Atuagagdliutit - 13.03.1997, Blaðsíða 12

12
Nr. 20 • 1997
f^Éa.a&aø'c/é/’a. É/É
GRØNLANDSPOSTEN
DEN UDIPLOMATISKE
STRØMER
Af Kurt Kristensen
Kristian Sfngertåt vælger at løse problemerne på sin egen håndfaste måde
At vende tilbage til sin hjem-
stavn som politimand har både
fordele og ulemper.
Det er så afgjort godt at
kende de mennesker, man skal
arbejde blandt; at kende deres
sprog, deres kultur, deres tan-
kegang.
Man kan imidlertid også
komme til at kende folk for
godt, så klarsynet, så objekti-
viteten, så retfærdigheden og
dermed også befolkningens
respekt går fløjten.
Den 42-årige vicepoliti-
kommissær - og østgrønlæn-
der - Kristian Sfngertåt er me-
get bevidst om denne problem-
stilling i sit arbejde som stati-
onsleder hos politiet i Tasiilaq.
Derfor har han valgt sin
egen håndfaste måde at løse
problemerne på. Kristian Sfn-
gertåt har det nemlig lige som
Piet Heins kat på vejen: Han
er sgu sin egen.
- Nej, diplomat bliver jeg
aldrig, siger Kristian Sfngertåt
med et skævt smil. Tingene
skal siges lige ud af lande-
vejen. Ellers ligger de derinde
et sted i dig selv og gnaver,
indtil du en skønne dag koger
over og ikke længere kan kon-
trollere dig selv og dine hand-
linger.
- Derfor er det bedst for alle
parter at få taget trykket af
kedlen med det samme. Så er
luften renset, og vi kan begge
komme videre med hundeslæ-
den. Gammelt nag er lige så
værdiløst en rejsebagage som
lommeuld.
Skjoldungen
Paulus Kristian Mathias Tittus
Sfngertåt blev født i bygden
Skjoldungen den 4. april
1954.
Livets start var for Kristian
Sfngertåt såmænd ikke alt for
lovende.
Kristian var det håndgribeli-
ge resultat af et møde mellem
en østgrønlandsk pige fra
Skjoldungen og en dansk kok
på vejrstationen Timmiarmiut
lidt syd for bygden. At mødet
fik resultater faldt ikke i god
jord hos familien Sfngertåt,
hvor bedstemoderen var det
altdominerende omdrejnings-
punkt.
Bedstemoderen modsatte
sig ganske enkelt, at datteren
Beate flyttede med kokken og
den nyfødte Kristian til Dan-
mark. Tværtimod skulle datte-
ren som straf for sin kærlighed
til en dansk mand forblive
ugift resten af sine dage.
Bedstemoderens ord var lov,
og først kort tid før sin død
vovede Kristians mor at bryde
bedstemoderen beslutning.
Kristian voksede op hos
sine bedsteforældre, Nina og
Henrik Sfngertåt, i Skjold-
ungen fra 1954 til 1965, da
bygden blev nedlagt.
- Hvordan så verden ud, set
fra Skjoldungen med bår-
ne øjne i 1950’erne?
- Det var en meget smuk
verden. Vi var vel omkring
150 indbyggere, og selv om vi
lå meget isoleret sådan godt
og vel mellem Tasiilaq og
Kap Farvel, var der et rigt liv i
bygden. Der var om somme-
ren varmt og frodigt omkring
Skjoldungen, og der var for en
frisk dreng masser af mulighe-
der for at boltre sig i naturen.
Vi kedede os aldrig.
- Bygden levede af fangst
og fiskeri, og det var en kamp
for livet. Selv om vi næppe
rent materialistisk havde alt
for meget at rutte med, ople-
vede jeg min barndom som en
periode, rig på oplevelser.
Min bedstefar var i ordets
bogstaveligste forstand stor-
fanger, og selv om min far
måtte forlade Østkysten uden
mig om min mor, fortsatte han
i alle årene med at sende os
gaver, både tøj og legetøj og
fiskeredskaber. Vi led aldrig
afsavn.
- Bygden blev indtil sin
nedlæggelse midt i 1960’eme
styret med fast og kærlig hånd
af Poul Hennings, som holdt
sine beskyttede vinger over
mig. Da jeg blev født, sagde
Poul Hennings: - Nu er der
kommet endnu en dansker til
Skjoldungen.
- Så var vi to!
Tilbage til Tiniteqilaaq
- Hvornår forlod Du Skjold-
ungen ?
-1 1965 sagde Moder Dan-
mark, at det var for dyrt at
opretholde Skjoldungen, og
bygden blev nedlagt. Befolk-
ningen fra Skjoldungen blev
flyttet til Kuummiut. Ingen
spurgte, om vi ville blive eller
flytte - og i givet fald hvorhen.
Myndighederne pegede på
Kuummiiut, som var ved at
blive opbygget som en stor
fiskeribygd: - Tag til Kuum-
miut og begynd at fiske. Der
står allerede et hus til hver
familie.
- Det gjorde der også, men
folk fra Skjoldungen havde
meget svært ved at falde til i
Kuummiut, hvor vi blev hånet
som tilflyttere og nok også lidt
som landsbytosser. Vi blev
simpelthen moppet, selv om
dette udtryk endnu ikke var
kommet på mode.
- Til sidst blev det for meget
for mine bedsteforældre. De
trodsede de høje herrer og
flyttede hele familien til Tini-
teqilaaq, hvor der blev bygget
et lille Type-3 hus til os. Mine
bedsteforældre kom fra Ser-
miliq-fjorden og følte sig langt
mere velkomne hos familien i
Tiniteqilaaq end hos de frem-
mede i Kuummiut.
- På en måde var det som at
komme hjem igen, da vi slog
os ned i den udprægede fan-
gerbygd Tiniteqilaaq, som
havde et par hundrede indbyg-
gere dengang i 1960’erne,
husker Kristian Sfngertåt.
Bibelhistorie
- Hvad med skolegangen i
Tiniteqilaaq?
- Den var vist ikke noget at
råbe hurra for. Vi blev under-
vist af kateketer, som godt nok
lærte os at skrive og regne,
men som først og fremmest
underviste os i bibelshistorien,
som sammen med lidt geogra-
fi var mit yndlingsfag. Dansk-
undervisning fik jeg ikke, før
jeg som 15-årig rejste på efter-
skole i Qaqortoq i 1969.
Kristian Sfngertåt voksede
hos bedsteforældrene op i et
strengt religiøst hjem, og store
dele af kateketernes undervis-
ning bestod som sagt i bibelhi-
storie. Han har holdt fast ved
sin barnetro, men Kristian
Sfngertåt går i dag kun i kirke
til højtiderne; for familiens
skyld.
- Jeg holdt op med at gå i
kirke, da vi fik den nye kirke i
Tasiilaq i 1985. At flytte fra
den gamle til den nye kirke
betød samtidig en ændring i
folks holdning til Guds hus. I
dag betragter folk kirken som
et forsamlingshus, men det
Tasiilami politeeqarfiup
pisortaa Kristian Singertåt
assuutinik sullisilerluni,
1994-imi prinsesse Benedik-
te-p illoqarfiup ukiut 100-
nngorlugit nalliuttorsiorne-
ranut atatillugu tikeraarne-
rani.
Stationslederen i Tasiilaq
Kristian Singertåt i fuld
ornat, da prinsesse Benedik-
te i 1994 besøgte Tasiilaq i
forbindelse med byens 100
års jubilæum i 1994.
kan jo ikke være meningen, at
folk kommer og går under
gudstjenesten, smækker med
dørene, går på toilettet og skal
ud og have sig en smøg.
- Kirkegangen i Tasiilaq er
blevet til et cirkus, så nu bliver
jeg hjemme og lytter i stedet
til søndagens gudstjeneste i
radioen. For jeg tror stadig, at
der en Gud, som holder hån-
den over os.
Ren trolddom
- Det må have været lidt af et
kulturchok som kun 14-årig at
flytte fra Tiniteqilaaq til Qa-
qortoq?
- Ja, for pokker, griner Kri-
stian Sfngertåt. - Qaqortoq var
en fantastisk by. Stor og fyldt
med nye indtryk. Høje huse og
mange biler på vejene. Mit
første møde med vestgrønlæn-
deme var på mange måder
spændende og inspirerende.
Folk talte jo helt anderledes
end os på Østkysten, og så
kunne de endda snakke et total
uforståeligt sprog, som de
kaldte dansk. Hvor var de dog
dygtige, de folk i Qaqortoq!
Min iver for hele tiden at lære
noget nyt opstod for alvor
med mit møde med Qaqortoq.
- Jeg var vildt imponeret af
en af vore lærere på eftersko-
len i Qaqortoq; Aqissiaq Møl-
ler hed han. Han var så fanta-
stisk god til at læse op for os
på dansk, og så kunne han
endda ved særlige lejligheder
tage en dansk bog ned fra hyl-
den og sådan uden videre læse
fortællingen op på grønlandsk.
Det var ren trolddom.
- Så jeg måtte også i gang
med at lære alt det nye.
Mødet med min far
- Det danske sprog kom jeg
rigtigt efter, da jeg som 16-
årig rejste videre på kostskole
i Danmark, fortæller Kristian
Sfngertåt.
- Det blev samtidig mit
allerførste møde med min far,
som havde ringet til en af
lærerne på kostskolen på Lol-
land-Falster for at etablere en
kontakt med mig.
- Vor klasse skulle en dag
på rundvisning på Christians-
borg, og aftalen blev, at han
ville vente på mig udenfor
Folketinget sammen med sin
bror, min danske onkel Børge.
Hverken min far eller jeg ane-
de, hvordan den anden så ud,
så det var med bankende hjer-
te, at jeg gik ud af Christians-
borg.
Men min far pegede straks
på mig og sagde til sin bror: -
Der går Kristian!
Der var nu ikke så mærke-
lig, for min far og jeg går
præcis på samme måde. Og
mit forfærdenlige tempera-
ment og mangel på diplomati
har jeg også arvet fra min far.
- Hvordan var det at møde
din far for første gang som 16-
årig ?
- Det var en forunderlig for-
nemmelse.
- Hvad sagde 1 til hinanden?
- Det kan jeg ikke rigtig
huske, men til gengæld vil jeg
aldrig glemme, at min far
omfavnede mig. Det var første
gang, at en voksen mand tog
om mig. Det havde vi ikke
brugt i Skjoldungen og Tini-
teqilaaq. Det var næsten en
ubeskrivelig, men absolut en
god følelse.
- Vi havde jo ikke kontakt
med hinanden i mine første 16
år, men siden har vi forsøgt-at
indhentet det forsømte. Vi
holder ferie sammen, både i
Danmark og i Østgrønland, og
han har i dag en meget god
kontakt med sine børnebørn i
Tasiilaq.
- Du føler ikke, at han svig-
tede dig ved at rejse til Dan-
mark, endnu før du blev født?
- Nej, han forsøgte jo for-
gæves at komme i kontakt
med min mor og mig, men det
forhindrede min strenge bed-
stemor. Alligevel fortsatte han
trofast med at forsørge os,
blandt andet ved at sende tøj
og lejetøj til Østgrønland. Han
glemte os aldrig.
Politimand
- Hvorfor blev Du politimand?
- Da jeg endelig blev politi-
mand, sagde mine bedstefor-
ældre til mig, at det havde jeg
drømt om lige siden min barn-
dom. En af mine onkler var
lidt streng ved mig, og jeg
skulle engang havde sagt: -
Når jeg bliver voksen, vil jeg
være politimand, og så skal
onklen en tur i detentionen!
- Jeg blev politimand, men
jeg har nu aldrig puttet min
onkel i detentionen. Det var
også ham, som forsøgte at
opdrage mig på en streng,
gammeldags manér. Det lyk-
kedes ham faktisk ret godt, og
det er jeg glad for i dag. Han
sagde altid: - Du må aldrig
give op! Og dette råd har jeg
lyttet til lige siden.
- Når jeg kom grædende
hjem, fordi de store drenge i
Skjoldungen havde slået mig,
fik jeg et par ekstra lussinger
af min onkel:
- Så længe du har følelser
og smerter, vil der altid være
nogle, som forsøger at gøre
dig ondt. På et tidspunkt vil du
ikke længere mærke smerten,
og så holder de andre op med
at drille og slå dig, var hans
begrundelse.
- Da jeg vendte tilbage fra
kostskolen i Danmark, var jeg
fortsat fast besluttet for at bli-
ve politimand, så jeg gik op til
politistationen i Tasiilaq for at
gøre opmærksom på mine-
fremtidsplaner. Stationslede-
ren Ib Henriksen var på ferie,
så jeg kom i stedet ind til en
ung politimand, Abel Egede.
Kom igen
- Hvad vil du, spurgte Abel
Egede.
- Jeg vil være politi!
Abel Egede hylede mig helt
ud og sagde: - Kom igen, når
du bliver gammel nok!
Men han fortalte ved tilba-
gekomsten til Nuuk den davæ-
rende politimester J. R. Karl-
son, at der var en ung knægt
over i Tasiilaq, som gerne vil-
le være politimand. Det blev
skrevet bag øret, og en dag
kom der bud fra politimeste-
ren, som var i Kulusuk, at han
gerne ville snakke med mig.
- Nå, sagde Karlsson, det er
så dig, der vil være politi!
- Ja, det er mig.
- I 1972 blev jeg derfor
kaldt til Nuuk, hvor jeg i det
første år arbejdede i kriminal-
forsorgen. I 1973 var tiden
inde som 19-årig til at søge
om optagelse i politiet, og den
15. november 1973 blev jeg
ansat i korpset. Jeg blev kort
efter udstationeret i Narsaq
hos stationsleder Holger Poul-
sen.
- Tiden i Narsaq fik afgø-
rende betydning for mit videre
liv. Dels lærte jeg politiarbej-
det helt fra grunden, og dels
mødte jeg min hustru Magda-
line Rosing, som stammer fra
Kapisillit.
- Holger Poulsen var en god
læremester, som i vid ud-
strækning brugte »gør-det-
selv«-metoden. Det var måske
ikke særlig pædagogisk, men
det var en effektiv mesterlære.
Jeg kunne regne med fuld op-
bakning, både fra Holger
Poulsen og en anden ung poli-
timand Anders Andreassen,
som senere blev landsstyre-
medlem og borgmester - og nu
KNIs distriktschef i Tasiilaq.
Tvangsforflyttet
- Narsaq er en utrolig smuk
by, men for 25 år siden fuld af
en forskrækkelig masse balla-
de. Vi måtte næsten hver dag
ud og slås med rødderne i
byen.
- Hvordan vi kunne holde til
det, er svært at forstå i dag,
men vi var unge og fulde af
»gå-på-mod«. Og efterhånden
fik vi sat skik på byen. I løbet
af tre år i Narsaq lærte jeg at
blive politimand på den hårde
måde, og erfaringerne fra den-
ne tid er senere kommet mig
til gode mange gange.
Efter Narsaq gik turen til
politiskole i Danmark og
Nuuk, indtil Kristian Sfngertåt
blev politiassistent i 1978.
- Det var stadig galt med
mine diplomatiske evner, og
jeg blev på et tidspunkt
»tvangsforflyttet« til Paamiut.
Byen havde et dårligt ry, både
som en hård by og grim og
tåget by, men det var helt uret-
færdigt.
- Paamiut har nogle fanta-
stisk dejlige mennesker i nog-
le meget smukke naturomgi-
velser. Jeg fik min første båd
og min første sæl i Paamiut.
Samtidig havde jeg nogle
meget gode kolleger, blandt
andet stationslederen Thomas
Petersen og politimanden
Bent Heiselberg.
Hjem til Østkysten
Den 14. august 1980 kom Kri-