Atuagagdliutit - 24.09.1996, Blaðsíða 14

14
Nr. 74 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
Edvard Møller slår til igen
Af: Finn Becker-Christensen, speciallæge i
børnesygdomme, Maniitsoq
Silamiut aamma Filminor Oy, Finlandimi filmiliortartut pisoqaanersaat Nuummi eqqa-
anilu naatsumik filmiliornissamut suleqatigiipput. Filmi taaguuteqarpoq »Tranlampen«
(Qulleq ukkusissaq), unuttarai isiginnaartitsisartut Benedikte Schmidt, Rassi Thygesen,
Agga Olsen, Mariu Olsen aamma Erik Olsen, Umbaba-mik taaneqartartoq, fmlandimiu
ilitsersuisartoq Sakari Kirjavainen isumasassarsisoralugu ilitsersuisoralugulu. Filmimi
qulingiluanik ukiulik Nukappiaaluk Magnussen, Narsameersoq filmiliariteqqaassaaq -
pingaarnertut inuttaalluni. Filmi minutsinik 22-nik sivisussuseqassaaq, filmiliortullu
naatsorsuutigaat Katuaq-p filmertarfiani takuteqqaarneqassasoq. Asseq AG-p assiliisuata
Vivi Møller-Olsen-ip assilisaa Nuup eqqaani arfermik pilannerup nalaani fdmiliomermi
assilisaavoq.
Silamiut Teatret og Filminor Oy, som er Finlands ældste fdmselskab er gået sammen
om at filme en kortfilm i og omkring Nuuk by. Filmen har titlen »Tranlampen« og bliver
sammen med skuespillerne Benedikte Schmidt. Rassi Thygesen, Agga Olsen, Mariu
Olsen og Erik Olsen, også kaldet Umbaba, instrureret af den finske instruktør Sakari Kir-
javainen, som også står for manuskriptet af »Tranlampen«. I filmen debuterer den 9-åri-
ge Nukappiaaluk Magnussen fra Narsaq - ovenikøbet med en hovedrolle. Filmen kommer
til at vare 22 minutter og produktionsholdet regner med at premieren kommer til at fore-
gå i det nye kulturhus, Katuaqs biograf. Billedet, som er taget af AG’s fotograf Vivi Møl-
ler-Olsen, er skudt under en optagelse af hvalflænsning ved Nuuk.
V_____________________________________________________________________________________J
1 1985 var undertegnede che-
fdistriktslæge i Aasiaat. Ingen
er jo fejlfri, og som chef er
man mere end andre medar-
bejdere skydeskive for klage-
sager. Det gælder både i
Sundhedsvæsenet og andre
steder. Det er altid ubehage-
ligt, men hører nok med til
jobbet.
Hvad klagerne dengang
drejede sig om, kan jeg
dårligt huske, og hvis jeg
kunne, var det måske heller
ikke noget, der skulle nævnes
i avisen. Hvad jeg derimod
husker, var, at borgmesteren
hed Edvard Møller. Det
husker jeg, fordi Edvard Møl-
ler så det som sin opgave at
viderebefordre klager fra pati-
enter til mine foresatte, speci-
elt Rigsombudsmanden.
Det får så være. Men det
specielle ved fremgangsmå-
den var, at det skete uden
først at orientere mig. På et
tidspunkt fornemmede jeg
alligevel, at borgmesteren
modtog klager. Jeg foreslog
Edvard Møller en samtale,
men det ønskede han ikke.
Kort tid efter fik jeg fra
Rigsombudsmanden et brev,
som viderebefordrede bor-
gmesterens utilfredshed med
mig. Det var ikke noget rart
brev.
Næsten samtidigt skulle jeg
til sundhedskonference til
Nuuk. Det skulle den øverste
chef for Sundhedsvæsenet
også - den daværende grøn-
landsminister.
Jeg blev til min totale over-
raskelse indkaldt til en samta-
le med ministeren. Samtalen
var meget lidt behagelig.
Ministeren kunne blandt
andet fortælle, at han via
borgmesteren i Aasiaat havde
erfaret, at jeg havde opereret
en patient uden narkose. Når
jeg navnlig husker dette klag-
epunkt, er det, fordi jeg i mine
7 år i Aasiaat i vidt omfang
overlod operationerne til
andre læger. Derimod har jeg
selv mindst 100 gange givet
universel narkose og aldrig
hørt patienter give udtryk for
ubehag eller mangelfuld
smertelindring i den forbin-
delse.
Morale:Mange misforståel-
ser og kontroverser kunne og
burde klares ved, at man taler
sammen. Jeg forstår måske,
men har alligevel svært ved at
acceptere, at patienter klager
uden at orientere den læge,
som det drejer sig om. Men
jeg kan hverken forstå eller
acceptere, at en folkevalgt
toppolitiker, specielt en borg-
mester, kan gøre det samme.
Begivenhederne i 1985 var
egentlig ved at gå i min per-
sonlige glemmebog. På en
trist måde er jeg imidlertid
blevet mindet om dem ved i
begge de landsdækkende
grønlandske aviser at læse om
fremgangsmåden, da Edvard
Møller, nu formand for de
grønlandske kommuners
landsforening KANUKOKA,
den 29. august afskedigede
direktør Per Bringsjord. Det
var både overraskende og
ubehageligt for direktøren,
som var helt uforberedt på
dette forløb. Ingen forhåndso-
rientering fra chefen. Efter-
følgende kunne han heller
ikke få en forklaring på sin
fyring.
Han har valgt at betragte
forløbet, som en konsekvens
af reglerne i det politiske spil.
Han er blevet offer for dette
spil, men han ønsker ikke at
komme med flere kommenta-
rer. Måske er det klogt af
ham, ligesom det måske var
klogt af mig i 1985 selv at
sige min stilling op i det
distrikt, hvor jeg var glad for
at være, men hvor borgmeste-
ren af uransagelige grunde
havde ønsket at gøre situatio-
nen uholdbar for mig.
Jeg sagde op med det over-
enskomstmæssige varsel og -
mener jeg selv - efterladende
et rimeligt velfungerende sy-
gehus, som blandt andet ved
hjælp af en meget velholdt
lægebåd betjente Grønlands
befolkningsmæssigt største
bygdedistrikt. Dygtige grøn-
landske søfolk havde et godt
arbejde. Det mistede de. Læ-
gebåden blev frataget sygehu-
set, så snart jeg forlod Aasi-
aat.
Jeg rejste meget i bygderne
sommer og vinter. Når det var
islæg, besøgte jeg med slæde
bygderne. Dygtige lokale slæ-
deførere havde et godt arbej-
de for sygehuset. Jeg fik man-
ge venner i bygderne. Jeg har
stadig adskillige kontakter.
For kun få dage siden blev jeg
ringet op fra Niaqornaarsuk
og inviteret til konfirmation
næste sommer. Da konfir-
manden var spæd, opererede
jeg ham to gange for for
tarmslyng. I øvrigt er jeg ikke
kirurg, men børnelæge.
Da jeg forlod Aasiaat,
ønskede jeg ikke og fik ikke
noget gyldent håndtryk, som
politikere i KANUKOKA og
andre steder ikke helt sjæl-
dent uddeler, når de i utide
skiller sig af med medarbej-
dere, som har passet jobbet
uden at gøre noget forkert.
Jeg tror de færreste medarbej-
dere ønsker penge i den situa-
tion, men nogen kan jo have
brug for dem. At blive afske-
diget er jo ikke nogen anbefa-
ling over for den næste ar-
bejdsgiver.
Det taler man oftest ikke
om, og man taler heller ikke
om den smerte, som skattey-
derne sidder med. Det er ikke
første gang Edvard Møller af-
skediger en topembedsmand.
Det koster penge. Han har
været en dyr dreng for KA-
NUKOKA, ligesom han var
det for Aasiaat, hvor jeg i en
årrække har lagt mange skat-
tekroner.
Jeg kender ikke alle hans
fejlslagne dispositioner, men
jeg husker, at han var utilfreds
med regningen fra Sundheds-
væsenet for at passe kommu-
nale plejepatienter i Aasiaat.
Efter min afrejse lod han for
et millionbeløb ombygge sy-
gehusets administrationsfløj
og gæstehus til plejehjem.
Problemet var bare, at det
aldrig blev taget i brug. Byg-
ningen egnede sig ikke. Pro-
jektet blev simpelthen for dyrt
at fuldføre. Mange penge blev
tabt.
Edvard Møllers meritter i
Aaisaat ligger år tilbage og
burde måske få lov til at hvile
i fred. Der er faktisk kun en
årsag til, at jeg omtaler disse
begivenheder så længe efter,
at de fandt sted. For tiden bor
jeg ikke Aasiaat, men jeg er
alligevel bekymret. Jeg har
hørt en fugl synge om, at
Edvard Møller vil forsøge
genvalg som borgmester i
Aasiaat, når mandatet i KA-
NUKOKA snart udløber. Det
er i orden, hvis vælgerne kan
lide de regler, som Edvard
Møller bruger i det politiske
spil. Jeg kan bare ikke lide
dem. Jeg tror heller ikke, at
KANUKOKA’s første første-
mand, Ado Lynge, ville have
kunnet lide reglerne i dette
spil. Han var også fra Aasiaat.
Nok er folks hukommelse
kort, men man skulle tro, at
Edvard Møller næppe ville få
ret mange stemmer, hvis han
forsøger comeback på hjem-
mebane. Problemet er bare, at
Edvard Møller aldrig har fået
ret mange stemmer i Aasiaat.
Det har heller ikke været nød-
vendigt. Han er nemlig en
dygtig politiker, måske alt for
dygtig.
Da han blev valgt til bor-
gmester, fik han ca. 42 stem-
mer. Hans modkandidat,
Knud Sørensen, fik ca. 600
stemmer. Efter så mange år er
det svært at huske de helt
nøjagtige tal.
Personligt har jeg ikke
noget imod Edvard Møller.
Han er en flink mand. Hans
største fejl er måske, at han er
alt for flink, hvis man møder
ham. Jeg forstår godt, at han
trods alt får nogle stemmer.
Jeg vil bare håbe, det ikke bli-
ver ret mange.
Alle bør have et arbejde
Johanne Olsen har gjort sig nogle tanker om nye ideer i kampen mod
arbejdsløsheden
Medlem af kommunalbesty-
relsen for Siumut i Ilulissat
Johanne Olsen mener, at man
bør prøve utraditionelle
metoder for at løse den sti-
gende arbejdsløshed. Blandt
andet foreslår socialudvalgs-
formanden i Ilulissat Johanne
Olsen, at der skal oprettes
skoler til kursusvirksomhed
for de arbejdsløse:
- For tiden er kommunerne
ved at lægge budgetter til
næste år. Det mest besværlige
ved budgetlægninger er det
sociale område. Her i Nordg-
rønland, hvor der om vinteren
er islæg, er det meget vanske-
ligt at forudsige, hvor mange
mennesker der bliver arbejds-
løse i løbet af vinteren. Dog er
det vores pligt at have penge
til de arbejdsløse samt at sør-
ge for at dække deres udgifter
mens de er arbejdsløse.
Det har Landstinget opnået
ved forhandlinger og lavet
love derefter.
Den største valgkampagne i
forbindelse med det sidste
landstingsvalg endnu engang
været at nedbringe arbejds-
løsheden. Gad vide, hvor me-
get der bliver gjort ved denne
side af sagen, når man først er
blevet valgt? Hvor meget ar-
bejde lægges der og planlæg-
ges der i kampen mod ar-
bejdsløsheden fra Hjemme-
styrets mange konsulenter?
Eller - hvad planlægger SIK
for sine arbejdsløse medlem-
mer?
SIK-s indsats
Efter min mening burde SIK
lave nye overenskomster mel-
lem industrien og andre ar-
bejdsgivere for sine medlem-
mer. SIK bør med en lovgiv-
ning sikre sine medlemmer,
så de ikke sådan uden videre
kan blive fyret fra deres arbej-
de. Det vil koste mange pen-
ge, men organisationen, ar-
bejdsgiverne og Landstinget
må ordne det mellem sig.
Arbejderne på fabrikkerne
har meget strenge vilkår. De
er klar over, at de fra dag til
dag kan blive fyret. Derfor
kan det ikke undre nogen, at
deres tillid til deres arbejde til
tider er begrænset. Arbejdsgi-
verne må respektere deres
ansatte mere, og arbejderne
må blive mere pålidelige.
Dette kan dog først opnås, når
SIK og arbejdsgiverne laver
nye overenskomster.
Det er også på tide, at
landstinget laver love med
henblik på at afskaffe arbejds-
løsheden. Der skal laves lov-
givning, så de unge under 30
år ikke bare skal gå rundt
uden arbejde. Ligeledes skal
man opnå, at de, der er over
den alder ikke bare skal gå
rundt uden arbejde.
Og hvordan skal det så
kunne lade sig gøre?
Kursusvirksomhed
For det første skal der opret-
tes skoler, hvor de arbejdsløse
kan dygtiggøre sig. Det kan
man i de større byer opnå ved
hjælp af de forhåndenværen-
de. Disse lærepladser skal
bruges til opkvalificering af
arbejdskraften. Alle de, der er
opført på arbejdsløshedsli-
sten, skal igennem kurser
eller opkvalificering for at
kunne komme ind på arbejds-
markedet igen.
Efter sådan et ophold skal
de kunne stole på sig selv, så
de kan reflektere på stillings-
annoncer, eller de kan søge
ind på videreuddannelser.
I den forbindelse er det
meget vigtigt, at man laver
overenskomster med arbejds-
giverne, hvor det indføjes, at
de er i stand til at ansætte ar-
bejdsløse. Den økonomiske
fordeling skal også være på
plads. Denne side af sagen
ordnes af konsulenter og em-
bedsmænd.
Kursusvirksomhederne
kunne benævnes »Arbejder-
skoler«. Arbejderskoleme
skal ikke køres efter højskole-
principper. Disse skoler skal
de arbejdsløse selv køre og
give indhold.
Som eksempel kan en ned-
lagt fabrik, kontorbygning
eller lignende ledes af en, der
kan rådgive. Der skal være en
leder. Denne skal sammen i
tæt samarbejde med de ar-
bejdsløse køre kursusvirk-
somheden eller træningssko-
len.
Fortsættelse
Når kursisten har været på
træningsskolen og er godt
rustet til at gå videre, skal
man give at vedkommende
tilbud om at komme på en ar-
Johanne Olsen
bejdsplads eller til videreud-
dannelse. De skoler eller
træningsskoler, jeg her omta-
ler og tænker på, har man til-
svarende af i Danmark, hvor
de kaldes produktionsskoler.
Det er på tide, at Hjemme-
styret opretter sådanne pro-
duktionsskoler i de større
byer. For at disse kan drives
stabilt må Landstinget lovgi-
ve for finansieringen. Kom-
munerne skal sørge for, at
Produktionsskolerne kører
kontinuerligt. Hvis disse til-
tag kunne realiseres, må man
sikre, at de arbejdsløse ikke
ASSJ FOTO: KNUD JOSEFSEN