Atuagagdliutit - 05.03.1998, Side 12

12
Nr. 18 • 1998
GRØNLANDSPOSTEN
ET AKT VT L V
- Hvis ikke Adam har noget i hænderne bliver han søvnig,
siger Adam Lynges hustru Ane-Martha
tidspunkt følte, at arbejdet
med hans båd blev for meget,
så han anskaffede sig en jolle.
- Båden gav vi vores søn i
bryllupsgave. Og jeg er meget
glad for min jolle, som jeg
ofte bruger til at sejle ud på
jagt-
- Vi har ikke købt en eneste
alk i år, supplerer Ane-
Martha. - Jo, vi har stor hjælp
af, at Adam fortsat går på jagt.
Efter Adam er gået på
pension har familien hvert år
været på sommerferie i Qoor-
noq. Og de har altid boet i den
tidligere handelsforvalterbolig.
- Det er sådan et dejligt sted,
hvor man møder masser af
mennesker. Der er altid liv
derinde om sommeren.
Flyttede rundt
Adam og hans familie, som
alle er født og opvokset i
Qoornoq, forlod Qoomoq i
1971 og flyttede til Niaqoma-
arsuk ved Kangaatsiaq, hvor
Adam blev handelsforvalter. I
1972 drog familien videre til
Kapisillit, hvor Adam var han-
delsforvalter frem til 1985. Og
fra 1985 til han gik på pension
i 1992, var han handelsforval-
ter i Qeqertarsuatsiaat.
- Vi synes altid det har
været svært at forlade de ste-
der, hvor vi har boet. Faktisk
har vi altid haft hjemve til de
steder et stykke tid efter, vi
forlod dem. Det betød da
også, at vi i årene efter tog på
sommerferie til de bygder,
som vi var rejst fra.
Adam har stort set kun gode
minder fra sin tid som han-
delsforvalter.
- Vi havde meget at lave, og
vi havde ingen hjælpemidler.
Men hvad betød det. Vi var
unge og havde masser afkræf-
ter. Livet var dejligt. Når der
blev alt for meget at lave, så
kom min familie til hjælp. Det
var specielt i de tider, hvor der
var mange torsk, og de blev
indhandlet til butikken og
skulle saltes. Da var det ind
imellem nødvendigt med
hjælp fra familien.
- Og så var der frygteligt
meget papirarbejde. For
eksempel skulle jeg selv regne
ud, hvor stort svindet var på
de torsk vi indhandlede. Altså
hvor meget væske, der var for-
duftet, mens de hang til tørre.
Efterhånden begyndte de
andre bygder at indsende den
del af det til Nuuk, så det blev
regnet ud der. Det bad jeg
også om at gøre, men fik at
vide, at jeg var så god til det,
at jeg hellere selv måtte
fortsætte med det.
- Da jeg var handelsforval-
ter i Kapisillit må jeg indrøm-
me, at det ikke altid var
væsken i fiskene der for-
svandt. Folk var meget glade
for de tørrede fisk der. En dag
der.
- Jo, men alligevel mærker
man alderdommen. Jeg er
efterhånden kun medlem af to
foreningers bestyrelser. Det er
Innarluutillit Kattuffiat (han-
dicapforeningen red.) og Pe-
qatigiinniat (den kristelige for-
ening red.), hvor jeg begge
steder er kasser.
- Jeg elsker at lave papir-
arbejde, tilføjer Adam efter en
kort pause.
Sidder aldrig stille
- Jeg var en sen starter, griner
Adam Lynge.
- Jeg var nemlig fanger i
begyndelsen, før jeg kom ind i
KGH. Derfor var jeg 43 år, da
jeg første gang blev handels-
forvalter i Qoornoq. Derfor
nåede jeg kun at være han-
delsforvalter i 25 år, før jeg i
1992 gik på pension.
- Men da jeg først var kom-
met ind i KGH, gik det faktisk
stærkt. Jeg begyndte at arbej-
de hos KGH i begyndelsen af
marts måned 1965. I foråret
1966 kom jeg ind i butikken
og senere på året, blev jeg af-
løser for den tidligere handels-
forvalter Tønnes Olsen. 11967
blev jeg fastansat som han-
delsforvalter i Qoomoq.
Interviewet bliver afbrudt af
telefonen.
- Det var en, der ville for-
høre sig om, hvor de kan bo,
mens de er i Nuuk i forbindel-
se med festligholdelse af Pe-
qatigiinniats 90 år, forklarer
Adam, efter han har grinet
færdigt med den person han
talte med i telefonen.
- Og når vi er færdige med
at tale sammen her, forklarer
han videre, skal jeg til et møde
i eftermiddag. Men altså... Der
gik ikke lang tid fra jeg kom
ind i KGH, før jeg blev han-
delsforvalter.
- I starten var det faktisk
ikke så nemt. Det vil sige, jeg
var meget lærenem, og jeg var
sikker på, at dette job skulle
jeg nok klare. Men jeg kom så
frygteligt til at savne livet på
havet. Mange gange måtte jeg
tvinge mig selv til ikke at gå
op på vores faste udkigspost i
Qoomoq. Jeg kunne ganske
enkelt ikke klare at se ud over
havet, så meget savnede jeg
det.
Rensdyrjagt
Adam og hans hustm fik syv
bøm, hvor to er døde for dem.
Den efterhånden store familie
benyttede enhver lejlighed til
at tage på fangstture. Specielt
om sommeren.
- Jeg kunne ikke undvære
en rensdyrjagt. Og jeg har væ-
ret på rensdyijagt så ofte jeg
kan lige siden. Jeg fik ingen
dyr sidste år, men forrige år
fik jeg ram på to.
Adam fortæller, at han på et
J r-J
j"_r
1
§
U-
□
I
"* .
CO
<
ADAM LYNGE
kom en KGH-båd til Kapisil-
lit, og ved en tilfældighed op-
dagede jeg en medarbejder gå
op til tørrestativerne og tage
nogle tørrede fisk. Næste dag
mødte jeg op på båden og
spurgte skipperen, om fiskene
havde smagt godt. Han kunne
ikke krybe udenom og svarede
ja. Det grinede vi længe over.
- Afdøde Peter Egede var
produktionschef, og han er
ofte taget afsted fra Kapisillit
med tørfisk, der skulle »un-
dersøges«, fortæller Adam,
mens han morer sig højlydt.
Gratis arbejde
- Jeg indsamlede også alle
arbejdssedler fra de offentlige
arbejdspladser, som Kirken og
GTO, og skulle holde styr på
dem. Det fik jeg intet ekstra
for. Og så var jeg vejrmand
både i Qoomoq og Kapisillit.
Det fik jeg til gengæld beta-
ling for.
- Da vi på et tidspunkt var til
møde i Sisimiut, viftede jeg da
også med arbejdssedleme og
sagde, at disse ting fik vi ikke
penge for. Det tog de til efter-
retning, griner Adam meget
længe over.
En gang om året var der dog
en form for kompensation for
handelsforvalterne. De fik
nemlig udbetalt halvanden
procent af salget og af ind-
handlingen.
- Det viste sig også, at de i
Danmark på hovedkontoret
lagde penge til side til at
imødegå alt for store tab i for-
retningerne. Da det gik meget
godt i Kapisillit, fik jeg plud-
selig en dag overrakt 25.000
kroner. Sikke en overraskelse!
Hjælpepræst
I sin fritid var Adam også
afløser for kateketen eller
præsten.
- Jeg har døbt ni bøm og
begravet syv personer. Min tid
som hjælpepræst var selvføl-
gelig, fordi jeg interesserede
mig for det, og fordi jeg følte,
at jeg kunne være en hjælp.
Derfor har jeg også i mange,
mange år været medlem af
27. juli 1997. UKiut 45-t qaangiupput Ane-Martha aamma Adam Lynge Qoornup oqaluffiani
katinnerannit. Qoomumi niuertorutsip illuata silataani assilisissimapput.
27. juli 1997. Det er 45 år siden Ane-Martha og Adam Olsen blev gift fra kirken i Qoorngoq.
Billedet er taget uden for den tidligere handelsforvalterbolig i Qoorngoq.
27. juli 1952-imi meeraanerminnit ilisarisimasut Ane-Martha
aamma Adam Lynge Qoornup oqlauffiani katipput. Tamatu-
ma kingorna meeraat arlallit oqalufftmmi tassani aamma
katipput.
27. juli 1952 blev barndomsvennerne Ane-Martha og Adam
Lynge gift fra kirken i Qoorngoq. Siden er flere af børnene
blevet gift her.
NUUK(LRH) - Egentlig var
Adam Lynge bange for, at han
ikke ville kunne få tiden til at
gå, når han blev pensionist.
Små seks år efter han er gået
på pension, sidder han og gri-
ner ad disse tanker. Og man
må indrømme, at det er svært
at følge med i alt det, den snart
75-årige Adam Lynge fore-
tager sig.
- Selvom jeg godt ved, at
Adam bliver søvnig, hvis ikke
han har noget i hænderne, så
synes jeg ind imellem, at han
må blive træt af alt det, han
går og foretager sige, siger
Adams hustru gennem 45 år,
Ane-Martha.
Adam ser blot kærligt på sin
Ane-Martha, før han ivrigt
fortæller om alle sine gøremål
og ikke mindst om sin tid som
handelsforvalter i flere byg-
SOM PENSIONIST