Atuagagdliutit - 05.09.1996, Page 12

12
Nr. 69 • 1996
T^taa&a&c/é/'a £/£
------^--ÉT--------
GRØNLANDSPOSTEN
»Gården under Sandet«
beboet i mindst 300 år
Af museumsinspektør Joel Berglund, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv
NUUK - Et af de senere års
mest spændende arkæologi-
ske fund fra den norrøne tid
i Grønland (cirka 985 til
omkring 1500) blev gjort i
Vesterbygden i Nuup Kom-
munia i 1991. Nærmere
bestemt i det elvsystem, som
løber fra søen Isortuarsuk
og bræen Kangaassarsuup
sermia ud i Ameralik-fjor-
den.
To renjægere opdagede
pludselig under jagt i deres
sædvanlige revir, at der stak
et par større stykker træ ud af
en elvbrink, som de passere-
de.
De så med det samme, at
disse træstykker var forarbej-
dede og ikke kunne være
kommet der på naturlig vis,
men måtte have forbindelse
med menneskelig aktivitet.
Grønlands Nationalmuse-
um og Arkiv blev underrettet,
og en rekognoscering på ste-
det kunne fastslå, at der var
fundet resterne af en bygning
dækket af et næsten to meter
tykt lag flyvesand og låst fast
i stenhård permafrost.
Fra 1991 til 1996 har arkæ-
ologer gravet i et tæt kapløb
med tiden. Elven var godt på
vej til at opsluge gården, og
de allerseneste meldinger fra
området fortæller, at nu står
»Gården under Sandet« under
vand. Dermed er en af de
længste udgravningskampag-
ner i Grønland slut.
Tre århundrede
»Gården under Sandet« er
ikke kun een gård, men fak-
tisk flere på hinanden følgen-
de og sammenbyggede huse,
der til sidst dannede den cen-
traliserede gård, der er så vel-
kendt i Vesterbygden, altså en
gård med alle funktioner sam-
let under eet tag.
Da vi forlod gården, havde
vi kenskab til mere end 30
rum spredt over hele funkti-
onstiden, der strakte sig over
mere end 300 år til begyndel-
sen af 1300-tallet.
Det er muligt, at tidsspan-
det bliver større, når vi får
dateret det første hus på ste-
det; et langhus med buede
sidevægge, to indvendige tag-
bærende stolperækker og en
central langild.
Denne type kendes fra vi-
kingetiden og den i 1000-tal-
let begyndende middelalder.
Branden bevarer
Dette første hus på stedet stod
kun i kort tid, hvorefter det af
en eller anden årsag brændte
ned.
Det var arkæologernes sto-
re held, for det er nemlig
brandsporene, der afrenset
giver form og størrelse på
huset.
De tykke brandlag viser ty-
deligt, at huset har været op-
ført af tørv, hvilket understre-
ger en tidlig datering. Det var
nemlig den islandske bygge-
skik. Først senere lærte man
at benytte sten, som i Grøn-
land er et glimrende bygge-
materiale, men ikke på Island.
Efter branden har man ud-
jævnet tomten og bygget
ovenpå i lag på lag, ændret på
rummenes størrelse, bygget
nye til, sløjfet nogle og ladet
andre skifte funktion.
Fællesrum
Det var ikke usædvanligt at se
en udvikling, hvor et rum i en
fase kunne være en stald, her-
efter et opholdsrum og så
stald igen eller andet. Disse
forandringer har blandt andet
at gøre med hus- og dyrehol-
dets størrelse samt vel også
ændrede dispositioner på
grund af alder og slid.
Til arkitekturen hører mure,
gulve og tag, de danner en
variabel ramme omkring det
sociale rum, hvor mennesker
og dyr færdes og opholder
sig.
Der er ikke bevaret meget,
der kan betegnes som inven-
tar i dette rum, men fund af
nøgler og låse peger hen på
kister som møbler, og de sten-
byggede ildsteder må også
regnes med i den kategori, så
længe de er flytbare, det vil
sige før de blev en del af arki-
tekturen med fast skorsten.
Køkkenet
Der er fundet ildsteder i liere
af rummene, oftest bestod de
af en enkelt kasseformet sten-
ramme, men i eet tilfælde sås
et arrangement med plads til
tre indfyringer, altså et verita-
belt komfur.
Brudstykker af træ med
forskellige former for orna-
mentik kan hidrøre fra kister,
bænke eller paneler.
Større køkkeninventar blev
konstateret på udgravningens
sidste dag, hvor der blev fun-
det aftryk efter tre lodretstå-
ende tønder med en diameter
på omkring 1,5 meter.
Disse har antagelig været
anvendt til at opbevare syrne-
de mælkeprodukter som for
eksempel skyr og kendes fra
andre udgravninger i Vester-
og Østerbygden.
Gedens død
Der blev fortsat fundet mange
dyreknogler både fra tamdyr
som okse, får, ged og hund
samt fra vilde dyr, hvor ho-
vedvægten lå på knogler fra
ren og sæl; fiskeknogler hørte
stadig til de sjældne fund.
Et af de mest interessante
fund var faktisk en hel ged,
der lå under en sammenstyrtet
mur. Antagelig var den et
efterladt dyr, der søgte tilflugt
i den forladte gård, hvor taget
styrtede ned over den, efter
den var død af sult, kulde,
alder eller åndet.
Det er først gang man har et
helt husdyr fra den norrøne
periode, og geden er nu med
knogler, hud, hår og mave-
indhold sendt til videre analy-
se på Zoologisk Museum i
København.
