Atuagagdliutit - 05.03.1998, Qupperneq 13

Nr. 18 • 1998
13
StÉgapsajpc/é/'a
GRØNLANDSPOSTEN
llaqutariit tamarmik. Adam aamma Ane-Martha Lynge meeqqatillu Sara, Viktoria, Aqqa,
Mathæus, ajuusaarnartumik nappaateqarlimi toqusoq, issiappullu Ingi talerperliusoq aamma
Sofie saamerliusoq.
Hele familien samlet. Adam og Ane-Martha Lynge sammen med børnene, Sara, Viktoria,
Aqqa, Mathæus, som desværre er afgået ved døden efter sygdom, og siddende er Ingi til
højre og Sofie til venstre.
Menighedsrådet og af præste-
gældet og har flere steder
været formand. Samtidig har
jeg været medlem af Peqati-
giinniat i mange år. Jeg har
også været med til at stifte
Ligkisteforeningen i Qoornoq.
Faktisk var det den første
lokalforening, der blev stiftet
dengang i 68/69. Da jeg sene-
re kom til Kapisillit stiftede vi
også en her. Begge steder var
jeg formand.
- Jo, der var meget at lave,
men vi var jo opdraget til at
yde en indsats. Som børn hjalp
vi til med at hente brænde,
sprætte fisk op og hente vand.
Så det var blot en vane, vi kør-
te videre med. Og vi følte os
aldrig trætte. Det er jo noget af
en kontrast til i dag, hvor vi
næsten ikke kommer nogen
steder hen uden, at vi har rin-
get efter en taxa, griner Adam
lunt.
Udgå for varer
Aldrig har Adam været ude
for, at beboerne de steder,
hvor han har været handels-
forvalter, har været sure på
ham, fordi butikken løb tør for
varer.
- Tværtimod gav det et
yderligere sammenhold imel-
lem os, når vinteren satte ind
og isen gjorde det umuligt at
få forsyninger frem. Det
hændte, at vi løb tør for grønt-
sager og petroleum. Men salt,
sukker, mel, kaffe og andre
tørvarer løb vi aldrig tør for.
- Jeg glemmer aldrig en-
gang i Kapisillit, hvor vinteren
var meget kold. Vi isede inde i
december måned og først
engang i maj måned fik vi nye
forsyninger. Efter Hellig Tre
Konger løb vi tør for øl. I
februar var der ingen spiritus
tilbage. I marts/april kunne
der ikke fremdrives sodavand,
så sluttede saften, og så var
der kun frugter på dåse til-
bage. Men så var den lange
vinter også slut. Men aldrig
hørte jeg et surt ord fra nogen.
Selvom hele familien er fal-
det godt til, hvorend de flytte-
de hen, så valgte Adam og
Ane-Martha at bosætte sig i
Nuuk, da Adam blev pensio-
neret.
- Alle vore børn boede på
det tidspunkt i Nuuk, og de bor
her stadig alle. Det er en stor
glæde, at have dem så tæt på.
Foreningsliv
Selvom Adam kun er medlem
i to bestyrelser i dag, så er det
blevet til en del igennem åre-
ne. Ud over de, der allerede er
nævnt i interviewet, har han
været medlem af Sanningasoq
Tungujortoq, Blå Kors, i 36 år
og i handelsforvaltemes for-
ening, og endnu før det var
han medlem af bestyrelsen for
fisker- og fangerforeningen i
Qoornoq.
- Når der er ting, der er
svære at opnå som enkeltper-
son, så opnår man det bedste
resultat ved at gå sammen.
Man når flere ting, når man er
flere sammen om at ønske det.
Og så kan man ligge flere
kræfter i det man vil opnå, når
man er flere, end når man står
alene, forklarer Adam om
baggrunden for, at han igen-
nem årene har været medlem
af så mange foreninger.
Men tiden som pensionist
bliver også brugt til at tage på
fritidshjem og tale med de
unge.
- Det har jeg desværre ikke
så meget tid til mere. Men de
unge ville gerne have os til at
fortælle spøgelseshistorier.
Jeg synes ikke de egner sig for
børn, så jeg satte mig ned og
skrev min egen spøgelses-
historie, som passer til børn.
Den var de helt vilde med.
Bog til børnebørn
Og når nu vi er ved skriverier-
ne, så fortæller Adam, at han
også er igang med at skrive en
form for bog til sine ti børne-
børn.
- Den handler om mange af
de ting, jeg har oplevet i mit
liv. Jeg synes det vil være
synd, hvis mine børnebørn
ikke får de rigtige betegnelser
over navnene i Godthåb-fjor-
den for eksempel. Jeg har
foreløbig skrevet 88 A4-ark
og er ikke færdig. Det er slet
ikke meningen, at det skal
udgives. Den er alt for person-
lig. Jeg har kun skrevet det til
mine børnebørn. De skal læse
den, når de engang imellem
får et roligt øjeblik.
Med de mange engagemen-
ter Adam har haft i livet, er det
klart, at han har en stor om-
gangskreds. Og det er noget
han glæder sig over. Alligevel
blev han noget paf en dag, han
kom ind i Brugsen.
- To kvinder stod sammen
og talte, da jeg kom ind. Plud-
selig var der et genkendelsens
glimt i den ene af kvindernes
øjne, og hun kom glædes-
strålende hen imod mig, idet
hun sagde »Ih, altså, er du
allerede i byen. Jeg så dig i
Sisimiut i går, lige før jeg tog
afsted hertil«.
- Jeg stod bare og måbede
og fik ikke sagt noget. Jeg
tænkte blot, at hendes øjne
havde problemer med at se
forskel på ældre mennesker,
griner Adam.
Adam Lynge blev belønne!
med Nersornaat i Sølv i 1992.
»Aamma ajuutigilersoorpara«, Ane-Martha oqarpoq, Adam Lyngep inuusuttuulluni assinga
takugamiuk.
»Åh, jeg bliver helt forelsket igen«, sagde Ane-Martha, da hun genså dette billede med den
unge Adam Lynge.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT Ass-/ F0T0: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT