Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 06.03.1997, Qupperneq 12

Atuagagdliutit - 06.03.1997, Qupperneq 12
12 Nr. 18 • 1997 Kun ved et tilfælde lykkedes det Pele Møller at undslippe flyveturen med helikopteren, der forulykkede i 1967 Det er ikke kun som voksen musiker, at Pele Møller, har følt sig feteret og specielt behandlet. Det begyndte alle- rede, da han var spæd - ja, fak- tisk lige siden han blev født. For på trods af, at der gik nog- le år, før det viste sig, at Pele havde talent inden for det musiske, så var han allerede fra fødslen noget ud over det sædvanlige. 31. august 1939 gik Pele Møllers mor, Liikkiit, en tur i butikken i Qullissat, hvor familien boede. Selvom hun var højgravid, var der et styk- ke tid til fødslen, så det var ikke det, der optog hendes tan- ker. Lige før hun nåede hjem var fødslen dog i fuld gang, og før hun anede det, lå lille Pele på jorden. Liikkiit blev ganske enkelt overrasket af fødslen. - Det skete lige uden for vores dør. Det var en hård om- gang for min mor, og da der endelig kom hjælp, bad hun om at blive hjulpet først. Hun fik dog at vide, at det var nød- vendigt at tage vare om mig først, fordi jeg endnu ikke havde åndet på det tidspunkt, fortæller Pele Møller, som er nummer tre ud af en børneflok på 10. Jordemoderen fik et helt specielt forhold til Pele Møller efter denne oplevelse. - Hvert år til min fødsels- dag, lagde jordemoderen sig på den plet uden for vores hus, hvor jeg blev født, og det var uanset om der var tørt eller vådt på jorden. Noget var galt Heldigvis slap Pele Møller godt fra den hårde medfart ved livets begyndelse. Og det blev ikke sidste gang Pele t, Pele Møller inuunermini misigisaqarsimaqaaq. 1968- imi Kong Frederik aamma Dronning Ingrid Nuummi tikeraarsimammata aquttuuf- figai. - Misigisaq puigugas- saanngitsoq, oqarpoq. Pele Møller har oplevet meget i sit liv. Han oplevede i 1968 at være chauffør for Kong Frederik og Dronning * Ingrid på deres besøg i Nuuk. - En oplevelse for livet, siger han. Møller var heldig. I 1967 arbejdede Pele Møl- ler som mekanikermedhjælp i Grønlands Fly. Det var den- gang Grønlandsfly udelukken- de fløj med hellikoptere og havde til huse i KNR TV’s nuværende lokaler. - Det var om foråret i maj, husker Pele Møller. - Den dag skulle min sviger- mor komme til byen med Kunuunnguaq. Jeg havde bedt om fri men fik afslag, fordi der var en helikopter, der skul- le testes, og den skulle jeg sammen med otte andre test- flyve netop den dag. Jeg var meget glad for mit arbejde og gik meget op i det. Derfor lig- nede det mig i virkeligheden meget dårligt at insistere på at få fri. Jeg havde selvfølgelig en grund til at ønske fri, men i dag kan jeg faktisk ikke for- klare, hvorfor jeg var så insi- sterende. - Min kone og jeg tog ned til Kunuunnguaq ved to-tre tiden om eftermiddagen, blot for at opdage, at min svigermor ikke var med. Det var jo før telefo- ner var så udbredte, som de er i dag. Dengang foregik det meste af kommunikationen mellem byerne med telegram- mer. - På vej hjem fra Kunuun- nguaq fik vi øje på helikopte- ren, som de andre var ude at teste. Min kone bemærkede, at den opførte sig underligt. Jeg slog det hen med, at når vi testede uden for byen, så gjor- de vi noget, der var værre end det hun så. Men pludselig kunne jeg høre, at der var noget galt med motoren. Ingen kom noget til - Lyden var helt gal. Og heli- kopteren begyndte at falde og køre fra side til side, så man kunne se, at der ikke var kon- trol over den. - Jeg forlod min kone og barn og styrtede afsted mod heliporten, hvor helikopteren var på vej hen. På vejen fik jeg et lift fra en bil, der også var på vej derop, så vi var nogle af de første, der nåede frem til helikopteren, som var faldet ned på et hus lige i nærheden af heliporten. Vi var fuldstæn- dig overbeviste om, at alle ombord var døde. - Det var et rent mirakel, at der ikke skete noget med de mennesker, der var ombord. For det gjorde der ikke. Helt mirakuløst slap en kvinde, der var i huset, hvor helikopteren faldt ned, også med livet i be- hold. Hun havde siddet oppe på loftet. Nøjagtig det sted, hvor helikopteren skar ind i huset. Hun hørte en underlig lyd og gik ned i stuen for at se, hvad der skete. Et øjeblik efter landede helikopteren på hen- des hus. - Senere fik vi at vide, at landingen sikkert havde været så »blød«, fordi helikopteren først havde ramt nogle lednin- ger i nærheden af huset, og fordi den landede på rotorbla- dene, så det tog noget af kraf- ten fra det store og tunge skrog. Helikopteren var fuld- stændig ubrugelig bagefter. - Da jeg senere var henne og kigge på helikopteren kunne jeg se, at præsis på den plads, hvor jeg plejede at sidde, væ- der en stor sten. Jeg er overbe- vist om, at jeg ville have været død, hvis jeg havde været med på den tur. Havarikommissionen blev tilkaldt fra Danmark og kon- kluderede, at årsagen til hava- riet var, at en komponent i sty- resystemets hydraulik-system havde svigtet. To piloter og seks flymekanikere ombord slap med livet i behold, kun en enkelt mekaniker fik en smule hudafskrapning. Chauffør for Kongen Det var også mens Pele Møl- ler var ansat i Grønlandsfly, at hans chef, direktør Valdemar Lauritsen insisterede på at en af hans medarbejdere skulle være chauffør for Kong Fre- derik og Dronning Ingrid på deres tur i Nuuk i august 1968. Det kunne Valdemar Laurit- sen insistere på, fordi det var hans bil, der skulle benyttes til denne fornemme transport. Og så blev Pele udvalgt som chauffør. - Valdemar havde en meget moderne amerikansk bil, og jeg blev meget glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville være chauffør for Kongen og Dron- ningen. Det var en meget stor og dejlig oplevelse for mig at være chauffør for dem i tre dage. - Kongen og Dronningen var meget venlige og ligetil, og de behandlede mig virkelig pænt. Da de tre dage var gået gav Kong Frederik mig hån- den og takkede mig, fordi jeg havde været en god chauffør for dem. Det er en oplevelse, jeg ikke glemmer, og det gav mig nogle dejlige minder. Kongeparret var i Syd- og Østgrønland fra 7.-21. august 1968. AG skrev dengang blandt andet om kongeparrets besøg: »Kongeparrets visitter er overalt modtaget med gensy- nets begejstring, og gang på gang er det blevet understre- get, at venskabet mellem kon- gehuset og den grønlandske befolkning vil styrkes atter og atter så længe, der findes en befolkning i Grønland og et kongehus i Danmark«. Selv sagde Kongen ifølge AG om rejsen: »Inden jeg forlader Godt- håb vil jeg endnu engang, af ganske hjerte, fra Dronningen og mig sige en inderlig, inder- lig tak for al den godhed og al den venlighed, der er vist os - alle de glade smil og al den vinken har rørt os og vist os, at vi er venner med den grøn- landske befolkning.« Danmark og musik Allerede dengang under kon- gebesøget og under tiden med den havarerede helikopter var Pele en kendt musiker. - Som barn var jeg meget interesseret i musik, men det var først som 16-årig, at jeg begyndte at spille på guitar. Til gengæld havde jeg den bedste lærer man kan få. Jens Henriksen fra Vaigat-orkestret lærte mig at spille guitar, og det er ham jeg kan takke for min kunnen i dag. Pele Møller skulle dog en tur over Atlanten for at få lidt selverkendelse. - Da jeg i begyndelsen af 60’eme kom til Danmark for at gå på Teknisk Skole i Hun- dested, var jeg i min ungdoms kådhed overbevist om, at jeg var frygtelig dygtig til at spille guitar. Men jeg skulle opdage, at jeg manglede en del, da jeg begyndte at spille med profes- sionelle musikere. - Jeg ved ikke hvor mange aftner jeg har øvet mig til tå- rerne stod ud af øjnene. Da Pele kom til Hundested for at gå på Teknisk Skole, blev han indkvarteret på et hotel. Pele var meget benovet over, hvor godt elever i Dan- mark blev behandlet. Tænk sig at bo på hotel. Det skulle da også vise sig, at værelset lå under taget, og at det ikke væ- rnere end et kammer, hvor man ikke kunne vaske sig, vaske tøj eller have mere end et par venner på besøg. På gangen var der en håndvask med koldt vand. Her skulle han bo i fire år. - Det var da en oplevelse, jeg har lært noget af, siger Pele om den tid. Selvom op- holdet på hotellet ikke er noget at prale af, så fik han sig en uddannelse og ikke mindst musikalske venner, som var med til at udvikle hans musi- ske evner til det, de er i dag. Men det hele begyndte lidt tilfældigt. Sol, sommer og damer - En dag, vi havde fået tidligt fri fra motorfabrikken, hvor vi arbejdede, gik jeg en tur på stranden. Der var ikke mange mennesker på stranden så tid- ligt på dagen. Jeg svømmede og tog solbad og havde det dejligt. På et tidspunkt kom der to smukke unge damer ned på stranden. Jeg var ikke søn- derligt opmærksom på dem, før de begyndte at lege med en bold i vandet, og de begyndte at kalde på mig. De ville gerne have mig med i deres leg. - Jeg gik ud og legede bold med dem i havet. Og vi havde det hyggeligt. Den ene af kvinderne sagde på et tids- punkt, at de havde medbragt tre øl, om jeg havde lyst til at drikke en øl med dem. Jeg drak ikke særlig meget den- gang, men jeg sagde ja tak til tilbuddet. - Vi sad på stranden, da jeg ville bryde op. Men de to kvinder ville ikke af med mig. De inviterede mig hjem til sig i deres sommerhus. Det var et flot hus, og jeg er overbevist om, at de må have været rige. Det fortsatte med at være hyggeligt, så de to kvinder spurgte Pele, om ikke han havde lyst til at gå med ud og spise på restaurant. - Det kunne jeg desværre ikke, for som elev med 10 kro- ner om ugen i løn, havde jeg ganske enkelt ikke råd. Det forstod de to kvinder ikke. Så jeg måtte igennem en masse forklaringer med uddannelse, Grønland og så videre, før de forstod, at jeg talte sandheden. Men de må have syntes godt om mig, for de besluttede på stedet, at de så ville invitere mig ud at spise. Og det sagde jeg ikke nej til. Restaurant Pele blev samme aften hentet af de to kvinder, som havde deres egen bil. - De så lidt underlige ud i ansigterne, da de kom og hen- tede mig ved hotellet. Samti- dig havde jeg pænt tøj på, for det fik vi jo fra Grønlandsmi- nisteriet. Jeg kunne se på dem, at de tænkte deres. Men vi kørte på restaurant. - Det var noget af en ople- velse for mig. Jeg var vild med at spille, og på restauran- ten var der levende orkester. Jeg husker ikke, at jeg talte særlig meget med mine bord- damer, fordi jeg var fuldstæn- dig opslugt af musikken. Pele og de to navnløse kvin- der sad tæt ved orkestret, som spillede jazz-musik. På et tids- punkt kunne Pele høre, at musikerne talte om guitari- sten, som ikke var meget be- vendt, fordi han altid var fuld, når de skulle optræde. - Pludselig trådte en mand frem på scenen og spurgte, om ikke der var en guitarist til ste- de, som kunne spille efter no- der. Bandet manglede en gui- tarist. De havde åbenbart smidt den fulde guitarist ud. - Der var meget stille i restauranten, og ingen meldte sig. Manden blev ved med at appellere om at få en guitarist op til bandet. Pludselig rejste en af mine skolekammerater sig op og pegede på mig og sagde, at jeg var meget dygtig til at spille på guitar. - Manden på scenen var noget tøvende. Men så rejste flere jeg kendte sig op og støt- tede min skolekammerat. Jeg kunne være krøbet i et muse- hul på det tidspunkt. Med i band - Til sidst var der dog ikke noget at gøre. Jeg måtte op til bandet. Idet jeg rejste mig op, begyndte folk at klappe ad mig, og det var før jeg endnu havde rørt guitaren. Mit hjerte hamrede i livet på mig, men det gik så fint, at jeg spillede med i bandet i flere år. Selvom det var en dejlig op- levelse for Pele, så har han dog dårlig samvittighed over én ting:

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.