Atuagagdliutit - 06.03.1997, Síða 12

12
Nr. 18 • 1997
Kun ved et tilfælde lykkedes det Pele Møller at undslippe
flyveturen med helikopteren, der forulykkede i 1967
Det er ikke kun som voksen
musiker, at Pele Møller, har
følt sig feteret og specielt
behandlet. Det begyndte alle-
rede, da han var spæd - ja, fak-
tisk lige siden han blev født.
For på trods af, at der gik nog-
le år, før det viste sig, at Pele
havde talent inden for det
musiske, så var han allerede
fra fødslen noget ud over det
sædvanlige.
31. august 1939 gik Pele
Møllers mor, Liikkiit, en tur i
butikken i Qullissat, hvor
familien boede. Selvom hun
var højgravid, var der et styk-
ke tid til fødslen, så det var
ikke det, der optog hendes tan-
ker. Lige før hun nåede hjem
var fødslen dog i fuld gang, og
før hun anede det, lå lille Pele
på jorden. Liikkiit blev ganske
enkelt overrasket af fødslen.
- Det skete lige uden for
vores dør. Det var en hård om-
gang for min mor, og da der
endelig kom hjælp, bad hun
om at blive hjulpet først. Hun
fik dog at vide, at det var nød-
vendigt at tage vare om mig
først, fordi jeg endnu ikke
havde åndet på det tidspunkt,
fortæller Pele Møller, som er
nummer tre ud af en børneflok
på 10.
Jordemoderen fik et helt
specielt forhold til Pele Møller
efter denne oplevelse.
- Hvert år til min fødsels-
dag, lagde jordemoderen sig
på den plet uden for vores hus,
hvor jeg blev født, og det var
uanset om der var tørt eller
vådt på jorden.
Noget var galt
Heldigvis slap Pele Møller
godt fra den hårde medfart
ved livets begyndelse. Og det
blev ikke sidste gang Pele
t,
Pele Møller inuunermini
misigisaqarsimaqaaq. 1968-
imi Kong Frederik aamma
Dronning Ingrid Nuummi
tikeraarsimammata aquttuuf-
figai. - Misigisaq puigugas-
saanngitsoq, oqarpoq.
Pele Møller har oplevet
meget i sit liv. Han oplevede
i 1968 at være chauffør for
Kong Frederik og Dronning *
Ingrid på deres besøg i
Nuuk. - En oplevelse for
livet, siger han.
Møller var heldig.
I 1967 arbejdede Pele Møl-
ler som mekanikermedhjælp i
Grønlands Fly. Det var den-
gang Grønlandsfly udelukken-
de fløj med hellikoptere og
havde til huse i KNR TV’s
nuværende lokaler.
- Det var om foråret i maj,
husker Pele Møller.
- Den dag skulle min sviger-
mor komme til byen med
Kunuunnguaq. Jeg havde bedt
om fri men fik afslag, fordi
der var en helikopter, der skul-
le testes, og den skulle jeg
sammen med otte andre test-
flyve netop den dag. Jeg var
meget glad for mit arbejde og
gik meget op i det. Derfor lig-
nede det mig i virkeligheden
meget dårligt at insistere på at
få fri. Jeg havde selvfølgelig
en grund til at ønske fri, men i
dag kan jeg faktisk ikke for-
klare, hvorfor jeg var så insi-
sterende.
- Min kone og jeg tog ned til
Kunuunnguaq ved to-tre tiden
om eftermiddagen, blot for at
opdage, at min svigermor ikke
var med. Det var jo før telefo-
ner var så udbredte, som de er
i dag. Dengang foregik det
meste af kommunikationen
mellem byerne med telegram-
mer.
- På vej hjem fra Kunuun-
nguaq fik vi øje på helikopte-
ren, som de andre var ude at
teste. Min kone bemærkede, at
den opførte sig underligt. Jeg
slog det hen med, at når vi
testede uden for byen, så gjor-
de vi noget, der var værre end
det hun så. Men pludselig
kunne jeg høre, at der var
noget galt med motoren.
Ingen kom noget til
- Lyden var helt gal. Og heli-
kopteren begyndte at falde og
køre fra side til side, så man
kunne se, at der ikke var kon-
trol over den.
- Jeg forlod min kone og
barn og styrtede afsted mod
heliporten, hvor helikopteren
var på vej hen. På vejen fik jeg
et lift fra en bil, der også var
på vej derop, så vi var nogle af
de første, der nåede frem til
helikopteren, som var faldet
ned på et hus lige i nærheden
af heliporten. Vi var fuldstæn-
dig overbeviste om, at alle
ombord var døde.
- Det var et rent mirakel, at
der ikke skete noget med de
mennesker, der var ombord.
For det gjorde der ikke. Helt
mirakuløst slap en kvinde, der
var i huset, hvor helikopteren
faldt ned, også med livet i be-
hold. Hun havde siddet oppe
på loftet. Nøjagtig det sted,
hvor helikopteren skar ind i
huset. Hun hørte en underlig
lyd og gik ned i stuen for at se,
hvad der skete. Et øjeblik efter
landede helikopteren på hen-
des hus.
- Senere fik vi at vide, at
landingen sikkert havde været
så »blød«, fordi helikopteren
først havde ramt nogle lednin-
ger i nærheden af huset, og
fordi den landede på rotorbla-
dene, så det tog noget af kraf-
ten fra det store og tunge
skrog. Helikopteren var fuld-
stændig ubrugelig bagefter.
- Da jeg senere var henne og
kigge på helikopteren kunne
jeg se, at præsis på den plads,
hvor jeg plejede at sidde, væ-
der en stor sten. Jeg er overbe-
vist om, at jeg ville have været
død, hvis jeg havde været med
på den tur.
Havarikommissionen blev
tilkaldt fra Danmark og kon-
kluderede, at årsagen til hava-
riet var, at en komponent i sty-
resystemets hydraulik-system
havde svigtet. To piloter og
seks flymekanikere ombord
slap med livet i behold, kun en
enkelt mekaniker fik en smule
hudafskrapning.
Chauffør for Kongen
Det var også mens Pele Møl-
ler var ansat i Grønlandsfly, at
hans chef, direktør Valdemar
Lauritsen insisterede på at en
af hans medarbejdere skulle
være chauffør for Kong Fre-
derik og Dronning Ingrid på
deres tur i Nuuk i august 1968.
Det kunne Valdemar Laurit-
sen insistere på, fordi det var
hans bil, der skulle benyttes til
denne fornemme transport.
Og så blev Pele udvalgt som
chauffør.
- Valdemar havde en meget
moderne amerikansk bil, og
jeg blev meget glad, da jeg
blev spurgt, om jeg ville være
chauffør for Kongen og Dron-
ningen. Det var en meget stor
og dejlig oplevelse for mig at
være chauffør for dem i tre
dage.
- Kongen og Dronningen
var meget venlige og ligetil,
og de behandlede mig virkelig
pænt. Da de tre dage var gået
gav Kong Frederik mig hån-
den og takkede mig, fordi jeg
havde været en god chauffør
for dem. Det er en oplevelse,
jeg ikke glemmer, og det gav
mig nogle dejlige minder.
Kongeparret var i Syd- og
Østgrønland fra 7.-21. august
1968. AG skrev dengang
blandt andet om kongeparrets
besøg:
»Kongeparrets visitter er
overalt modtaget med gensy-
nets begejstring, og gang på
gang er det blevet understre-
get, at venskabet mellem kon-
gehuset og den grønlandske
befolkning vil styrkes atter og
atter så længe, der findes en
befolkning i Grønland og et
kongehus i Danmark«.
Selv sagde Kongen ifølge
AG om rejsen:
»Inden jeg forlader Godt-
håb vil jeg endnu engang, af
ganske hjerte, fra Dronningen
og mig sige en inderlig, inder-
lig tak for al den godhed og al
den venlighed, der er vist os -
alle de glade smil og al den
vinken har rørt os og vist os, at
vi er venner med den grøn-
landske befolkning.«
Danmark og musik
Allerede dengang under kon-
gebesøget og under tiden med
den havarerede helikopter var
Pele en kendt musiker.
- Som barn var jeg meget
interesseret i musik, men det
var først som 16-årig, at jeg
begyndte at spille på guitar.
Til gengæld havde jeg den
bedste lærer man kan få. Jens
Henriksen fra Vaigat-orkestret
lærte mig at spille guitar, og
det er ham jeg kan takke for
min kunnen i dag.
Pele Møller skulle dog en
tur over Atlanten for at få lidt
selverkendelse.
- Da jeg i begyndelsen af
60’eme kom til Danmark for
at gå på Teknisk Skole i Hun-
dested, var jeg i min ungdoms
kådhed overbevist om, at jeg
var frygtelig dygtig til at spille
guitar. Men jeg skulle opdage,
at jeg manglede en del, da jeg
begyndte at spille med profes-
sionelle musikere.
- Jeg ved ikke hvor mange
aftner jeg har øvet mig til tå-
rerne stod ud af øjnene.
Da Pele kom til Hundested
for at gå på Teknisk Skole,
blev han indkvarteret på et
hotel.
