisk, hvis man da ikke
lige hører til dem, der godt
kan lide at campere med
himmelen som tag og den
arktiske stilhed som bag-
grundsstøj. Så da vi kører
mod Illorsuit - cirka 70 kilo-
meter - rejser vi så sent på
dagen, at det bliver naturligt
med en nat ude. Rejser slæ-
deteltet, hakker isklumper
af et indefrosset isfjeld, tæn-
der primussen og må kon-
statere, at her 5. april på
godt 71. breddegrad bliver
det faktisk ikke mørkt om
natten.
Med Illorsuit i sigte bliver
der også markant mere sne.
Den spejlblanke is er en saga
blot. Hundene går nu i sne
til lårene og ser faktisk ud til
at nyde det - i begyndelsen.
Store snemænger i Illorsuit
er ikke usædvanligt, kan
man se på kamikkerne. De
er forsynet med en snørre
oppe under knæet - så man
kan holde sneen ude af fod-
tøjet.
Knap er vi kommet til Il-
lorsuit, før vi må have kortet
frem. Hedder bygden da ik-
ke Illorsuit - de store huse?
Eller har vi læst forkert?
Stod der da store menne-
sker? Her er ingen store hu-
se, men tilgengæld er men-
neskene så høje, at vi med en
dansk gennemsnitshøjde på
170 cm. må begynde at se op
til alle. Ikke en, to eller tre,
men næsten alle sammen.
I Illorsuit er det også hel-
lefisk, der er det væsentlige
levegrundlag. På fabrikken
foregår en mindre produk-
tion - »Japan Cut«. Hoved
og hale af - og så på slæde til
Uummannaq. Vand til pro-
duktion får man, som alt an-
det vand i bygden, ved at
hakke isklumper af inde-
frosne is fjelde og vente på,
at det smelter.
Nuugaatsiaq
Vi nærmer os en ny kommu-
negrænse - den mellem
Uummannaq og Upernavik
- som i praksis er Svarten-
huk-halvøen. Først skal vi
dog en lille omvej omkring
Nuugaatsiaq - vi skal have
det hele med. Undervejs mø-
der vi slædelæs med helle-
fisk. 8-900 kilo eller måske
mere. Øverst på læsset, så
højt, at vi ville være bange
for at falde ned, sidder så
kusken og dirigerer hunde-
ne, der skridter mere end de
galoperer.
Ankomsten til Nuugaatsi-
aq var helt speciel. Dels
utrolig flot, fordi vi passerer
en isfjeldsfront fra Karrat
Isfjord, der sagtens tåler
sammenligning med Ilulis-
sat Isfjord. Og dels er »ind-
gangen« til bygden IKKE
mineret med fiskehuller,
som alle andre bygder i kom-
munen. Der er kun ét, og det
ligger i den rigtige side i for-
hold til vindretningen, så
hundene ser det slet ikke.
For en gangs skyld kan vi
ankomme nogenlunde an-
stændigt - og helt usvedige,
for denne gang har det ikke
været nødvendigt at piske
rundt omkring hunde og
slæde for at holde dem fra
fiskehullerne. Heldigvis, for
vores ankomst er tilsynela-
dende blevet iagttaget fra
vinduerene i de fleste af de
par snese huse, der findes i
bygden. Snart er en stor del
af indbyggerne nede på isen
og hilse på.