Smidt væk
Tænder fra isbjørn og hvalros
dukkede nu og da op og vid-
nede om forbindelser til langt
nordligere jagtmarker. Det er
i den forbindelse interessant,
at vi kun meget sjældent hav-
de fund, der kunne defineres
som jagtvåben, for eksempel
pilespidser.
Det var nok sådan, at man
frem for alt tog metalsageme
med sig, herunder jagtvåben,
og efterlod ting af træ, tak og
fedtsten, som man let kunne
erstatte. Det er også værd at
bemærke, at langt størstede-
len af fundene er sager, der
allerede var kasseret, da går-
den var befolket.
Værktøjskassen
Værktøjet har været i orden.
Klare og rene snit- og skære-
spor vidner om skarpe knive,
hugspor på større træ peger
også mod velslebne økser.
Udgravningen har gennem
årene leveret bidrag til fors-
tåelse af datidens værktøjs-
kasse, og vi kan nu samle en,
der i mangt og meget næppe
har ændret sig væsentligt før
begyndelsen af dette århun-
drede.
Dette års udgravning gav
foruden et par knive to red-
skaber, der ikke tidligere er
fundet i det norrøne Grøn-
land.
Det drejer sig om en høvl
formet som en fugl, hvor hor-
net er tildannet som fuglens
Allamut nuulemermi atortut saviminernit sanaat nassar-
neqartarput, piniutit ilanngullugit, qimanneqartarlutik ator-
tut qisummit, nassunnit ukkusissanillu sanaat imaaliallaan-
naq taarsemeqarsinnaasut. Taamaattumik qanganisarsiuut
nassaavisa amerlanersaat atortuupput illorsuup najugari-
neqarnerata nalaani atortut atorneqarunnaareersimasut,
soorlu una ulimaatip savissaa saviminermit sanaaq.
Beboerne tog frem for alt metalsageme med sig, herunder
jagtvåben, og efterlod ting af træ, tak og fedtsten, som man
let kunne erstatte. Derfor var langt størstedelen af
arkæologernes fund allerede kasseret, da gården var
befolket, blandt andet dette økseblad af jern.
hals, og et måleinstrument,
der må være en passer eller et
stregmål.
Vi har da nu en værktøjs-
kasse, der indeholder knive,
en høvl, syle eller bor, en øk-
se, et måleinstrument og sten
brugt som hammer. Den er
ikke komplet, for kigger vi på
råemnerne, træ, ben, tak og
fedtsten, ses det for eksempel,
at der mangler et stemmejern,
en fil, tværstillet økse og
værktøj til at polere og slibe.
Harmonisk samfund
Som vi står nu, fortæller de
materielle levn om en kompe-
tent gruppe mennesker, der
valgte netop dette sted, fordi
det havde optimale mulighe-
der for det erhverv, de skulle
leve af, nemlig tamdyrshold
og jagt.
Disse muligheder må have
bestået i lang tid og derefter
blevet dårligere indtil stedet
forlades i begyndelsen af
1300-tallet efter at have været
beboet siden 1000-tallet.
Det ses også, at der ikke var
tale om nogen isolation, man
havde kontakt til mere end
den nærmeste omegn. Endvi-
dere ses tydeligt, at gården
har været en selvforsynende
enhed, der har produceret fø-
devarer og tekstiler samt haft
overskud til intellektuelle
sysler, endvidere at den katol-
ske kristendom har dannet
livets grandtone.
Tættere på beboerne
Imidlertid er der også andre
levn, som endnu ikke er ana-
lyseret og som kræver labora-
toriearbejde.
Det drejer sig om jordprø-
ver fra forskellige lag, prøver
fra kulturlagene og prøver af
dyrenes eskrementer for blot
at nævne nogle. Analyser af
disse vil bringe os tættere på
såvel mennesker som dyr ved
at fortælle om levevilkår, er-
næring og sundhed.
Desværre har vi ikke ske-
letterne af Thor, Bardur,
Biork og hvad de ellers hed,
de blev nok begravet på kir-
kegården ved Sandnæs kirke
på Kilaarsarfik, og den findes
ikke længere.
Analyser af de mange teks-
tilrester vil vise os teknisk
kunnen og sætte farver på på-
klædningen.
Prøver taget i terrænet
udenfor gården vil fortælle os
om landskabets udvikling i
den periode, gården fungere-
de, og måske give os et vink
om, hvorfor man forlod ste-
det.
Dette blot for at nævne no-
get om det arbejde, der fores-
tår, og som skal udføres side-
løbende med behandlingen af
de makromaterielle levn.
Ukioq manna assaanermi niaquusat nappartallu naqqi arlallit nassaarineqarput. Taakku
atomeqarsimagunarput immummit nerisassianut seernarsikkanut, soorlu skyr-imut, Vester-
aamma Østerbygden-imi as'saasarnerni allani nassaarineqartartunut ilisimaneqartunut.
/ udgravninger i år blev fundet flere skål- og tøndebunde. Disse har antagelig været anvendt
til at opbevare syrnede mælkeprodukter som for eksempel skyr og kendes fra andre udgrav-
ninger i Vester- og Østerbygden.
Illorsuarmi »Gården under Sandet«-imi sannatit pitsaasuusimapput. Ilaatigut tamanna
takuneqarsinnaavoq matup aalajangequtaani saanermit sanaami, kusanarluinnartumik
suliarineqarsimasumi.
Værktøjet har været i orden på »Gården under Sandet«. Det ses blandt andet af dette
gangjern i ben til en dør, som er udført med stor håndværksmæssig kunnen.