Atuagagdliutit - 20.03.1997, Síða 16

16
Nr. 22 ■ 1997
Éa ajpapsc/é/a £/£
\
LYSERØDE
GRØNLANDSPOSTEN
Af Jens Brønden
GRISEHOVEDER
■ ;
-- .ini'tW
En lang række fravalg gjorde Hagen Højer Christensen til journalist
- Jeg kwme godt ønske mig, at
nogle politikere en dag gik til
valg på at få det gode humør
genindført. Der er ikke mere
spræl i det politiske liv, sådan
som vi kendte det tidligere.
Der er ingen kamp. Man sid-
der på et komfortabelt flertal,
og lige så snart, der dukker
lidt opposition op, bliver den
sendt i behandling på Frede-
riksbergcentret.
Det er Hagen Højer Chri-
stensen, journalist før og igen
engang i fremtiden, redaktør,
for tiden direktør for Nunatta
Naqiterivia, der på falderebet
efter et timelangt interview på
AG synes, at vores hidtidige
snak manglede lidt krydderi.
Så slagfærdig har han ikke
været altid. Han har på den an-
den side heller eller ikke været
mundlam, men fra en spæd
start på det danske kødmarked
har det været en lang og
spændende vej, før han godt
og vel 50 år gammel nåede
hertil - Nuuk 18. marts 1997.
Hagen begyndte ikke som
journalist. Hans karriere star-
tede i virkeligheden med en
række fravalg, som efterhån-
den uundgåeligt førte til skri-
veriet.
Det begyndte i Grenå på den
østligste spids af Djursland,
hvor han efter skolen skulle i
gang med en handelseksamen
fra en basislejr på Grenå An-
delssvineslagteri. Han gik på
handelsskole og skulle have
været på købmandsskole i
London, da Dronningens Liv-
regiment kom i vejen med en
indkaldelse. Og her i kongens -
eller snarere dronningens klæ-
der - blev det klart for ham, at
hans liv ikke skulle gå med at
sælge farvede, røde svineho-
veder til Nigeria. Der måtte
være andet, man kunne tage
sig til her i livet.
Efter værnepligten tog han
studenterkursus og ville helst i
gang med en journalistuddan-
nelse, men det var forældrene
- især faderen - imod, og pligt-
skyldigt gik han i gang med et
studie på Slavisk Institut i År-
hus. Det varede ni måneder,
før han var overbevist om, at
det heller ikke var hans kund-
skaber i russisk, han skulle tje-
ne sine penge på.
Nu blev Hagen cykelvikar,
og for dem, der ikke ved, hvad
det er, så er det en lærervikar
på cykel. Han boede i Bogen-
segade på femte sal i Århus,
og hver morgen ringede de fra
skoleforvaltningen og fortalte,
hvilken skole, der havde brug
for ham. Det gav god motion
at cykle rundt i det storårhusi-
anske miljø, og så gav det én
ting mere. Erfaring. Efter et
halvt års tid stod det nemlig
lysende klart for ham, at han
heller ikke skulle være lærer -
hverken med eller uden cykel.
Endelig journalsitik
Endelig stod journalistikken
for tur. Og nu kunne ingen
standse ham. Faderen var død,
men Hagen havde alligevel sat
sig op imod ham, hvis det var
kommet dertil. Nu skulle det
være.
Han havde fået løfte om en
læreplads på Århus Stiftsti-
dende - det var den gamle ud-
dannelse dengang - men der
var nogen ventetid, og mens
han ventede, blev der pludse-
lig en plads ledig på Randers
Amtsavis. Dengang ejede avi-
sen Dagbladet Djursland, der
havde redaktion i Grenå, og
amtsavisen så lynhurtigt mu-
lighederne i at få en lokal-
kendt elev tilknyttet Grenå-
redaktionen.
- Der var et helt enestående,
levende og muntert journalist-
miljø i den by, fortæller Ha-
gen Højer Christensen. - Der
var krig på kniven. Både den
hedengangne Demokraten,
Århus Amtsavis, Grenå Fol-
ketidende og Århus Stiftst
dende sloges om læsere, ai
noncer og stof. Og det var e
arbejdsmark, hvor vi fik lov I
at boltre os med alle journal
stikkens stofområder - fi
mord og ildebrand, til e
hvervsstof, generalforsamlii
ger, kristne møder og b(
graveiser.
- Den lokale bedemand v;
en god forbundsfælde. Ha
scorede så vidt jeg huski
annonceprovision på begri
velsesannonceme og var leve
randør i alt til faget hørende.
Han solgte både bånd, blom-
ster og kranse, og kom man op
med ham at køre, ja så var
man sikker på at nå alle be-
gravelserne.
- Vi havde undertiden så
mange opgaver, at vi ikke
kunne nå dem, fortæller Ha-
gen videre. - Så var vi journa-
lister nødt til at handle med
hinanden, og vi mødtes på et
hyggeligt sted og udvekslede
nyheder - naturligvis uden at
redaktørerne fik det at vide.
Fra Grenå kom Hagen til
Berlingske Tidende, som hav-
de købte Amtsavisen. Men
først havde han i blodbanken
mødt en narkosesygeplejer-
ske, Bente, som han blev gift
med og en del år senere skilt
Hagen Højer Christensen, Kalaallit Nunaannut tikeqqammerluni, nujakkaajulluni utinnikuusamillu kavaajaqarluni.
Hagen Højer Christensen, splinterny i Grønland, med langt hår og fløjlsjakke.
fra. Inden det kom så vidt,
planlagde de at rejse til et eller
andet fjernt udland, gerne med
Hagen som det »tynde øl«, for
journalistik er ikke lige let på
alle sprog. Men mens de plan-
lagde, hvor i Langtbortistan,
de ville hen, kom Trine til som
nyt familiemedlem, og så var
de ikke så interesserede i det
eksotiske, fjerne udland.
Grønland
Alligevel pressede udlængslen
på, og da muligheden for at
komme til Grønland meldte
sig i form af et tilbud til Ben-
te, drog de afsted - med Hagen
som »det tynde øl«.
Han fik dog ikke lov til at gå
arbejdsløs. Allerede på anden-
dagen fik han to tilbud. Det
ene var fra Per Danker og Pe-
ter Kreutzmann, de to der den-
gang kørte Sermitsiaq, og det
andet fra Arne O. Hansen, re-
daktør på Radioavisen. Han
valgte den sidste.
Her bley Hagen hurtigt
kendt fra det populære tele-
fon- og nyhedsprogram »Mi-
krofonvagten«, og program-
met fungerede godt, selvom
det ikke var muligt at telefone-
re til noget sted nordligere end
Maniitsoq.
Ind imellem vikarierede han
på Radioavisen, hvor der den-
gang var ansat tre danske og
fire grønlandske journalister.
Fra denne periode husker vi
»gamle« Hagen i et godt mak-
kerskab med den danske jour-
nalist Erik Mølmann, med
hvem han lancerede noget
næsten ukendt for den tid: kri-
tisk journalistik. Men det skul-
le vise sig, at den endnu ikke
havde gode kår i Grønland.
Hagen fortæller: - Nok kun-
ne man være forarget og brok-
ke sig over de urimeligheder,
der skete. Men når pressen tog
dem op og holdt mennesker
ansvarlige, så vendte man sig
mod pressen og fattede sym-
pati for det »stakler«, pressen
holdt ansvarlige. Det var svært
at lave kritisk journalistik den-
gang, og vi må vel stadig er-
kende, at vi lever i det nære
samfund.
- Jeg tænker på, at det må
må - ■
være et problem for de unge
journalister, når pressens sø-
gelys rettes mod folk, de er i
familie med. Det er uundgåe-
ligt, at de mister noget af den
skarphed, som er nødvendig.
Mislykket genfødsel
Fra begyndelsen af 1975 var
Hagen Højer Christensen in-
volveret i en »genfødsel«. -
Det gjaldt det gamle nord-
grønlandske blad »Avannaa-
mioq«, som fik redaktion i
Aasiaat, fortæller Hagen.
- Men alt gik galt, og efter et
års tid måtte projektet opgi-
ves. Kommunerne sprang fra
deres tilsagn, og den frem-
skaffede startkapital var bragt
op allerede inden det første
eksemplar udkom. Et halvt år
fik jeg ingen løn, og jeg var
meget glad for, at Bente havde
sit fastlønnede arbejde i den
periode.
- Men jeg fik da det ud af
det, at jeg lærte en masse om,
hvordan man ikke skal starte
noget op.
Tilbage på Radioavisen eta-
blerede Hagen sig som en
fremragende journalist, der i
modsætning til så mange
andre aldrig opgav den skarpe
og kritiske holdning, som er et
af fagets stolte kendetegn. I
denne periode blev de nye tra-
ditioner grundlagt, og selvom
det næppe kunne være skel,
uden at andre tidligere havde
trampet den første sti, så var
det i disse år, den kritiske jour-
nalistik for alvor begyndte at
slå igennem.
Sermitsiaq og
arbejdsgiverne
1. december 1983 holdt Ha-
gen skiftedag. Ikke bare skif-
tede han arbejdsplads, men
han flyttede fra det æterbårne
til det trykte budskab. Han
blev redaktør på Sermitisiaq.
Og det fortsatte han med i syv
år.
- Jeg havde ellers sat mig
for, at det kun skulle vare i
fem, men jeg blev bedt om at
fortsætte et par år endnu, og
da de var slut ved årsskiftet
1989/90, var jeg et års tid i
KNR, inden jeg tog en ny