Pele var meget benovet
over, hvor godt elever i Dan-
mark blev behandlet. Tænk
sig at bo på hotel. Det skulle
da også vise sig, at værelset lå
under taget, og at det ikke væ-
rnere end et kammer, hvor
man ikke kunne vaske sig,
vaske tøj eller have mere end
et par venner på besøg. På
gangen var der en håndvask
med koldt vand. Her skulle
han bo i fire år.
- Det var da en oplevelse,
jeg har lært noget af, siger
Pele om den tid. Selvom op-
holdet på hotellet ikke er
noget at prale af, så fik han sig
en uddannelse og ikke mindst
musikalske venner, som var
med til at udvikle hans musi-
ske evner til det, de er i dag.
Men det hele begyndte lidt
tilfældigt.
Sol, sommer og damer
- En dag, vi havde fået tidligt
fri fra motorfabrikken, hvor vi
arbejdede, gik jeg en tur på
stranden. Der var ikke mange
mennesker på stranden så tid-
ligt på dagen. Jeg svømmede
og tog solbad og havde det
dejligt. På et tidspunkt kom
der to smukke unge damer ned
på stranden. Jeg var ikke søn-
derligt opmærksom på dem,
før de begyndte at lege med en
bold i vandet, og de begyndte
at kalde på mig. De ville gerne
have mig med i deres leg.
- Jeg gik ud og legede bold
med dem i havet. Og vi havde
det hyggeligt. Den ene af
kvinderne sagde på et tids-
punkt, at de havde medbragt
tre øl, om jeg havde lyst til at
drikke en øl med dem. Jeg
drak ikke særlig meget den-
gang, men jeg sagde ja tak til
tilbuddet.
- Vi sad på stranden, da jeg
ville bryde op. Men de to
kvinder ville ikke af med mig.
De inviterede mig hjem til sig
i deres sommerhus. Det var et
flot hus, og jeg er overbevist
om, at de må have været rige.
Det fortsatte med at være
hyggeligt, så de to kvinder
spurgte Pele, om ikke han
havde lyst til at gå med ud og
spise på restaurant.
- Det kunne jeg desværre
ikke, for som elev med 10 kro-
ner om ugen i løn, havde jeg
ganske enkelt ikke råd. Det
forstod de to kvinder ikke. Så
jeg måtte igennem en masse
forklaringer med uddannelse,
Grønland og så videre, før de
forstod, at jeg talte sandheden.
Men de må have syntes godt
om mig, for de besluttede på
stedet, at de så ville invitere
mig ud at spise. Og det sagde
jeg ikke nej til.
Restaurant
Pele blev samme aften hentet
af de to kvinder, som havde
deres egen bil.
- De så lidt underlige ud i
ansigterne, da de kom og hen-
tede mig ved hotellet. Samti-
dig havde jeg pænt tøj på, for
det fik vi jo fra Grønlandsmi-
nisteriet. Jeg kunne se på dem,
at de tænkte deres. Men vi
kørte på restaurant.
- Det var noget af en ople-
velse for mig. Jeg var vild
med at spille, og på restauran-
ten var der levende orkester.
Jeg husker ikke, at jeg talte
særlig meget med mine bord-
damer, fordi jeg var fuldstæn-
dig opslugt af musikken.
Pele og de to navnløse kvin-
der sad tæt ved orkestret, som
spillede jazz-musik. På et tids-
punkt kunne Pele høre, at
musikerne talte om guitari-
sten, som ikke var meget be-
vendt, fordi han altid var fuld,
når de skulle optræde.
- Pludselig trådte en mand
frem på scenen og spurgte, om
ikke der var en guitarist til ste-
de, som kunne spille efter no-
der. Bandet manglede en gui-
tarist. De havde åbenbart
smidt den fulde guitarist ud.
- Der var meget stille i
restauranten, og ingen meldte
sig. Manden blev ved med at
appellere om at få en guitarist
op til bandet. Pludselig rejste
en af mine skolekammerater
sig op og pegede på mig og
sagde, at jeg var meget dygtig
til at spille på guitar.
- Manden på scenen var
noget tøvende. Men så rejste
flere jeg kendte sig op og støt-
tede min skolekammerat. Jeg
kunne være krøbet i et muse-
hul på det tidspunkt.
Med i band
- Til sidst var der dog ikke
noget at gøre. Jeg måtte op til
bandet. Idet jeg rejste mig op,
begyndte folk at klappe ad
mig, og det var før jeg endnu
havde rørt guitaren. Mit hjerte
hamrede i livet på mig, men
det gik så fint, at jeg spillede
med i bandet i flere år.
Selvom det var en dejlig op-
levelse for Pele, så har han
dog dårlig samvittighed over
én ting: