Atuagagdliutit - 21.05.1998, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 21. MAJ 1998
ATU AG AG DLI UTIT
JEG SØGER MINE GRÆNSER
Karo Thomsen lider af højdeskræk, alligevel, eller måske netop derfor, kan hun godt forestille sig,
at hendes næste projekt bliver bjergbestigning
I 1991 gik Karo Thomsen på
ski over indlandsisen sammen
med tre andre kvinder. Netop
hjemvendt fra en fire en halv
måned lang hundeslæderejse i
Canada sammen med Ono
Fleischer og Mathias Inge-
mann har hun gjort det igen.
Søgt sine egne grænser. Men
om hun har fundet dem, er et
spørgsmål, der står hen i det
uvisse. Det er nemlig ikke
spor utænkeligt, at Karo, som
netop er fyldt 36 år, søger nye
udfordringer.
- Jeg var utrolig spændt på,
hvordan jeg som kvinde ville
klare rejsen på hundeslæde
med Ono og Mathias. Men
det gik over al forventning og
var meget anderledes end at
gå på ski over indlandsisen.
Det var ikke nær så fysisk
krævende, som da jeg sam-
men med en dansk, en ameri-
kansk og en russisk kvinde
gik over indlandsisen. Dem
gang var vi meget afhængig
af vores kondition. På hunde-
slædeturen sad vi jo meget
ned og løb faktisk kun, når vi
fik det for koldt.
- På mange andre måder
var det anderledes. Jeg var
ene kvinde blandt to mænd.
Vi spiste godt på hundeslæde-
turen, og det var for det meste
grønlandsk mad. Jeg var ikke
med på hele køreturen, da jeg
skulle sørge for at optage de
to på video og arrangere deres
foredrag de forskellige steder,
vi nåede frem. Så jeg fløj ind
imellem frem til bestemmel-
sesstederne. Og så mødte vi
hele tiden mennesker på hun-
deslædeturen.
- Men solen og kulden var
den samme, siger Karo og
griner ad sit meget solbrænd-
te ansigt, mens resten af krop-
pen har den samme kulør,
som da hun forlod Kangerlus-
suaq 2. januar i år. •
- Heldigvis ser man ikke
længere, at jeg også har været
forfrossen, siger hun.
Formål med turen
Formålet med hundeslædetu-
ren, som er gået til de fleste
beboede steder med inuit i
Quebec-området, var at skabe
kontakt mellem inuit i Grøn-
land og canada.
Derfor blev der hvert sted,
de tre nåede frem, arrangeret
offentlige foredrag om Grøn-
land, hunde, som ved lov er
afskaffet i Canada, om mad,
sprog, skole, inuit i verden og
mange andre ting, som de to
befolkningsgrupper har til
fælles.
- Jeg synes, det bedste bevis
på, at der er kom noget frugt-
bart ud af vores slædetur, er,
at de unge spurgte til vores
uddannelsessystem og blev
interesserede i at undersøge,
om de kunne komme til Grøn-
land for at tage en uddannelse.
Og det mener jeg kan lade sig
gøre. Vore sprog og kultur lig-
ger ikke langt fra hinanden,
siger Karo Thomsen.
Karo fortæller, at hun kun-
ne blive genert over at skulle
bo hos ganske ukendte men-
nesker.
- Vi boede 22 forskellige
steder på turen. Og hver gang
viste det sig, at vi boede hos
åbne og venlige mennesker,
som var meget interesserede i
Grønland og grønlandske for-
hold. Så der var altid noget at
tale om. De ville blandt andet
høre, om vi holdt jul, hvad
vores dyr hedder, hvad vi selv
hedder på inuit, for de canadi-
ske inuit har et engelsk navn
og et navn på deres eget
sprog, siger Karo.
- Det eneste problem, jeg
synes vi løb ind i, var edb-
problemer. Det kunne vi godt
have forberedt noget bedre.
Ellers gik turen over al for-
ventning.
Ældre græd over hunde
Det gjorde dybt indtryk på
Karo og hendes rejsefæller, at
det ikke længere er tilladt for
inuit i Canada at holde hunde.
- Vi blev altid budt velkom-
men af mange mennesker, når
vi nåede frem de forskellige
steder. Og de ældre, som end-
nu kunne huske, hvordan det
var at køre hundeslæde stod
altid i første række. De var
utrolig rørte over at se hunde.
Hos nogle var det meget stær-
ke følelser, der kom til udtryk
over igen at se slædehunde.
Derfor blev der også spurgt
meget til hundene, og mange
ville gerne vide, hvordan vi
ville reagere, hvis vi fik
besked på, at alle vore hunde
skulle dræbes, fortæller Karo.
- Og så var der mange kvin-
der, der blev stolte over, at jeg
som kvinde kørte med på den
lange tur. Når jeg steg af hun-
deslæden kunne de ikke altid
se, jeg var en kvinde, fordi jeg
er noget større end de er. Men
de blev glædeligt overraske-
de, når de opdagede, jeg var
kvinde.
Ganske almindelig
- Jeg er en ganske almindelig
kvinde. Og jeg havde en gan-
ske almindelig barndom. Jeg
var som alle andre piger. Det
var ikke sådan, at jeg legede
mest med drenge eller med
»drengeting«, siger Karo på
spørgsmålet om, hvorfor hun
har en sådan trang til at udfor-
ske sine egne grænser. Hun
indrømmer dog, at hun var
nødt til at fortælle Ono, at hun
ikke kunne sy eller lave mad,
da han spurgte, om hun ville
med på turen.
- Men jeg vil meget gerne
finde ud af, hvor grænserne er
for mig - både fysisk og psy-
kisk, siger Karo.
Det var også baggrunden
for, at hun gik og luftede tan-
ken om at tage over indlands-
isen i sin tid. Og så var der
bid. Hun blev spurgt, om hun
ville med på en international
kvindeekspedition over ind-
landsisen.
- Jeg havde ingen betænke-
ligheder og sagde ja med det
samme. Men denne gang
måtte jeg have lidt betænk-
ningstid, selvom jeg havde
sagt, at jeg var interesseret i at
tage med til Canada. Det
skyldes, at jeg i 1991 gik på
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO